Sct. Hans

Mange danske traditioner er blevet overført til Grønland, men fejringen af Sankt Hans aften er ikke én af dem, ikke her i byen i hvert fald.

De år, vi har været her på denne aften, har vi, hvis vejret har tilladt det, grillet sammen med kolleger. I år havde vi ingen særlige planer, vi benyttede lørdagens fine sejlvejr til en tur ind i en fjord for at se efter sæler og torsk (fik et par torsk på krogen men så ingen sæler).

I år var der så nogle ihærdige danske børnefamilier, som påtog sig det ansvar at markere den danske midsommerfest på stranden neden for vores blok. Nu er det ikke lige til at finde egnet materiale til et bål og pinde til snobrød i et land, hvor træer, i hvert fald i det meste af landet, er en sjældenhed.

Hvad gør man så?

Jo, en kvik dansk politimand med kone og 2 små børn sørger selvfølgelig for at lave en aftale med den entreprenør, der bygger nyt plejehjem i byen, om at han gerne må tage det nødvendige antal paller til et passende bål. Så vi havde ingen kvaler med at se det værdifulde tørre træ futte af på rekordfart. Og pinde til snobrød. Man har vel fantasi, så en gardinstang af træ fra byggemarkedet var udset til at fungere som pilekvist.

Gardinstængerne overlevede denne Sct. Hans. Der kom for mange "andre" børn, tror jeg, så det var ligesom det private arrangement blev til et offentligt.

Det kan jo være, at det er fordi der ikke er så meget træ i Grønland, at Sct. Hans ikke rigtig har slået an heroppe. Det kan også være fordi grønlænderne fejrer nationaldag den 21. juni. Det er også mere en grønlandsk festdag.

Hovedrengøring

Jeg sidder, næsten musealene, på kontoret, med P1 i øret og lytter til ”Ud med sproget”. Nu ved jeg hvorfor Jammerbugten hedder som den gør – det er fordi det tilbage i tiden var et jammerligt, farligt, sted at besejle.

Det er ferietid på skolen. Forstanderen sidder på sit kontor, der er en enkelt kontordame på kontoret og jeg er den eneste lærer, der ikke er på kursus eller ferie. Men rengøringsdamerne er på arbejde. Der bliver gjort hovedrent over hele huset. Det betyder, at vi på skift har været lidt hjemløse eftersom vores kontorer er blevet endevendt, men det er rigtig dejligt at få frisket op omkring sig. Det giver også anledning til at rydde op i skuffer og skabe og gennemse de dynger, der bliver akkumuleret i løbet af et skoleår, så nu sidder jeg altså her, ved et ryddet skrivebord og bøger på rækker i reolerne, og lytter til P1, næsten klar til at starte på min ferie.

Jeg skal lige hjem og pakke kuffert, jeg tager af sted i morgen tidlig. Christian har stadig travlt på fiskefabrikken så han kommer ikke til Danmark før den 13. juli.

Jeg glæder mig til at komme hjem og se Sørens nye lejlighed.

Duelighed

Så har vi afsluttet vinterens kurser i betjening af VHF-radio og i kortlæsning og retningslinier for sikkerhed til søs. Den 13. juni var vi til teoretisk prøve hvor vi skulle vise, at vi kan udstikke kurser på et søkort og at vi kender de maritime færdselsregler og lyssignaler. På min fødselsdag, den 14. juni, var vi så til den praktiske prøve. Den gik ud på at demonstrere, at vi kan sejle efter kompas og at vi kan håndtere en "mand-over-bord"-situation. Det sidste handler om at samle en person op, der er faldet i vandet, UDEN at påsejle vedkommende - overkommeligt i stille vejr, men det begyndte at blæse lidt, så da de sidste skulle prøve, måtte der flere forsøg til.

Vi bestod alle 6, dvs. Morten, foran til højre, Tobias, nr. 3 fra venstre, Sine, René, Christian og jeg. Det er Kunuunnguaq, yderst til venstre, der har haft maset med at overbevise, især mændene, om, at søvejsreglerne ikke står til diskussion. På et tidspunkt, hvor de må have været uden for pædagogisk rækkevidde, foreslog han den mulighed, at de selv kunne udgive en ny lærebog, hvis de var utilfredse med den, vi brugte. Vi har lært meget af Kunnuunnguaq, også om pædagogik. Det er faktisk sundt, når man selv underviser, at prøve at være i elevens sted. Den sidste på billedet er Peter Lybert, yderst til højre. Han var censor og stillede modigt sin båd til disposition for os.

Uanset at der ikke kræves særlige forudsætninger for at sejle i de grønlandske farvande og uanset at vi ikke til daglig har brug for at afsætte "gissede steder" og beregne "ankomsttidspunkter" og den slags, så giver det en vis tryghed at vide, hvad man skal gøre, hvis uheldet skulle være ude. Tager vi båden med til Danmark, stiller myndighederne der krav om, at man skal have bestået Duelighedsprøven for at vi må sejle i de danske farvande. Men det må vi så gerne nu.

Noget helt andet er, at vi nu kan leje en båd, hvis vi skulle få lyst til det. Jeg så i et sejlerblad, at mange lejer båd og sejler rundt mellem de Vestindiske øer - eneste krav til lejeren er, at vedkommende har et duelighedsbevis.

Måske skulle man overveje at tage derned på ferie.

Jeg tænker bare på, om det er godt med to kaptajner på det samme skib.

Manddomsprøven

Vi er midt i konfirmationstiden.
Der er konfirmation i Kangaamiut, Maniitsoq kommunes største bygd, i dag.
Vejret er desværre ikke med konfirmanderne, det blæser med en styrke, der grænser til storm, hvilket i sig selv er galt nok for dem, der skal sejle derop i private både; men hvad værre er: det regner. Regnvejr er det værste, grønlændere ved, når der skal være fest, fordi regn ikke er godt for den grønlandske nationaldragt, f.eks. så egner støvlerne sig ikke til at holde vand ude. Her i byen huskes julen 2001 stadig som den jul, hvor det var umuligt at bære nationaldragt til gudstjenesten 1. juledag, netop på grund af regnvejr.

I forbindelse med at det er konfirmationstid kom jeg til at tænke på en oplevelse, vi havde i begyndelsen vi var heroppe. Nogen kender den sikkert godt, men I får den alligevel også her:

"MANDDOMSPRØVEN

St. Bededags aften kunne vi ikke falde i søvn. Da den første ”fredagsfilm” var færdig, omkring 23.30, følte vi ikke trang til at sove, så vi besluttede at snuppe den næste film også. Den var jo så selvsagt først færdig da klokken var over 1, men det var vi ikke blevet mere søvnige af. Problemet var, at det, efter vores opfattelse, var alt for lyst til at sove.

Så i stedet for at kæmpe med at falde i søvn besluttede vi at gå en tur. Som sagt var det jo nærmest dagslys, og vi skulle ikke nødvendigvis tidligt op næste morgen, fordi det var lørdag, så vi ville gå en tur gennem den nat-stille by ned til bådehavnen og nyde udsigten ud over havet.

Men … knap havde vi rundet det første sving før vi hørte en taxa nærme sig i rasende fart. Det fik os til at trække godt ud i vejsiden, for taxachaufføren kunne måske tro, at der ikke var fodgængere i byen på den tid af natten. Normalt er det faktisk fodgængere, der har ”forkørselsret” her i byen. Børn leger på gader og veje, og de fleste går over vejen uden at kikke sig for, i sikker forvisning om at de biler, der eventuelt måtte komme, holder tilbage. En følge, selvfølgelig, af at der ikke er så mange biler i byen. Nå, men lige idet taxaen passerede os bagfra var der nogen der skreg og råbte op, så jeg i hvert fald blev godt forskrækket. Gud ske lov var det ikke taxaen, der forulykkede, den var bare fuld af unge mennesker, der hang ud af vinduerne, og morede sig med at råbe efter sagesløse fodgængere som os. Deres alder og påklædning, hvide anorakker, sagde mig, at det højst sandsynligt var konfirmander. Der havde nemlig været konfirmation i byen, den første af 3, St. Bededag.

Nå, tænkte jeg, de er nok på vej hjem fra konfirmationsfest. Jeg havde hørt, at konfirmation bliver fejret med kaffemik om eftermiddagen, hvor folk kan gå rundt og besøge de familier, der har konfirmation, og spisning for den nærmeste familie om aftenen. Og så tænkte jeg, at konfirmanderne måske havde deres egne traditioner, når de officielle fester var overstået. Og at det så måtte være dem, konfirmanderne var på vej hjem fra. Men inden vi var kommet op af grøften efter forskrækkelsen kom taxaen tilbage, stadig i rasende fart, og stadig med de unge hængende ud af alle vinduer. Denne gang blev jeg ikke helt så forskrækket da de, igen lige idet de passerede os, satte i med at skrige og råbe.

For at gøre historien kort så var der først 2, senere 3 taxaer fyldt med unge mennesker, der kørte ræs gennem byens ellers nat-stille gader, jeg tror i over en halv time. Så vores fredelige gåtur endte med at vi måtte bevæge os rundt langs byens autoværn eller klippesider hele tiden opmærksom på, hvor taxaerne nu befandt sig i byen. Men vi fik indblik i, hvordan nogle af de unge her i byen får afløb for deres lyst til at udfordre skæbnen i sommersæsonen. Om vinteren kører de nemlig ræs på snescootere rundt i byens gader eller i fjeldet, hvor de enten kører om kap op og ned af fjeldsiderne eller udfordrer hinanden ved at afprøve, hvem der tør køre længst ud på de tilfrosne fjorde. Flere snescootere er endt på fjordbunden af den grund, siges der.

En herboende dansk politimand har senere fortalt os, at det med at taxaerne kører ræs med bilen fyldt med unge mennesker er en almindelig anerkendt tradition, som bliver praktiseret af konfirmander i forbindelse med konfirmationen. På samme måde som vi i Danmark bestiller selskabslokaler til konfirmation i god tid for at få de lokaler, vi går efter, så bestiller de unge her taxa til dette natteræs op til et helt år i forvejen. Det handler nemlig om at få den flotteste og den hurtigste taxa. Og eftersom politiet kun har tilkaldevagt, som politimanden sagde, så får denne tradition lov til at fortsætte uforstyrret, hvis der ikke er nogen, der direkte melder dem til politiet. Nå ja, kunne man sige, konfirmanderne her i byen har heller ikke muligheder for at tage andre steder hen og holde blå mandag. Med bus til Hamborg f.eks.

I øvrigt kendes traditionen også andre steder i Grønland. I Sisimiut, f.eks., har den været kendt i mange år, i samme form som her i byen, mens konfirmanderne ude i bygderne, hvor vejnettet ikke egner sig til formålet, har sejlet om kap i motorbåde i stedet for at køre om kap i taxaer (her i byen er der ca. 15 km asfaltvej). Og prisen for de natlige udskejelser: Jeg ved ikke, hvad den er for dette års konfirmander, men jeg har ladet mig fortælle, at en konfirmand for et par år siden gav 1.100 kr. for 5 timers natlig taxakørsel. Så havde han også bagsædet for sig selv.

I øvrigt så var det fuldmåne den aften. Den stod ude over havet, kun godt og vel fri af horisonten, kæmpestor, og orangefarvet på en måde der mindede om flammer fra et bål, og som kontrast til en klar blå havoverflade, som næsten ikke kunne skilles fra en lige så blå himmel.

Selvfølgelig lå det digitale kamera hjemme – på den anden side var farveoplevelsen så intens, at vi sent vil glemme det. Og en digital gengivelse ville alligevel heller ikke yde sceneriet den fulde retfærdighed.

Vi havde iøvrigt ingen problemer med at falde i søvn, da vi endelig kom i seng."

Min fødselsdagsmorgen

Jeg fik fødselsdagsmail fra Hanne og familien i Sønderjylland her til morgen. Jeg må indrømme, at lige da jeg åbnede mailen troede jeg, der var noget i vejen med vores computer - den tikkede lidt underligt.

Jeg startede med at kigge oppe og nede - og så, med rumpen i vejret for at tjekke ledninger, brød Poul Dissing ud i "Se hvilken morgenstund..." Den mystiske tikken var optakten til nummeret.

Hvordan kunne du vide, Hanne, at stemningen i Poul Dissings tekst passer perfekt til den morgenstemning, jeg stod op til i dag?

Vi har haft tåget og diset vejr med regn ind imellem i rigtig lang tid efterhånden - 14 dage mindst. Men det klarede op i løbet af i går, og da jeg tjekkede vejrudsigten i går eftermiddag kunne jeg se, at der ville være fuld sol natten til i dag og i formiddag med. Det var derfor virkelig fantastisk at stå op til den udsigt I ser på billedet, og som vi nyder fra spisekrogen. Vejret var så fantastisk, at Christian mente, jeg burde starte dagen med at gå udenfor for at mærke luften - han havde været tidligt oppe for at samle havemøbler, et fint cafeárrangement med 2 stole og et lille rundt bord, til vores udeplads, viste det sig. Vi kunne godt have drukket morgenkaffe derude her kl. 06 i morges, hvis vi havde haft lidt mere end morgenkåbe på.

Pligten kalder, så Christian er gået på arbejde. Vi burde være ude at sejle i det gode vejr, men det gode vejr betyder altså også, at fiskerne er på vandet, og at der bliver indhandlet fisk nede på fabrikken, og at teknikken dernede følgelig skal fungere, så Christian har faktisk noget travlt i øjeblikket. Han sagde lige, at der er omkring 35 mennesker beskæftiget dernede. Det er krabber og torsk, de indhandler.

Læg i øvrigt mærke til det røde sømærke, I kan se over taget på blokken, det kaldes en båke. Fordi den er firkantet, skal den holdes om bagbord, når man er for indgående. Andre båker har en kegle på toppen, de skal holdes om styrbord, når man er for indgående. I øvrigt er de nummererede, så man kan bruge dem til at finde ud af, hvor man er - hvis man altså ikke ved det i forvejen.

Iøvrigt har vi bestået vores VHF-kursus, så nu må vi kalde kystradiostationer og sådan noget. Og i aftes bestod vi teoridelen (der hvor man lærer om søsikkerhed og at udstikke kurser i søkort) til duelighedsprøven. Nu mangler vi lige den praktiske del (der hvor vi skal håndtere "mand overbord"situationer og vise, at vi kan styre efter kompas) - den del skal foregå i eftermiddag.

Der er bare det ved det, at vi skal sejle i en totalt fremmed båd, ret stor iøvrigt, og vejret har ikke givet os muligheder for at øve.

Så skulle I i morgen høre om en bro, der er blevet påsejlet i Maniitsoq, er det sikkert een af os, der har klumret i det. Vi er 6, der skal til prøve.

Grønland i grønlandske medier

Qaanaaq har været i mediernes søgelys her på det sidste. Karen Littauer, dansk kursusholder, filminstruktør og psykolog, har, i begyndelsen af maj måned, til et dansk medie udtalt, at børnene i Qaanaaq ”går for lud og koldt vand” mens forældrene forsumper i druk. Hendes udtalelse førte til, at landsstyret dagen efter indførte forbud mod salg af alkoholiske drikke i Qaanaq.
Sagen er ved at klinge ud i medierne heroppe nu. Men i en måned nu har Karen Littauers udtalelser været forsidestof i de grønlandske medier.
På mange måder er der langt mellem Grønland og Danmark. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at Karen Littauers udtalelser har ført til meget andet i Danmark end at nogen har fået deres fordomme om at grønlændere drikker bekræftet.
Derfor har jeg lyst til at nuancere historien lidt.
Men først lidt om Qaanaaq.
Byen blev grundlagt i 1953, på grund af USA’s udvidelse af sit antiluftskytsbatteri på Thule-basen. Den danske stat eksproprierede ganske enkelt thulefolkets oprindelige bosteds- og fangstterritorium, hvorfor 127 thuleboere i juni 1953, med få døgns varsel, måtte pakke deres ejendele og forlade deres boliger for at begive sig 150 km nordpå, til det vi i dag kender som Qaanaaq.
Thulefolket har i starten af 2000-tallet ført sag mod den danske stat med krav om, at de ville have deres bosteds- og fangstterritorier tilbage; kunne det ikke lade sig gøre, så ønskede de fuld erstatning for tab af indtægtsmuligheder som følge af forringede fangstmuligheder pga. tvangsflytningen. Fangernes erstatningskrav lød på 135 mio. kr. Sagen endte i det danske retssystem i 2003, hvor thulefolket fik tilkendt en mindre, økonomisk erstatning, som efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig. Derfor indgav repræsentanter for de tvangsflyttede, gennem organisationen Hingitaq 53, sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I 2006 besluttede Menneskerettighedsdomstolen at afvise sagen med den begrundelse, at på det tidspunkt, hvor thuleboerne måtte forlade deres hjem, altså i juni 1953, da var befolkningen i Grønland ikke beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention fordi Danmark først skrev under på konventionen 3. september 1953. Domstolen lagde desuden vægt på, at der i 1953 blev skaffet erstatningsboliger på den nye boplads og at folk havde fået mad og redskaber stillet til rådighed. Og derudover blev der i 1985 bygget rigtige huse, og i 1997 anlagt en ny flyveplads.
Så vidt Menneskerettighedsdomstolen – hvad mon de nede i Strasbourg har tænkt at fangerbefolkningen skulle bruge en ny flyveplads til?
I 2005 boede der 640 mennesker i Qaanaaq by.
Det var lidt om de historiske vilkår for befolkningen i Qaanaaq.
Én af dem, der har svaret på Karen Littaurs anklager er borgmesteren i Qaanaaq.
Han er, mildt sagt, utilfreds med, at det er de danske medier, der sætter den politiske dagsorden i Grønland. Han har selv bedt Landsstyret om hjælp til at løse de sociale problemer, der findes i Qaanaaq, uden at vinde gehør. Og så nu, fordi et dansk medie begynder at interessere sig for de sociale problemer i Qaanaaq, så sker der noget. Fra den ene dag til den anden.
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at der er sociale problemer i Qaanaaq og at et mindretal af befolkningen har store alkoholproblemer, men han mener ikke, det berettiger Karen Littauer til at sige, at hele byen sejler rundt i spiritus. Det borgmesteren er sur over er, at grønlandske politikere øjeblikkeligt reagerer på en dansk kvindes udtalelse, når de ikke engang reagerer på lokalpolitikernes bøn om hjælp til en kommune, som er kørt helt i knæ. Situationen er nemlig den, at fangerne i Qaanaaq-området her pr. 30. april mistede deres mulighed for at indhandle sælskind fordi Great Greenland, et hjemmestyre-ejet selskab, lukkede for indhandlingen. Der findes simpelt hen ikke noget erhvervsliv i byen. Borgmesteren har end ikke fået svar på sin henvendelse, der, som han selv siger, er en nødråb og handler om overlevelse, mens en, efter hans mening, useriøs udtalelse til en dansk avis straks får landspolitikerne op af stolene.
Et andet sted i samme avis kan man læse, at Atassut nu ønsker iværksat en undersøgelse af omfanget af omsorgssvigtede børn i Qaanaaq.
Så borgmesteren har ret, der sker noget, når Grønland kommer i de danske aviser.
Og det hele udspringer af et ungdomsteaterteaterprojekt.
Det er tilsyneladende det, folk i Qaanaaq indvilgede i at vær med i. Karen Littauer tilbød kommunen et ungdomsteaterprojekt, som hun selv finansierede gennem tilskud fra forskellige grønlandske og danske fonde. Senere er projektet blevet forvandlet til et projekt for dårligt stillede børn. Teaterprojektet er blevet filmet og Karen Littauer bruger videoklip fra teaterprojektet i sin foredragsvirksomhed. Det kan man se på hendes hjemmeside, hvor hun tilbyder foredraget ”Min fremtid – Projekter for dårligt stillede børn primært fra Grønland” formedelst 4.500 kr. For 6.500 kr. får man maskedans oveni.
I Karen Littauers ansøgningsskemaer til sponsorerne skrev hun, at hun ville filme projektforløbet – under etiske hensyn – således at de unge og sponsorerne kunne få et uddrag af vinterens oplevelser. Hun nævner ikke, at hun ville bruge videoklip til sin foredragsvirksomhed.
Og det er der, befolkningen i Qaanaaq føler sig snydt og bedraget.
Forældrene mener i øvrigt også, at børnene er blevet pålagt at fortælle om private ting – læs: gå bag forældrenes ryg, hvilket har medført, at flere børn og unge nu har brug for psykologbistand.
Karen Littaurs kommentar hertil er, at det havde de brug for i forvejen.
Hun siger i øvrigt nu, at hun fortryder den famøse mail, hun sendte til en journalist på DRs TV-avis. Den mail som satte gang i hele sagen.
Hun er bange for, at et planlagt projekt på Grønlands Østkyst må udskydes, simpelt hen fordi forældrene ikke vil lade deres børn deltage.
Lige nu har hun og hendes mand, Orto Ignatiussen, som hun arbejder sammen med, en retssag hængende over hovedet.
Folk i Qaanaaq ønsker oprejsning.
Og hvad så med de sociale problemer i Qaanaaq?
Som de fleste er enige i findes, men som er blevet lidt væk i forløbet.
Jeg håber, politikerne finder en løsning, som kan gavne dem, det især handler om, nemlig børnene. Foreløbig har jeg læst i aviserne, at socialchefen i byen siger, at børnene har fået det bedre efter at der er blevet indført forbud mod salg af alkohol.
Andre mener, at konfirmationssæsonen, som vi er ind i nu, har været lidt mat i Qaanaaq i år. De håber, forbudet snart bliver ophævet.
Jeg har ikke set nogen meldinger om, hvornår det kommer til at ske.