Mødedisciplin er et evigt tilbagevendende tema på lærerrådsmøderne. Hvordan skal vi som skole forholde os til at nogle elever har svært ved at komme op om morgenen og møde til tiden?
De sidste 3 år, tror jeg nok det er, har vi haft Louise ansat som ”mor” – ja, det har eleverne altså døbt hende. Én af hendes opgaver er at vække de elever, der har bestilt morgenvækning.
Der er delte meninger om den ordning. Nogle mener, vi tager ansvaret fra eleverne ved at vække dem, mens andre mener vi sender et signal om, at det er vigtigt at komme op og møde i skolen til tiden. ATI fik en del kritisk medieomtale af ordningen til at begynde med. Siden har flere skoler ansat personer, som har til opgave at holde hånden under eleverne for at sikre, at de ikke får for meget fravær og ender med at droppe ud. Nu hedder de bare coaches, mentorer eller andet tidstypisk. Og de skal sørge for at frafaldet mindskes.
Jeg tror, det er ordet ”mor”, der kan virke provokerende på nogen. Men vi har spurgt eleverne, og for dem er Louise altså ”mor” og ikke noget andet smart.
Og hvorfor kommer jeg så lige til at tænke på mødedisciplin nu?
Det er sommerferietid. Det er fredag eftermiddag. Klokken er 5, og det er drønvarmt. En perfekt dag til en tur til stranden. Det er sådanne dage man kan gå i Grønland og drømme om at opleve, når man kommer ned på ferie.
Vi er i Danmark, men vi sidder ikke på stranden. Vi slænger os på seng og sofa på Det grønlandske Patienthjem i København mens vi prøver at holde temperaturen på et rimeligt niveau ved at holde solen ude og fanen i gang. Det kolde bord er klar i kantinen om en halv time, men Søren kommer med friske rødspætter, som en venlig mand tog med hjem fra havnen i morges, nye kartofler og jordbær. Der er køkken så man kan selv lave sin mad, hvis man har lyst.
Jeg skal måske lige sige lidt om Det grønlandske Patienthjem, som ligger på Hyrdevangen 9 i Brønshøj. Hvis man bliver syg og har brug for hjælp ud over det, man kan tilbyde i Grønland, bliver man sendt til Danmark. Mens man opholder sig her, kan man bo på Det grønlandske Patienthjem. Det er et dejligt sted hvor der er alt, hvad man har brug for i det daglige + sygeplejersker, som holder hånd i hanke med at man kommer frem i patientkøen.
Personalet sørger også for at der holder transportmidler klar ved fordøren, så man kan overholde de aftaler, man har med det danske sygehusvæsen.
Det eneste man selv skal gøre er at sørge for at være der til tiden.
Og det er tilsyneladende svært for nogle - ifølge den chauffør, der kørte Christian til undersøgelse på Gentofte Sygehus i formiddag. I dag skulle han tilbage og hente en, der var kommet for sent, hvilket betød, at hans frokostpaus røg.
Jeg tænkte: ”så lad ham da være”. Men min næste tanke var så: ”jo, men det vil altså være rigtig dyrt for samfundet, hvis han ikke holder sin aftale med sygehuset. Spildt tid for en læge - ny aftale – længere ophold på Det grønlandske Patienthjem osv.” Og ikke mindst: Der var en anden, der kunne have fået lægens tid.
Tilbage til ATI’s syvsovere – jeg bliver dødirriteret på de elever, som har for vane at skide på den aftale, de har med mig om morgenen. Og jeg mener det er forkert, bare at lade som ingenting ud fra det synspunkt at ” de skal jo lære, at de er flyttet hjemmefra, og ikke har deres mor til at ordne alt for dem. De skal lære at tage ansvar for dem selv.”
Det sidste kan vi ikke være uenige om.
Men jeg mener også det er at tage ansvar, hvis man erkender, at man har svært ved at komme op om morgenen, og derfor beder om at blive vækket. Jeg synes, vi skal holde fast i vores vækkeordning, også selv om nogle elever bliver immune overfor mors morgenvækning. Ordningen sender signal til eleverne om, at ATI mener, det er vigtigt at møde i skolen til tiden.
Vi har fået 250 ansøgninger til 60 pladser i år. Det er spild af samfundets penge, bare at sløse et år på ATI væk, og - ikke mindst – synd for dem, der ikke får chancen.
Det hører vel også med til den personlige kompetence, at man respekterer de aftaler, man laver med læger, lærere og alle mulige andre mennesker.
Det er svært at vurdere, hvad det er, de unge får med sig i rygsækken efter et år på ATI - ud over nogle karakterer forstås.
Jeg håber, vore elever bliver nogle af dem, der når bussen.
