Friday, May 30, 2008

Vintervejr

Det er fredag den 30. maj... og vi har SNESTORM. Jeg er udmærket klar over, at datoen står som overskrift over hvert indlæg, men jeg bliver altså nødt til at pointere, at det ER den 30. maj i dag, især overfor mig selv, man skulle nemlig ikke tro det, når man kikker ud af vinduet.

De sidste dage har jeg ellers gået og glædet mig over, at de små hvide blomster endelig ER begyndt at titte frem i sprækkerne i fjeldet. Det var ved at være sommer - lige indtil vi vågnede i morges til forblæst vasketøj, der var snoet 20 gange omkring tøjsnoren, og sne på vinduerne.

Men pyt - jeg skal forberede eksamen til på mandag, så det kommer weekenden til at gå med. Det værste er, at censor sidder i Sisimiut. Han er godt nok her fra byen, men han har været censor i Sisimiut den her uge, og skal efter planen komme hjem i morgen. Det håber jeg så, der bliver flyvevejr til.

Jeg tror alligevel, jeg lige vil lufte tanken for forstanderen om, at der kan blive brug for en plan B.

Wednesday, May 28, 2008

Boligmarkedet

Mange har hørt om ejer-til lejer-ordningen, som især nogle politikere har haft stor fordel af.

Men ved du, hvad en præ-vacant bolig er? Et eller andet sted kan man selvfølgelig regne ud, hvad ordene betyder. Jeg har altid været klar over, at boligmarkedet her i Grønland opererer med noget, de kalder vacantboliger, men først i går hørte jeg, at der også findes en præ-udgave.

Heroppe hænger job og bolig på mange måder sammen. Hvis jeg siger mit job på ATI op, skal jeg også flytte fra min lejlighed, dvs. jeg kan ikke bare finde et andet job her i byen uden at jeg også skal skifte lejlighed - i teorien i hvert fald. Skolen har - som andre virksomheder - en pulje af lejligheder i det landsdækkende boligselskab INI, jeg mener det er 11. Så derfor, når der bliver ansat en ny lærer på skolen, kommer vedkommende automatisk først på ventelisten. Jeg husker ikke, nogen har ventet på lejlighed her.

Men i Nuuk - uha, uha. Boligsituationen der gør, at mange opgiver jobbet. Det var lige ved at ske for en folkeskolelærer her fra byen, som flyttede til andet job i Nuuk i oktober sidste år. Hun blev så træt af at bo i møbleret lejlighed og uden sine private ting, at hun kraftigt overvejede at sige op. Heldigvis fik hun for 1½ måned siden tilladelse til at få sine egne møbler ud af containeren, så nu har hun det godt igen.

I går spiste jeg frokost sammen med en biologilærer fra Nuuk - hun er censor for Sine - hun beklagede tabet af en kollega, som, efter 1 år i vacantbolig, har givet op og rejser tilbage til Danmark her til sommerferien. Det var hende som fortalte, at mange starter i en præ-vacant bolig. Boligmangelen skulle være særlig slem nu, fordi INI har taget en blok ud af markedet - den var simpelt hen for medtaget til at reparere og den er nu overladt til et nedbrydningsfirma.

De personlige gener ved at undvære bøger og den slags er indlysende, men økonomisk set er vacant-systemet en guldgrube for nogen, fordi det er arbejdsgiveren, der skal betale huslejen. Først når man har fået sin egen lejlighed, overtager man selv betalingen - så det er 3 - 6.000 kr. ekstra om måneden.

Men prøv lige at tænke på, hvad det koster samfundet! En præ-vacant bolig kan sammenlignes med et hotelværelse, og prisen er derefter, dvs. den koster 600 kr. om dagen. Vacantboliger kan koste helt op til 20.000 om måneden - for selvfølgelig er det efterspørgslen, der bestemmer prisen. Efter sigende skulle der ligefrem være nogen, der flytter ud af sin INI-bolig og lejer den ud som vacantbolig - en god forretning, hvis man kan finde husly et andet sted.

På en måde så forstår jeg det ikke helt. Hvis der er en vacantbolig - så ER der da en bolig. Hvorfor kan folk så ikke bare leje den på normale vilkår? Samfundet ville spare en hulens masse penge, både til lejeudgifter og til rekruttering. Det kunne være interessant at undersøge, hvem der tjener på systemet.

Vi betaler godt 6.000 kr. i husleje og varme for vores 3-rums lejlighed, som man kalder det her.

Ejerbolig er ikke særlig udbredt heroppe, så vi slipper for spekulationer over faldende huspriser og den slags genvordigheder, som præger det danske boligmarked i øjeblikket.

Sunday, May 25, 2008

Folkeskolen i Maniitsoq

Man kan måske sige, at overskriften lægger lidt op til, at der nu skal komme en generel udtalelse om folkeskolen her i byen - det gør der ikke.

Men jeg synes folkeskolen i Grønland i det hele taget fortjener lidt oprejsning. Og her skal jeg med det samme sige, at det kendskab jeg havde til denne institution indtil sidste søndag udelukkende stammede fra diverse medier, danske såvel som grønlandske. Og det kan man ikke sige, man bliver i godt humør af. Mangel på uddannede lærere.... - nej, problemerne vil jeg ikke gå i detaljer med her, de er uendelige, og jeg er sikker på I også har læst om dem i Danmark.

Men så var det, at folkeskolen her i byen kom til at mangle en censor i dansk til deres 11. klasser, 2 udvidede klasser og 1 almen klasse. Derfor troppede jeg op nede på Atuarfik Kilaaseeraq mandag morgen, MEGET spændt på at møde nogle levende folkeskoleelever, så jeg ved selvsyn kunne få et indtryk af, HVOR sløjt det i virkeligheden stod til - i hvert fald med danskkundskaberne.

Og altså.... jeg ved det udmærket godt.... jeg underviser i det... "HUSK NU" siger jeg til eleverne, "MEDIERNE INTERESSERER SIG OFTEST KUN FOR DE DÅRLIGE EKSEMPLER, DET GIVER DE BEDSTE HISTORIER".

Hvis du ikke allerede har gættet det, så kan jeg bare sige, at mine negative forventninger SELVFØLGELIG blev gjort til skamme. Heldigvis. Alle mødte til eksamen, velforberedte og veltalende, mange fik gode karakterer, enkelte fik dårlige, anderledes kan det ikke være. De 4 dage jeg var censor på folkeskolen var en sand fornøjelse, ikke mindst fordi jeg blev mindet om, hvad det er for et stof, fordomme består af. Og jeg har fået et rigtig godt eksempel, som jeg kan hive frem næste gang, jeg skal forklare hvad begrebet "fordomme" dækker over. Super... for at bruge et af Sørens udtryk.

Fredag havde jeg selv 3 elever til eksamen i historie, det gik også flot. Og sådan er det jo heldigvis: inden længe husker jeg kun deres flotte eksamensresultater, ikke alt det hverdags-bøvl jeg havde med at få dem op om morgenen, få dem til at læse lektier, forsømmelse o.s.v. o.s.v.

Jeg kan så måske undre mig lidt over, hvor de opvakte unge mennesker går hen, når de forlader skolesystemet - det kunne være dejligt, hvis vi også mødte dem som politikere, f.eks. Men måske er det dem, der flygter fra Grønland? Der er immervæk 17.000 grønlændere i Danmark, og - det ved jeg udmærket godt - de er ikke sociale tabere allesammen , selv om medierne gør deres til at nogen kunne tro det.

Tuesday, May 13, 2008

Besøg af Lene og en ting mindre at huske på

I aften er jeg sluppe af med 1 af tidens åg - og det mens jeg sad og så "Ha det godt" på KNR.

De, der har læst mit tidligere indlæg, kunne måske finde på at tænke: "Hvorfor ser hun det program, når nu hun synes, det er så irriterende, fordi det har en negativ påvirkning på hendes samvittighed"? Til det kan jeg kun svare: "Vi har kun 1 kanal, og programmet sendes lige på det tidspunkt, hvor jeg gerne slapper af efter arbejdsdagen", i aften har jeg lært, at det kaldes at powernappe, på godt dansk.

Nå, men mens jeg sad der og slappede af var Lene lige pludselig i stuen hos os. Min søster Kirstens datter, Lene. Hun arbejder på en virksomhed, som producerer vandsenge, og i den her sammenhæng optrådte hun som ha-det-godt-testpilot, hun skulle sove middagssøvn på arbejde. Eller powernappe. Men det er altså det samme, som Christian gør, når han kommer hjem fra arbejde, og som jeg hjælper med, hvis det har været en lang dag på arbejde.

Og så er det slet ikke nødvendigt at drikke 2 eller 3 liter vand, som de fleste går og siger. Man skal bare drikke, når man føler tørst. Det er da til at huske.

Sunday, May 11, 2008

Forårsblomster og pinse på arbejde

Det her billede er tage kl. 01.30 for et par dage siden. Vi er ved at gå ind i den tid på året, hvor det kan være helt fantastisk at sejle om natten. Lyset er magisk og vandet er ofte spejlblankt, og der er ikke andre ude på den tid.


Jeg sad lige og surfede i billederne fra sidste år, og blev pludselig opmærksom på, at forårsblomsterne lader vente på sig i år. Dette billede er taget den 10. maj sidste år. På nuværende tidspunkt er der ikke tegn på blomster nogen steder. Sneen trækker sig ganske vist mere og mere tilbage, men det eneste liv jeg kunne finde i sprækkerne i fjeldet i går var nogle meget små grønne mospuder - det HAR været et koldt forår.
Båden kom i vandet i fredags. Christian nåede lige at få installeret batterier og skiftet olie de steder, det skal gøres, inden Qalulerivik kom og hentede den her på vinterpladsen uden for skolen fredag eftermiddag. Vi var lige ude og vende en lille tur i aftes - men ikke noget med at dyppe langlinen i vandet overhovedet, vi har stadig fisk i fryseren fra sidste år. Vejret var ellers flot hele dagen - sol fra en skyfri himmel - men Christian havde en reparatør på fiskefabrikken, så han måtte være i nærheden. Og det skal han iøvrigt være hele pinsen. Jeg benytter så lige muligheden for at få nogen af mine eksamensforberedelser fra hånden. Det går lidt nemmere, når der ikke er undervisning, der skal passes samtidig.
Vi har kun en uges undervisning tilbage nu - fredag er sidste skoledag. Så kommer det til at gå slag i slag, først skriftlig eksamen i matematik og dansk, og derefter de mundtlige. Jeg skal gøre klar til 1 skriftlig eksamen i dansk og 3 mundtlige eksamener: dansk, samfundsfag og historie. Derudover skal jeg for første gang være censor nede på folkeskolen - det gælder afgangsprøverne i dansk for 10. og 11. klasserne samt aftenskolens voksenhold. 4 dage med MANGE elever hver dag. Det bliver spændende.
Jeg må vist hellere komme i gang.

Sunday, May 4, 2008

Kost- og motionstyrrani

Birdie, bogey, bunker, par 5, eagle. Golfkendere vil vide, at det er udtryk, som stammer fra golfsporten. Jeg har aldrig haft en golfkølle i mine hænder, alligevel svirrer de nævnte udtryk rundt i mit hoved for øjeblikket. Forklaring følger.

Enhver ved – hvis man da ellers læser aviser og blade og ser TV – at visse madvarer og motion er sundt, ind imellem hører man ligefrem, at den rette kost og motion ordineres mod sygdomme. For at sige det rent ud, så er jeg efterhånden ved at være træt af alle de løftede pegefingre – eller måske er det bare mig, der efterhånden synes, at jeg ”synder”, hvis jeg f.eks. spiser et stykke kage eller ikke kommer op på 600 gram frugt og grønt om dagen.

Jeg har tænkt en del over det her på det sidste. F. eks. så går jeg ikke bare på arbejde eller andre steder hen alene for at komme fra A til B – nej da. Jeg ved nøjagtigt, at jeg har 1000 skridt på arbejde, 2000 hvis jeg skal ned til procesteknikerne den korte vej, og 500 mere hvis jeg tager den lange. Jeg har 2.500 skridt ned til butikkerne og så fremdeles. Jeg skal gå nogle ture, kan man jo nemt regne ud, for at komme op på de anbefalede 10.000 skridt pr. dag. Og det gør jeg jo heller ikke. Men det hjælper noget, hvis jeg går raskt til, svinger godt med armene og spænder i mave- og andre muskler samtidig, så får jeg ekstra meget gavn af turen, bilder jeg mig ind. Så er der madpakken - som selvfølgelig ikke må være pakket ind i staniol – groft brød, magert pålæg, frugt og grønt til mellemmåltider skyllet ned med mindst mindst 2 liter vand. Forestil jer, den dårlige samvittighed, man kan få, hvis nogen giver kage til kaffen, eller man har glemt sin madpakke og må hente fast food i Brugsen.

Det jeg bare vil sige er, at jeg synes vi bliver bombarderet fra alle sider med gode råd om, hvad vi skal spise og hvor meget vi skal motionere, for at leve et sundt liv. Man kan blive helt forvirret af det, i bedste fald. Som Margrethe på kontoret, der den anden dag forsigtigt spurgte: "Hvorfor er det, man helst skal undgå mælkeprodukter?" I værste fald må man plages af konstant dårlig samvittighed, for det er, for mig at se, ikke muligt at følge alle anbefalinger, hvis man også skal passe sit arbejde. Så er det, jeg lytter til min afdøde mors stemme. Hun gik faktisk meget op i, hvad hun mente, der var sundt. Hendes motto var: hvis du har lyst til en bestemt fødevare, så er det fordi din krop har brug for den. Det er da til at holde styr på. Og med hensyn til motion, så er det selvfølgelig også indlysende, at en vis mængde gør, at man får mere energi, i modsætning til hvis man bare slænger sig i sofaen.

Og det er så her, golfen kommer på banen. Ikke at vi har en golfbane her i byen, nej, men vi har købt et spil, så vi nu kan motionere foran fjernsynet. Jeg snakker om et Nintendo Wii spil.

Kamilla og René introducerede boxen for os til deres house warming party. Ud over golf kan man f.eks. spille bowling og tennis og man kan bokse. Og det er rigtig sjovt, både at øve for sig selv og spille sammen med andre. Og man kan nemlig sagtens få sved på panden af det.

Tennisspillet giver ikke de store problemer, det kender jeg. Anderledes er det med golf. Første gang jeg prøvede, anede jeg til sidst ikke, hvor bolden var henne i forhold til det hul, jeg skulle ramme. I dag gik jeg 3 huller og fik 1 under par, par, og 2 under par. Måske skulle jeg satse på golf, når vi kommer hjem. I mellemtiden kan jeg jo øve mig på reglerne.