I dagens avis, Sermitsiaq, har en lokal repræsentant for partiet Siumut (søsterparti til Socialdemokratiet) skrevet et lille indlæg, som lufter det synspunkt, at børnepasning i Grønland burde være gratis.
De argumenter, der bliver brugt for dette synspunkter er, at al nødvendig offentlig service overfor borgerne, så som skole og uddannelse, skolepasning, sundhedsvæsen, tandlæge og aftenskoleundervisning, er gratis.
Det er rigtigt: mange af de ting, man betaler for i Danmark, er gratis heroppe. Tandlægebesøg skal man ikke betale for. Ulempen er så, at vi her i byen aldrig helt ved, om vi overhovedet HAR en tandlæge, eller hvis vi har, hvor længe han så bliver. Eller om han er på bygdebesøg. Personalet på klinikken hernede i byen har nemlig, ud over byens befolkning, også ansvar for skoletandplejen og kommunens 3 bygder. De har bestemt nok at se til. Det er sikkert også derfor, at de ikke forventer at se deres patienter med 6 måneders mellemrum sådan bare til et tjek - nej, der skal tandpine til for at tandlægen inviterer på en plads i stolen. Ellers må man stille sig til tåls med en tandrensning hos en af klinikassistenterne.
Lige for tiden kører sundhedsvæsenet en kampagne på KNR, som sætter fokus på at forbedre tandsundheden hos børn - det er tiltrængt - men jeg tvivler på, der er tandlæger nok til at dække behovet. I Nuuk og i Sisimiut er der private tandklinikker, alt andet lige så må de da være med til at lette presset lidt fra den offentlige tandpleje.
Af andre ting, som er gratis her, men som vi skal betale for i Danmark, kan jeg nævne medicin, også det vi forstår som håndkøbsmedicin, og præventionsmidler.
Spørgsmålet er, om det bliver ved med at være sådan?
Man skulle tro, at siumutteren her fra byen ikke er helt opdateret med hensyn til sit partis officielle politik, for Hans Enoksen og Landstinget går altså den modsatte vej. Landspolitikerne taler om brugerbetaling på forskellige områder. Ensprissystemet på vand, varme og el er blevet afskaffet så prisen nu afspejler produktionsomkostningerne med det resultat, at bygdebefolkningen har svært ved at betale for deres forbrug mens befolkningen i de større byer har fået forbedrede vilkår.
Det sidste Hans Enoksen har annonceret er at befolkningen fremover skal regne med en vis grad af brugerbetaling på sundhedsområdet. F.eks. foreslår han, at folk skal betale for at få foretaget en abort med den begrundelse, at samfundet ikke kan løse alle problemer. Det vil der simpelt hen ikke være råd til.
Selvfølgelig har forslaget givet genlyd i medierne. Nogen siger, at forslaget vil ramme de svageste medborgere unødigt og dermed skabe endnu flere sociale problemer. Andre mener, at abort, som det fungerer nu, bliver brugt som en slags prævention, og at et betalingssystem ville gøre især de unge bevidste om andre præventions-muligheder. Det er en kendsgerning, at der bliver foretaget mellem 8 og 900 aborter om året, næsten lige så mange som antallet af børnefødsler.
Det store antal aborter belaster selvfølgelig de offentlige udgifter. Men hvad med pigerne? Der er rigtig mange unge, der får abort. En del af vore elever har fået indtil flere, uden at de ser det som et problem. Det virker mere, som om de ser det som en selvfølgelig løsning på en uønsket graviditet og jeg har, så vidt jeg lige kan komme i tanke om, ikke mødt nogen, der spekulerede dybere over mulige konsekvenser, fysiske såvel som psykiske, af en abort. En tidligere elev, en pige på 19 år, stillede sig endog meget kritisk overfor det sundhedspersonale, der prøvede at overbevise hende om, at det måtte være sløseri når hun skulle have foretaget sin 5. abort, og at hun skulle passe bedre på sig selv. Moren bakkede helt op om pigen i hendes kritik af sundhedspersonalet, og de var ikke i tvivl om, at det var deres skyld, pigen måtte døje med psykiske efterveer af aborten.
Jeg må indrømme - jeg tænker efterhånden heller ikke nærmere over det, hvis en af vore elever skal en lille tur på sygehuset, det varer trods alt kun et par dage, så er de tilbage på skolebænken igen. Men jeg må nok sige, jeg blev noget forarget, da en ung pige, som er politiker, foreslog, at de første 10 - ja, du læste rigtigt, hun
sagde ti - aborter skulle være gratis, først derefter ville hun være med til at tale om brugerbetaling.
Og det er altså pigerne, jeg er bekymret for, ikke landskassen. Jeg synes, det må dreje sig om at ændre holdninger til det at få en abort mere end det handler om gratis eller ikke gratis.
Så, et godt råd til politikerne: Mere oplysning om de konsekvenser, der kan være af at få foretaget en abort. Og forresten, sørg også lige for at skaffe flere tandlæger.
