Forskning. Til gavn for hvem?

Skal vi have forskning for forskningens skyld? Eller skal forskningen komme samfundet til gode? Jeg kunne stille et endnu mere provokerende spørgsmål: ”Hvad er formålet med ny medicinsk viden hvis samfundet ikke har råd til at behandle de syge?”

Her i løbet af sommeren er jeg blevet mindet om et vejledermøde på mit 3. semester på Aalborg Universitet. Kort fortalt er historien denne:

Mit første rigtige historieprojekt handlede om slaver i romerriget. Sammen med mine 2 medstuderende mødte jeg bævende op til vejledermøde, hvor vi skulle have vejlederens vurdering af vores første videnskabelige projektudkast. Jeg husker 2 ting fra mødet: Vejlederen talte om ”harvardnotes”, som jeg dristede mig til at bede om en nærmere forklaring på. ”Det ved enhver da hvad er”, var hans kloge svar. Og ”dit afsnit har ikke meget med et videnskabeligt projekt at gøre, men det ville egne sig fortrinligt til en artikel i Samvirke". Det var hans kommentar til mit bidrag til projektet, og jeg opfattede det som udtryk for en meget nedladende holdning til den populærvidenskabelige genre.

Den "hovskisnovski atitude" fik mig til at tænke meget over hvad formålet med historisk forskning egentlig var. Og er.

Der er ingen tvivl om, at der for nogen er mest prestige i at producere videnskabelige artikler til anerkendte tidsskrifter. Jeg ved godt at forskerne også underviser, men derudover mener jeg altså, forskerne har pligt til at formidle deres viden til den del af befolkningen, som er med til at betale forskernes lønninger. Der er rigtig mange mennesker, som har stor glæde af historiske romaner, men som aldrig kunne drømme om at give sig i kast med en doktorafhandling. Heldigvis er der også mange forskere, som omsætter deres viden til populærvidenskabelige artikler, som jeg læser med stor glæde. Den viden, forskningen afdækker, bliver på den måde til glæde og inspiration for andre end dem, der færdes i de videnskabelige cirkler.

Måske kan man ikke drage paralleller mellem historie og medicin, men jeg kom i tanke om min første erfaring med at skrive ”videnskabeligt” da vi for nyligt skulle til konsultation på et hospital her i København. På vejen passerede vi et skilt, hvor hospitalet indkaldte til en befolkningsundersøgelse, og vores professor fortalte stolt om at hospitalet netop er gået i gang med et forskningsprojekt indenfor det område, hvor Christian har brug for behandling.
Men, som professoren sagde: ”Jeg kan desværre ikke hjælpe jer da Christians lidelse ikke er tilskudsberettiget”. Og det har han helt ret i, ifølge ødemforeningens hjemmeside.

Gad egentlig vidst hvem det er der bestemmer, hvilke lidelser der skal være tilskudsberettigede og hvilke, der ikke skal være?

Forresten, så var der senere en venlig studievejleder der fortalte mig, at Samvirke rent faktisk stiller store krav til de artikler, de offentliggør.

Morgenvækning?

Mødedisciplin er et evigt tilbagevendende tema på lærerrådsmøderne. Hvordan skal vi som skole forholde os til at nogle elever har svært ved at komme op om morgenen og møde til tiden?

De sidste 3 år, tror jeg nok det er, har vi haft Louise ansat som ”mor” – ja, det har eleverne altså døbt hende. Én af hendes opgaver er at vække de elever, der har bestilt morgenvækning.

Der er delte meninger om den ordning. Nogle mener, vi tager ansvaret fra eleverne ved at vække dem, mens andre mener vi sender et signal om, at det er vigtigt at komme op og møde i skolen til tiden. ATI fik en del kritisk medieomtale af ordningen til at begynde med. Siden har flere skoler ansat personer, som har til opgave at holde hånden under eleverne for at sikre, at de ikke får for meget fravær og ender med at droppe ud. Nu hedder de bare coaches, mentorer eller andet tidstypisk. Og de skal sørge for at frafaldet mindskes.

Jeg tror, det er ordet ”mor”, der kan virke provokerende på nogen. Men vi har spurgt eleverne, og for dem er Louise altså ”mor” og ikke noget andet smart.

Og hvorfor kommer jeg så lige til at tænke på mødedisciplin nu?

Det er sommerferietid. Det er fredag eftermiddag. Klokken er 5, og det er drønvarmt. En perfekt dag til en tur til stranden. Det er sådanne dage man kan gå i Grønland og drømme om at opleve, når man kommer ned på ferie.

Vi er i Danmark, men vi sidder ikke på stranden. Vi slænger os på seng og sofa på Det grønlandske Patienthjem i København mens vi prøver at holde temperaturen på et rimeligt niveau ved at holde solen ude og fanen i gang. Det kolde bord er klar i kantinen om en halv time, men Søren kommer med friske rødspætter, som en venlig mand tog med hjem fra havnen i morges, nye kartofler og jordbær. Der er køkken så man kan selv lave sin mad, hvis man har lyst.

Jeg skal måske lige sige lidt om Det grønlandske Patienthjem, som ligger på Hyrdevangen 9 i Brønshøj. Hvis man bliver syg og har brug for hjælp ud over det, man kan tilbyde i Grønland, bliver man sendt til Danmark. Mens man opholder sig her, kan man bo på Det grønlandske Patienthjem. Det er et dejligt sted hvor der er alt, hvad man har brug for i det daglige + sygeplejersker, som holder hånd i hanke med at man kommer frem i patientkøen.

Personalet sørger også for at der holder transportmidler klar ved fordøren, så man kan overholde de aftaler, man har med det danske sygehusvæsen.

Det eneste man selv skal gøre er at sørge for at være der til tiden.

Og det er tilsyneladende svært for nogle - ifølge den chauffør, der kørte Christian til undersøgelse på Gentofte Sygehus i formiddag. I dag skulle han tilbage og hente en, der var kommet for sent, hvilket betød, at hans frokostpaus røg.

Jeg tænkte: ”så lad ham da være”. Men min næste tanke var så: ”jo, men det vil altså være rigtig dyrt for samfundet, hvis han ikke holder sin aftale med sygehuset. Spildt tid for en læge - ny aftale – længere ophold på Det grønlandske Patienthjem osv.” Og ikke mindst: Der var en anden, der kunne have fået lægens tid.

Tilbage til ATI’s syvsovere – jeg bliver dødirriteret på de elever, som har for vane at skide på den aftale, de har med mig om morgenen. Og jeg mener det er forkert, bare at lade som ingenting ud fra det synspunkt at ” de skal jo lære, at de er flyttet hjemmefra, og ikke har deres mor til at ordne alt for dem. De skal lære at tage ansvar for dem selv.”

Det sidste kan vi ikke være uenige om.

Men jeg mener også det er at tage ansvar, hvis man erkender, at man har svært ved at komme op om morgenen, og derfor beder om at blive vækket. Jeg synes, vi skal holde fast i vores vækkeordning, også selv om nogle elever bliver immune overfor mors morgenvækning. Ordningen sender signal til eleverne om, at ATI mener, det er vigtigt at møde i skolen til tiden.

Vi har fået 250 ansøgninger til 60 pladser i år. Det er spild af samfundets penge, bare at sløse et år på ATI væk, og - ikke mindst – synd for dem, der ikke får chancen.

Det hører vel også med til den personlige kompetence, at man respekterer de aftaler, man laver med læger, lærere og alle mulige andre mennesker.

Det er svært at vurdere, hvad det er, de unge får med sig i rygsækken efter et år på ATI - ud over nogle karakterer forstås.

Jeg håber, vore elever bliver nogle af dem, der når bussen.

Ro igen

Vi HAR fået ro på skolen igen.

Men 2 døgn med små børn trak virkelig tænder ud på de fleste. Sundhedsplejersken besøgte os efter 1 døgn, og allerede der var der flere, som troede, at de kunne levere børnene tilbage. "Men nej! Ingen kære mor. Når man først har fået børn, kan man ikke bare levere dem tilbage igen", var sundhedsplejerskens besked. Een af eleverne var dog så desperat at hun fik lov at slippe for mere børnepasning. Hun var derhenne hvor hun kunne finde på at ryste barnet med mulige hjerneskader til følge, vurderede sundhedsplejersken.

Ellers var vore elever rigtig gode til at være forældre, viste det sig ved evalueringen i fredags. Ingen af dem havde misrøgtet deres børn og nogle havde endda klaret opgaven 100%.

Men alle var enige om, at de ikke skulle have børn foreløbigt - så er det lige med at huske det.

Babyboom på ATI

Paarisa kører en landsdækkende kampagne i øjeblikket. En kampagne som som har til formål at oplyse om .... ja, hvor stort et arbejde det er at have små børn.

Egentlig tænkte jeg ... aaaar, vores elever er vist for gamle til at "lege med dukker" og vi har mange drenge på skolen. Ville det være noget for dem at få en baby med hjem til pasning i næsten 2 døgn? Men vi mente alligevel projektet skulle have en chance, så skemaet blev indrettet efter det og jeg ladede batterierne til mit camera op.

Drengene tog bestemt også ansvar.

En halv time efter de 24 dukker havde fået nye forældre begyndte de, een efter een, at græde og kræve opmærksomhed. Så gjaldt det om at finde ud af, om de krævede at blive vugget, om de skulle have mad eller skiftes. Der var 2 minutter til at løse problemet - og fandt man ikke ud af, hvad der var i vejen, så ville barnet blive registreret som omsorgssvigtet.

Her er mødregruppen linet op.

Så vidt jeg forstod, så kræver dukken opmærksomhed hver anden time - også om natten.

Ifølge instruktørerne så skal der ikke rystes meget med barnet før der opstår hjerneskade. På dukken her kunne vi se, hvor skaderne opstår, hvis forældrene mister besindelsen og måske i afmagt og på grund af stress kommer til at ryste barnet lidt for voldsomt.

Her bliver der lyttet intenst mens der endnu er ro.

Jeg skal have nogle af de nybagte forældre til dansk og samfundsfag i morgen - og det bliver MED børn - spændende. Forældrene kan nemlig ikke lægge børnene fra sig eller give dem til andre uden at den indbyggede computer registrerer det. Og det vil være omsorgssvigt.

Kampagnen har også været kørt nede på folkeskolen. Der var der flere af børnene, der var døde under forløbet fordi de ikke blev passet ordentligt.

Spændende at se, om vore elever er mere ansvarsbevidste. Jeg er sikker på, de finder ud af at det er fuldtidsarbejde at have små børn. Forhåbentlig kan projektet få nogen til at tænke sig ekstra om inden de vælger at blive teenage-forældre.

Vintervejr?

Det her billede er snyd - for at sige det lige ud. Det er taget for 14 dage siden, hvor vejret var til travetur i fjeldet. Søerne var dækket med et tykt lag is og skiløberne boltrede sig om ørerne på os.

Og så i dag!

Det har pjask-regnet i op til flere dage. Her er udsigten fra mit vindue i formiddags. Vi havde 6 graders varme.

Og ud mod vandet. Som det ses er vejen overiset, og på det nærmeste umulig at færdes på.


Der var ikke mange både ude i dag, jeg så kun et par stykker der kom dansende over bølgetoppene.

Peter Jensens designerstøvler

Jeg har besøgt Maniitsoq Museum i dag sammen med B-klassen. Museet viser et par designerstøvler med tilhørende film af en modeopvisning, som blev holdt i London sidste år. Du kan se omtalen af opvisningen her http://www.eurowoman.dk/mode/modeuge/modeuge-i-london-peter-jensen-vivienne-westwood-og-et-stk-rapper/

Støvlerne er designet af den danske designer Peter Jensen. De vakte stort røre her i Grønland fordi han havde ladet sig inspirere af kamikkerne til den grønlandske festdragt til kvinder. Her kan du læse om en demonstration, som blev holdt i Nuuk http://sermitsiaq.gl/indland/article79720.ece

Eleverne syntes gennemgående støvlerne var flotte, og de fleste kan ikke forstå hvad der er galt i at bruge mønstrene som inspiration til et par støvler med meget høje hæle og plateausål. Men nogen mener alligevel. nationaldragten er så særlig for grønlænderne, at andre ikke bare kan "stjæle" mønstrene og masseproducere deres kulturejendom.

Under alle omstændigheder tror jeg ikke, Peter Jensens støvler risikerer at blive hverdagsfodtøj for unge kvinder. Det kræver en særlig model-anatomi hvad ben angår. Det er i hvert fald ikke grønlandske pigeben, støvlerne er designet til.

Men flotte ser de ud, når de ER kommet på.

Billederne er taget af Abel på museet. Støvlerne har været vist på flere museer i Grønland.

Julen 2009 i billeder og tekst

Air Greenlands før-juletrafik bliver altid fulgt med interesse, selvfølgelig især fordi vi altid glæder os til at få Søren på besøg. I radioen har vi hørt om folk, som ikke er der, hvor de selv havde bestemt de skulle være juleaften. Nogle år går der mere kludder i det end andre. Så det var med nogen bæven vi i år blev nødt til at satse på at det sidste fly fra Danmark, den 22. december, ville holde flyplanen. Det gjorde det. Billedet af flaget foran kontroltårnet viser det flotte vejr, vi havde i Maniitsoq den 22. december. Jeg hørte senere i radioen, at Air Greenland havde fået alle juletrafikanter fragtet til deres bestemmelsessted INDEN jul, bortset fra nogle få fra Uummannak - så vidt jeg husker. Dem kunne Air Greenland til gengæld love, at de ville være i Danmark EFTER nytår.

Der var kamp om pladserne ved bagageudleveringen.

Jeg fik et fotostativ i julegave, det skulle selvfølgelig afprøves. Men vi måtte vente til efter nytår, før vi fik lejlighed til at fotografere denne flotte solopgang.

Dette billede symboliserer vældig godt julen i år. Man kan lige skimte fjeldet ud gennem vinduet i venstre side af billet, det bare fjeld vel at mærke. Plusgrader og regnvejr sørgede for, at julen i år ikke blev så hvid som den ellers plejer at være. Til gengæld var juletræet det flotteste vi har haft "nogensinde". Juledagene gik vældig godt med afslapning, gode bøger, god mad og kaffe ad libitum.
Dvs. vi fik dog motioneret en del - indendørs forstås. Vi fik Wii plus i julegave - det kan skam give sved på panden og dårlig samvittighed, hvis man ikke passer sin træning. 2. juledag sprang jeg over - tror du ikke, da jeg meldte mig igen blev jeg mødt med "were you busy yesterday, Anna Marie?" Bare fordi man under sig selv en fridag!

Som du kan se, er der ikke meget sne på fjeldet.
Det var ellers meningen at jeg ville fotografere nytårsraketterne i år nu jeg har fået stativ så jeg kan holde cameraet i ro, men det blæste og regnede for meget - desværre.