Der er 2 opskrifter, jeg altid bliver bedt om. Det er opskriften på leverpostej og opskriften på birkes. Når de er aktuelle igen, er det fordi Sørens fødselsdag nærmer sig, og fordi det betyder, at jeg skal give - ikke kage, men brød til formiddagskaffen. Og igen er der så nogen, der beder om opskrifter. Nu lægger jeg dem ud her på bloggen, så behøver jeg ikke slæbe min leverpostejsplettede opskriftsbog med på arbejde fremover.
Jeg fik opskriften på leverpostej af Jytte, vores nabo da vi var nygifte, da jeg arbejde på at blive en god husmor. Og det er et par dage siden. Det betyder, at nogle måske vil mene, at der er for meget fedt i leverpostejen, men det kan man jo bare selv lave om på. I den oprindelige opskrift var mængden af lever og spæk ens, jeg fjerner lidt af spækket, når jeg laver leverpostej i dag, som det fremgår af opskriften. Normalt bruger jeg også letmælk, men i den her udgave, som er baseret på moskusokselever, har jeg erstattet lidt af mælken med piskefløde for at sikre, at leverpostejen ikke bliver for tør.
Opskriften er beregnet på svinelever, men den har været brugt på afrikansk antilopelever, og nu også grønlandsk rensdyrlever og moskusokselever, med lige stort held.
Men opskriften er altså:
Leverpostej af moskusokselever:
600 g lever, godt udvandet for blodrester
400 g spæk, f.eks. fedtlaget fra en kamsteg
3 mellemstørrelse løg
Du skal hakke lever, spæk og løg 1 gang
Derefter skal du lave en opbagning af følgende:
100 g smør smeltes, heri røres
100 g mel. Når blandingen er fri for klumper skal du blande med
5 dl mælk
1 dl piskefløde
Når opbagning koger igennem skal du tage den af varmen og tilsætte
4 æg
2½ spsk. salt
2½ tsk. peber
Æggene skal røres i 1 ad gangen.
Derefter blandes kød med opbagning og hældes i forme, som du bager i ovnen i vandbad. Bagetiden afhænger af formene, så du må prøve dig frem.
Min birkesopskrift er en Amo-opskrift, som stammer tilbage fra samme periode i mit liv. Min svigermor gjorde mig opmærksom på den; hun serverer også stadigvæk nybagte birkes til festlige lejligheder.
Nemme (det står der i opskriften) tebirkes (16 stk.)
300 g hvedemel
100 g smør
en knivspids sukker
1 æg
1 dl kold mælk
50 g gær eller 1 brev tørgær
½ tsk salt
Pynt: sammenpisket æg, æggestrygelse, som det hed, og birkes
Gæren opløses i den kolde mælk.
Derefter blander du de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Dejen skal ikke forhæve.
Du ruller dejen ud til en firkant, så godt du kan strække den, ca. 20x50 cm.
Nu skal du pensle overfladen med noget af det sammenpiskede æg, og derefter skal du folde dejen i 3 lag.
Den sammenlagte dej vender du nu med bunden i vejret, hvorefter du skærer den ud i 12 - 16 stykker efter behag.
Du pensler nu overfladen med æg og drysser med birkes.
Stykkerne hæver tildækket, til de har fået dobbelt størrelse.
Bages ved 200 grader i ca. 12 minutter - eller til de er pænt lysebrune.
Velbekomme.
Tuesday, October 23, 2007
Sunday, October 21, 2007
Ploggere bå panen og mere sprog
Abrobos brugen af ordet "ikke", så må jeg sige, at Michaels erfaringer med brugen af "ikke" fra sygehusverdenen må være endnu mere forvirrende, end de behøver være indenfor min verden, som jo er undervisning. Jeg risikerer tog kun at fejlfordolke, Michael kan i værste fald risikere at fejlbehandle.
Og til min tidligere kollega i Norge: sortebær, eller resterne af dem, møder vi kun som mørklilla mågeklatter nu. Det er snart en måned siden, frosten gjorde dem pløde og sblattede og uegnede til blukning.
Mens jeg er ved det, så skal jeg lige sige til dortheivalo i Sisimiut, at du gav os en ny ide til, hvordan man kan tage skind af dorsk. Vi har ikke brøvet den endnu - det pliver til næste år først - vi kan nemlig ikke have flere dorsk i fryseren.
Det jeg lige vil sige er, at det er sbændende, både at få kommentarer til min egen plog og at læse andres.
Måske er du plevet lidt forvirret af at læse ovenstående. Jeg brøver pare at illustrere en anden ting, som kan give sbroglige misforståelser, nemlig at t og d, p og b, g og k i nogle situationer byttes om, når de udtales efter grønlandske udtaleregler, altså t udtales som d og omvendt, og så fremdeles.
Det tog lidt tid i starten at finde ud af, hvad eleverne mente, når de kom ind på kontoret og spurgte efter, om "bær" var der. Først tænkte jeg: "Hvorfor tror de, vi har bær på kontoret?" Efterhånden gik det op for mig, at det var Per, de spurgte efter.
I skriftlige opgaver kan misforståelsen også vise sig. F.eks. i et projekt, vi havde lige i starten jeg var heroppe, hvor nogle elever skulle beskrive den grønlandske nationaldrag, og een af dem så begynder at snakke om mønsteret på graven, hvor jeg tænkte: "hvorfor begynder hun nu at blande "grave" ind i det her? Hun har da helt misforstået opgaven". Det var sådan set bare mig, der lige skulle lære de grønlandske udtaleregler at gende.
Hvad kan der ikke komme ud af de forskellige udtalemåder? bh-værdier, pærpare bc-ere, og mange flere, som jeg har klemt nu.
Og til min tidligere kollega i Norge: sortebær, eller resterne af dem, møder vi kun som mørklilla mågeklatter nu. Det er snart en måned siden, frosten gjorde dem pløde og sblattede og uegnede til blukning.
Mens jeg er ved det, så skal jeg lige sige til dortheivalo i Sisimiut, at du gav os en ny ide til, hvordan man kan tage skind af dorsk. Vi har ikke brøvet den endnu - det pliver til næste år først - vi kan nemlig ikke have flere dorsk i fryseren.
Det jeg lige vil sige er, at det er sbændende, både at få kommentarer til min egen plog og at læse andres.
Måske er du plevet lidt forvirret af at læse ovenstående. Jeg brøver pare at illustrere en anden ting, som kan give sbroglige misforståelser, nemlig at t og d, p og b, g og k i nogle situationer byttes om, når de udtales efter grønlandske udtaleregler, altså t udtales som d og omvendt, og så fremdeles.
Det tog lidt tid i starten at finde ud af, hvad eleverne mente, når de kom ind på kontoret og spurgte efter, om "bær" var der. Først tænkte jeg: "Hvorfor tror de, vi har bær på kontoret?" Efterhånden gik det op for mig, at det var Per, de spurgte efter.
I skriftlige opgaver kan misforståelsen også vise sig. F.eks. i et projekt, vi havde lige i starten jeg var heroppe, hvor nogle elever skulle beskrive den grønlandske nationaldrag, og een af dem så begynder at snakke om mønsteret på graven, hvor jeg tænkte: "hvorfor begynder hun nu at blande "grave" ind i det her? Hun har da helt misforstået opgaven". Det var sådan set bare mig, der lige skulle lære de grønlandske udtaleregler at gende.
Hvad kan der ikke komme ud af de forskellige udtalemåder? bh-værdier, pærpare bc-ere, og mange flere, som jeg har klemt nu.
Tuesday, October 16, 2007
Brugen af "ikke" på dansk volder kvaler
I dag skulle jeg igen tænke mig om. Jeg spurgte en elev: "Har du ikke lavet din hjemmeopgave?"
"Jo", svarede hun.
Betyder det så, at hun har lavet den, eller betyder det, at hun ikke har lavet den?
Hvis jeg siger til en dansker: "Vil du ikke med ud at sejle i eftermiddag?" og vedkommende svarer: "ja", så betyder det, at vedkommende gerne vil med ud at sejle. Hvis vedkommende svarer: "nej", så betyder det, at vedkommende ikke vil med ud at sejle.
I min vildfarelse troede jeg, indtil jeg kom til Grønland, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg er uvidende om, hvor mange gange, jeg har stillet et spørgsmål til en grønlænder med "ikke" i sætningen, og hvor jeg har misforstået svaret, jeg ved bare, at jeg op til flere gange har troet, at jeg havde en aftale om et eller andet, hvor det så har vist sig, at det havde jeg nok ikke alligevel.
For nu at gå tilbage til det ovennævnte eksempel, så svarede hun nemlig "jo" til, at hun IKKE havde lavet sin hjemmeopgave. Havde hun derimod svaret "nej" havde det betydet, at det ikke var rigtigt, at hun ikke havde lavet sin hjemmeopgave (to minusser gi'r som bekendt også plus), men at hun netop HAVDE lavet den. Jeg tror da, det går fint med forståelsen efterhånden, men det hænder ofte, jeg lige må tænke over et svar. Det bedste er faktisk, og det prøver jeg på, helt at undgå at bruge "ikke" i spørgende sætninger. Problemet er nemlig også, at nogle grønlændere bruger den danske måde at svare på, mens især de, som ikke bruger dansk så meget, bruger den grønlandske. Kunsten består så i at finde ud af, hvem der bruger hvad.
Vi har en del elever, som ikke har været vant til at bruge dansk til daglig (her på skolen underviser vi på dansk). De har haft dansk i folkeskolen, men det er trods alt ikke det samme som at kunne tale sproget, for slet ikke at tale om at bruge det, når ens kammerater hører på det. Så der sidder altså en del i hver klasse, som kun sjældent tager ordet. Alligevel har det hvert år til eksamen i dansk vist sig, at de sagtens kan tale dansk, når det SKAL være. Med årene har jeg faktisk også lært at kommunikere med de tavse elever, efterhånden som jeg fandt ud af, hvordan mange grønlændere kommunikerer nonverbalt. De bruger nemlig mimik i stedet for ord. Et løftet øjenbryn betyder, at de er med og at de har forstået, hvad jeg siger mens sammenknebne øjne betyder det modsatte. Fra nogen er øjenkontakt svar nok og når folk fra Sydgrønland spidser munden og trækker vejret dybt ind, betyder det "ja".
Sprog og kommunikation mellem forskellige nationaliteter er bestemt ikke bare et spørgsmål om ord, der skal oversættes.
Så husk, hvis jeg bliver tavs og løfter øjenbrynet, så er det ikke fordi jeg hverken er sur eller mistænksom, det er fordi jeg taler grønlandsk.
"Jo", svarede hun.
Betyder det så, at hun har lavet den, eller betyder det, at hun ikke har lavet den?
Hvis jeg siger til en dansker: "Vil du ikke med ud at sejle i eftermiddag?" og vedkommende svarer: "ja", så betyder det, at vedkommende gerne vil med ud at sejle. Hvis vedkommende svarer: "nej", så betyder det, at vedkommende ikke vil med ud at sejle.
I min vildfarelse troede jeg, indtil jeg kom til Grønland, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg er uvidende om, hvor mange gange, jeg har stillet et spørgsmål til en grønlænder med "ikke" i sætningen, og hvor jeg har misforstået svaret, jeg ved bare, at jeg op til flere gange har troet, at jeg havde en aftale om et eller andet, hvor det så har vist sig, at det havde jeg nok ikke alligevel.
For nu at gå tilbage til det ovennævnte eksempel, så svarede hun nemlig "jo" til, at hun IKKE havde lavet sin hjemmeopgave. Havde hun derimod svaret "nej" havde det betydet, at det ikke var rigtigt, at hun ikke havde lavet sin hjemmeopgave (to minusser gi'r som bekendt også plus), men at hun netop HAVDE lavet den. Jeg tror da, det går fint med forståelsen efterhånden, men det hænder ofte, jeg lige må tænke over et svar. Det bedste er faktisk, og det prøver jeg på, helt at undgå at bruge "ikke" i spørgende sætninger. Problemet er nemlig også, at nogle grønlændere bruger den danske måde at svare på, mens især de, som ikke bruger dansk så meget, bruger den grønlandske. Kunsten består så i at finde ud af, hvem der bruger hvad.
Vi har en del elever, som ikke har været vant til at bruge dansk til daglig (her på skolen underviser vi på dansk). De har haft dansk i folkeskolen, men det er trods alt ikke det samme som at kunne tale sproget, for slet ikke at tale om at bruge det, når ens kammerater hører på det. Så der sidder altså en del i hver klasse, som kun sjældent tager ordet. Alligevel har det hvert år til eksamen i dansk vist sig, at de sagtens kan tale dansk, når det SKAL være. Med årene har jeg faktisk også lært at kommunikere med de tavse elever, efterhånden som jeg fandt ud af, hvordan mange grønlændere kommunikerer nonverbalt. De bruger nemlig mimik i stedet for ord. Et løftet øjenbryn betyder, at de er med og at de har forstået, hvad jeg siger mens sammenknebne øjne betyder det modsatte. Fra nogen er øjenkontakt svar nok og når folk fra Sydgrønland spidser munden og trækker vejret dybt ind, betyder det "ja".
Sprog og kommunikation mellem forskellige nationaliteter er bestemt ikke bare et spørgsmål om ord, der skal oversættes.
Så husk, hvis jeg bliver tavs og løfter øjenbrynet, så er det ikke fordi jeg hverken er sur eller mistænksom, det er fordi jeg taler grønlandsk.
Tuesday, October 9, 2007
Blåmuslinger
Her er et udsnit af blåmuslingehøsten.
Jeg svor ellers, da vi kom herop, at vi aldrig mere skulle have 2 300 liters kummefrysere, som vi havde haft i Danmark.
Og hvad er der så sket?
Vi har godt nok ikke 2 300 liters, men vi har 1 400 liters, og den er så propfuld, så der dårligt er plads til de blåmuslinger, vi hentede i søndags.
Problemet er lidt, at hvis vi køber f.eks. laks i brugsen, så er der størst sandsynlighed for, at de kommer fra et lakseopdræt i Norge, og de kan på ingen måde klare sig med de laks, der bliver fanget i farvandene her omkring Grønland. Torsk og ørreder vil vi helst selv fange, selv om disse fiskearter kan købes på brættet (eller pinden, som Gunner sagde), når der er sæson. Rensdyr og moskusokse kan købes frossen i brugsen, men det er hundedyrt, dyrere end importeret oksekød fra Danmark eller lam fra New Zealand, så det har vi almindeligvis købt fra jægerne eller på brættet her i jagtsæsonen, og lagt det ned i fryseren til fiskene – bortset fra i år, hvor Christian har været på jagt selv. Så er der endelig sortebær og grønlandspost, som også skal plukkes i sæsonen og fryses ned, fordi det ikke er muligt at købe disse fortræffelige grønlandske produkter i butikkerne.
Efteråret går faktisk med at samle forråd.
Der bliver faktisk lidt krise, hvis vejret er så dårligt i weekenderne, at vi ikke kan komme ud at sejle. F.eks. har vi ikke fået plukket sortebær i år, fordi det var dårligt vejr den weekend, hvor det var meningen at vi skulle det, og ugen efter kom der sne og frost, som gør, at bærrene bliver bløde og smadrede, når vi rører ved dem. Men pyt, heldigvis har vi stadig mindst 6 kg. tilbage fra sidste år.
Det VAR ellers lige ved at gå i vasken med muslingerne i år.
Vi plukker dem ovre på en stor ø i nærheden af fastlandet. Mariane, som er én af vore elever, hendes familie har en hytte derovre. Sidste år var vi på tur derover, og fandt ud af, at der var rigtig mange muslinger lige i nærheden af deres hytte, fordi de rigtige forhold var til stede, dvs. flad sand- og stenbund, som kommer til syne ved lavvande, og en masse tang. Mariane sagde godt nok, at vi bare selv kunne sejle over og plukke muslinger, altså uden hun var med, men for det første kan vi ikke finde hytten, og for det næste synes vi også, det er sin sag at gå i land ved en fremmed hytte og plukke "deres" muslinger.
Grønlænderne har et andet forhold til ejendomsret end det, vi kender fra Danmark.
Døren til hytterne låser de, ifølge gammel tradition, aldrig. Det skal være sådan,, at folk kan komme ind, hvis de skulle blive fanget af dårligt vejr. Der er også altid mad i hytterne af samme grund. Det eneste man skal er, at man skal efterlade hytten i samme stand, som man fandt den og ellers sørge for, at det man har brugt, bliver erstattet. Og grunden tilhører ikke den, der har hytten, som vores sommerhusgrunde gør (de sætter i hvert fald stakit omkring så andre ikke kommer for tæt på), her kan man gå i land hvor som helst, også selv om der er en hytte i nærheden. Selv ved private huse i byerne ser vi sjældent den markering af territorium, som vi er vant til fra Danmark.
Så altså, selv om Mariane havde sagt, vi bare kunne sejle derover, så ville vi gerne have hende med. Og det skulle så være her i søndags, hvor Christian var med Per på jagt i Fiskefjorden.
Rene og Camilla sejlede i deres båd og Sine og jeg sammen med Mariane, hendes søn og en hund, som Sine er barnepige på, i skolejollen.
Der er det smarte ved skolejollen, sammenlignet med vores båd, at den kan gå længere ind til kysten. Vi kaster som regel anker lidt væk fra kysten, for at undgå at støde på skær, og sejler så det sidste stykke ind til kysten i vores gummibåd. Men det behøvede vi ikke i søndags. Mariane er selvfølgelig stedkendt, så hun vidste, hvor vi skulle sejle ind – det eneste, som ingen af os tænkte over, var at tidevandet gik mod lavvande. Så i den tid det tog os 4 mennesker og en hund at stige af med frokostkurv og spande til muslinger var vandstanden faldet så meget, at vi ikke kunne få båden fri af skærene, og få den lagt for udhal.
Vi havde simpelt hen fået båden parkeret på land.
Det skete der sådan set heller ikke noget ved.
Det der bare var NOGET træls var, at vi nu måtte blive derovre til det næsten blev højvande. Og det gjorde det ikke før ved 22-tiden om aftenen.
Nå, men jeg havde heldigvis min mobiltelefon med, så fra en bakketop fik jeg ringet til Karen, som bor i samme blok som os, og hun lovede at give Christian besked om, hvor jeg var henne, hvis han skulle komme hjem før mig. Så det var bare med at nyde det.
Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Solen skinnede, og vi havde masser af tid til at plukke muslinger, da det blev lavvande, og Sine fik plukket en del sortebær, inden det begyndte at mørkne.
Hen på eftermiddagen kom Regine og hendes mand (medejere af hytten). De skulle hente noget maling, de ikke havde fået brugt, hjem inden vinter – bare sådan en hurtig eftermiddagstur. Men inden de fik set sig om, og selvfølgelig fordi der også lige skulle snakkes lidt, var de også fanget af lavvandet. Ikke at de satte båden på land, som vi havde gjort, for de er selvfølgelig også stedkendte, men de skulle over et skær, som det normalt er muligt at sejle hen over selv ved lavvande. Men det kunne de bare ikke i søndags, fordi det var lige omkring fuldmåne, hvor vandstanden falder ekstra meget ved lavvande.
Rene og Camilla tog af sted ved 18-tiden, mens det stadig var lyst, og det var det også ved 18.30-tiden, hvor Regine og hendes mand endelig kunne komme af sted. Vi tændte et par ekstra fyrfadslys og tog en kop kaffe og noget medbragt mad inden vi gik ned til båden noget før klokken 20.00. Vi kunne stadigvæk se ved det svindende dagslys på det tidspunkt, men vi kunne også se, at det ville tage mindst en time mere, inden jollen ville være flydende.
Mens vi står der og danner os et overblik over situationen, kom Marianes far og lillesøster os til undsætning. Regine havde fortalt dem om vores problemer.
De ekstra kræfter gjorde, at vi fik jollen vippet så meget, at den kom fri af skæret, og vi kom en time før hjem, end vi ellers ville have gjort.
Vi havde en rigtig flot tur hjem, Marianes stedkendte far foran, og månelys ind agtenfra. Med vilje ville vi ikke sejle på det tidspunkt, men når det ikke kunne være anderledes, var det en flot oplevelse.
Christian og Per var hjemme lidt før os, de havde 4 rensdyr med, og Karen havde hamburgerryg og grøntsager klar, da vi kom hjem, selv om hun havde seneskedehindebetændelse og derfor kom til at tabe en flaske rødvin på gulvet, så den splintredes.
Der blev 1,5 kg rensede muslinger ud af det, og de kunne lige være i fryseren.
Når jeg tidligere skrev, at muslingerne var lige ved at gå i vasken, så var det, fordi tanken havde lukket for salg af benzin før vi havde beregnet det. Vi SKULLE have haft benzin på begge både, men efter mange overvejelser blev vi enige om, at vi havde nok i tankene.
Sine rammede en pæl gennem vores bekymringer da hun foreslog, at hvis vi ikke var fremme ved hytten, inden vi havde brugt halvdelen af det benzin, vi havde, så kunne vi bare vende om. Værre kunne det ikke gå.
Muslingerne er rigtig gode i fiskesuppe, eller bare varme, med smeltet persille- og hvidløgssmør over, til et stykke brød.
Thursday, September 20, 2007
Årets første sne
Jeg mødte ham i morges, ham danskeren, som står overfor sin første vinter i Grønland, og som ikke lader sig gå på af 10 cm. sne med tendens til sjap.
Jeg skal sige med det samme, jeg ved ikke, hvem han er.
Men selv på lang afstand var jeg ikke i tvivl om, at det var en dansker på vej på arbejde, jeg havde foran mig, da jeg i morges gik ned ad bakken ovre på forlandet. Ikke fordi han hilste – jeg kender ham jo ikke – og heller ikke fordi hans udseende afslørede ham, godt pakket ind i vinterfrakke med hætte som han var.
Det var den måde, han bevægede sig gennem årets første sne, der afslørede hans herkomst. Som om sneen ikke eksisterede. Same procedure as always. Han gik målrettet og raskt ned ad bakken, i dyb tillid til, at de rigtige støvler ville holde ham på rette kurs.
Det er nu min opfattelse, at man bør afpasse farten efter forholdene, eller sagt med andre ord, nyfalden, klam sne er lumsk, især ned ad bakken, så det er bedre at tage den med ro, end det er at ende på rumpen, så man kommer til at døje med våde bukser den halve dag på arbejde.
Det kan godt være, jeg har tendens til at være en anelse FOR forsigtig (det vil Christian i hvert fald sige), når jeg færdes på de snebelagte veje. Jeg var i hvert fald i starten, nu ER jeg holdt op med at sige ”U” når jeg føler, fødderne skrider under mig. Christian brød sig ikke om det. Jeg måtte finde på noget andet, så det første år brugte jeg ”pensionistsøm”. Eller dvs. sportsforretningen solgte dem under navnet ”klatrepigge” så vidt jeg husker. Jeg havde det fint med associeringen til en sportsudøver, men jeg fjernede piggene prompte da der var én, der sagde: ”Nååå, du har nok fået pensionistsøm på dine sko”.
Så hellere rissikere liv og lemmer.
Christian har ikke de problemer. Han hører også til dem, der tror, at man kan gå med helt normal fart og med hænderne i lommen, selv om der ligger nysne over isen. Også selv om han ender med stængerne i vejret, jeg ved ikke hvor mange gange hver vinter. Han har faktisk præsteret at kure på rumpen det halve af vejen på arbejde – sådan lød det i hvert fald, da han fortalte om det.
Det har jeg aldrig set en grønlænder gøre, selv om det stadig kan undre mig, hvordan især grønlandske mænd kunne holde balancen, når de med store skridt og gummistøvler gik forbi mig ned ad bakken ovre hvor vi boede før.
Det jeg vil sige er, at vintersæsonen blev skudt ind i nat. Vi fik den første sne, og fjeldene er faktisk stadig hvide her godt over middag. Det skulle godt nok gerne forsvinde igen, for vi er ikke vinterklar. Vi har ikke plukket sortebær endnu, vejret har været dårligt i weekenderne, og vi skal have samlet mos og grene til julepynt.
Julepynten SKAL vi ud efter. Sortebærrene BEHØVER vi ikke, vi har stadig bær i fryseren fra sidste års høst.
Ham danskeren fra i morges kom heldigvis sikkert ned ad bakken.
Jeg skal sige med det samme, jeg ved ikke, hvem han er.
Men selv på lang afstand var jeg ikke i tvivl om, at det var en dansker på vej på arbejde, jeg havde foran mig, da jeg i morges gik ned ad bakken ovre på forlandet. Ikke fordi han hilste – jeg kender ham jo ikke – og heller ikke fordi hans udseende afslørede ham, godt pakket ind i vinterfrakke med hætte som han var.
Det var den måde, han bevægede sig gennem årets første sne, der afslørede hans herkomst. Som om sneen ikke eksisterede. Same procedure as always. Han gik målrettet og raskt ned ad bakken, i dyb tillid til, at de rigtige støvler ville holde ham på rette kurs.
Det er nu min opfattelse, at man bør afpasse farten efter forholdene, eller sagt med andre ord, nyfalden, klam sne er lumsk, især ned ad bakken, så det er bedre at tage den med ro, end det er at ende på rumpen, så man kommer til at døje med våde bukser den halve dag på arbejde.
Det kan godt være, jeg har tendens til at være en anelse FOR forsigtig (det vil Christian i hvert fald sige), når jeg færdes på de snebelagte veje. Jeg var i hvert fald i starten, nu ER jeg holdt op med at sige ”U” når jeg føler, fødderne skrider under mig. Christian brød sig ikke om det. Jeg måtte finde på noget andet, så det første år brugte jeg ”pensionistsøm”. Eller dvs. sportsforretningen solgte dem under navnet ”klatrepigge” så vidt jeg husker. Jeg havde det fint med associeringen til en sportsudøver, men jeg fjernede piggene prompte da der var én, der sagde: ”Nååå, du har nok fået pensionistsøm på dine sko”.
Så hellere rissikere liv og lemmer.
Christian har ikke de problemer. Han hører også til dem, der tror, at man kan gå med helt normal fart og med hænderne i lommen, selv om der ligger nysne over isen. Også selv om han ender med stængerne i vejret, jeg ved ikke hvor mange gange hver vinter. Han har faktisk præsteret at kure på rumpen det halve af vejen på arbejde – sådan lød det i hvert fald, da han fortalte om det.
Det har jeg aldrig set en grønlænder gøre, selv om det stadig kan undre mig, hvordan især grønlandske mænd kunne holde balancen, når de med store skridt og gummistøvler gik forbi mig ned ad bakken ovre hvor vi boede før.
Det jeg vil sige er, at vintersæsonen blev skudt ind i nat. Vi fik den første sne, og fjeldene er faktisk stadig hvide her godt over middag. Det skulle godt nok gerne forsvinde igen, for vi er ikke vinterklar. Vi har ikke plukket sortebær endnu, vejret har været dårligt i weekenderne, og vi skal have samlet mos og grene til julepynt.
Julepynten SKAL vi ud efter. Sortebærrene BEHØVER vi ikke, vi har stadig bær i fryseren fra sidste års høst.
Ham danskeren fra i morges kom heldigvis sikkert ned ad bakken.
Friday, September 14, 2007
Lidt lommefilosofi på en fredag morgen
Jeg har undervisningsfri om fredagen.
Det betyder, at jeg ikke skal møde klokken 8 og at jeg derfor kan høre P1. (Sendes via fjernsynet, når der ikke er fjernsynsudsendelser) I dag blev jeg grebet af at lytte til en kvindelig journalist, som har skrevet nogle artikler fra Uganda i Urban. Hun har bl.a. lavet et interview med en enlig mor til 6 børn, og hun fortalte, hvor svært det havde været at adskille følelser fra professionalisme, for, som hun sagde, ”da jeg forlod hendes hytte, var det svært at lade være med at spekulere på, hvor hun skulle få mad fra til børnenes næste måltid uden et socialt sikkerhedsnet.
På vej på arbejde havde jeg den ugandesiske kvinde med 6 sultne børn på nethinden, og jeg kom til at tænke på et par situationer, som gjorde et stort indtryk på mig, mens vi boede i Tanzania. Og jeg kom til at koble historierne til et møde, jeg lige har været til i Nuuk.
Så det her det kommer til at handle om innovation i skolesystemet og enlige mødre i Afrika. Sammenhængen er ikke indlysende, men fantasi kan bygge bro mellem hvad som helst.
Men det hele startede for en 3 uger siden.
Per forstander kom og spurgte – på den måde, som ledere spørger, når de ved, at de har ret til at lede og fordele arbejdet – om jeg ville være interesseret i at deltage i et møde, arrangeret af KIIP, Landsstyreområdet for kultur, uddannelse, forskning og Kirke og SIIP, Landsstyreområdet for erhverv, landbrug og Arbejde. Arbejdstitlen på mødet skulle være Innovation og iværksætteri i uddannelsessektoren og formålet med mødet var at give os som brancheskole, sammen med hele uddannelsessektoren og erhvervslivet i Grønland, lejlighed til at komme med input til nye studieordninger, således at der på sigt kan skabes en rød tråd gennem uddannelsessystemet som sikrer, at de mennesker vi er med til at producere, bliver innovative. I koalitionsaftalen fra maj 2007 står der således at: ”Vi skal på alle måder finde veje til at realisere et politisk og økonomisk selvbærende grønlandsk samfund”.
Politikerne mener nemlig, at innovative voksne er en forudsætning for et selvstændigt Grønland, eller sagt på en anden måde, innovatørerne skal være med til at finansiere det nuværende bloktilskud på 3 mia. kr.
Man kan næsten sige, at innovation skal redde Grønland ud af et politisk problem. Men innovation er i det hele taget kommet på dagsordenen – også uden for Grønland. Innovation er et nyt fag i de danske gymnasier, og bliver sikkert også tilbudt som fag på gymnasierne heroppe inden længe. Jeg har ikke sat mig ind i, hvilke overvejelser, der ligger bag indførelsen af faget i de danske gymnasier, men støtteordninger til iværksættere sender i hvert fald signaler om, at danske politikere også efterspørger innovatører.
Jeg har nydt godt af ATI’s efteruddannelsespolitik, så jeg er faktisk kvalificeret til at undervise i innovation på gymnasieniveau.
Og det var derfor, Per opfordrede mig til at deltage i mødet.
Så er det bare jeg tænker: ”Hvis det at producere innovatører er noget nyt, og noget, som politikerne mener, skolerne kan gøre, hvad er det så, skolerne har produceret indtil nu?
Som elev kunne man godt få den ide, at skolerne er til for elevernes skyld - nogen elever vil måske endda tro, at de er til for at genere dem. Men skolerne har altid spillet den samfundsmæssige rolle, som består i at forsyne samfundet med velkvalificerede borgere til at udføre de opgaver, samfundet skal have løst.
Måske er det sådan at et industrisamfund, som Vesteuropa er på vej væk fra at være, har brug for stabile autoritetstro og samvittighedsfulde mennesker, som møder til tiden og ellers gør, hvad de får besked på. Nu, hvor mange industriarbejdspladser er flyttet væk fra Vesteuropa, har vi måske slet ikke brug for de kvalifikationer mere. Det er måske derfor, at vi nu skal til at finde ud af, hvordan skolerne klæder eleverne på til at udfylde de pladser, informationssamfundets krav om nytænkning stiller til arbejdskraften. Og her er det måske ikke nok, bare at erklære den sorte skole for død, og i stedet indføre frit spil på alle hylder, som skolesystemet gjorde op gennem halvfjerdserne og fremefter.
Hvis skolerne skal producere innovatører, tror jeg, det er nødvendigt at se både på metode og indhold; jeg tror ikke, det er nok alene at sætte innovation på skoleskemaet som fag. I den grønlandske folkeskole har man allerede, i 2004 så vidt jeg husker, indført et begreb, som de kalder for ”Den gode skole” En af mødrene til ”Den gode skole” var med på mødet. Hendes beskrivelse af tankerne bag lød lovende. Desværre måtte hun indrømme, at folkeskolen i Grønland lider af en katastrofal mangel på kvalificerede lærere, så hun ventede spændt på en undersøgelse, som skulle vise, hvordan reformerne har slået igennem i praksis.
Når jeg så blander enlige, afrikanske mødre ind i det her, så er det fordi jeg har mødt en del, som har været ret innovative, eller hvad man nu skal kalde det, de har i hvert fald været gode til at overleve i et samfund uden socialt sikkerhedsnet.
Jeg skal give to eksempler:
Mama Mihoni skulle opereres i underlivet og manglede penge til at betale hospitalsregningen med. Jeg havde lige været gennem den samme operation og havde stor medfølelse med hendes situation. For mig, som på sin vis havde råd, kostede operationen ingenting, mens hun måtte lide mens hun forsøgte at skaffe penge til sin operation. Jeg husker vi gav et tilskud til mama Mihoni, men ofte måtte vi også sige nej til at hjælpe folk med penge til både det ene og det andet. Det gav en del samvittighedskvaler, især i begyndelsen, men vi kunne ikke hjælpe alle dem, der havde brug for det.
Senere spurgte jeg mama Mihoni om hvordan hun fik skaffet penge til operationen. ”Nååå..” sagde hun. Det havde hun gjort ved at sælge mango fra familiens frugtplantage, som lå lidt uden for byen. Jeg besøgte senere hendes families plantage – den var ikke helt lille. Hun var ikke så afhængig af mit økonomiske bidrag, som jeg først troede.
En anden gang hvor vi var på vej til Mwanza fra Kigoma kom vi til et sted, hvor en væltet lastbil spærrede vejen. Og langt som der var til civilisationen var der ikke udsigt til, at bilen blev fjernet lige med det første. Men det tog ikke mange minutter, før indtil flere kvinder havde etableret små boder med frugt og andre spiselige produkter. Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke ved, om de kvinder var enlige mødre, men jeg beundrer stadig det initiativ, som vi ofte mødte, som får folk til at overleve selv i situationer, som vi synes håbløse. Vi, der er født og opvokset i et velfærdssamfund, ser kun offentlig hjælp som svar på sociale problemer
Det er ikke sikkert, at den enlige, ugandesiske mor lige har en frugtplantage, hun kan hente hjælp i, men min erfaring siger mig, at hun har flere ressourcer end dem, der umiddelbart er synlige for os.
Men den historie sælger ikke så mange aviser.
Og det kan godt være, at mine eksempler ikke er udtryk for innovation i den forstand, som gymnasiet forstår innovation, men ét eller andet sted synes jeg i hvert fald, det er udtryk for opfindsomhed, når folk kan skabe et liv for dem selv under vilkår, som set med vore øjne kan forekomme håbløse.
Så var det bare jeg kom til at tænke på, om et velfærdssamfund i virkeligheden kan være med til at kvæle det innovative menneske?
Det var tanker, der fløj igennem mit hoved på vej til arbejde i morges.
Her i aften har vi fanget 8 rødfisk og 3 torsk, som nu ligger i fryseren – nej den ene torsk gør ikke, den er Christian i færd med at stege, mens jeg sidder og skriver.
Det betyder, at jeg ikke skal møde klokken 8 og at jeg derfor kan høre P1. (Sendes via fjernsynet, når der ikke er fjernsynsudsendelser) I dag blev jeg grebet af at lytte til en kvindelig journalist, som har skrevet nogle artikler fra Uganda i Urban. Hun har bl.a. lavet et interview med en enlig mor til 6 børn, og hun fortalte, hvor svært det havde været at adskille følelser fra professionalisme, for, som hun sagde, ”da jeg forlod hendes hytte, var det svært at lade være med at spekulere på, hvor hun skulle få mad fra til børnenes næste måltid uden et socialt sikkerhedsnet.
På vej på arbejde havde jeg den ugandesiske kvinde med 6 sultne børn på nethinden, og jeg kom til at tænke på et par situationer, som gjorde et stort indtryk på mig, mens vi boede i Tanzania. Og jeg kom til at koble historierne til et møde, jeg lige har været til i Nuuk.
Så det her det kommer til at handle om innovation i skolesystemet og enlige mødre i Afrika. Sammenhængen er ikke indlysende, men fantasi kan bygge bro mellem hvad som helst.
Men det hele startede for en 3 uger siden.
Per forstander kom og spurgte – på den måde, som ledere spørger, når de ved, at de har ret til at lede og fordele arbejdet – om jeg ville være interesseret i at deltage i et møde, arrangeret af KIIP, Landsstyreområdet for kultur, uddannelse, forskning og Kirke og SIIP, Landsstyreområdet for erhverv, landbrug og Arbejde. Arbejdstitlen på mødet skulle være Innovation og iværksætteri i uddannelsessektoren og formålet med mødet var at give os som brancheskole, sammen med hele uddannelsessektoren og erhvervslivet i Grønland, lejlighed til at komme med input til nye studieordninger, således at der på sigt kan skabes en rød tråd gennem uddannelsessystemet som sikrer, at de mennesker vi er med til at producere, bliver innovative. I koalitionsaftalen fra maj 2007 står der således at: ”Vi skal på alle måder finde veje til at realisere et politisk og økonomisk selvbærende grønlandsk samfund”.
Politikerne mener nemlig, at innovative voksne er en forudsætning for et selvstændigt Grønland, eller sagt på en anden måde, innovatørerne skal være med til at finansiere det nuværende bloktilskud på 3 mia. kr.
Man kan næsten sige, at innovation skal redde Grønland ud af et politisk problem. Men innovation er i det hele taget kommet på dagsordenen – også uden for Grønland. Innovation er et nyt fag i de danske gymnasier, og bliver sikkert også tilbudt som fag på gymnasierne heroppe inden længe. Jeg har ikke sat mig ind i, hvilke overvejelser, der ligger bag indførelsen af faget i de danske gymnasier, men støtteordninger til iværksættere sender i hvert fald signaler om, at danske politikere også efterspørger innovatører.
Jeg har nydt godt af ATI’s efteruddannelsespolitik, så jeg er faktisk kvalificeret til at undervise i innovation på gymnasieniveau.
Og det var derfor, Per opfordrede mig til at deltage i mødet.
Så er det bare jeg tænker: ”Hvis det at producere innovatører er noget nyt, og noget, som politikerne mener, skolerne kan gøre, hvad er det så, skolerne har produceret indtil nu?
Som elev kunne man godt få den ide, at skolerne er til for elevernes skyld - nogen elever vil måske endda tro, at de er til for at genere dem. Men skolerne har altid spillet den samfundsmæssige rolle, som består i at forsyne samfundet med velkvalificerede borgere til at udføre de opgaver, samfundet skal have løst.
Måske er det sådan at et industrisamfund, som Vesteuropa er på vej væk fra at være, har brug for stabile autoritetstro og samvittighedsfulde mennesker, som møder til tiden og ellers gør, hvad de får besked på. Nu, hvor mange industriarbejdspladser er flyttet væk fra Vesteuropa, har vi måske slet ikke brug for de kvalifikationer mere. Det er måske derfor, at vi nu skal til at finde ud af, hvordan skolerne klæder eleverne på til at udfylde de pladser, informationssamfundets krav om nytænkning stiller til arbejdskraften. Og her er det måske ikke nok, bare at erklære den sorte skole for død, og i stedet indføre frit spil på alle hylder, som skolesystemet gjorde op gennem halvfjerdserne og fremefter.
Hvis skolerne skal producere innovatører, tror jeg, det er nødvendigt at se både på metode og indhold; jeg tror ikke, det er nok alene at sætte innovation på skoleskemaet som fag. I den grønlandske folkeskole har man allerede, i 2004 så vidt jeg husker, indført et begreb, som de kalder for ”Den gode skole” En af mødrene til ”Den gode skole” var med på mødet. Hendes beskrivelse af tankerne bag lød lovende. Desværre måtte hun indrømme, at folkeskolen i Grønland lider af en katastrofal mangel på kvalificerede lærere, så hun ventede spændt på en undersøgelse, som skulle vise, hvordan reformerne har slået igennem i praksis.
Når jeg så blander enlige, afrikanske mødre ind i det her, så er det fordi jeg har mødt en del, som har været ret innovative, eller hvad man nu skal kalde det, de har i hvert fald været gode til at overleve i et samfund uden socialt sikkerhedsnet.
Jeg skal give to eksempler:
Mama Mihoni skulle opereres i underlivet og manglede penge til at betale hospitalsregningen med. Jeg havde lige været gennem den samme operation og havde stor medfølelse med hendes situation. For mig, som på sin vis havde råd, kostede operationen ingenting, mens hun måtte lide mens hun forsøgte at skaffe penge til sin operation. Jeg husker vi gav et tilskud til mama Mihoni, men ofte måtte vi også sige nej til at hjælpe folk med penge til både det ene og det andet. Det gav en del samvittighedskvaler, især i begyndelsen, men vi kunne ikke hjælpe alle dem, der havde brug for det.
Senere spurgte jeg mama Mihoni om hvordan hun fik skaffet penge til operationen. ”Nååå..” sagde hun. Det havde hun gjort ved at sælge mango fra familiens frugtplantage, som lå lidt uden for byen. Jeg besøgte senere hendes families plantage – den var ikke helt lille. Hun var ikke så afhængig af mit økonomiske bidrag, som jeg først troede.
En anden gang hvor vi var på vej til Mwanza fra Kigoma kom vi til et sted, hvor en væltet lastbil spærrede vejen. Og langt som der var til civilisationen var der ikke udsigt til, at bilen blev fjernet lige med det første. Men det tog ikke mange minutter, før indtil flere kvinder havde etableret små boder med frugt og andre spiselige produkter. Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke ved, om de kvinder var enlige mødre, men jeg beundrer stadig det initiativ, som vi ofte mødte, som får folk til at overleve selv i situationer, som vi synes håbløse. Vi, der er født og opvokset i et velfærdssamfund, ser kun offentlig hjælp som svar på sociale problemer
Det er ikke sikkert, at den enlige, ugandesiske mor lige har en frugtplantage, hun kan hente hjælp i, men min erfaring siger mig, at hun har flere ressourcer end dem, der umiddelbart er synlige for os.
Men den historie sælger ikke så mange aviser.
Og det kan godt være, at mine eksempler ikke er udtryk for innovation i den forstand, som gymnasiet forstår innovation, men ét eller andet sted synes jeg i hvert fald, det er udtryk for opfindsomhed, når folk kan skabe et liv for dem selv under vilkår, som set med vore øjne kan forekomme håbløse.
Så var det bare jeg kom til at tænke på, om et velfærdssamfund i virkeligheden kan være med til at kvæle det innovative menneske?
Det var tanker, der fløj igennem mit hoved på vej til arbejde i morges.
Her i aften har vi fanget 8 rødfisk og 3 torsk, som nu ligger i fryseren – nej den ene torsk gør ikke, den er Christian i færd med at stege, mens jeg sidder og skriver.
Tuesday, August 28, 2007
The Prize of the Pole
Kulturelle arrangementer har det med at gå uden om Maniitsoq. Hvis danske kunstnere besøger Grønland, er det først og fremmest Nuuk, de besøger. Hvis de tager ud til andre byer på kysten vil det typisk være til Ilulissat i Nordgrønland, måske Sisimiut og eventuelt Sydgrønland.
Men så godt som aldrig til Maniitsoq.
Det samme gælder, for grønlandsk producerede teaterforestillinger. F.eks. så har
Den nordiske kulturfond NAPA i den tid jeg har været i Grønland finansieret flere film og teaterforestillinger, både for børn og voksne. For teaterforestillingernes vedkommende gælder det almindeligvis, at de bliver produceret og opført i Nuuk, hvorefter de så tager på turne på kysten, men også uden mellemlanding i Maniitsoq.
Det har irriteret mig, når jeg er blevet opmærksom på det. Og helt galt gik det, da jeg så, at filmen The Prize of the Pole ikke var en undtagelse fra denne praksis.
The Prize of the Pole er en dokumentarfilm, som handler om polareskimoen Robert Peary II, som rejser i sin berømte oldefar, nordpolsfareren Robert E. Peary’s fodspor.
Den gamle Robert Peary’s ønske om at være den første, der besejrede Nordpolen, gjorde, at han kom til Grønland adskillige gange i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk kom han her fast i en periode på 23 år. Et år tog han den 6-årige Minik, hans far og 4 andre voksne grønlændere med tilbage til New York. Museum of Natural History havde bedt ham tage én eskimo med tilbage – til videnskabelig undersøgelse, som de sagde. Peary havde på daværende tidspunkt allerede forsynet museet med bl.a. adskillige eskimokranier. En kæmpe meteorit lykkedes det ham også at få om bord og sejlet til New York.
Robert Peary II er altså en af de, i hvert fald kendte, efterkommere efter polarfarerens grønlandske familie, han havde også en amerikansk kone og datter. Det er Peary-familien, der er filmens tema, men Miniks historie løber gennem hele filmen som en rød tråd. Kun en af de voksne grønlændere, som Minik kom til Amerika sammen med, vendte tilbage til Grønland året efter, resten døde, heriblandt Miniks far; de kunne ikke tåle mødet med de fremmede og for dem ukendte sygdomme. Miniks far blev begravet og Minik selv blev adopteret af én af de ansatte på museet – mr. Wallash, så vidt jeg husker – som, udover sit arbejde på museet, havde en privat virksomhed lidt udenfor New York, hvor han præparerede skeletter, både fra dyr og mennesker, skulle det vise sig, for museet. Her endte Miniks far. Det var en attrap, der var blevet begravet i museumshaven, skelettet blev efter sigende udstillet på museet.
Der er skrevet flere bøger om Minik og hans historie, bl.a. ”Giv mig min far”, som slutter med at fortælle, at Miniks far blev udleveret fra museet i slutningen af 1990’erne og ført tilbage til Qaanaq, hvor han endelig blev begravet.
Jeg har brugt Miniks historie i undervisningen som eksempel på forrige århundredes menneskesyn, så det glædede mig meget, at den endelig blev filmatiseret. Men den blev selvfølgelig, havde jeg nær sagt, heller ikke vist i Maniitsoq. Ikke før jeg ringede til NAPA og brokkede mig.
For at gøre en lang historie kort, så fik vi lov til at låne filmen, mod at vi ville oplyse NAPA om, hvor mange der havde set filmen, og mod at forestillingerne skulle være gratis for alle.
Vi skulle så vise den søndag aften kl. 19.00 i forsamlingshuset. Jeg må sige, at jeg var noget spændt på, hvor mange der ville komme, da jeg, en halv time før forestillingen skulle begynde, gik ned til forsamlingshuset.
Og hvad møder jeg så der? En låst dør og mindst 25 mennesker, der venter på at komme ind. ”Shit”, tænkte jeg, ”der er nogen, der har glemt en aftale her”.
Men det var der heldigvis ikke. Stolene var klar til 120 tilskuere, sagde forsamlingshus-inspektøren, og nogle af vores elever var klar med kolde og varme drikke samt kager og popcorn i lange baner. (De skal tjene penge til en studietur).
Det tog 10 minutter at fylde salen – med 270 mennesker. Og der var lige så mange udenfor.
Vi viste filmen 2 gange samme aften – anden gang var der 220 mennesker i salen.
Det var fantastisk. Og kageboden fik udsolgt.
Men så godt som aldrig til Maniitsoq.
Det samme gælder, for grønlandsk producerede teaterforestillinger. F.eks. så har
Den nordiske kulturfond NAPA i den tid jeg har været i Grønland finansieret flere film og teaterforestillinger, både for børn og voksne. For teaterforestillingernes vedkommende gælder det almindeligvis, at de bliver produceret og opført i Nuuk, hvorefter de så tager på turne på kysten, men også uden mellemlanding i Maniitsoq.
Det har irriteret mig, når jeg er blevet opmærksom på det. Og helt galt gik det, da jeg så, at filmen The Prize of the Pole ikke var en undtagelse fra denne praksis.
The Prize of the Pole er en dokumentarfilm, som handler om polareskimoen Robert Peary II, som rejser i sin berømte oldefar, nordpolsfareren Robert E. Peary’s fodspor.
Den gamle Robert Peary’s ønske om at være den første, der besejrede Nordpolen, gjorde, at han kom til Grønland adskillige gange i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk kom han her fast i en periode på 23 år. Et år tog han den 6-årige Minik, hans far og 4 andre voksne grønlændere med tilbage til New York. Museum of Natural History havde bedt ham tage én eskimo med tilbage – til videnskabelig undersøgelse, som de sagde. Peary havde på daværende tidspunkt allerede forsynet museet med bl.a. adskillige eskimokranier. En kæmpe meteorit lykkedes det ham også at få om bord og sejlet til New York.
Robert Peary II er altså en af de, i hvert fald kendte, efterkommere efter polarfarerens grønlandske familie, han havde også en amerikansk kone og datter. Det er Peary-familien, der er filmens tema, men Miniks historie løber gennem hele filmen som en rød tråd. Kun en af de voksne grønlændere, som Minik kom til Amerika sammen med, vendte tilbage til Grønland året efter, resten døde, heriblandt Miniks far; de kunne ikke tåle mødet med de fremmede og for dem ukendte sygdomme. Miniks far blev begravet og Minik selv blev adopteret af én af de ansatte på museet – mr. Wallash, så vidt jeg husker – som, udover sit arbejde på museet, havde en privat virksomhed lidt udenfor New York, hvor han præparerede skeletter, både fra dyr og mennesker, skulle det vise sig, for museet. Her endte Miniks far. Det var en attrap, der var blevet begravet i museumshaven, skelettet blev efter sigende udstillet på museet.
Der er skrevet flere bøger om Minik og hans historie, bl.a. ”Giv mig min far”, som slutter med at fortælle, at Miniks far blev udleveret fra museet i slutningen af 1990’erne og ført tilbage til Qaanaq, hvor han endelig blev begravet.
Jeg har brugt Miniks historie i undervisningen som eksempel på forrige århundredes menneskesyn, så det glædede mig meget, at den endelig blev filmatiseret. Men den blev selvfølgelig, havde jeg nær sagt, heller ikke vist i Maniitsoq. Ikke før jeg ringede til NAPA og brokkede mig.
For at gøre en lang historie kort, så fik vi lov til at låne filmen, mod at vi ville oplyse NAPA om, hvor mange der havde set filmen, og mod at forestillingerne skulle være gratis for alle.
Vi skulle så vise den søndag aften kl. 19.00 i forsamlingshuset. Jeg må sige, at jeg var noget spændt på, hvor mange der ville komme, da jeg, en halv time før forestillingen skulle begynde, gik ned til forsamlingshuset.
Og hvad møder jeg så der? En låst dør og mindst 25 mennesker, der venter på at komme ind. ”Shit”, tænkte jeg, ”der er nogen, der har glemt en aftale her”.
Men det var der heldigvis ikke. Stolene var klar til 120 tilskuere, sagde forsamlingshus-inspektøren, og nogle af vores elever var klar med kolde og varme drikke samt kager og popcorn i lange baner. (De skal tjene penge til en studietur).
Det tog 10 minutter at fylde salen – med 270 mennesker. Og der var lige så mange udenfor.
Vi viste filmen 2 gange samme aften – anden gang var der 220 mennesker i salen.
Det var fantastisk. Og kageboden fik udsolgt.
Subscribe to:
Posts (Atom)