Monday, August 11, 2008

Så er ferien slut

Vi var i Qorqut forrige lørdag. Dernede er der en elv, som vrimler med særligt flotte ørreder. På billedet praler Christian af dagens fangst. Meeen, ret skal være ret, vi var flere om at fange dem. Christian fangede nok 12-14 stykker af dem, og jeg fangede 3 - det sidste husker jeg tydeligt.
Vi havde en rigtig dejlig dag i Qorqut. Vi, 3 både med 8 passagerer, sejlede hjemmefra kl. 07.00 om morgenen og havde en fin tur nedad, 1½ times sejlads i flot vejr. Vi drak morgenkaffe i myggefrit område, dvs. om bord på bådene, derefter gik vi i land og vandrede en god halv time op ad en elv før vi fandt et godt fiskested. Her slog vi os ned, og nogen fordrev de næste 4-5 timer med fiskeri, mens andre røg og stegte fisk, som vi nød med medbragte salater og andre delikatesser.
Sidst på eftermiddagen havde vi fanget de fisk, vi kunne bære ned til båden, så vi pakkede sammen og gjorde klar til at sejle hjem.

Hjemturen kom til at taget noget længere tid end udturen. Billedet herover viser René og hans passager i skumsprøjt. Vi diskuterer stadigvæk hvor høje bølgerne var på det her sted - 3 meter er der nogen, der siger. Hvis der er nogen, der har lyst til at læse om hjemturen set ud fra Renés synsvinkel, så får I lige adressen her.

Billedet af Christian her er fra fuglefjorden i går. Der var vandet anderledes fredeligt.

Der var masser af fugle i de små lejligheder. Vi havde en rigtig dejlig dag i fuglefjorden. Vi var 5 både af sted med mange af vore kolleger og 4 danske gæster, der holder kursus på skolen de her dage. Vi tog hjemmefra i lidt små-gråvejr, men solen brød igennem skyerne, og vi kunne se den ene fjeldtop dukke frem af tågedisen efter den anden mens vi lå inde i bunden af fjorden og spiste frokost. Nogen sejlede ind og rørte - næsten, i hvert fald - ved indlandsisen, mens vi var et par stykker, der syntes, det var helt fint at se den fra båden. På vejen op og hjem så vi hvaler indtil flere gange, men jeg kan ikke finde dem på de billeder, jeg tog - desværre. Jeg slår min lid til Dan og hans telelinse. Vi fangede lige nogle torsk på vejen hjem, og da de var gjort i stand og vi havde spist stegt torsk, var vi mere end klar til at gå i seng.

Nu står den så på kursus - i dag og de næste 3 dage. Det tegner spændende.