Paniks historie

Paniks historie har ligget på min memory stick længe.

Jeg blev mindet om den fordi en dansk forsker har stillet nogle spørgsmål til ATI om vore elever, og Per spurgte, om jeg havde input til besvarelsen. Nu synes jeg, der er gået så lang tid siden Panik gik på skolen, at jeg godt kan offentliggøre hendes historie. Så her kommer den.
Den elev, historien drejer sig om, hed selvfølgelig ikke Panik men noget helt andet, og tidspunktet for hvornår hun gik på skolen, er også sløret.

Jeg glædede mig, da jeg gik ud for at hente Panik ind til den næstsidste eksamination i faget historie. Jeg glædede mig, fordi jeg forventede en præstation, der ville udløse en topkarakter.

Det var nemlig tredje gang, jeg skulle sidde over for Panik ved det grønne eksamensbord. Jeg havde tidligere eksamineret hende i dansk og samfundsfag, og der havde hun sprudlet af viden, energi og selvtillid på en måde, som udløste topkarakterer. Og der var ingen grund til at tro, at denne eksamination i faget historie ville blive anderledes. Og dog.

Jeg kunne godt se, hun hængte lidt med hovedet, da hun trak sit nummer og fik sin opgave udleveret. Jeg tilskrev det almindelig eksamensnervøsitet. Men da hun, igen efter en præstation til topkarakter, men dog uden den gejst, hun havde vist de andre gange, skulle ind for at få sin karakter at vide, stadig virkede mut og ked af det, måtte jeg spørge hende, om der var noget i vejen.

Hun satte sig ned og begyndte at græde for øjnene af en forundret censor og en bekymret lærer, for hvad skulle hun dog være ked af efter det, hun lige havde præsteret? Lidt efter lidt fik vi historien.

Panik er omkring 20 år, og hun er født og opvokset i en bygd. Der er 3 bygder, som hører under Maniitsoq kommune. På denne hjemmeside kan du se indbyggertallene for by og bygder i dag:
http://www.maniitsoq.gl/dk

Man kan komme til bygderne med bygdebåden. Den sejler passagerer og fragt til kommunens bygder 2 gange om ugen - sådan er planerne i hvert fald. Den eneste anden mulighed, der er for at komme til og fra bygderne, beror på privat sejlads - og sådan fungerer det ofte. Turen tager 2 – 3 timer hver vej med de private både, alt efter hvor hurtiggående de er.

Panik havde været ude i noget misbrug, helt hvor meget ved jeg ikke, men i hvert fald spiritus og sikkert også snifning, som jeg ved er et problem blandt børn og unge her i byen og i bygderne. Sammen med sin kæreste besluttede hun i foråret 2006, at hun ville i behandling for sit misbrug. Derfor flyttede hun, sammen med kæresten her til Maniitsoq, hvor de begge påbegyndte et kommunalt behandlingsforløb. I april inviterede hun til kaffemik på kollegiet, da var det et år siden hun havde drukket en øl. Hun havde fødselsdag 14 dage senere, da holdt hun ikke kaffemik; det siger noget om, hvor stor hendes glæde over at hun var kommet ud af misbruget var.

Panik startede på ATI fordi hun ville være kok. På det tidspunkt i hvert fald. Hun startede ellers på gymnasiet i Nuuk efter folkeskolen, men bukkede under for de samme problemer med sprog, som en del bygdebørn gør, når de kommer på gymnasiet. Panik følte ikke, at hendes danskkundskaber slog til, hverken i forhold til undervisningen, som foregår på dansk, eller i forhold til de nye kammerater i Nuuk. Mange unge i Nuuk har nemlig dansk som hovedsprog, så det kan være svært for bygdebørn, som stort set kun taler grønlandsk, at begå sig. Panik mistede i hvert fald modet, og hun kom så meget bagefter med sit skolearbejde, at hun til sidst blev smidt ud. Allerede i gymnasietiden drak hun for meget.

På eksamenstidspunktet havde hun så altså ikke rørt en øl i over et år, og hun havde arbejdet interesseret med de fag, hun havde valgt her på ATI, så da hun den mandag formiddag kom til eksamen i historie, kunne hun se frem til et flot eksamensresultat med 9-, 11- og 13-taller.

Når hun så alligevel brød grædende sammen efter eksaminationen, hang det sammen med, fortalte hun, at hendes kærestes lillebror var blevet konfirmeret dagen før. Panik havde været hjemme i bygden til konfirmation om søndagen, og hun var kommet her tilbage til skolen søndag aften, fordi hun skulle til eksamen mandag. Der skulle også være konfirmationsfest i familien mandag aften, og planen var, at hendes kæreste skulle hente hende igen efter eksamen var overstået, så hun kunne være med til festen mandag aften. I løbet af natten var det bare begyndt at blæse op, og det så ud til at det ville blive umuligt for kæresten at sejle til Maniitsoq for at hente hende. Hun fortrød bittert, sagde hun grædende, at hun ikke bare var blevet hjemme i bygden om søndagen. Hun ville hellere have 00 for udeblivelse fra eksamen, end hun ville svigte familien, især fordi konfirmanden var opkaldt efter hendes afdøde lillebror. Hun følte, sagde hun, at det var hendes egen lillebror, hun svigtede ved at hun ikke kom tilbage og var med til festen.

Min trøst til hende var i første omgang, at hun havde fået 13 i historie. Men det gjorde absolut ikke situationen bedre for Panik. Hun ville helst helt være fri for de gode karakterer, fordi, som hun sagde: ”Når jeg fortæller mine forældre, at jeg har fået et 13-tal, så bliver de så glade og bruger mine gode resultater som anledning til at holde fest. Og de drikker alt for meget. Kan jeg ikke bare blive fri for de gode karakterer, jeg vil ikke have dem. Jeg bliver så ked af det, når mine forældre drikker”.

Til dimissionen sagde hun, at hun VAR kommet hjem til konfirmationsfesten. Vejret ændrede sig til det bedre sidst på eftermiddagen. Men hun udeblev senere fra eksamen i engelsk. Vejret fik skylden, men Panik så ikke ud til at være særlig ked af det.

Det gode ved Paniks historie er, at hun gennemførte sin skolegang her, og hun kom ind på gymnasiet i Nuuk igen. Og 2. gang gik det meget bedre, sagde hun, da jeg ved en senere lejlighed mødte hende dernede.

Det var let for mig at forstå Paniks angst og bekymring for at give forældrene anledning til at feste, men det gjorde et dybt indtryk på mig at se den tunge skyld, hun følte, ved bevidstheden om at hun kunne komme til at svigte sin afdøde lillebror ved ikke at deltage i konfirmationsfesten.

Siden har jeg læst om grønlandsk gravskik og dødetro før kristendommens indflydelse, i en bog der hedder Qilakitsoq. De grønlandske mumier fra 1400-tallet – der fandt jeg rødderne til Paniks skyldfølelse.

Grønlændernes traditionelle religion, den de praktiserede før Hans Egede bragte kristendommen til Grønland, byggede på den opfattelse, at alt var levende og at alt havde en indre kraft, som de kaldte inua, på samme måde som menneskene havde. Menneskene, inuit, beskyttede sig mod kræfterne i naturen ved at bruge amuletter og hemmelige formularer. Derudover havde inuit mange leveregler, de skulle overholde for at undgå at forstyrre verdensordenen. I særlige tilfælde kunne de få brug for hjælp fra en åndemaner, en angakkoq, som skulle være i stand til at knytte forbindelse mellem den virkelige verden og den overnaturlige. Inuit levede dengang med forestillingen om at et menneske var sammensat af et legeme og flere slags usynlige kræfter, eller sjæle, med et andet ord.

Én af de vigtigste sjæle var Ateq, eller navnesjælen (ateq er det grønlandske ord for navn). Ifølge traditionen blev Ateq i denne verden efter en persons død. Det var forbudt at bruge den dødes navn i op til et år efter dødsfaldet, eller før, det blev givet til en nyfødt, for det meste af samme køn. Gjorde man det alligevel, ville navnet miste noget af sin kraft, men det værste der kunne ske var måske, at man ville påkalde sig den omflakkende navnesjæls opmærksomhed, og denne ville så komme og spøge hos den, som havde overtrådt navneforbudet.

Navnet i sig selv havde en kraft, som blev overført til nye bærere af navnet, fordi man mente, at de gode personlige egenskaber, som tidligere bærere af navnet havde haft, havde knyttet sig til navnet. På den måde kom afdøde personers navnekraft, og dermed gode egenskaber, til at leve videre i efterfølgende generationer. Med til traditionen hører også, at et menneske ofte havde flere navne, og hvis en person hed, og blev kaldt, det samme navn som en afdød, måtte denne straks skifte til et andet af sine navne.

Paniks respekt for sin afdøde lillebror kan have rod i den førkristne religion – det har mange grønlænderes store respekt for spøgelser måske også. Men det er en anden historie.