Leverpostej og birkes

Der er 2 opskrifter, jeg altid bliver bedt om. Det er opskriften på leverpostej og opskriften på birkes. Når de er aktuelle igen, er det fordi Sørens fødselsdag nærmer sig, og fordi det betyder, at jeg skal give - ikke kage, men brød til formiddagskaffen. Og igen er der så nogen, der beder om opskrifter. Nu lægger jeg dem ud her på bloggen, så behøver jeg ikke slæbe min leverpostejsplettede opskriftsbog med på arbejde fremover.

Jeg fik opskriften på leverpostej af Jytte, vores nabo da vi var nygifte, da jeg arbejde på at blive en god husmor. Og det er et par dage siden. Det betyder, at nogle måske vil mene, at der er for meget fedt i leverpostejen, men det kan man jo bare selv lave om på. I den oprindelige opskrift var mængden af lever og spæk ens, jeg fjerner lidt af spækket, når jeg laver leverpostej i dag, som det fremgår af opskriften. Normalt bruger jeg også letmælk, men i den her udgave, som er baseret på moskusokselever, har jeg erstattet lidt af mælken med piskefløde for at sikre, at leverpostejen ikke bliver for tør.

Opskriften er beregnet på svinelever, men den har været brugt på afrikansk antilopelever, og nu også grønlandsk rensdyrlever og moskusokselever, med lige stort held.

Men opskriften er altså:

Leverpostej af moskusokselever:
600 g lever, godt udvandet for blodrester
400 g spæk, f.eks. fedtlaget fra en kamsteg
3 mellemstørrelse løg

Du skal hakke lever, spæk og løg 1 gang
Derefter skal du lave en opbagning af følgende:

100 g smør smeltes, heri røres
100 g mel. Når blandingen er fri for klumper skal du blande med
5 dl mælk
1 dl piskefløde

Når opbagning koger igennem skal du tage den af varmen og tilsætte
4 æg
2½ spsk. salt
2½ tsk. peber

Æggene skal røres i 1 ad gangen.
Derefter blandes kød med opbagning og hældes i forme, som du bager i ovnen i vandbad. Bagetiden afhænger af formene, så du må prøve dig frem.

Min birkesopskrift er en Amo-opskrift, som stammer tilbage fra samme periode i mit liv. Min svigermor gjorde mig opmærksom på den; hun serverer også stadigvæk nybagte birkes til festlige lejligheder.

Nemme (det står der i opskriften) tebirkes (16 stk.)
300 g hvedemel
100 g smør
en knivspids sukker
1 æg
1 dl kold mælk
50 g gær eller 1 brev tørgær
½ tsk salt

Pynt: sammenpisket æg, æggestrygelse, som det hed, og birkes

Gæren opløses i den kolde mælk.
Derefter blander du de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Dejen skal ikke forhæve.
Du ruller dejen ud til en firkant, så godt du kan strække den, ca. 20x50 cm.
Nu skal du pensle overfladen med noget af det sammenpiskede æg, og derefter skal du folde dejen i 3 lag.
Den sammenlagte dej vender du nu med bunden i vejret, hvorefter du skærer den ud i 12 - 16 stykker efter behag.
Du pensler nu overfladen med æg og drysser med birkes.
Stykkerne hæver tildækket, til de har fået dobbelt størrelse.
Bages ved 200 grader i ca. 12 minutter - eller til de er pænt lysebrune.

Velbekomme.

Ploggere bå panen og mere sprog

Abrobos brugen af ordet "ikke", så må jeg sige, at Michaels erfaringer med brugen af "ikke" fra sygehusverdenen må være endnu mere forvirrende, end de behøver være indenfor min verden, som jo er undervisning. Jeg risikerer tog kun at fejlfordolke, Michael kan i værste fald risikere at fejlbehandle.

Og til min tidligere kollega i Norge: sortebær, eller resterne af dem, møder vi kun som mørklilla mågeklatter nu. Det er snart en måned siden, frosten gjorde dem pløde og sblattede og uegnede til blukning.

Mens jeg er ved det, så skal jeg lige sige til dortheivalo i Sisimiut, at du gav os en ny ide til, hvordan man kan tage skind af dorsk. Vi har ikke brøvet den endnu - det pliver til næste år først - vi kan nemlig ikke have flere dorsk i fryseren.

Det jeg lige vil sige er, at det er sbændende, både at få kommentarer til min egen plog og at læse andres.

Måske er du plevet lidt forvirret af at læse ovenstående. Jeg brøver pare at illustrere en anden ting, som kan give sbroglige misforståelser, nemlig at t og d, p og b, g og k i nogle situationer byttes om, når de udtales efter grønlandske udtaleregler, altså t udtales som d og omvendt, og så fremdeles.

Det tog lidt tid i starten at finde ud af, hvad eleverne mente, når de kom ind på kontoret og spurgte efter, om "bær" var der. Først tænkte jeg: "Hvorfor tror de, vi har bær på kontoret?" Efterhånden gik det op for mig, at det var Per, de spurgte efter.

I skriftlige opgaver kan misforståelsen også vise sig. F.eks. i et projekt, vi havde lige i starten jeg var heroppe, hvor nogle elever skulle beskrive den grønlandske nationaldrag, og een af dem så begynder at snakke om mønsteret på graven, hvor jeg tænkte: "hvorfor begynder hun nu at blande "grave" ind i det her? Hun har da helt misforstået opgaven". Det var sådan set bare mig, der lige skulle lære de grønlandske udtaleregler at gende.

Hvad kan der ikke komme ud af de forskellige udtalemåder? bh-værdier, pærpare bc-ere, og mange flere, som jeg har klemt nu.

Brugen af "ikke" på dansk volder kvaler

I dag skulle jeg igen tænke mig om. Jeg spurgte en elev: "Har du ikke lavet din hjemmeopgave?"
"Jo", svarede hun.
Betyder det så, at hun har lavet den, eller betyder det, at hun ikke har lavet den?

Hvis jeg siger til en dansker: "Vil du ikke med ud at sejle i eftermiddag?" og vedkommende svarer: "ja", så betyder det, at vedkommende gerne vil med ud at sejle. Hvis vedkommende svarer: "nej", så betyder det, at vedkommende ikke vil med ud at sejle.
I min vildfarelse troede jeg, indtil jeg kom til Grønland, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg er uvidende om, hvor mange gange, jeg har stillet et spørgsmål til en grønlænder med "ikke" i sætningen, og hvor jeg har misforstået svaret, jeg ved bare, at jeg op til flere gange har troet, at jeg havde en aftale om et eller andet, hvor det så har vist sig, at det havde jeg nok ikke alligevel.

For nu at gå tilbage til det ovennævnte eksempel, så svarede hun nemlig "jo" til, at hun IKKE havde lavet sin hjemmeopgave. Havde hun derimod svaret "nej" havde det betydet, at det ikke var rigtigt, at hun ikke havde lavet sin hjemmeopgave (to minusser gi'r som bekendt også plus), men at hun netop HAVDE lavet den. Jeg tror da, det går fint med forståelsen efterhånden, men det hænder ofte, jeg lige må tænke over et svar. Det bedste er faktisk, og det prøver jeg på, helt at undgå at bruge "ikke" i spørgende sætninger. Problemet er nemlig også, at nogle grønlændere bruger den danske måde at svare på, mens især de, som ikke bruger dansk så meget, bruger den grønlandske. Kunsten består så i at finde ud af, hvem der bruger hvad.

Vi har en del elever, som ikke har været vant til at bruge dansk til daglig (her på skolen underviser vi på dansk). De har haft dansk i folkeskolen, men det er trods alt ikke det samme som at kunne tale sproget, for slet ikke at tale om at bruge det, når ens kammerater hører på det. Så der sidder altså en del i hver klasse, som kun sjældent tager ordet. Alligevel har det hvert år til eksamen i dansk vist sig, at de sagtens kan tale dansk, når det SKAL være. Med årene har jeg faktisk også lært at kommunikere med de tavse elever, efterhånden som jeg fandt ud af, hvordan mange grønlændere kommunikerer nonverbalt. De bruger nemlig mimik i stedet for ord. Et løftet øjenbryn betyder, at de er med og at de har forstået, hvad jeg siger mens sammenknebne øjne betyder det modsatte. Fra nogen er øjenkontakt svar nok og når folk fra Sydgrønland spidser munden og trækker vejret dybt ind, betyder det "ja".

Sprog og kommunikation mellem forskellige nationaliteter er bestemt ikke bare et spørgsmål om ord, der skal oversættes.

Så husk, hvis jeg bliver tavs og løfter øjenbrynet, så er det ikke fordi jeg hverken er sur eller mistænksom, det er fordi jeg taler grønlandsk.

Blåmuslinger

Her er et udsnit af blåmuslingehøsten.

Jeg svor ellers, da vi kom herop, at vi aldrig mere skulle have 2 300 liters kummefrysere, som vi havde haft i Danmark.
Og hvad er der så sket?
Vi har godt nok ikke 2 300 liters, men vi har 1 400 liters, og den er så propfuld, så der dårligt er plads til de blåmuslinger, vi hentede i søndags.

Problemet er lidt, at hvis vi køber f.eks. laks i brugsen, så er der størst sandsynlighed for, at de kommer fra et lakseopdræt i Norge, og de kan på ingen måde klare sig med de laks, der bliver fanget i farvandene her omkring Grønland. Torsk og ørreder vil vi helst selv fange, selv om disse fiskearter kan købes på brættet (eller pinden, som Gunner sagde), når der er sæson. Rensdyr og moskusokse kan købes frossen i brugsen, men det er hundedyrt, dyrere end importeret oksekød fra Danmark eller lam fra New Zealand, så det har vi almindeligvis købt fra jægerne eller på brættet her i jagtsæsonen, og lagt det ned i fryseren til fiskene – bortset fra i år, hvor Christian har været på jagt selv. Så er der endelig sortebær og grønlandspost, som også skal plukkes i sæsonen og fryses ned, fordi det ikke er muligt at købe disse fortræffelige grønlandske produkter i butikkerne.
Efteråret går faktisk med at samle forråd.
Der bliver faktisk lidt krise, hvis vejret er så dårligt i weekenderne, at vi ikke kan komme ud at sejle. F.eks. har vi ikke fået plukket sortebær i år, fordi det var dårligt vejr den weekend, hvor det var meningen at vi skulle det, og ugen efter kom der sne og frost, som gør, at bærrene bliver bløde og smadrede, når vi rører ved dem. Men pyt, heldigvis har vi stadig mindst 6 kg. tilbage fra sidste år.
Det VAR ellers lige ved at gå i vasken med muslingerne i år.
Vi plukker dem ovre på en stor ø i nærheden af fastlandet. Mariane, som er én af vore elever, hendes familie har en hytte derovre. Sidste år var vi på tur derover, og fandt ud af, at der var rigtig mange muslinger lige i nærheden af deres hytte, fordi de rigtige forhold var til stede, dvs. flad sand- og stenbund, som kommer til syne ved lavvande, og en masse tang. Mariane sagde godt nok, at vi bare selv kunne sejle over og plukke muslinger, altså uden hun var med, men for det første kan vi ikke finde hytten, og for det næste synes vi også, det er sin sag at gå i land ved en fremmed hytte og plukke "deres" muslinger.
Grønlænderne har et andet forhold til ejendomsret end det, vi kender fra Danmark.
Døren til hytterne låser de, ifølge gammel tradition, aldrig. Det skal være sådan,, at folk kan komme ind, hvis de skulle blive fanget af dårligt vejr. Der er også altid mad i hytterne af samme grund. Det eneste man skal er, at man skal efterlade hytten i samme stand, som man fandt den og ellers sørge for, at det man har brugt, bliver erstattet. Og grunden tilhører ikke den, der har hytten, som vores sommerhusgrunde gør (de sætter i hvert fald stakit omkring så andre ikke kommer for tæt på), her kan man gå i land hvor som helst, også selv om der er en hytte i nærheden. Selv ved private huse i byerne ser vi sjældent den markering af territorium, som vi er vant til fra Danmark.
Så altså, selv om Mariane havde sagt, vi bare kunne sejle derover, så ville vi gerne have hende med. Og det skulle så være her i søndags, hvor Christian var med Per på jagt i Fiskefjorden.
Rene og Camilla sejlede i deres båd og Sine og jeg sammen med Mariane, hendes søn og en hund, som Sine er barnepige på, i skolejollen.
Der er det smarte ved skolejollen, sammenlignet med vores båd, at den kan gå længere ind til kysten. Vi kaster som regel anker lidt væk fra kysten, for at undgå at støde på skær, og sejler så det sidste stykke ind til kysten i vores gummibåd. Men det behøvede vi ikke i søndags. Mariane er selvfølgelig stedkendt, så hun vidste, hvor vi skulle sejle ind – det eneste, som ingen af os tænkte over, var at tidevandet gik mod lavvande. Så i den tid det tog os 4 mennesker og en hund at stige af med frokostkurv og spande til muslinger var vandstanden faldet så meget, at vi ikke kunne få båden fri af skærene, og få den lagt for udhal.
Vi havde simpelt hen fået båden parkeret på land.
Det skete der sådan set heller ikke noget ved.
Det der bare var NOGET træls var, at vi nu måtte blive derovre til det næsten blev højvande. Og det gjorde det ikke før ved 22-tiden om aftenen.
Nå, men jeg havde heldigvis min mobiltelefon med, så fra en bakketop fik jeg ringet til Karen, som bor i samme blok som os, og hun lovede at give Christian besked om, hvor jeg var henne, hvis han skulle komme hjem før mig. Så det var bare med at nyde det.
Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Solen skinnede, og vi havde masser af tid til at plukke muslinger, da det blev lavvande, og Sine fik plukket en del sortebær, inden det begyndte at mørkne.
Hen på eftermiddagen kom Regine og hendes mand (medejere af hytten). De skulle hente noget maling, de ikke havde fået brugt, hjem inden vinter – bare sådan en hurtig eftermiddagstur. Men inden de fik set sig om, og selvfølgelig fordi der også lige skulle snakkes lidt, var de også fanget af lavvandet. Ikke at de satte båden på land, som vi havde gjort, for de er selvfølgelig også stedkendte, men de skulle over et skær, som det normalt er muligt at sejle hen over selv ved lavvande. Men det kunne de bare ikke i søndags, fordi det var lige omkring fuldmåne, hvor vandstanden falder ekstra meget ved lavvande.
Rene og Camilla tog af sted ved 18-tiden, mens det stadig var lyst, og det var det også ved 18.30-tiden, hvor Regine og hendes mand endelig kunne komme af sted. Vi tændte et par ekstra fyrfadslys og tog en kop kaffe og noget medbragt mad inden vi gik ned til båden noget før klokken 20.00. Vi kunne stadigvæk se ved det svindende dagslys på det tidspunkt, men vi kunne også se, at det ville tage mindst en time mere, inden jollen ville være flydende.
Mens vi står der og danner os et overblik over situationen, kom Marianes far og lillesøster os til undsætning. Regine havde fortalt dem om vores problemer.
De ekstra kræfter gjorde, at vi fik jollen vippet så meget, at den kom fri af skæret, og vi kom en time før hjem, end vi ellers ville have gjort.
Vi havde en rigtig flot tur hjem, Marianes stedkendte far foran, og månelys ind agtenfra. Med vilje ville vi ikke sejle på det tidspunkt, men når det ikke kunne være anderledes, var det en flot oplevelse.
Christian og Per var hjemme lidt før os, de havde 4 rensdyr med, og Karen havde hamburgerryg og grøntsager klar, da vi kom hjem, selv om hun havde seneskedehindebetændelse og derfor kom til at tabe en flaske rødvin på gulvet, så den splintredes.
Der blev 1,5 kg rensede muslinger ud af det, og de kunne lige være i fryseren.
Når jeg tidligere skrev, at muslingerne var lige ved at gå i vasken, så var det, fordi tanken havde lukket for salg af benzin før vi havde beregnet det. Vi SKULLE have haft benzin på begge både, men efter mange overvejelser blev vi enige om, at vi havde nok i tankene.
Sine rammede en pæl gennem vores bekymringer da hun foreslog, at hvis vi ikke var fremme ved hytten, inden vi havde brugt halvdelen af det benzin, vi havde, så kunne vi bare vende om. Værre kunne det ikke gå.

Muslingerne er rigtig gode i fiskesuppe, eller bare varme, med smeltet persille- og hvidløgssmør over, til et stykke brød.