Fuldmånen på vej op ved 2-tiden her i eftermiddag, mens solen stadig forgylder de snedækkede fjelde.
Så kom ikke og sig, der er mørkt i Grønland.
Vejret har bare været fantastisk i dag. Man fornemmer rigtig, at folk nyder de blidere vinde efter 5 dages stormvejr. Man kan se det på aktiviteten på vandet. Joller, fiskekuttere og fragtskibe stævnede i alle retninger i går morges, og her i dag knirker byens tørresnore i frosten, overbebyrdet af vasketøj i alle farver.
Vi benyttede det gode vejr til at pakke båden ind i den største presenning, Christian kunne finde i hele byen. Hvert år beslutter vi, at båden skal gøres vinterklar inden vinteren, dvs. sneen lægger sig og frosten bider sig fast, men det lykkes sjældent. Vind og vejr og arbejde gør som regel, at vi får det gjort her sidst i november. Men det var fint vejr til det i eftermiddag, også selv om det blæste lidt lige mens vi skulle have den kæmpe pressenning bugseret op over båden og bundet fast. Vi har fået tildelt en parkeringsplads fra kommunen ovre ved skolen, så det er nemt at holde øje med at presenningen bliver hvor den skal i løbet af vinteren.
Man kan ikke bare stille sin båd, hvor man har lyst til det. Kommunen har defineret flere bådpladser forskellige steder i byen, og hvert år skal man bekræfte, at man stadig vil have den plads, man nu har fået tildelt, hvis man altså vil det. Og bruger man ikke pladsen, fjerner de simpelt hen bådstativ og alt, hvad der måtte ligge af efterladenskaber, og kører det på lossepladsen. Jeg har hørt flere, som har været ude for at lede efter bådstativer.
Nå, det bliver ikke før til foråret, vi ser Christians den gode lommekniv igen, den han vandt i pakkespil sidste år til jul og som han altid har med, når han er ude at sejle. Forhåbentlig kommer den til syne når sneen smelter, ligesom alle de andre efterladenskaber, vinteren dækker over.
Søren ringede lige.
No comments:
Post a Comment