Forskning. Til gavn for hvem?

Skal vi have forskning for forskningens skyld? Eller skal forskningen komme samfundet til gode? Jeg kunne stille et endnu mere provokerende spørgsmål: ”Hvad er formålet med ny medicinsk viden hvis samfundet ikke har råd til at behandle de syge?”

Her i løbet af sommeren er jeg blevet mindet om et vejledermøde på mit 3. semester på Aalborg Universitet. Kort fortalt er historien denne:

Mit første rigtige historieprojekt handlede om slaver i romerriget. Sammen med mine 2 medstuderende mødte jeg bævende op til vejledermøde, hvor vi skulle have vejlederens vurdering af vores første videnskabelige projektudkast. Jeg husker 2 ting fra mødet: Vejlederen talte om ”harvardnotes”, som jeg dristede mig til at bede om en nærmere forklaring på. ”Det ved enhver da hvad er”, var hans kloge svar. Og ”dit afsnit har ikke meget med et videnskabeligt projekt at gøre, men det ville egne sig fortrinligt til en artikel i Samvirke". Det var hans kommentar til mit bidrag til projektet, og jeg opfattede det som udtryk for en meget nedladende holdning til den populærvidenskabelige genre.

Den "hovskisnovski atitude" fik mig til at tænke meget over hvad formålet med historisk forskning egentlig var. Og er.

Der er ingen tvivl om, at der for nogen er mest prestige i at producere videnskabelige artikler til anerkendte tidsskrifter. Jeg ved godt at forskerne også underviser, men derudover mener jeg altså, forskerne har pligt til at formidle deres viden til den del af befolkningen, som er med til at betale forskernes lønninger. Der er rigtig mange mennesker, som har stor glæde af historiske romaner, men som aldrig kunne drømme om at give sig i kast med en doktorafhandling. Heldigvis er der også mange forskere, som omsætter deres viden til populærvidenskabelige artikler, som jeg læser med stor glæde. Den viden, forskningen afdækker, bliver på den måde til glæde og inspiration for andre end dem, der færdes i de videnskabelige cirkler.

Måske kan man ikke drage paralleller mellem historie og medicin, men jeg kom i tanke om min første erfaring med at skrive ”videnskabeligt” da vi for nyligt skulle til konsultation på et hospital her i København. På vejen passerede vi et skilt, hvor hospitalet indkaldte til en befolkningsundersøgelse, og vores professor fortalte stolt om at hospitalet netop er gået i gang med et forskningsprojekt indenfor det område, hvor Christian har brug for behandling.
Men, som professoren sagde: ”Jeg kan desværre ikke hjælpe jer da Christians lidelse ikke er tilskudsberettiget”. Og det har han helt ret i, ifølge ødemforeningens hjemmeside.

Gad egentlig vidst hvem det er der bestemmer, hvilke lidelser der skal være tilskudsberettigede og hvilke, der ikke skal være?

Forresten, så var der senere en venlig studievejleder der fortalte mig, at Samvirke rent faktisk stiller store krav til de artikler, de offentliggør.

Morgenvækning?

Mødedisciplin er et evigt tilbagevendende tema på lærerrådsmøderne. Hvordan skal vi som skole forholde os til at nogle elever har svært ved at komme op om morgenen og møde til tiden?

De sidste 3 år, tror jeg nok det er, har vi haft Louise ansat som ”mor” – ja, det har eleverne altså døbt hende. Én af hendes opgaver er at vække de elever, der har bestilt morgenvækning.

Der er delte meninger om den ordning. Nogle mener, vi tager ansvaret fra eleverne ved at vække dem, mens andre mener vi sender et signal om, at det er vigtigt at komme op og møde i skolen til tiden. ATI fik en del kritisk medieomtale af ordningen til at begynde med. Siden har flere skoler ansat personer, som har til opgave at holde hånden under eleverne for at sikre, at de ikke får for meget fravær og ender med at droppe ud. Nu hedder de bare coaches, mentorer eller andet tidstypisk. Og de skal sørge for at frafaldet mindskes.

Jeg tror, det er ordet ”mor”, der kan virke provokerende på nogen. Men vi har spurgt eleverne, og for dem er Louise altså ”mor” og ikke noget andet smart.

Og hvorfor kommer jeg så lige til at tænke på mødedisciplin nu?

Det er sommerferietid. Det er fredag eftermiddag. Klokken er 5, og det er drønvarmt. En perfekt dag til en tur til stranden. Det er sådanne dage man kan gå i Grønland og drømme om at opleve, når man kommer ned på ferie.

Vi er i Danmark, men vi sidder ikke på stranden. Vi slænger os på seng og sofa på Det grønlandske Patienthjem i København mens vi prøver at holde temperaturen på et rimeligt niveau ved at holde solen ude og fanen i gang. Det kolde bord er klar i kantinen om en halv time, men Søren kommer med friske rødspætter, som en venlig mand tog med hjem fra havnen i morges, nye kartofler og jordbær. Der er køkken så man kan selv lave sin mad, hvis man har lyst.

Jeg skal måske lige sige lidt om Det grønlandske Patienthjem, som ligger på Hyrdevangen 9 i Brønshøj. Hvis man bliver syg og har brug for hjælp ud over det, man kan tilbyde i Grønland, bliver man sendt til Danmark. Mens man opholder sig her, kan man bo på Det grønlandske Patienthjem. Det er et dejligt sted hvor der er alt, hvad man har brug for i det daglige + sygeplejersker, som holder hånd i hanke med at man kommer frem i patientkøen.

Personalet sørger også for at der holder transportmidler klar ved fordøren, så man kan overholde de aftaler, man har med det danske sygehusvæsen.

Det eneste man selv skal gøre er at sørge for at være der til tiden.

Og det er tilsyneladende svært for nogle - ifølge den chauffør, der kørte Christian til undersøgelse på Gentofte Sygehus i formiddag. I dag skulle han tilbage og hente en, der var kommet for sent, hvilket betød, at hans frokostpaus røg.

Jeg tænkte: ”så lad ham da være”. Men min næste tanke var så: ”jo, men det vil altså være rigtig dyrt for samfundet, hvis han ikke holder sin aftale med sygehuset. Spildt tid for en læge - ny aftale – længere ophold på Det grønlandske Patienthjem osv.” Og ikke mindst: Der var en anden, der kunne have fået lægens tid.

Tilbage til ATI’s syvsovere – jeg bliver dødirriteret på de elever, som har for vane at skide på den aftale, de har med mig om morgenen. Og jeg mener det er forkert, bare at lade som ingenting ud fra det synspunkt at ” de skal jo lære, at de er flyttet hjemmefra, og ikke har deres mor til at ordne alt for dem. De skal lære at tage ansvar for dem selv.”

Det sidste kan vi ikke være uenige om.

Men jeg mener også det er at tage ansvar, hvis man erkender, at man har svært ved at komme op om morgenen, og derfor beder om at blive vækket. Jeg synes, vi skal holde fast i vores vækkeordning, også selv om nogle elever bliver immune overfor mors morgenvækning. Ordningen sender signal til eleverne om, at ATI mener, det er vigtigt at møde i skolen til tiden.

Vi har fået 250 ansøgninger til 60 pladser i år. Det er spild af samfundets penge, bare at sløse et år på ATI væk, og - ikke mindst – synd for dem, der ikke får chancen.

Det hører vel også med til den personlige kompetence, at man respekterer de aftaler, man laver med læger, lærere og alle mulige andre mennesker.

Det er svært at vurdere, hvad det er, de unge får med sig i rygsækken efter et år på ATI - ud over nogle karakterer forstås.

Jeg håber, vore elever bliver nogle af dem, der når bussen.

Ro igen

Vi HAR fået ro på skolen igen.

Men 2 døgn med små børn trak virkelig tænder ud på de fleste. Sundhedsplejersken besøgte os efter 1 døgn, og allerede der var der flere, som troede, at de kunne levere børnene tilbage. "Men nej! Ingen kære mor. Når man først har fået børn, kan man ikke bare levere dem tilbage igen", var sundhedsplejerskens besked. Een af eleverne var dog så desperat at hun fik lov at slippe for mere børnepasning. Hun var derhenne hvor hun kunne finde på at ryste barnet med mulige hjerneskader til følge, vurderede sundhedsplejersken.

Ellers var vore elever rigtig gode til at være forældre, viste det sig ved evalueringen i fredags. Ingen af dem havde misrøgtet deres børn og nogle havde endda klaret opgaven 100%.

Men alle var enige om, at de ikke skulle have børn foreløbigt - så er det lige med at huske det.

Babyboom på ATI

Paarisa kører en landsdækkende kampagne i øjeblikket. En kampagne som som har til formål at oplyse om .... ja, hvor stort et arbejde det er at have små børn.

Egentlig tænkte jeg ... aaaar, vores elever er vist for gamle til at "lege med dukker" og vi har mange drenge på skolen. Ville det være noget for dem at få en baby med hjem til pasning i næsten 2 døgn? Men vi mente alligevel projektet skulle have en chance, så skemaet blev indrettet efter det og jeg ladede batterierne til mit camera op.

Drengene tog bestemt også ansvar.

En halv time efter de 24 dukker havde fået nye forældre begyndte de, een efter een, at græde og kræve opmærksomhed. Så gjaldt det om at finde ud af, om de krævede at blive vugget, om de skulle have mad eller skiftes. Der var 2 minutter til at løse problemet - og fandt man ikke ud af, hvad der var i vejen, så ville barnet blive registreret som omsorgssvigtet.

Her er mødregruppen linet op.

Så vidt jeg forstod, så kræver dukken opmærksomhed hver anden time - også om natten.

Ifølge instruktørerne så skal der ikke rystes meget med barnet før der opstår hjerneskade. På dukken her kunne vi se, hvor skaderne opstår, hvis forældrene mister besindelsen og måske i afmagt og på grund af stress kommer til at ryste barnet lidt for voldsomt.

Her bliver der lyttet intenst mens der endnu er ro.

Jeg skal have nogle af de nybagte forældre til dansk og samfundsfag i morgen - og det bliver MED børn - spændende. Forældrene kan nemlig ikke lægge børnene fra sig eller give dem til andre uden at den indbyggede computer registrerer det. Og det vil være omsorgssvigt.

Kampagnen har også været kørt nede på folkeskolen. Der var der flere af børnene, der var døde under forløbet fordi de ikke blev passet ordentligt.

Spændende at se, om vore elever er mere ansvarsbevidste. Jeg er sikker på, de finder ud af at det er fuldtidsarbejde at have små børn. Forhåbentlig kan projektet få nogen til at tænke sig ekstra om inden de vælger at blive teenage-forældre.

Vintervejr?

Det her billede er snyd - for at sige det lige ud. Det er taget for 14 dage siden, hvor vejret var til travetur i fjeldet. Søerne var dækket med et tykt lag is og skiløberne boltrede sig om ørerne på os.

Og så i dag!

Det har pjask-regnet i op til flere dage. Her er udsigten fra mit vindue i formiddags. Vi havde 6 graders varme.

Og ud mod vandet. Som det ses er vejen overiset, og på det nærmeste umulig at færdes på.


Der var ikke mange både ude i dag, jeg så kun et par stykker der kom dansende over bølgetoppene.

Peter Jensens designerstøvler

Jeg har besøgt Maniitsoq Museum i dag sammen med B-klassen. Museet viser et par designerstøvler med tilhørende film af en modeopvisning, som blev holdt i London sidste år. Du kan se omtalen af opvisningen her http://www.eurowoman.dk/mode/modeuge/modeuge-i-london-peter-jensen-vivienne-westwood-og-et-stk-rapper/

Støvlerne er designet af den danske designer Peter Jensen. De vakte stort røre her i Grønland fordi han havde ladet sig inspirere af kamikkerne til den grønlandske festdragt til kvinder. Her kan du læse om en demonstration, som blev holdt i Nuuk http://sermitsiaq.gl/indland/article79720.ece

Eleverne syntes gennemgående støvlerne var flotte, og de fleste kan ikke forstå hvad der er galt i at bruge mønstrene som inspiration til et par støvler med meget høje hæle og plateausål. Men nogen mener alligevel. nationaldragten er så særlig for grønlænderne, at andre ikke bare kan "stjæle" mønstrene og masseproducere deres kulturejendom.

Under alle omstændigheder tror jeg ikke, Peter Jensens støvler risikerer at blive hverdagsfodtøj for unge kvinder. Det kræver en særlig model-anatomi hvad ben angår. Det er i hvert fald ikke grønlandske pigeben, støvlerne er designet til.

Men flotte ser de ud, når de ER kommet på.

Billederne er taget af Abel på museet. Støvlerne har været vist på flere museer i Grønland.

Julen 2009 i billeder og tekst

Air Greenlands før-juletrafik bliver altid fulgt med interesse, selvfølgelig især fordi vi altid glæder os til at få Søren på besøg. I radioen har vi hørt om folk, som ikke er der, hvor de selv havde bestemt de skulle være juleaften. Nogle år går der mere kludder i det end andre. Så det var med nogen bæven vi i år blev nødt til at satse på at det sidste fly fra Danmark, den 22. december, ville holde flyplanen. Det gjorde det. Billedet af flaget foran kontroltårnet viser det flotte vejr, vi havde i Maniitsoq den 22. december. Jeg hørte senere i radioen, at Air Greenland havde fået alle juletrafikanter fragtet til deres bestemmelsessted INDEN jul, bortset fra nogle få fra Uummannak - så vidt jeg husker. Dem kunne Air Greenland til gengæld love, at de ville være i Danmark EFTER nytår.

Der var kamp om pladserne ved bagageudleveringen.

Jeg fik et fotostativ i julegave, det skulle selvfølgelig afprøves. Men vi måtte vente til efter nytår, før vi fik lejlighed til at fotografere denne flotte solopgang.

Dette billede symboliserer vældig godt julen i år. Man kan lige skimte fjeldet ud gennem vinduet i venstre side af billet, det bare fjeld vel at mærke. Plusgrader og regnvejr sørgede for, at julen i år ikke blev så hvid som den ellers plejer at være. Til gengæld var juletræet det flotteste vi har haft "nogensinde". Juledagene gik vældig godt med afslapning, gode bøger, god mad og kaffe ad libitum.
Dvs. vi fik dog motioneret en del - indendørs forstås. Vi fik Wii plus i julegave - det kan skam give sved på panden og dårlig samvittighed, hvis man ikke passer sin træning. 2. juledag sprang jeg over - tror du ikke, da jeg meldte mig igen blev jeg mødt med "were you busy yesterday, Anna Marie?" Bare fordi man under sig selv en fridag!

Som du kan se, er der ikke meget sne på fjeldet.
Det var ellers meningen at jeg ville fotografere nytårsraketterne i år nu jeg har fået stativ så jeg kan holde cameraet i ro, men det blæste og regnede for meget - desværre.

4. søndag i advent

Jeg sidder med en meget rød, lav morgensol i øjnene her hvor klokken er over 11. Jeg sidder og tager bestik af, hvad jeg mangler at få gjort inden Søren og Christian kommer på tirsdag.

Jeg HAR lavet sortebærsyltetøj, kogt rødkål og rødbeder, saltet flæsk og lavet rullepølse, rugbrødet står og hæver på radiatoren og de marinerede ørreder ligger i den første eddikelage.

Til hverdag kan jeg godt lide eksotiske retter og jeg går ikke af vejen for at prøve Alt for Damernes inspirerende opskrifter, hvis vi ellers kan skaffe ingredienserne.

Men julen skal der ikke eksperimenteres for meget med - i hvert fald hvad maden angår, så her kan Alt for Damerne mest være inspiration til fornyelser indenfor de søde sager.

Helt anderledes med Familie Journalen. Jeg fik nogle eksemplarer af Familie Journalen og Hjemmet fra min kollegas kone den anden dag - så derfor skal vi i år også have sildesalat og chokoladekager med palmin og corn flakes. Både kagerne og sildesalaten husker jeg som vældig eksotiske da min mor lavede dem.

Jeg er - igen - blevet bekræftet i at julemaden skal man ikke eksperimentere med. Det går galt, hvis man gør.

Som nu i går hvor jeg ville lave syltede valnødder til osten. Knække valnødder, varme dem i ovnen, lidt afskalning, koge dem i Leilas og Arnes dejlige hjemmelavede honning "indtil væden begynder at tykne" stod der i opskriften, som jeg fandt på nettet. Og hvad fik jeg så ud af det? Et glas kandiserede valnødder stivnet i noget som jeg vil kalde "hård nougat". Jeg tvivler på, vi kan få massen ud af glasset.

I dag skal jeg lave dej til brunkager og pebernødder, til julefest i sportshallen og spise andesteg på Hotel Heilmann Lyberth.

Juleafslutning

Juleafslutning på Realskolen i Aabybro fejrede vi - da jeg gik der - ved at vi først havde en time med vores klasselærer, og derefter en fælles komsammen i aulaen hvor vi sang julesalmer og forstanderen afsluttede med at sende os hjem med ønket om en glædelig jul. Elevernes bidrag til julestemningen bestod i, at vi pyntede vore borde efter bedste evner og lyst. Jeg husker især nogle fantastiske snelandskaber med piberenser-nisser på ski eller slæde ned ad faretruende bakker. Og så husker jeg nogle fantastiske guirlander af chenille (en sjældenhed den gang) som min klassekammerat havde med fordi hans far havde en fabrik i Skovsgård, hvor de lavede den slags. Timen med klasselæreren gik mest med at hun gik rundt og beundrede vore mesterværker.

Det er selvfølgelig fordi jeg nu selv er klasselærer og derfor er i den situation, at jeg skal holde sidste skoledag med min klasse. Og hvad gør man så som lærer anno 2009? Video selvfølgelig.

Jeg stod tidligt op tirsdag morgen og bagte boller inden jeg tog over på skolen og hentede eleverne hjem til morgenkaffe og altså nybagte boller. Derefter stod den så på Charles Dickens' film Christmas. Til mit forsvar vil jeg nævne, at vi lige har arbejdet med den Industrielle Revolution i historie, så filmen er absolut relevant i forhold til undervisningen.

De fleste af billederne er taget EFTER vi var færdige med at se film.

Her er lige dagens solopgang.

Juleklip og -rengøring

Juleklip på Ati er en hyggelig, tilbagevendende del af forberedelserne til jul. Der bliver klippet og klistret i dyb koncentration af både store og små.
Duften af appelsiner, som i løbet af aftenen bliver gennemstukket af nelliker, julemusik, æbleskiver og kakao bidrager til den gode stemning.

Christian og Søren kommer fra Danmark den 22. december (jeg benytter enhver lejlighed til at krydse fingre for godt flyvevejr - selvfølgelig bliver der det). Sidste år overraskede Søren mig med at komme 14 dage før jul, hvilket betød, at han kom til at give en hånd med både ved madlavning og rengøring.

I år arbejder jeg på at få det meste fra hånden, inden han og Christian kommer. Således stod det på vinduespudsning i weekenden.

Nu kan man sige, at vinduespudsning ikke er noget at snakke om, meeen... man kan ikke bare pudse vinduer når det passer een. Jeg benyttede mig af muligheden fordi vi havde fønvind og plusgrader, ellers risikerer man her om vinteren at pudsekluden fryser fast til vinduerne. Jeg HAR prøvet at pjaske et vindue til med vand og så skulle skrabe det af som is.

Selv på et halvt år bliver vinduerne faktisk ikke beskidte udvendigt heroppe, hvis ellers mågerne kunne finde et andet sted til deres klatter.

Maleriudstilling og julestemning

Hvis du kommer forbi Rundetårn her op til jul, så skulle du gå ind og se den maleriudstilling, de viser i øjeblikket. Gerda Nietzer har gjort sit bedste for at fange Grønlands sjæl på sit blomstersmykkede lærred. Udstillingen er åben og kører frem til den 3. januar. Hvis du ikke skulle nå det, kan du se hendes billeder på linket http://www.gerda-nietzer.dk/index.php?page=1.

Tivoli skulle også være et besøg værd her op til jul. Der er nisser på spil overalt og Restaurant Nimb serverer gedigne, ernæringsrigtige hotdogs, fortæller Søren og Christian.

Julestemningen er nu også ved at snige sig ind på os her i Maniitsoq. Butikkerne julepyntede næsten en måned før de plejer, og der skal tages hul på gløggen og æbleskiverne i eftermiddag. Og det er efterhånden lang tid siden naturen lod sig pynte. De sommergrå fjelde er nu dækket af et flot lag sne, så selv om det er ved at være mørkt en stor del af døgnet, så virker det ikke så voldsomt mørkt. Fjeldene kaster virkelig lys over mørketiden.

Psolus Chitonoides

På een af vore fisketure her i efteråret fangede jeg dette flotte eksemplar af en søpølse. På oversiden har den et skældet skjold, som et par steder ligner noget der minder om en hønserumpe. I vand åbner skjoldet sig der, og fine tråde, som ligner en blomst, kommer til syne. Men når man rører ved den, lukker den i, som man kan se på billedet.
Først troede jeg, at jeg havde bundbid, men det er helt sikkert fordi den har siddet suget godt fast til en sten, da min krog kom og forstyrrede den.

Vi tog den med hjem, hvor vi gav den husly i en spand saltvand så vi kunne få den fotograferet og artsbestemt.

Naturinstituttet i Nuuk siger, som jeg har sagt før, at det er en søpølse af slægten Psolus, højst sandsynligt Psolus Chitonoides. De kender ikke noget dansk navn for den, men foreslår skælsøpølse. Den skal være ret almindelig på klippebund langs Grønlands kyst, men den er ikke beskrevet i litteraturen.

Det er selvfølgelig forklaringen på, at det nærmeste vi selv kunne komme på at finde ud af, hvad det var for et dyr, var, at der findes lignende, men meget større eksemplarer langs Canadas vestkyst. På Wikipedia fandt min kollega beskrivelsen af Gumboot Chiton med det videnskabelige artsnavn Cryptochiton stelleri. Navnene minder da lidt om hinanden, så måske er de i familie.

Søpølsen er tilbage i sit rette element igen. Og nu er dette eksemplar i hvert fald omtalt på nettet.

Show it, don't tell it

Nogle forfattere kan skrive, så jeg bliver revet med af historien mens andre ikke formår at råbe mig op og det ender med at bogen ender, halvt læst, på natbordet uden at jeg sådan helt konkret kan definere, hvori forskellen består.

Fordi jeg synes, skriveteknik er spændende, men især fordi jeg underviser i dansk, har jeg op til flere bøger om emnet i min bogreol allerede. Alligevel måtte jeg også eje Thomas Oldrups ”22 tricks – om at skrive godt” fra 2007. Christian er i Danmark og vejrmeldingen for weekenden i Maniitsoq lød på sne, så det passede perfekt at jeg lige kunne nå at hente bogen på posthuset, inden det lukkede i går.

Dette blogindlæg skal nu ikke handle om skriveteknik, men når jeg fremhæver hans bog her er det fordi et af kapitlerne rammer lige ned i, hvor svær kommunikation mellem forskellige kulturer kan være. Jeg tænker her på både nationale, regionale og faglige kulturer.

Jeg skal prøve at forklare. Først vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg desværre kommer til at bruge et "dem-os"-sprog nogle steder i det følgende. Det er ikke fordi jeg ønsker at stille folk op over for hinanden som 2 skarpt adskilte grupper, men sådan har jeg fået historierne fortalt.

Hvis der opstår en konflikt på en arbejdsplads i Danmark, har vi en udpræget konfronterende måde at gribe sagen an på. ”Hvis jeg kommer til at sige eller gøre noget, der fornærmer nogen, så sig det til mig”, er en almindelig dansk måde at bede andre om at sige til, hvis der er noget, de er utilfredse med. Personligt kan JEG ind imellem undre mig over, hvad formålet med den fremgangsmåde er? Jeg forestillede mig nemlig at formålet måtte være at få krænkeren til at reflektere, og søge at undgå at krænke fremover. Ofte har jeg derimod oplevet, at DET ikke er tilfældet. - Det har selvfølgelig også en vis effekt på min sindstilstand at jeg får lejlighed til at give udtryk for mine frustrationer. Og i øvrigt, hvis folk så ikke ”siger til” – med ord forstås – så har de ingen ret til at være utilfredse, vi har jo bedt dem om – ja, netop, at sige direkte til os hvad der er galt.

Igennem mine 7 år som underviser har jeg lært, at den nonverbale kommunikation kan være lige så tydelig som den verbale. Det kan tage lidt tid at finde ud af, at et blik, et løftet øjenbryn, et smil kan betyde ”jeg er med, jeg forstår hvad du siger”. Jeg har eksempler på elever, som, gennem hele skoleåret har vist mig hvad de kan gennem skrift og nonverbal kommunikation. Først til den mundtlige eksamen har de vist, at de også behersker dansk i tale. For mig, som underviser i diskussionsfag, har det ind imellem været en pædagogisk udfordring.

Grønlændere benytter meget nonverbal kommunikation, det er også det indtryk jeg får fra mine grønlandske kolleger.

F. eks. er det helt almindeligt, at mænd tager hinanden i skridtet eller man ”niver” hinanden i bagdelen, hvis man vil lave sjov med folk. En kassekø i supermarkedet er et godt sted at dyrke denne sport. Det får nogen til at hoppe og andre til at grine. Og det behøver ikke give anledning til sure miner selv om ens mand går rundt og ”niver” andre damer bagi, det bliver forstået som en måde at lave sjov med hinanden på, og der ligger ikke seksuelle undertoner i det. Det foregår fra mand til mand eller fra mand til kvinde. Det skulle altså ikke være kvinder der bedriver den sport. Jeg har også hørt, at det ikke er alle grønlandske kvinder, der bryder sig om at blive "nevet". Det skal også siges, at i mine 7 år i Grønland har jeg aldrig lagt mærke til, at folk går rundt og tager på hinanden på den måde. Jeg har også fået at vide, at mænd kun bruger den måde at kommunikere på overfor folk, de kender godt.

Det er mere almindeligt at man bruger kropssprog i en konfliktsituation f.eks. Mange går, hvis der er noget, de ikke bryder sig om.

Trick 07 i Thomas Oldrups bog hedder: Show it, don’t tell it. Han bruger udsagnet i forbindelse med en skriveproces hvor han siger, at det er langt mere effektivt, hvis du kan få læseren til selv at danne sig de billeder og nå frem til den konklusion, du gerne vil have dem til end hvis du bare fortæller dem konklusionen.

Så vis det i stedet for at sige det.

Hans eksempler, først på tell, så på show:

””Min far blev meget sur, da jeg kom for sent hjem. ”

”Hvad fanden er det for en tid at komme hjem på?” hvislede min far. Han sad i køkkenet og trommede med fingrene på bordet.”

Måske vil det være en god ide for os danskere at tænke over, hvad det KAN betyde hvis en grønlænder går midt i en samtale. Måske er det at gå bare en anden måde ”at sige til” på.
Det jeg så kom til at tænke på, da jeg læste den førnævnte bog var, at vi måske er havnet i en kultur, hvor det er mere almindeligt ”at vise” end det er ”at sige”.

Min erfaring er i øvrigt, at nogen danskere bruger den "grønlandske model" og nogen grønlændere den "danske model".

Jeg skal have læst resten af bogen, der er helt sikkert noget, jeg kan bruge i undervisningen.

Tandlæge

Jeg er rigtig glad for mine nye tænder, de to kroner jeg fik lavet i sommer - forstås.

Nu er det ikke fordi jeg går og tænker på mine tænder til dagligt, men jeg bliver jævnligt mindet om, at tænder i vores alder KAN være en dyr affære. Mange jeg kender får lavet implantater, synes jeg, til rigtig mange penge. Sammenlignet med det var mit kroneprojekt overskueligt, også selv om jeg fravalgte svenske kroner.

Tandbehandling heroppe er gratis, og på mange måder mere enkel. Tandrensning, plombering eller udrykning. Dessa - som vi siger her - det er det. Skulle det gå så galt, at man ikke har flere tænder tilbage, og man derfor får brug for et gebis, så har det lange udsigter. Status lige nu er, at der er 8 års - OTTE ÅRS - ventetid, og der er 300, der står på venteliste bare her fra byen. Men så er gebisset altså også gratis.

Feriebilleder fra Ilulissat

Vi var i Ilulissat i sommer. Christian og jeg var der for nogle år siden - før Isfjorden kom på Verdensarvlisten og før Conni Hedegaards klimatopmøde-kampagne.

Jeg må sige, at byen virkelig tager imod sine gæster på en positiv og gæstfri måde. Man får opfattelsen af, at hele byen står sammen om at give sine turister en god oplevelse. Det afmærkede stisystem ud til Isfjorden er bare eet eksempel. Nogen kan måske synes, at afmærkningerne måske er FOR tydelige, men de tjener også til - ud over at vise turisterne vej selvfølgelig - at skåne naturen. Man er godt klar over, at turismens fremmarch i sidste ende kan ødelægge den natur, man ønsker at bevare og vise frem, derfor skal varderne også ses som et forsøg på at begrænse belastningen af naturen til stisystemet.

Sommerkonvallen eller vintergrønt, som blomsten herover også hedder, blomstrer sidst i juli. Vi fandt den på vores vej ud til Isfjorden. Jeg har aldrig set den hernede.

Et imponerende, men også et frygtindgydende syn.

Næsten hele rejseholdet - Per, Niki, Søren, Else og Christian - med Isfjorden i baggrunden.

Vi boede på Hotel Arctic. Hotellet har ellers helt normale hotelværelser, men derudover har de nogle 2-personers igloer, som ligger med direkte udsigt til Isfjordens munding. Der boede vi.

Vejret var flot, og vi nød meget at vi kunne sidde og drikke en kop kaffe ved bordet nede foran.

Man skal bare lige huske den særlige teknik, der er i den slags borde, hvor bænk og bord er ud i eet.

En eftermiddag hvor alle var bænket rundt om bordet, besluttede Else og Per sig SAMTIDIG, og uden forudgående kommunikation, for at de skulle rejse sig. Uheldigvis sad de på samme side, lige over for Søren og Christian, som, ved denne pludselige forskydning i vægtfordelingen, endte med benene i vejret.

Jeg kom til at tænke på vores tur til Ilulissat i dag fordi nogen af vores venner havde planlagt at de skulle besøge Ilulissat på vejen hjem. Storm og sne forhindrede dem i at komme af sted i går, og da de vistnok skal rejse til Danmark i morgen, så går deres tur nok i vasken. Ærgerligt for dem.

Zoologisk have - eller hvad?

Den anden dag gik jeg en unødig lang tur langs Søerne. Når jeg siger "unødig lang" er det fordi jeg ikke havde fået bykortet i tasken, hvorfor jeg kom til at gå langt forbi den vej, hvor jeg skulle dreje fra. Der var nu dejligt vejr og masser at kikke på, så det betød ingenting. Meeeen.... jeg var glad for, at Søren hentede mig så jeg slap for at gå hele vejen tilbage også.

Jeg passerede i hvert fald 3 børneinstitutioner på min vej. Hvis jeg skal beskrive mit indtryk af de 2 af dem, så var der en masse børn, på den udendørs legeplads, godt passet på af høje trådhegn, som gav børnene udsigt til søen og folk på vejen udenfor, og på den anden side også gav mig mulighed for at få indblik i, hvad nogle danske børnehavebørn laver en tirsdag eftermiddag med godt vejr.

Og de havde travlt med at kravle rundt på døde træstammer, stolper stillet på enden og den slags, hvis de ikke legede i den megastore sandkasse, som de små byhaver var omdannet til.

I Grønland er kommunen de senere år begyndt at indrette offentlige legepladser og i daginstitutionerne er der selvfølgelig også stakit omkring, men til daglig færdes mange børn i Grønland selvsikkert på fjeldsider, hustage, entreprenørmaskiner eller containere - legeredskaber findes overalt. En nyankommen dansker vil af og til fristes til at kalde børnenes leg for farlig, livsfarlig i nogle tilfælde, og se den som udtryk for forældrenes mangel på omsorg.

Jeg kan så sige, at man vænner sig til det.

Og det var måske derfor jeg kom til at tænke på dyrene i zoologisk have, da jeg gik forbi børnehaverne inde ved Søerne i tirsdags.

Selvstyre i Grønland

Det grønlandske folk fik selvstyre i søndags. Stort tillykke med det.

Store dele af den danske royale familie var med, da dronningen, på Grønlands Nationaldag den 21. juni, overrakte den nye landsstyreformand, Kuupik Kleist, det synlige bevis herfor.

Selvstyret betyder f.eks. at det grønlandske folk anerkendes som et selvstændigt folk og at grønlandsk bliver hovedsproget. Derudover betyder selvstyret også, at Grønland nu kan hjemtage de ansvarsområder, som stadigvæk hører under Danmark. Retten til undergrunden er her et kontroversielt område. Under Hjemmestyret var det sådan, at der fulgte penge med fra Danmark, hvis Grønland hjemtog et ansvarsområde. Sådan er det ikke mere. Nu skal det økonomiske grundlag skabes i Grønland. Der følger altså ikke automatisk penge med til at dække udgifterne ved de områder, grønlænderne vælger at hjemtage.

Som dansker i Grønland er det altid interessant at følge sprogdebatten i Grønland. Og det nye nu er altså, at grønlandsk bliver hovedsproget. Hvad kommer det til at betyde for mig og mit arbejde? De fleste politikere siger, at der ikke vil ske de store forandringer "sådan lige over natten".

Det er lidt paradoksalt så, at vi med valget her i starten af juni fik en både dansk- og engelsktalende landsstyreformand. Hans Enoksens image var netop, at han var grønlandsktalende og kun grønlandsktalende.

Jeg fulgte overgangen til selvstyre fra et TV i Danmark, og det var fantastisk at høre vores nye landsstyreformand stille op på BBC og fortælle om det nye selvstyre i Grønland. Han vil kunne skabe respekt om det grønlandske folk - også ude i verden.

Det MÅ være udtryk for tilfældige drengestreger at der var nogle drenge, der spyttede på Christian, da han cyklede hjem fra arbejde i søndags.

Fødselsdagsbillede

Min rynkede pande kommer af solen i øjnene.

Feriebilleder

Mine kolleger havde arrangeret grillparty i anledning af min fødselsdag. Det blev en rigtig dejlig aften - vejret, maden og hyggen var helt i top.

Vi startede dagen med morgenmad - og en masse dejlige fødselsdagsgaver - hos Britta og Erik. Derefter blev jeg fejret ved en brunch, som også var en farvelbrunch for Birte og Lisbeth, som rejser tilbage til Danmark her i slutningen af juni måned.

Lørdag var vi en tur inde ved bræen i Maniitsup Sermilia. Vi benyttede hullet i skyerne derinde til at rense de 17 torsk, som Britta og jeg fangede ude ved mundingen af fjorden.


Fredag gik eleverne på ATI på ferie.
Dagen bød på fælles morgenkaffe, uddeling af eksamensbeviser og lidt optræden - matematikeksamen udsat for ATX-faktor - og fællesspisning og musik om aftenen.
Om eftermiddagen nåede vi også at holde afstedsreception for Karl Berthel og René.

Onsdag havde vi matematikcensor og mad med over på fastlandet.
Jeg nåede lige at plukke muslinger nok til en gang fiskesuppe inden højvandet kom for tæt på.

Hvaler

Vi var ude og sige godnat til hvalerne i aftes.

Pukkelhvalerne spiser aftensmad ovre under Kistefjeldet.

De jagter krill, amasetter, torsk og stimefisk i det hele taget.

Så er det godnat. Når halen kommer op, varer det 10-20 minutter før vi ser den igen.

Pukkelhvalen bliver 12 - 15 meter lang, og den vejer 30 - 35 tons.

Når pukkelhvalen er omkring 2 år gammel, bliver den kønsmoden. Den er gravid i næsten et år, og den føder en unge, som er 4 - 5 meter lang.

Pukkelhvalen kan blive 30 år gammel.

Vi har glæde af pukkelhvalen her i Maniitsoq fra maj - august, da bliver vandet for koldt, og den tager i stedet for ned til de varme lande.