Grønland i grønlandske medier

Qaanaaq har været i mediernes søgelys her på det sidste. Karen Littauer, dansk kursusholder, filminstruktør og psykolog, har, i begyndelsen af maj måned, til et dansk medie udtalt, at børnene i Qaanaaq ”går for lud og koldt vand” mens forældrene forsumper i druk. Hendes udtalelse førte til, at landsstyret dagen efter indførte forbud mod salg af alkoholiske drikke i Qaanaq.
Sagen er ved at klinge ud i medierne heroppe nu. Men i en måned nu har Karen Littauers udtalelser været forsidestof i de grønlandske medier.
På mange måder er der langt mellem Grønland og Danmark. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at Karen Littauers udtalelser har ført til meget andet i Danmark end at nogen har fået deres fordomme om at grønlændere drikker bekræftet.
Derfor har jeg lyst til at nuancere historien lidt.
Men først lidt om Qaanaaq.
Byen blev grundlagt i 1953, på grund af USA’s udvidelse af sit antiluftskytsbatteri på Thule-basen. Den danske stat eksproprierede ganske enkelt thulefolkets oprindelige bosteds- og fangstterritorium, hvorfor 127 thuleboere i juni 1953, med få døgns varsel, måtte pakke deres ejendele og forlade deres boliger for at begive sig 150 km nordpå, til det vi i dag kender som Qaanaaq.
Thulefolket har i starten af 2000-tallet ført sag mod den danske stat med krav om, at de ville have deres bosteds- og fangstterritorier tilbage; kunne det ikke lade sig gøre, så ønskede de fuld erstatning for tab af indtægtsmuligheder som følge af forringede fangstmuligheder pga. tvangsflytningen. Fangernes erstatningskrav lød på 135 mio. kr. Sagen endte i det danske retssystem i 2003, hvor thulefolket fik tilkendt en mindre, økonomisk erstatning, som efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig. Derfor indgav repræsentanter for de tvangsflyttede, gennem organisationen Hingitaq 53, sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I 2006 besluttede Menneskerettighedsdomstolen at afvise sagen med den begrundelse, at på det tidspunkt, hvor thuleboerne måtte forlade deres hjem, altså i juni 1953, da var befolkningen i Grønland ikke beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention fordi Danmark først skrev under på konventionen 3. september 1953. Domstolen lagde desuden vægt på, at der i 1953 blev skaffet erstatningsboliger på den nye boplads og at folk havde fået mad og redskaber stillet til rådighed. Og derudover blev der i 1985 bygget rigtige huse, og i 1997 anlagt en ny flyveplads.
Så vidt Menneskerettighedsdomstolen – hvad mon de nede i Strasbourg har tænkt at fangerbefolkningen skulle bruge en ny flyveplads til?
I 2005 boede der 640 mennesker i Qaanaaq by.
Det var lidt om de historiske vilkår for befolkningen i Qaanaaq.
Én af dem, der har svaret på Karen Littaurs anklager er borgmesteren i Qaanaaq.
Han er, mildt sagt, utilfreds med, at det er de danske medier, der sætter den politiske dagsorden i Grønland. Han har selv bedt Landsstyret om hjælp til at løse de sociale problemer, der findes i Qaanaaq, uden at vinde gehør. Og så nu, fordi et dansk medie begynder at interessere sig for de sociale problemer i Qaanaaq, så sker der noget. Fra den ene dag til den anden.
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at der er sociale problemer i Qaanaaq og at et mindretal af befolkningen har store alkoholproblemer, men han mener ikke, det berettiger Karen Littauer til at sige, at hele byen sejler rundt i spiritus. Det borgmesteren er sur over er, at grønlandske politikere øjeblikkeligt reagerer på en dansk kvindes udtalelse, når de ikke engang reagerer på lokalpolitikernes bøn om hjælp til en kommune, som er kørt helt i knæ. Situationen er nemlig den, at fangerne i Qaanaaq-området her pr. 30. april mistede deres mulighed for at indhandle sælskind fordi Great Greenland, et hjemmestyre-ejet selskab, lukkede for indhandlingen. Der findes simpelt hen ikke noget erhvervsliv i byen. Borgmesteren har end ikke fået svar på sin henvendelse, der, som han selv siger, er en nødråb og handler om overlevelse, mens en, efter hans mening, useriøs udtalelse til en dansk avis straks får landspolitikerne op af stolene.
Et andet sted i samme avis kan man læse, at Atassut nu ønsker iværksat en undersøgelse af omfanget af omsorgssvigtede børn i Qaanaaq.
Så borgmesteren har ret, der sker noget, når Grønland kommer i de danske aviser.
Og det hele udspringer af et ungdomsteaterteaterprojekt.
Det er tilsyneladende det, folk i Qaanaaq indvilgede i at vær med i. Karen Littauer tilbød kommunen et ungdomsteaterprojekt, som hun selv finansierede gennem tilskud fra forskellige grønlandske og danske fonde. Senere er projektet blevet forvandlet til et projekt for dårligt stillede børn. Teaterprojektet er blevet filmet og Karen Littauer bruger videoklip fra teaterprojektet i sin foredragsvirksomhed. Det kan man se på hendes hjemmeside, hvor hun tilbyder foredraget ”Min fremtid – Projekter for dårligt stillede børn primært fra Grønland” formedelst 4.500 kr. For 6.500 kr. får man maskedans oveni.
I Karen Littauers ansøgningsskemaer til sponsorerne skrev hun, at hun ville filme projektforløbet – under etiske hensyn – således at de unge og sponsorerne kunne få et uddrag af vinterens oplevelser. Hun nævner ikke, at hun ville bruge videoklip til sin foredragsvirksomhed.
Og det er der, befolkningen i Qaanaaq føler sig snydt og bedraget.
Forældrene mener i øvrigt også, at børnene er blevet pålagt at fortælle om private ting – læs: gå bag forældrenes ryg, hvilket har medført, at flere børn og unge nu har brug for psykologbistand.
Karen Littaurs kommentar hertil er, at det havde de brug for i forvejen.
Hun siger i øvrigt nu, at hun fortryder den famøse mail, hun sendte til en journalist på DRs TV-avis. Den mail som satte gang i hele sagen.
Hun er bange for, at et planlagt projekt på Grønlands Østkyst må udskydes, simpelt hen fordi forældrene ikke vil lade deres børn deltage.
Lige nu har hun og hendes mand, Orto Ignatiussen, som hun arbejder sammen med, en retssag hængende over hovedet.
Folk i Qaanaaq ønsker oprejsning.
Og hvad så med de sociale problemer i Qaanaaq?
Som de fleste er enige i findes, men som er blevet lidt væk i forløbet.
Jeg håber, politikerne finder en løsning, som kan gavne dem, det især handler om, nemlig børnene. Foreløbig har jeg læst i aviserne, at socialchefen i byen siger, at børnene har fået det bedre efter at der er blevet indført forbud mod salg af alkohol.
Andre mener, at konfirmationssæsonen, som vi er ind i nu, har været lidt mat i Qaanaaq i år. De håber, forbudet snart bliver ophævet.
Jeg har ikke set nogen meldinger om, hvornår det kommer til at ske.

Kunstudstilling på ATI

Billedet er malet af Maalia Kleist. Hun har gået i ATX C det sidste år.

Vi havde sidste skoledag i fredags.

I princippet havde vi normal undervisning .. jeg skriver med vilje "i princippet", for det kom måske mest til at handle om eksamenssnak, kager og is og aflevering af manglende rapporter og opgaver.

Vi har altid elever med kunstneriske evner på skolen. Mange synger og spiller og en del tegner og maler. Det benyttede vi os af og lavede en kunstudstilling som afslutning på skoleåret. Vi har før holdt udstilling af elevarbejder, men det særlige ved udstillingen i år var, at forstanderen deltog med nogle tuschtegninger og Najannguaq Jeremiassen viste sine tegninger, foruden altså at Maalia bidrog med malerier og flere litografier.

Maalia har gået på kunstskolen i Nuuk og hun har deltaget i flere udstillinger, f.eks. var et af hendes værker fra kunstskole-tiden udstillet på Islands Brygge i København sidste år.

I dansk har vi haft billedanalyse hvor vi har arbejdet med forskellige grønlandske kunstnere, f.eks. Akka Høegh, som har udsmykket kors og døbefont i vores kirke, og Karl Peter Andersen, som i øvrigt bor i Svenstrup. Men vi har også prøvet at forstå Michael Kviums malerier. Maalia siger, at hun føler sig meget inspireret af hans kunst. Det er ikke den værste inspiration, jeg så eet af hans billeder blev vurderet til ½ million.

Jeg har bestilt et billede i stil med det, jeg har lagt ind her på siden.

I øvrigt så har Karl Peter Andersen også flotte billeder til salg. Man kan finde dem på nettet ved at søge på hans navn.

Morgenvækning

Jeg vågnede ved et infernalsk spektakel her til morgen.
Som jeg måske har nævnt tidligere, så er der ellers ret stille, her hvor vi bor nu. Især om natten. Jeg skal jeg lige nævne, for forståelsens skyld, at vi ALTID, også om vinteren, sover med åbent soveværelsesvindue. Derfor kunne vi, mens vi boede i B500, altid følge med i natteravnenes færden til og fra byens eneste diskotek. Jeg tror, det var vældig hyggeligt for natteravnene selv - det lød i hvert fald ofte sådan, når de fandt på at slå sig ned på autoværnet neden for soveværelsesvinduet og grine hele den lyse nat væk – men ikke for os, der skulle på arbejde næste dag.
Nu sover vi så i frisk natteluft, som kommer ind gennem et vindue på størrelse med et koøje og et mellemstørrelse ovenlysvindue, som begge vender ud mod en blind vej et godt stykke uden for byens centrums-aktiviteter. Mens jeg er ved vinduerne, så må jeg lige nævne, at vinduer kan åbnes og lukkes for lyde udefra, men uanset de er åbne eller lukkede, så kan lyset ikke holdes ude. Her hjælper alene mørklægningsgardiner, ud over at størrelsen selvfølgelig også har betydning for den mængde lys, der kommer ind. Vi havde ikke mørke gardiner for panoramavinduerne i soveværelset i vores gamle lejlighed, for de ville forhindre én i at ligge i sengen og nyde en ny dags vejr. Jeg må indrømme, at jeg er ret godt tilfreds med, at Christian nu bliver nødt til at gå ned i stuen for at orientere sig om vejrsituationen.
Men tilbage til lydene.
Som du måske kan forstå, så er der ikke meget, der forstyrrer nattesøvnen nu. De eneste mennesker der har noget at gøre ude hos os, ud over beboerne selvfølgelig, er viceværten og skraldefolkene. De starter til gengæld også dagens arbejde tidligt.
Selv om de fleste vil sige, at der er stille ude på landet i Danmark, så er luften altid fyldt med lyde, af trafik i det fjerne, af blade der rasler i blæsten, eller, som nu på denne årstid, af fugle der synger morgen- eller aftensang.
Jeg husker en morgen sidste år, hvor vi overnattede hos Else og Per – til dem der ikke ved det, så bor Else og Per på landet, omkranset af en natur, som er et rigtigt eldorado for fugle – hvor vi blev vækket af et, for os sandt inferno af fuglesang, som strømmede ind til os gennem det åbne vindue. Når jeg kommer til at tænke på fuglesangen i Danmark, så er det fordi at lige i denne tid kan det faktisk ske, at vi vågner til fuglesang. Til snespurvens pirrr-rit pirrr-rit (ja, sådan står der altså i fuglebogen). Snespurven kommer til Grønland i april, hvor den yngler og ellers nyder tilværelsen fra sin rede i sprækkerne i fjeldet, hvis den ikke passer sit afkom eller flyver rundt og fornøjer os med sin sang. Allerede i august tager den af sted igen til sit vinterkvarter i det indre Nordamerika.
For resten – det var en flue, der havde forvildet sig ind af vores åbne vindue, der vækkede mig.

Forårsvitaminer

Kokleare.

Den kommer med små hvide blomster i løbet af 14 dage.

Her i Maniitsoq er det koklearen, ikke vintergækken, der titter frem af sneen, når solen begynder at få magt.
Jeg har i nogen tid spejdet efter den når jeg færdes rundt i byen. Det plejer altid at være på fjeldsiderne nede ved lystbådehavnen, på steder hvor solen kan varme stenene, de første viser sig. Og sådan er det også i år.
I går var den der så, godt klemt inde i sprækkerne i fjeldet og omsluttet af det grønneste mos, man kan tænke sig.
Ikke nok med, at planten kan være sund for sjælen ved at den vidner om, at vi er på vej mod de lyse tider. Man kan faktisk også spise planten. De gamle grønlændere fortæller, at den tidligere har været et vigtigt kosttilskud.
I Naturguide til Grønland kan man således også læse, at koklearen tidligere blev kaldt for skørbugsurt på grund af sit høje indhold af C-vitamin. De kødfulde blade blev brugt til at hindre eller helbrede skørbug.
Missionær Hveyssel, som boede i Maniitsoq i slutningen af 1780’erne, har åbenbart ikke været opmærksom på koklearens vitamindepot. I 1789 bad han om en afløser til sit embede, selv om han kun havde været i Grønland i 6 år og kontrakten lød på 10 år. Som en af årsagerne til at han gerne ville afløses før tiden, anførte han netop skørbug. I sin ansøgning skrev han, at det var normalt at han var plaget af skørbugssmerter om vinteren - det var de fleste missionærer - men smerterne forsvandt altid om sommeren. Det gjorde de bare ikke i sommeren 1789. Desuden var han også begyndt at tabe sine tænder, som vist ikke var for gode i forvejen, så han havde stort besvær med at spise det hårde brød (skibskiks), som han fik udleveret fra kolonibestyreren.
Mads Lidegaard fortæller om missionær Hveyssel i bogen Grønlands Historie. Der kan man også læse, at hvis missionærerne havde spist mere lokal proviant som mattak (hvalspæk) og sælkød, så kunne flere af dem være sluppet fra grønlandseventyret med livet i behold.
I dag får vi der bor heroppe i nærheden af polarcirklen masser af C-vitamin fra alskens eksotiske sydfrugter og grøntsager.
Derfor kan koklearen nu nøjes med at stå i sin sprække og fornøje mig, når jeg færdes rundt i byen.

Brovagten

Jollehavnen.

Brættet ligger uden for billedet lige op ad trappen til venstre. Den store røde og gule bygning er sportshallen. Havnen er isfri nu, og det er den i øvrigt det meste af året. Kun hvis vi har temperaturer på minus 10 grader og derunder i en længere periode, fryser jollehavnen til.

Du kender det helt sikkert godt.
Man hører et stykke musik, og straks får man associationer til begivenheder eller stemninger, som måske ligger langt tilbage i historien. For mit vedkommende gælder det f.eks. arabisk musik. I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne besøgte vi, som nogen vil vide, Bagdad flere gange. Dengang var det sådan dernede, at der blev sendt arabisk musik på fjernsynet, når der ikke var udsendelser, og det vil sige hele dagen. På daværende tidspunkt fandt jeg det ret anstrengende og u-melodiøst at høre på, men hvis jeg tilfældigvis hører arabisk musik i dag, synes jeg næsten, det lyder godt – helt sikkert fordi det minder om mange gode oplevelser i Bagdad.
Det kan også være lugtesansen, der bringer minder. Grøntsagsmarkeder i Tanzania havde deres egen lugt. Da vi boede der, kunne man, hvis man blev opmærksom på den, finde på at sammenligne den med lugten af affald. Senere har jeg oplevet, at en dansk skraldespand i sommervarmen kan få mig til at længes efter de tanzanianske mamaers ”karibu sana” og deres eksotiske frugter og grøntsager.
Vores nye lejlighed her gør noget lignende ved Christian. Det har ikke noget med musik eller lugt at gøre, det er lejlighedens indretning og placering øverst i blokken, der minder Christian om broen på et skib – og det har han da noget ret i. Vinduerne i stuen vender mod nord og i køkkenet mod syd, og placeringen øverst oppe gør, at vi har frit udsyn til alt hvad der sker på vandet, præcis som man har på broen på et skib.
Det er rigtig dejligt med udsigten – ingen tvivl om det.
Men det er da et stort arbejde at holde øje med alt, hvad der rører sig derude. Farvandet her udenfor kaldes ”motorvejen”, og det siger sig selv hvad det betyder. Endnu kan vi dog overkomme at studere de fleste trafikanter nøje i kikkerten (først brugte vi den lille teaterkikkert, men vi har heldigvis fået hentet den store kikkert hjem fra båden, så nu kan vi også se, om fangerne fanger noget, når de ligger og fanger). Det bliver værre når lystsejlerne får bådene i vandet, så tror jeg, vi må holde op med at holde øje.
Det fungerer nemlig sådan, at fangerne har deres joller i vandet hele vinteren, og de tager selvfølgelig på havet lige så snart vejret tillader det. Det er dem, der sørger for frisk fisk på brættet både vinter og sommer.
Lystsejlerne, sådan nogen som os selv om vi også fanger sæl og fisk, har for de flestes vedkommende kun bådene i vandet fra 1. maj til omkring 1. november. Det har noget at gøre med, at bådebroerne bliver taget op om vinteren, og selvfølgelig også med at der er risiko for skader på bådene på grund af storm og is, hvis man lader dem blive i vandet.
Lige en lille sidebemærkning: Jeg er faktisk ret glad for, at vi går på søduelighedskursus. Det betyder nemlig, at vi kan stå stille og fredeligt og se på, som her den anden dag, at en fanger havde fået motorstop og sled med årerne for at komme i havn. På kurset har vi nemlig lært, at folk skal være i en akut livstruende situation, før redningsvæsenet tager sig af sagen. Og motorstop er ikke i sig selv livstruende, står der i bøgerne. Uden den viden kunne jeg godt forestille mig, at jeg af og til kunne komme i situationer hvor jeg ville føle, at jeg måtte gøre noget.
Ud over skibsfarten skal vi selvfølgelig også holde øje med dyrelivet på havet.
Vildænderne boltrer sig i vandet neden for vore vinduer. Jeg har aldrig før tænkt på, hvor længe vildænder kan være neddykkede, men i kikkerten kan vi nu følge deres færden både over og under vandet på nærmeste hold. De kan have hovedet under vand i ret lang tid.
I øvrigt venter vi, at hvalerne snart dukker op. Det plejer at være ved den her tid.
Heldigt at vi snart skal have båden i vandet, så vi kan komme i øjenhøjde med dem.
Så må andre overtage brovagten.

Mågesnak

Mågerne her sidder og nyder forårssolens skarpe stråler mens de funderer over, om ikke snart fiskerne skal have båden gjort klar, så de kan komme ud og fange stenbidere.

Nordlys

Vi kom hjem lidt over midnat i aftes. Vi havde været på besøg hos en nygift kollega og hans kone, Camilla.
En rigtig hyggelig aften, i selskab med flere kolleger, omkring et spil matador, masser af snacks og god vin.
Jeg har tidligere skrevet, at det var udsigten fra lejlighederne herude på næsset, der gjorde, at vi bestilte en ønskeflytning. Og det er selvfølgelig udsigten til naturen og livet på havet, menneskenes og dyrenes, jeg især tænker på. Herunder også nordlyset.
Almindeligvis skal man ud, for at få øje på og nyde nordlysets storslåethed. Vores gamle lejlighed lå i et område med meget kunstigt lys når det er mørkt, så det var faktisk sjældent vi kunne se nordlys, uden at vi altså gik udenfor.
Men det kan vi fra vores nye lejlighed.
Vejret var perfekt til nordlys i aftes, frostklart og intet lys fra månen, så vi kikkede selvfølgelig op, da vi gik hjem. Og vi var heldige, bånd af hvidt lys løb hen over himlen. Fra stuens mørke kunne vi senere se lyset bevæge sig hen over himlen i de flotteste mønstre, trækkende et spor af lys på den mørke vandoverflade.
Ord dækker knapt magien ved nordlyset.
Derfor deltog den danske maler Harald Moltke (1871-1960) i den litterære Grønlandsekspedition sammen med Knud Rasmussen og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen. Moltkes opgave i forbindelse med ekspeditionen gik ud på at beskrive nordlyset gennem malekunsten, og bl.a. derfor findes der i dag en samling billeder af nordlys på Danmarks Meteorologisk Institut i København, som Moltke har malet, ikke bare i Grønland, men også på Island og i Finland.
Moltke kunne nu også sætte ord på nordlys, han sammenlignede det med forestillingen om at kikke op under skørterne på en danserinde – ikke helt ved siden af, må jeg sige.
Nordlys har i årtusinder appelleret til folks fantasi, og i de nordiske lande har nordlys været en mystisk, uforklarlig og undertiden skræmmende del af hverdagen, skal vi tro de nordisk sagaer og folkesagn. Nordlys indgår også i den grønlandske mytologi.
De grønlændere jeg kender imponeres tilsyneladende ikke over nordlys. Det har tit undret mig, når jeg har stået med nakken tilbage og åben mund og betragtet lysest dans hen over nattehimlen, at grønlænderne, efter min opfattelse, ikke værdiger forestillingen et blik. Da jeg begyndte at spørge mig for viste det sig, at der knytter sig gamle forestillinger til nordlyset, som stadig er en del af kulturen.
De voksne fortæller, at da de var børn, da fik de at vide af de voksne, at de ikke måtte fløjte, hvis der var nordlys. Nordlys kom nemlig af at de afdøde forfædre spillede fodbold med menneskekranier. Og hvis man fløjtede, udsatte man altså sit hoved for at ende som fodbold for forfædrene.
De første systematiske observationer af nordlys blev offentliggjort i Sverige tilbage i 1733 af Anders Celcius, og moderne mennesker ved selvfølgelig, at nordlys ikke skal ses som et varsel om død og ulykke. Ingen er i tvivl om, at der findes en videnskabelig forklaring på, hvordan nordlys opstår, meeeen…. måske er det alligevel bedst ikke at påkalde sig forfædrenes opmærksomhed – hvis de nu lige skulle stå og mangle en fodbold!
På Dansk Meteorologisk Instituts hjemmeside http://web.dmi.dk/fsweb/soljord/nordlys_forsk/nordlys_forkl.html kan man finde den videnskabelige forklaring på, hvordan nordlys opstår. Der kan man også læse om, hvordan man indenfor den eskimoiske sagnverden har set nordlyset som budbringer mellem levende og døde, og at nordlyset derfor skulle behandles med respekt og ærefrygt. Man kunne forsøge at komme i kontakt med nordlyset ved at fløjte, og nordlyset kunne så svare med knitrende lyde når der var forbindelse til de afdøde. Derfor skulle man ikke bare fløjte for sjov når der var nordlys, gjorde man det, kunne man risikere, at det kom farende og huggede ens hoved af.
Man forstår godt, hvorfor vi aldrig møder nogen, der går og fløjter, når der er nordlys.
Ifølge H.C. Andersen var det nu slet ikke menneskekranier, der blev brugt til at spille fodbold med. Det var hvalroskranier. Det har månen fortalt ham.
Med moderne fotoudstyr er det muligt at fotografere nordlys. Jeg HAR forsøgt, men uden større held.
Der bliver vist ikke nordlys-vejr i aften. Jeg synes det blæser op til lidt sne.