I sidste uge var jeg, som jeg har nævnt tidligere, på kursus i Nuuk. Kurset hed: Klasserummet set i et internationalt perspektiv og i en globaliseret verden. Det varede 3 dage - tirsdag, onsdag og torsdag - så det var ned med fly mandag eftermiddag og hjem fredag morgen, kun en time forsinket på grund af tekniske problemer. Vi var 10 deltagere på kurset hvoraf de fleste kom fra Nuuk. Selve kurset var spændende i sig selv, vi hørte om Bologna-traktat og Pisa-undersøgelser, og formålene med den slags, men det er mindst lige så inspirerende at komme ud og møde andre undervisere og høre om deres arbejde og erfaringer. Hvad gør de på andre uddannelsessteder
for at mindske frafald blandt eleverne, f.eks.?
Så er der jo det med butikkerne i Nuuk. Dernede har de mange spændende ting, som vi ikke kan få her i byen - bøger, eksotiske teer og teposer, god chokolade. Så hvad kom jeg hjem med? Kalktabletter og hårchampo fra Matas, 1 stk. sort sælskind, som jeg garanteret alligevel ikke kan nænne at klippe i stykker til benvarmere, rensdyrspegepølse, teposer, skisokker der ikke ligner Christians, lækker chokolade til jul, og så også lige et par bøger. Det var sådan lige det jeg manglede. Faktisk var det også min plan at besøge rammeværkstedet, der har de masser af malerier og plakater og den slags. Jeg mangler et "sofastykke", synes jeg. Men jeg var for sent på den, der var allerede lukket, da jeg kom derned.
"Så pyt", tænkte jeg, "så går jeg over i kulturhuset og drikker en cafelatte og ser den maleriudstilling, der skulle være derovre".
Gerda Nietzer og Kristian Mainz havde lavet en fællesudstilling af malerier og fotografier med motiver fra Sydgrønland. Gerda Nietzer udstillede malerier af blomster mens Kristian Mainz udstillede fotografier af de landskaber, blomsterne vokser i. Jeg faldt pladask for malerierne. Heldigvis - må jeg vist sige - var der ingen til stede så jeg kunne ikke købe, og næste dag, da jeg fik tid til at gå derned igen, var de alle pakket ned i kasser, færdige til at sende til Danmark.
Meeeen...
Jeg har fundet Gerda Nietzer på nettet: http://www.gerda-nietzer.dk/index.php?page=1
De malerier, der var med på udstillingen i Katuaq, kan jeg ikke finde på hendes hjemmeside, men stilen er den samme.
Malerierne fra Grønland skal vises på en udstilling i Rundetårn i december 2009, stod der i brochuren.
Jeg var heldig jeg kom hjem fredag morgen, det første fly efter fredag landede først i Maniitsoq i går, onsdag. Vi har haft sne og blæst og temperaturer, som har svinget omkring frysepunktet. Især temperaturen har været et problem for vi har ikke afisningsudstyr i de mindre lufthavne på kysten. 5 ekstra dage i Nuuk ville have været lige i overkanten, også selv om kost og logi ville være på Air Greenlands regning. Vi læste i nyhederne, at der var 300 passagerer, der var strandet rundt om i landet.
Thursday, November 20, 2008
Tuesday, November 18, 2008
Gummibådtræk
Christian får lige ordet for en kort bemærkning:
Jeg vil lige fortælle dig, at hele dagen har vi haft storm, slud og sne, så det har ikke været udevejr.
Jeg kom pludselig efter at jeg helt havde glemt gummibåden, den lå stadig nede ved broerne, jeg havde planlagt at få den op med Karls hjælp. Men på grund af ændring af tidspunkt for optagning af båd gik det i fisk, og jeg glemte det.
Så besluttede vi, på trods af vejret, at gå ned for at tage den op og slæbe den over på fabrikken.
Vi fulgtes af derned. Mie stod og ventede til jeg havde fået båden, som var fuld af sne, op på broen. Hvorefter jeg kunne slæbe den i sneen hen til porten. Mie hjalp med at få den ud til vejen, hvor vi kunne slæbe den på sneen.
Det gik fint. Jeg bandt tovet om livet og Mie hjalp til da den var ret tung at slæbe. Efterhånden begyndte den at blive meget tung at slæbe, men det kunne jo være sneen som var tung.
Det sidste stykke foran fabrikken var der en del sne, og vi kunne næste ikke slæbe den. Jeg var ved at tabe pusten, men omsider - efter et umenneskelig slæb - nåede jeg døren, hvor jeg skulle have båden ind. Der opdagede jeg, at Mie slet ikke havde hjulpet det sidste lange stykke hvor der var meget sne, hun gik bare og nød følelsen at være gennemblødt.
Men båden kom ind gennem døren ved Mies hjælp.
Til dem der ved hvad det er, så har jeg for resten lige lavet chapatis , som er superlækre.
Ellers har vi haft en god lørdag, og det var skønt at være ude en tur på trods af vejret.
Efter det må hun vist nøjes med en lille julegave.
Jeg vil lige fortælle dig, at hele dagen har vi haft storm, slud og sne, så det har ikke været udevejr.
Jeg kom pludselig efter at jeg helt havde glemt gummibåden, den lå stadig nede ved broerne, jeg havde planlagt at få den op med Karls hjælp. Men på grund af ændring af tidspunkt for optagning af båd gik det i fisk, og jeg glemte det.
Så besluttede vi, på trods af vejret, at gå ned for at tage den op og slæbe den over på fabrikken.
Vi fulgtes af derned. Mie stod og ventede til jeg havde fået båden, som var fuld af sne, op på broen. Hvorefter jeg kunne slæbe den i sneen hen til porten. Mie hjalp med at få den ud til vejen, hvor vi kunne slæbe den på sneen.
Det gik fint. Jeg bandt tovet om livet og Mie hjalp til da den var ret tung at slæbe. Efterhånden begyndte den at blive meget tung at slæbe, men det kunne jo være sneen som var tung.
Det sidste stykke foran fabrikken var der en del sne, og vi kunne næste ikke slæbe den. Jeg var ved at tabe pusten, men omsider - efter et umenneskelig slæb - nåede jeg døren, hvor jeg skulle have båden ind. Der opdagede jeg, at Mie slet ikke havde hjulpet det sidste lange stykke hvor der var meget sne, hun gik bare og nød følelsen at være gennemblødt.
Men båden kom ind gennem døren ved Mies hjælp.
Til dem der ved hvad det er, så har jeg for resten lige lavet chapatis , som er superlækre.
Ellers har vi haft en god lørdag, og det var skønt at være ude en tur på trods af vejret.
Efter det må hun vist nøjes med en lille julegave.
Sunday, November 9, 2008
Nu går båden i vinterhi
Vi har haft den flotteste afslutning på sejlsæsonen, man kan tænke sig.
Man kan vente sig hvad som helst på den her årstid - vejrmæssigt altså - regn, slud, frost, sne storm, sol og sikkert meget mere. Alt sammen spændende på hver sin måde, men når vi skal sejle, kan jeg bedst lide stille vejr og sol, som vi havde i går.
Vi havde inviteret vores nye kollega - Ib - og hans kone Susanne på fisketur, deres første i Grønland. Jeg tror de fik fanget 12 torsk, selv om de brugte en del tid på fiskesnøre-udredning. Det var noget med en stor torsk - ja undskyld mig - der morede sig med at vikle sig ind i sidemandens fiskesnøre. Vi nåede at fange 25 torsk inden vi i fangstrusen kom til at tænke på, at dyrene jo også skal gøres rene. Nå, det er nu ikke så slemt, vi er efterhånden ret øvede udi fiskerensning. Christian fjerner indvoldene på stedet, til stor glæde for mågerne, som redder sig et nemt måltid på den måde. Finpudsningen venter vi med, til vi kommer hjem.
Jeg tror vi har torsk nok i fryseren vinteren over.
Det var første gang vi sejlede med det nye oliefyr. Vi fyrede godt nok mest for fuglene, fordi Christian ikke er helt færdig med installationen, men det virker. Og blev fingrene for kolde af at stå og rense fisk, var det fint at kunne varme dem i luftstrømmen fra det rør, som skal monteres, så luften ryger ned i kabinen. Til næste år bliver det godt.
Vi vendte næsen hjemad i lyset fra de sidste solstråler, som farvede de sneklædte fjelde lyserøde og lyseblå så man skulle tro, det var et eventyrlandskab, vi befandt os i. Det var en flot afslutning på sejlsæsonen.
I morgen tager jeg flyveren til Nuuk, jeg skal på et 3-dages kursus i pædagogik set i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Som lærer kører det meget på output - jeg har brug for noget input også.
Man kan vente sig hvad som helst på den her årstid - vejrmæssigt altså - regn, slud, frost, sne storm, sol og sikkert meget mere. Alt sammen spændende på hver sin måde, men når vi skal sejle, kan jeg bedst lide stille vejr og sol, som vi havde i går.
Vi havde inviteret vores nye kollega - Ib - og hans kone Susanne på fisketur, deres første i Grønland. Jeg tror de fik fanget 12 torsk, selv om de brugte en del tid på fiskesnøre-udredning. Det var noget med en stor torsk - ja undskyld mig - der morede sig med at vikle sig ind i sidemandens fiskesnøre. Vi nåede at fange 25 torsk inden vi i fangstrusen kom til at tænke på, at dyrene jo også skal gøres rene. Nå, det er nu ikke så slemt, vi er efterhånden ret øvede udi fiskerensning. Christian fjerner indvoldene på stedet, til stor glæde for mågerne, som redder sig et nemt måltid på den måde. Finpudsningen venter vi med, til vi kommer hjem.
Jeg tror vi har torsk nok i fryseren vinteren over.
Det var første gang vi sejlede med det nye oliefyr. Vi fyrede godt nok mest for fuglene, fordi Christian ikke er helt færdig med installationen, men det virker. Og blev fingrene for kolde af at stå og rense fisk, var det fint at kunne varme dem i luftstrømmen fra det rør, som skal monteres, så luften ryger ned i kabinen. Til næste år bliver det godt.
Vi vendte næsen hjemad i lyset fra de sidste solstråler, som farvede de sneklædte fjelde lyserøde og lyseblå så man skulle tro, det var et eventyrlandskab, vi befandt os i. Det var en flot afslutning på sejlsæsonen.
I morgen tager jeg flyveren til Nuuk, jeg skal på et 3-dages kursus i pædagogik set i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Som lærer kører det meget på output - jeg har brug for noget input også.
Wednesday, November 5, 2008
Flash backs til gode minder
Det sker tit, at jeg oplever noget, der giver flash back til begivenheder, der har været stuvet godt af vejen i hukommelsen.
F.eks. så har Christian - efter lange og dybe overvejelser - besluttet sig for at anskaffe et oliefyr til båden. Apparatet har været et tilbagevendende tema hvert år på denne tid, men i år tog han så den alvorlige beslutning at købe det. Nu må du ikke tro, at vi slet ikke har haft varme i båden tidligere - det har vi skam - men der er den hage ved det, at det kun kan producere varme, når vi sejler. Jo hurtigere vi sejler, jo mere varme i kabyssen. Der er bare det ved det, at vi ikke opholder os i kabyssen, når vi sejler. Den udnytter vi mest, når vi ligger stille, vi sidder ofte dernede og spiser, f.eks., og - ja - uden motoren kørende, ingen varme.
Vores varmeproblem minder mig om Ole og Robertha, vores gode venner fra Kigoma. Da de engang skulle køre i bil hele vejen fra det sydlige Afrika til Danmark havde de anskaffet en kaffemaskine, som var beregnet til at bruge i bilen, en opfindelse, som var helt ny den gang. Der var bare den ulempe ved det, viste det sig, at hvis bilen skulle producere strøm nok til at lave kaffe med, skulle de køre fuld fart i bilen. Idyllen ved kaffen gik lidt fløjten på den måde, sagde de senere.
Lige nu laver jeg flødeost. Det står og luner på komfuret mens jeg sidder og skriver, og minder mig om Lenes fetaosteproduktion i Hjallerup, men især om vores forsøg med at lave ost af langtidsholdbart mælk heroppe. Det gik ikke. Signe forsøger sig de her dage med pulvermælk, jeg har glemt at spørge til, hvordan det går.
Vi kan købe flotte pærer i butikkerne. Synet af dem får mine tænder til at løbe i vand ved tanken om Lailas pæretærter - måske skulle jeg gemme nogen, det kunne være hun kunne tage opskriften med, når hun og Arne kommer på besøg til sommer. Jeg må hellere tjekke med hende.
Vi fik et dejligt tykt lag sne sidste nat. Det var derfor rigtig dejligt at gå på arbejde i morges, alt var flot hvidt, og dejligt stille. Christian er altid så omsorgsfuld når vi følges ad om vinteren. Han er bekymret for, om jeg overser de glatte steder på vejen, der hvor der er is under sneen, glatte pletter efter sneskovlen og den slags. Omsorgen går på hele tiden at holde mig orienteret om, hvor der er specielt godt at gå og hvor jeg skal passe særligt på. Det er jeg rigtig glad for, for det betyder, at jeg kommer på arbejde om morgenen uden at ligne en snemand. Som Christian f.eks gjorde her til morgen. Han havde helt glemt, at børnene havde lavet en dejlig lang glidebane lige ved indkørslen til skolen (ned af bakken). Sneen sletter som bekendt alle spor, og Christian kom først i tanke om glidebanen, da han lå på den - med arme og ben ud til alle verdenshjørner.
Det var der, jeg kom i tanke om tegnefilmen hvor bambi kommer på glatis, jeg tror vi plejer at se den i fjernsynet ved juletid. Og det er der ikke længe til.
F.eks. så har Christian - efter lange og dybe overvejelser - besluttet sig for at anskaffe et oliefyr til båden. Apparatet har været et tilbagevendende tema hvert år på denne tid, men i år tog han så den alvorlige beslutning at købe det. Nu må du ikke tro, at vi slet ikke har haft varme i båden tidligere - det har vi skam - men der er den hage ved det, at det kun kan producere varme, når vi sejler. Jo hurtigere vi sejler, jo mere varme i kabyssen. Der er bare det ved det, at vi ikke opholder os i kabyssen, når vi sejler. Den udnytter vi mest, når vi ligger stille, vi sidder ofte dernede og spiser, f.eks., og - ja - uden motoren kørende, ingen varme.
Vores varmeproblem minder mig om Ole og Robertha, vores gode venner fra Kigoma. Da de engang skulle køre i bil hele vejen fra det sydlige Afrika til Danmark havde de anskaffet en kaffemaskine, som var beregnet til at bruge i bilen, en opfindelse, som var helt ny den gang. Der var bare den ulempe ved det, viste det sig, at hvis bilen skulle producere strøm nok til at lave kaffe med, skulle de køre fuld fart i bilen. Idyllen ved kaffen gik lidt fløjten på den måde, sagde de senere.
Lige nu laver jeg flødeost. Det står og luner på komfuret mens jeg sidder og skriver, og minder mig om Lenes fetaosteproduktion i Hjallerup, men især om vores forsøg med at lave ost af langtidsholdbart mælk heroppe. Det gik ikke. Signe forsøger sig de her dage med pulvermælk, jeg har glemt at spørge til, hvordan det går.
Vi kan købe flotte pærer i butikkerne. Synet af dem får mine tænder til at løbe i vand ved tanken om Lailas pæretærter - måske skulle jeg gemme nogen, det kunne være hun kunne tage opskriften med, når hun og Arne kommer på besøg til sommer. Jeg må hellere tjekke med hende.
Vi fik et dejligt tykt lag sne sidste nat. Det var derfor rigtig dejligt at gå på arbejde i morges, alt var flot hvidt, og dejligt stille. Christian er altid så omsorgsfuld når vi følges ad om vinteren. Han er bekymret for, om jeg overser de glatte steder på vejen, der hvor der er is under sneen, glatte pletter efter sneskovlen og den slags. Omsorgen går på hele tiden at holde mig orienteret om, hvor der er specielt godt at gå og hvor jeg skal passe særligt på. Det er jeg rigtig glad for, for det betyder, at jeg kommer på arbejde om morgenen uden at ligne en snemand. Som Christian f.eks gjorde her til morgen. Han havde helt glemt, at børnene havde lavet en dejlig lang glidebane lige ved indkørslen til skolen (ned af bakken). Sneen sletter som bekendt alle spor, og Christian kom først i tanke om glidebanen, da han lå på den - med arme og ben ud til alle verdenshjørner.
Det var der, jeg kom i tanke om tegnefilmen hvor bambi kommer på glatis, jeg tror vi plejer at se den i fjernsynet ved juletid. Og det er der ikke længe til.
Subscribe to:
Posts (Atom)