Thursday, June 14, 2007

Min fødselsdagsmorgen



Jeg fik fødselsdagsmail fra Hanne og familien i Sønderjylland her til morgen. Jeg må indrømme, at lige da jeg åbnede mailen troede jeg, der var noget i vejen med vores computer - den tikkede lidt underligt.

Jeg startede med at kigge oppe og nede - og så, med rumpen i vejret for at tjekke ledninger, brød Poul Dissing ud i "Se hvilken morgenstund..." Den mystiske tikken var optakten til nummeret.

Hvordan kunne du vide, Hanne, at stemningen i Poul Dissings tekst passer perfekt til den morgenstemning, jeg stod op til i dag?

Vi har haft tåget og diset vejr med regn ind imellem i rigtig lang tid efterhånden - 14 dage mindst. Men det klarede op i løbet af i går, og da jeg tjekkede vejrudsigten i går eftermiddag kunne jeg se, at der ville være fuld sol natten til i dag og i formiddag med. Det var derfor virkelig fantastisk at stå op til den udsigt I ser på billedet, og som vi nyder fra spisekrogen. Vejret var så fantastisk, at Christian mente, jeg burde starte dagen med at gå udenfor for at mærke luften - han havde været tidligt oppe for at samle havemøbler, et fint cafeárrangement med 2 stole og et lille rundt bord, til vores udeplads, viste det sig. Vi kunne godt have drukket morgenkaffe derude her kl. 06 i morges, hvis vi havde haft lidt mere end morgenkåbe på.

Pligten kalder, så Christian er gået på arbejde. Vi burde være ude at sejle i det gode vejr, men det gode vejr betyder altså også, at fiskerne er på vandet, og at der bliver indhandlet fisk nede på fabrikken, og at teknikken dernede følgelig skal fungere, så Christian har faktisk noget travlt i øjeblikket. Han sagde lige, at der er omkring 35 mennesker beskæftiget dernede. Det er krabber og torsk, de indhandler.

Læg i øvrigt mærke til det røde sømærke, I kan se over taget på blokken, det kaldes en båke. Fordi den er firkantet, skal den holdes om bagbord, når man er for indgående. Andre båker har en kegle på toppen, de skal holdes om styrbord, når man er for indgående. I øvrigt er de nummererede, så man kan bruge dem til at finde ud af, hvor man er - hvis man altså ikke ved det i forvejen.

Iøvrigt har vi bestået vores VHF-kursus, så nu må vi kalde kystradiostationer og sådan noget. Og i aftes bestod vi teoridelen (der hvor man lærer om søsikkerhed og at udstikke kurser i søkort) til duelighedsprøven. Nu mangler vi lige den praktiske del (der hvor vi skal håndtere "mand overbord"situationer og vise, at vi kan styre efter kompas) - den del skal foregå i eftermiddag.

Der er bare det ved det, at vi skal sejle i en totalt fremmed båd, ret stor iøvrigt, og vejret har ikke givet os muligheder for at øve.

Så skulle I i morgen høre om en bro, der er blevet påsejlet i Maniitsoq, er det sikkert een af os, der har klumret i det. Vi er 6, der skal til prøve.

No comments: