Blåmuslinger

Her er et udsnit af blåmuslingehøsten.

Jeg svor ellers, da vi kom herop, at vi aldrig mere skulle have 2 300 liters kummefrysere, som vi havde haft i Danmark.
Og hvad er der så sket?
Vi har godt nok ikke 2 300 liters, men vi har 1 400 liters, og den er så propfuld, så der dårligt er plads til de blåmuslinger, vi hentede i søndags.

Problemet er lidt, at hvis vi køber f.eks. laks i brugsen, så er der størst sandsynlighed for, at de kommer fra et lakseopdræt i Norge, og de kan på ingen måde klare sig med de laks, der bliver fanget i farvandene her omkring Grønland. Torsk og ørreder vil vi helst selv fange, selv om disse fiskearter kan købes på brættet (eller pinden, som Gunner sagde), når der er sæson. Rensdyr og moskusokse kan købes frossen i brugsen, men det er hundedyrt, dyrere end importeret oksekød fra Danmark eller lam fra New Zealand, så det har vi almindeligvis købt fra jægerne eller på brættet her i jagtsæsonen, og lagt det ned i fryseren til fiskene – bortset fra i år, hvor Christian har været på jagt selv. Så er der endelig sortebær og grønlandspost, som også skal plukkes i sæsonen og fryses ned, fordi det ikke er muligt at købe disse fortræffelige grønlandske produkter i butikkerne.
Efteråret går faktisk med at samle forråd.
Der bliver faktisk lidt krise, hvis vejret er så dårligt i weekenderne, at vi ikke kan komme ud at sejle. F.eks. har vi ikke fået plukket sortebær i år, fordi det var dårligt vejr den weekend, hvor det var meningen at vi skulle det, og ugen efter kom der sne og frost, som gør, at bærrene bliver bløde og smadrede, når vi rører ved dem. Men pyt, heldigvis har vi stadig mindst 6 kg. tilbage fra sidste år.
Det VAR ellers lige ved at gå i vasken med muslingerne i år.
Vi plukker dem ovre på en stor ø i nærheden af fastlandet. Mariane, som er én af vore elever, hendes familie har en hytte derovre. Sidste år var vi på tur derover, og fandt ud af, at der var rigtig mange muslinger lige i nærheden af deres hytte, fordi de rigtige forhold var til stede, dvs. flad sand- og stenbund, som kommer til syne ved lavvande, og en masse tang. Mariane sagde godt nok, at vi bare selv kunne sejle over og plukke muslinger, altså uden hun var med, men for det første kan vi ikke finde hytten, og for det næste synes vi også, det er sin sag at gå i land ved en fremmed hytte og plukke "deres" muslinger.
Grønlænderne har et andet forhold til ejendomsret end det, vi kender fra Danmark.
Døren til hytterne låser de, ifølge gammel tradition, aldrig. Det skal være sådan,, at folk kan komme ind, hvis de skulle blive fanget af dårligt vejr. Der er også altid mad i hytterne af samme grund. Det eneste man skal er, at man skal efterlade hytten i samme stand, som man fandt den og ellers sørge for, at det man har brugt, bliver erstattet. Og grunden tilhører ikke den, der har hytten, som vores sommerhusgrunde gør (de sætter i hvert fald stakit omkring så andre ikke kommer for tæt på), her kan man gå i land hvor som helst, også selv om der er en hytte i nærheden. Selv ved private huse i byerne ser vi sjældent den markering af territorium, som vi er vant til fra Danmark.
Så altså, selv om Mariane havde sagt, vi bare kunne sejle derover, så ville vi gerne have hende med. Og det skulle så være her i søndags, hvor Christian var med Per på jagt i Fiskefjorden.
Rene og Camilla sejlede i deres båd og Sine og jeg sammen med Mariane, hendes søn og en hund, som Sine er barnepige på, i skolejollen.
Der er det smarte ved skolejollen, sammenlignet med vores båd, at den kan gå længere ind til kysten. Vi kaster som regel anker lidt væk fra kysten, for at undgå at støde på skær, og sejler så det sidste stykke ind til kysten i vores gummibåd. Men det behøvede vi ikke i søndags. Mariane er selvfølgelig stedkendt, så hun vidste, hvor vi skulle sejle ind – det eneste, som ingen af os tænkte over, var at tidevandet gik mod lavvande. Så i den tid det tog os 4 mennesker og en hund at stige af med frokostkurv og spande til muslinger var vandstanden faldet så meget, at vi ikke kunne få båden fri af skærene, og få den lagt for udhal.
Vi havde simpelt hen fået båden parkeret på land.
Det skete der sådan set heller ikke noget ved.
Det der bare var NOGET træls var, at vi nu måtte blive derovre til det næsten blev højvande. Og det gjorde det ikke før ved 22-tiden om aftenen.
Nå, men jeg havde heldigvis min mobiltelefon med, så fra en bakketop fik jeg ringet til Karen, som bor i samme blok som os, og hun lovede at give Christian besked om, hvor jeg var henne, hvis han skulle komme hjem før mig. Så det var bare med at nyde det.
Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Solen skinnede, og vi havde masser af tid til at plukke muslinger, da det blev lavvande, og Sine fik plukket en del sortebær, inden det begyndte at mørkne.
Hen på eftermiddagen kom Regine og hendes mand (medejere af hytten). De skulle hente noget maling, de ikke havde fået brugt, hjem inden vinter – bare sådan en hurtig eftermiddagstur. Men inden de fik set sig om, og selvfølgelig fordi der også lige skulle snakkes lidt, var de også fanget af lavvandet. Ikke at de satte båden på land, som vi havde gjort, for de er selvfølgelig også stedkendte, men de skulle over et skær, som det normalt er muligt at sejle hen over selv ved lavvande. Men det kunne de bare ikke i søndags, fordi det var lige omkring fuldmåne, hvor vandstanden falder ekstra meget ved lavvande.
Rene og Camilla tog af sted ved 18-tiden, mens det stadig var lyst, og det var det også ved 18.30-tiden, hvor Regine og hendes mand endelig kunne komme af sted. Vi tændte et par ekstra fyrfadslys og tog en kop kaffe og noget medbragt mad inden vi gik ned til båden noget før klokken 20.00. Vi kunne stadigvæk se ved det svindende dagslys på det tidspunkt, men vi kunne også se, at det ville tage mindst en time mere, inden jollen ville være flydende.
Mens vi står der og danner os et overblik over situationen, kom Marianes far og lillesøster os til undsætning. Regine havde fortalt dem om vores problemer.
De ekstra kræfter gjorde, at vi fik jollen vippet så meget, at den kom fri af skæret, og vi kom en time før hjem, end vi ellers ville have gjort.
Vi havde en rigtig flot tur hjem, Marianes stedkendte far foran, og månelys ind agtenfra. Med vilje ville vi ikke sejle på det tidspunkt, men når det ikke kunne være anderledes, var det en flot oplevelse.
Christian og Per var hjemme lidt før os, de havde 4 rensdyr med, og Karen havde hamburgerryg og grøntsager klar, da vi kom hjem, selv om hun havde seneskedehindebetændelse og derfor kom til at tabe en flaske rødvin på gulvet, så den splintredes.
Der blev 1,5 kg rensede muslinger ud af det, og de kunne lige være i fryseren.
Når jeg tidligere skrev, at muslingerne var lige ved at gå i vasken, så var det, fordi tanken havde lukket for salg af benzin før vi havde beregnet det. Vi SKULLE have haft benzin på begge både, men efter mange overvejelser blev vi enige om, at vi havde nok i tankene.
Sine rammede en pæl gennem vores bekymringer da hun foreslog, at hvis vi ikke var fremme ved hytten, inden vi havde brugt halvdelen af det benzin, vi havde, så kunne vi bare vende om. Værre kunne det ikke gå.

Muslingerne er rigtig gode i fiskesuppe, eller bare varme, med smeltet persille- og hvidløgssmør over, til et stykke brød.