Forår i luften

De ænder tror da vist, der er forår i luften.

Nogen må fortælle dem, at vi stadigvæk kun er sidst i januar, og det åbne vand, de svømmer i, kun er der, fordi temperaturen et par dage lige var oppe og vende omkring frysepunktet, og der er rigtig længe til foråret kommer.

Det har faktisk været svært for de lokale vildænder at finde åbent vand på det sidste, søer og vandhuller har været lukket land for dem siden længe før jul, og her på det sidste har isen også bredt sig i havnen og ud fra kysten. Temperaturen har næsten konstant ligget mellem minus 10 og minus 20 grader siden november måned.

Men så steg temperaturen altså og det blev stormvej.

Paniks historie

Paniks historie har ligget på min memory stick længe.

Jeg blev mindet om den fordi en dansk forsker har stillet nogle spørgsmål til ATI om vore elever, og Per spurgte, om jeg havde input til besvarelsen. Nu synes jeg, der er gået så lang tid siden Panik gik på skolen, at jeg godt kan offentliggøre hendes historie. Så her kommer den.
Den elev, historien drejer sig om, hed selvfølgelig ikke Panik men noget helt andet, og tidspunktet for hvornår hun gik på skolen, er også sløret.

Jeg glædede mig, da jeg gik ud for at hente Panik ind til den næstsidste eksamination i faget historie. Jeg glædede mig, fordi jeg forventede en præstation, der ville udløse en topkarakter.

Det var nemlig tredje gang, jeg skulle sidde over for Panik ved det grønne eksamensbord. Jeg havde tidligere eksamineret hende i dansk og samfundsfag, og der havde hun sprudlet af viden, energi og selvtillid på en måde, som udløste topkarakterer. Og der var ingen grund til at tro, at denne eksamination i faget historie ville blive anderledes. Og dog.

Jeg kunne godt se, hun hængte lidt med hovedet, da hun trak sit nummer og fik sin opgave udleveret. Jeg tilskrev det almindelig eksamensnervøsitet. Men da hun, igen efter en præstation til topkarakter, men dog uden den gejst, hun havde vist de andre gange, skulle ind for at få sin karakter at vide, stadig virkede mut og ked af det, måtte jeg spørge hende, om der var noget i vejen.

Hun satte sig ned og begyndte at græde for øjnene af en forundret censor og en bekymret lærer, for hvad skulle hun dog være ked af efter det, hun lige havde præsteret? Lidt efter lidt fik vi historien.

Panik er omkring 20 år, og hun er født og opvokset i en bygd. Der er 3 bygder, som hører under Maniitsoq kommune. På denne hjemmeside kan du se indbyggertallene for by og bygder i dag:
http://www.maniitsoq.gl/dk

Man kan komme til bygderne med bygdebåden. Den sejler passagerer og fragt til kommunens bygder 2 gange om ugen - sådan er planerne i hvert fald. Den eneste anden mulighed, der er for at komme til og fra bygderne, beror på privat sejlads - og sådan fungerer det ofte. Turen tager 2 – 3 timer hver vej med de private både, alt efter hvor hurtiggående de er.

Panik havde været ude i noget misbrug, helt hvor meget ved jeg ikke, men i hvert fald spiritus og sikkert også snifning, som jeg ved er et problem blandt børn og unge her i byen og i bygderne. Sammen med sin kæreste besluttede hun i foråret 2006, at hun ville i behandling for sit misbrug. Derfor flyttede hun, sammen med kæresten her til Maniitsoq, hvor de begge påbegyndte et kommunalt behandlingsforløb. I april inviterede hun til kaffemik på kollegiet, da var det et år siden hun havde drukket en øl. Hun havde fødselsdag 14 dage senere, da holdt hun ikke kaffemik; det siger noget om, hvor stor hendes glæde over at hun var kommet ud af misbruget var.

Panik startede på ATI fordi hun ville være kok. På det tidspunkt i hvert fald. Hun startede ellers på gymnasiet i Nuuk efter folkeskolen, men bukkede under for de samme problemer med sprog, som en del bygdebørn gør, når de kommer på gymnasiet. Panik følte ikke, at hendes danskkundskaber slog til, hverken i forhold til undervisningen, som foregår på dansk, eller i forhold til de nye kammerater i Nuuk. Mange unge i Nuuk har nemlig dansk som hovedsprog, så det kan være svært for bygdebørn, som stort set kun taler grønlandsk, at begå sig. Panik mistede i hvert fald modet, og hun kom så meget bagefter med sit skolearbejde, at hun til sidst blev smidt ud. Allerede i gymnasietiden drak hun for meget.

På eksamenstidspunktet havde hun så altså ikke rørt en øl i over et år, og hun havde arbejdet interesseret med de fag, hun havde valgt her på ATI, så da hun den mandag formiddag kom til eksamen i historie, kunne hun se frem til et flot eksamensresultat med 9-, 11- og 13-taller.

Når hun så alligevel brød grædende sammen efter eksaminationen, hang det sammen med, fortalte hun, at hendes kærestes lillebror var blevet konfirmeret dagen før. Panik havde været hjemme i bygden til konfirmation om søndagen, og hun var kommet her tilbage til skolen søndag aften, fordi hun skulle til eksamen mandag. Der skulle også være konfirmationsfest i familien mandag aften, og planen var, at hendes kæreste skulle hente hende igen efter eksamen var overstået, så hun kunne være med til festen mandag aften. I løbet af natten var det bare begyndt at blæse op, og det så ud til at det ville blive umuligt for kæresten at sejle til Maniitsoq for at hente hende. Hun fortrød bittert, sagde hun grædende, at hun ikke bare var blevet hjemme i bygden om søndagen. Hun ville hellere have 00 for udeblivelse fra eksamen, end hun ville svigte familien, især fordi konfirmanden var opkaldt efter hendes afdøde lillebror. Hun følte, sagde hun, at det var hendes egen lillebror, hun svigtede ved at hun ikke kom tilbage og var med til festen.

Min trøst til hende var i første omgang, at hun havde fået 13 i historie. Men det gjorde absolut ikke situationen bedre for Panik. Hun ville helst helt være fri for de gode karakterer, fordi, som hun sagde: ”Når jeg fortæller mine forældre, at jeg har fået et 13-tal, så bliver de så glade og bruger mine gode resultater som anledning til at holde fest. Og de drikker alt for meget. Kan jeg ikke bare blive fri for de gode karakterer, jeg vil ikke have dem. Jeg bliver så ked af det, når mine forældre drikker”.

Til dimissionen sagde hun, at hun VAR kommet hjem til konfirmationsfesten. Vejret ændrede sig til det bedre sidst på eftermiddagen. Men hun udeblev senere fra eksamen i engelsk. Vejret fik skylden, men Panik så ikke ud til at være særlig ked af det.

Det gode ved Paniks historie er, at hun gennemførte sin skolegang her, og hun kom ind på gymnasiet i Nuuk igen. Og 2. gang gik det meget bedre, sagde hun, da jeg ved en senere lejlighed mødte hende dernede.

Det var let for mig at forstå Paniks angst og bekymring for at give forældrene anledning til at feste, men det gjorde et dybt indtryk på mig at se den tunge skyld, hun følte, ved bevidstheden om at hun kunne komme til at svigte sin afdøde lillebror ved ikke at deltage i konfirmationsfesten.

Siden har jeg læst om grønlandsk gravskik og dødetro før kristendommens indflydelse, i en bog der hedder Qilakitsoq. De grønlandske mumier fra 1400-tallet – der fandt jeg rødderne til Paniks skyldfølelse.

Grønlændernes traditionelle religion, den de praktiserede før Hans Egede bragte kristendommen til Grønland, byggede på den opfattelse, at alt var levende og at alt havde en indre kraft, som de kaldte inua, på samme måde som menneskene havde. Menneskene, inuit, beskyttede sig mod kræfterne i naturen ved at bruge amuletter og hemmelige formularer. Derudover havde inuit mange leveregler, de skulle overholde for at undgå at forstyrre verdensordenen. I særlige tilfælde kunne de få brug for hjælp fra en åndemaner, en angakkoq, som skulle være i stand til at knytte forbindelse mellem den virkelige verden og den overnaturlige. Inuit levede dengang med forestillingen om at et menneske var sammensat af et legeme og flere slags usynlige kræfter, eller sjæle, med et andet ord.

Én af de vigtigste sjæle var Ateq, eller navnesjælen (ateq er det grønlandske ord for navn). Ifølge traditionen blev Ateq i denne verden efter en persons død. Det var forbudt at bruge den dødes navn i op til et år efter dødsfaldet, eller før, det blev givet til en nyfødt, for det meste af samme køn. Gjorde man det alligevel, ville navnet miste noget af sin kraft, men det værste der kunne ske var måske, at man ville påkalde sig den omflakkende navnesjæls opmærksomhed, og denne ville så komme og spøge hos den, som havde overtrådt navneforbudet.

Navnet i sig selv havde en kraft, som blev overført til nye bærere af navnet, fordi man mente, at de gode personlige egenskaber, som tidligere bærere af navnet havde haft, havde knyttet sig til navnet. På den måde kom afdøde personers navnekraft, og dermed gode egenskaber, til at leve videre i efterfølgende generationer. Med til traditionen hører også, at et menneske ofte havde flere navne, og hvis en person hed, og blev kaldt, det samme navn som en afdød, måtte denne straks skifte til et andet af sine navne.

Paniks respekt for sin afdøde lillebror kan have rod i den førkristne religion – det har mange grønlænderes store respekt for spøgelser måske også. Men det er en anden historie.

Priser

Det er sæson for uddelingen af priser.

Det er især sportsfolk og deres ledere, der hædres for enestående bedrifter i det forgangne år. I år har Grønlands Idræts-Forbund uddelt 2 priser: 1 lederlegat til den 72-årige Amalie, som, gennem flere år, har spillet en stor rolle som træner og bestyrelsesmedlem i ældreforeningen i Qasigiannguit, og et trænerlegat til Helga, som bruger meget energi på at skabe interesse for den sportsgren der hedder Inuit Games. Hun rejser rundt til byerne på kysten for at hjælpe interesserede med at etablere foreninger, og hun træner instruktører, så de kan være med til at skabe et større kendskab til Inuit Games. Inuit Games er en traditionel sportsgren, som dyrkes af inuit i de polare områder, den kræver ikke nogen redskaber men en masse muskelkraft.

Men der bliver også uddelt priser til personer, der på anden måde har gjort sig fortjent til et skulderklap.

Aviaja er f.eks. blevet udnævnt til årets kvinde 2007 af Arnanut, Alt for Damers søsterblad heroppe. Aviaja er præst i Nuuk, og hun bliver hædret fordi hun har startet en sorggruppe for børn, der har mistet et familiemedlem. Hun fik ideen til at starte en gruppe i Nuuk i forbindelse med, at hun så et fjernsynsprogram om det arbejde, Kræftens Bekæmpelse i Danmark laver for børn i sorg.

Ungdomsprogrammet Sofa Aappalaartoq, Den røde Sofa, har udnævnt årets unge. Valget faldt på den 22-årige Andrea, som er mor til 4 børn. Hun får prisen, fordi hun, ud over – eller man kan næsten sige på trods af – at hun selv havde født 4 børn, da hun var 18, så har hun også kræfter og energi til at tage sig af sine egne mindre søskende, efter hendes mor døde, samtidig med at hun har overskud til at deltage i sociale aktiviteter i den by, hun bor i.

Valget af Aviaja som årets unge – årets idol? – er blevet kommenteret fra flere sider i avisernes læserbreve. Én spørger f.eks., om det er et heldigt valg, når samfundet samtidig arbejder hårdt for at fremme brugen af prævention for at undgå at unge bliver gravide, før de er færdige med skolen. Der er dog ingen løftede pegefingre fra Paarisa, som står for hjemmestyrets forebyggelseskampagner, derfra ønsker man Andrea tillykke med udnævnelsen.
Formanden for ungdomsorganisationen Sorlak er på den anden side lidt kritisk overfor valget af Andrea. Hun synes, det er fint at valget skal motivere andre unge til at være aktive og engagere sig i det offentlige liv, men hun mener også, at valget måske kan sende et signal om, at det er i orden at få et barn tidligt i ungdommen – man kan måske få en pris for det. Personerne i den røde sofa forsvarer deres valg med, at de har set på Andrea som den person, hun er i dag, for det hun står for og engagerer sig i - ikke for at hun fik børn tidligt i sit liv.

På vores skole har vi hvert år piger, der har fået børn meget tidligt, og – alt andet lige – så er det et stort ansvar for en 17-årig at være enlig mor, samtidig med at hun skal passe sin skole. Men én ting kan man i hvert fald sige: babyer gør lykke og skaber stolte bedsteforældre, næsten lige meget hvor unge forældrene så er. Uddannelsen klarer de hen ad vejen.

Jeg kan lige skyde ind her, at præventionsmidler er gratis for alle i Grønland, og de kan hentes på sygehuset.

Jeg skal også lige nævne Årets Uuvak. En uvak er en fjordtorsk, som ikke er særlig attraktiv som spisefisk, og Årets Uuvak er en pris, som avisen Sermitsiaq hvert år ved nytårstid giver til en person, som har gjort sig særlig uheldig bemærket.

I år, som også mange foregående år, blev prisen – som er en uuvak - givet til en politiker.
Valget faldt på landsstyremedlem Tommy Marø, Hulahula Tommy, som avisen har døbt ham. Han skulle, ifølge Sermitsiaq, have trådt i spinaten flere gange. F.eks. troede han ved en bestemt lejlighed, at politiet også drev taxavirksomhed, og så har han været på en i aviserne meget omtalt studietur til Hawaii, deraf øgenavnet, med det formål at studere ”den gode børnehave”.

Tommy Marø fik i øvrigt prisen i stærk konkurrence med et par politikere, som sidder i nogle billige ejerboliger nede i Nuuk og nyder udsigten ud over vandet – måske.

Snescooter

Vi fik jo så købt en snescooter her lige før jul. Ifølge Christian, mest for Sørens skyld!!! Det er selvfølgelig et stykke legetøj, men hvis sneen ellers bliver liggende, er det da også et transportmiddel, så mon ikke Christian får fornøjelse af, at han kan køre på fabrikken i stedet for at gå.

Vi har iøvrigt været rigtig heldige med julevejret. Klart og stille vejr, da Søren skulle komme, sne og snefygning i de korte og mørke juledage, og igen klart vejr med sol i dagtimerne her til sidst. Der har været vejr til det hele, både indehygge og udehygge. Søren og Christian fik et par dage i fjeldet, hvor de øvede sig i at køre stærkt og om kap med et par grønlandske drenge, som vist nok var glade for at få nogen at lege med.

Søren fløj til Danmark i går, den 4. januar, også i flot vejr. Læg lige mærke til himmelfarven bag Søren.

Barnedåb

2. Juledag er, i kirkesammenhænge, børnenes dag. Mange forældre vælger at få deres børn døbt den dag. I år døbte Asta 5 børn, en enkelt pige og resten drenge.

Her er det Lada og Abel, der stiller op til fotografering efter dåben. Deres søn kom til at hedde Phillip. Parret i baggrunden kender jeg ikke.

Vi var inviteret til at deltage i kirkehandlingen og til kaffemik bagefter, vi kender nemlig Lada fordi hun gik på ATI sidste år. Oprindelig kommer hun fra det gamle Jugoslavien, kan ikke lige huske nøjagtig hvor, besøgte familie i Danmark, blev der og lærte dansk, før hun kom til Grønland, hvor hun arbejder på sygehuset. Hun har ellers en uddannelse som sygeplejerske med fra sit hjemland, men hvis hun vil have arbejde som sygeplejerske i Danmark, skal hun tage sin uddannelse om, og det har hun så valgt at gøre i Grønland. Hun skal starte som sygeplejeelev på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk til august.

Hele familien har nationaldragter på. For mændenes vedkommende er en nationaldragt en overkommelig ting, rent prismæssigt. Den består af et par mørke bukser og hvid skjorte med en anorak over, og anorakken kan købes for ca. 300 kr.

For kvindernes vedkommende er det noget helt andet. En kvindedragt kan ikke købes under 20.000 kr. Derfor skaffer de fleste dem også ved at de, flere år før en stor familiebegivenhed, begynder at "samle dragten sammen", dvs. sy perlekrave, kamikker, borter til kamikker og bukser, eller hækle blonder til dragten. Det er vist mest sådan, at nogen er god til det med perler, andre til skindarbejdet og andre igen til at hækle. Det kan altså være noget af både en logistisk og en økonomisk opgave at få en dragt stablet på benene, derfor blev jeg også forbavset over at se Lada i nationaldragt.

For Lada og andre, som ikke har mulighed for selv at anskaffe sig en dragt, er der så den lokale kvindeforening. Den arrangerer bl.a. aftenkurser i syning af nationaldragter med henblik på at føre de gamle traditioner videre til den yngre generation af kvinder.

Man kan altså også, som Lada havde gjort, leje en nationaldragt i kvindeforeningen.

Julegaver

For lige at følge lidt op på julen - som alt for hurtigt fik ende - så blev det, også i 2007, til mange dejlige julegaver.

Christian fik den Stetson, som han har drømt om, siden han i starten af halvfjerdserne selv købte en i USA, som han desværre måtte give væk fordi den var for lille. Den egner sig så ikke lige til det vintervejr, vi har lige i øjeblikket, men til sommer.....

Jeg fik det stormglas, som jeg for længe siden så ovre hos Marianne og siden, forgæves, har spurgt efter i diverse maritime butikker i Danmark. Siden jul har vi så haft klart og stille vejr, så væsken i glasset ligner vand. Den danner, når glasset varsler stormvejr, de flotteste bregneformede mønstre, uden at nogen kan forklare hvorfor. Marianne siger, det virker.

For lige at fremhæve en af Sørens gaver, så var vi ret heldige i år - det var vores 6. jul i Grønland, så han har snart alt i Grønlandsk kunsthåndværk - at finde noget, som vi ikke har kunnet købe tidligere, nemlig en plaid, lavet af grønlandsk uld. Selv om fåreholderne nede i Sydgrønland producerer en stor mængde kød, så har det indtil nu ikke været muligt at anvende al den uld, de har kunnet producere. Ulden bliver selvfølgelig brugt lokalt på den måde, at en del kvinder f.eks. producerer ting i filt, som sælges til turister, men størsteparten går op i røg - den bliver simpelt hen brændt, fordi det ikke kan betale sig at få den forarbejdet. I år har vi så, som noget nyt, kunnet købe plaider, lavet i Danmark, af grønlandsk uld. De er rigtig flotte, og varme. Vi har ikke kunnet købe dem her i byen, men jeg var heldig at få fat i 3 plaider, da jeg var i Nuuk i november. Det trælse er så, at det ser ud til at være en begrænset produktion, lageret var allerede tømt, da René dagen efter ville købe en, og butikkerne ved ikke, om der kommer flere.

Nu er det så tid til at fjerne sporene, kan man sige, vi skal lige have Hellig 3. Konger med, så skal stjernerne i vinduerne slukkes.