Brugen af "ikke" på dansk volder kvaler

I dag skulle jeg igen tænke mig om. Jeg spurgte en elev: "Har du ikke lavet din hjemmeopgave?"
"Jo", svarede hun.
Betyder det så, at hun har lavet den, eller betyder det, at hun ikke har lavet den?

Hvis jeg siger til en dansker: "Vil du ikke med ud at sejle i eftermiddag?" og vedkommende svarer: "ja", så betyder det, at vedkommende gerne vil med ud at sejle. Hvis vedkommende svarer: "nej", så betyder det, at vedkommende ikke vil med ud at sejle.
I min vildfarelse troede jeg, indtil jeg kom til Grønland, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg er uvidende om, hvor mange gange, jeg har stillet et spørgsmål til en grønlænder med "ikke" i sætningen, og hvor jeg har misforstået svaret, jeg ved bare, at jeg op til flere gange har troet, at jeg havde en aftale om et eller andet, hvor det så har vist sig, at det havde jeg nok ikke alligevel.

For nu at gå tilbage til det ovennævnte eksempel, så svarede hun nemlig "jo" til, at hun IKKE havde lavet sin hjemmeopgave. Havde hun derimod svaret "nej" havde det betydet, at det ikke var rigtigt, at hun ikke havde lavet sin hjemmeopgave (to minusser gi'r som bekendt også plus), men at hun netop HAVDE lavet den. Jeg tror da, det går fint med forståelsen efterhånden, men det hænder ofte, jeg lige må tænke over et svar. Det bedste er faktisk, og det prøver jeg på, helt at undgå at bruge "ikke" i spørgende sætninger. Problemet er nemlig også, at nogle grønlændere bruger den danske måde at svare på, mens især de, som ikke bruger dansk så meget, bruger den grønlandske. Kunsten består så i at finde ud af, hvem der bruger hvad.

Vi har en del elever, som ikke har været vant til at bruge dansk til daglig (her på skolen underviser vi på dansk). De har haft dansk i folkeskolen, men det er trods alt ikke det samme som at kunne tale sproget, for slet ikke at tale om at bruge det, når ens kammerater hører på det. Så der sidder altså en del i hver klasse, som kun sjældent tager ordet. Alligevel har det hvert år til eksamen i dansk vist sig, at de sagtens kan tale dansk, når det SKAL være. Med årene har jeg faktisk også lært at kommunikere med de tavse elever, efterhånden som jeg fandt ud af, hvordan mange grønlændere kommunikerer nonverbalt. De bruger nemlig mimik i stedet for ord. Et løftet øjenbryn betyder, at de er med og at de har forstået, hvad jeg siger mens sammenknebne øjne betyder det modsatte. Fra nogen er øjenkontakt svar nok og når folk fra Sydgrønland spidser munden og trækker vejret dybt ind, betyder det "ja".

Sprog og kommunikation mellem forskellige nationaliteter er bestemt ikke bare et spørgsmål om ord, der skal oversættes.

Så husk, hvis jeg bliver tavs og løfter øjenbrynet, så er det ikke fordi jeg hverken er sur eller mistænksom, det er fordi jeg taler grønlandsk.