Sunday, February 25, 2007

Kulturaften

Jeg tror det er 3 uger siden, der var et
landsdækkende kulturarrangement, hvor flere grønlandske byer deltog på den måde, at mange af byernes virksomheder holdt åbent hus en lørdag aften. Omkring 7-8 byer og bygder deltog, men Maniitsoq gjorde ikke.
Vi her i Maniitsoq holdt i stedet helt vores egen kulturaften i aftes.
Det betød, at ATI sammen med flere af byens virksomheder holdt åbent hus fra kl. 19.30 - kl. 21.30. Af andre virksomheder som deltog kan jeg f.eks. nævne byens forsyningsvæsen, el, vand og varme, museet, rejsebureauer og forsamlingshuset. Det er sådan lige dem, jeg kan komme i tanke om nu.
Hos os planlagde et, til lejligheden nedsat kulturudvalg, hvordan vi på ATI skulle gribe sagen an.
Det blev til at vi ville holde "åbent laboratorium". Sine laver noget algeforskning, og det du kan se på skærm og bord er billeder af nogle alger. Med lidt snyd, forstår jeg, kan Sine, med det udstyr vi har på skolen, tage billeder af alger så man tror det er diamanter. Rigtig flot. Publikum viste også stor interesse for udstillingerne i laboratoriet, både algebilleder og petriskåle med salmonellabakterier og andre ulækre vækster.
Derudover slog vi 2 klasseværelser sammen, hvor Renes i hast producerede billedkavalkade over ATI's forskellige lokaliteter kørte i den ene ende, og en PowerPoint-præsentation af ATI's uddannelsestilbud kørte i den anden. Men ingen fest uden kaffebord her. Så selvfølgelig blev der budt på kaffe og the med forstanderens og andres hjemmebag til.
Det blev en rigtig hyggelig aften på vores skole - vi kunne desværre ikke komme rundt i byen og besøge de andre deltagere - som vi afsluttede med at se filmen Drømmen som midnatsforestilling. Efter vi havde ryddet op, forstås.
Så sådan sluttede aftenen på ATI på kulturlig vis, i selskab med kolleger og de sidste rester af et overdådigt kaffebord.

Saturday, February 24, 2007

Vi flytter

Det er udsigten her, der trækker.

Vi skal flytte over i Annertusoq, Blok 1062, lejlighed 202 her pr. 15. marts.

Det er godt nok 14 dage til endnu, men Christian får ikke så meget tid når vi kommer længere hen, så vi har været i kælderen efter flyttekasser i dag.

Vi har et fint kælderrum her hvor vi bor nu, så da vi flyttede herop klappede vi Øbros flyttekasser sammen og stillede dem ned i kælderrummet. Så det er bare at fylde dem op igen. Jeg kommer til at tænke på, at Jette og Henning gjorde det samme med deres flyttekasser, da de kom til Kigoma, men det gik ikke helt så godt. Da de skulle bruge dem efter et par år klappede kasserne fuldstændig sammen. Termitter havde spist dem indefra så det kun var en tynd skal, der stod tilbage da de skulle bruge dem.

Friday, February 23, 2007

Selvbetjening på nettet

Jeg fik en mail fra Rita i går. "Det er længe siden, vi har hørt fra jer", skrev hun.
Sandt nok.
Det er min erfaring, at jeg skriver mest, så længe alt er nyt. Altså, i hvert fald det første år er der altid en masse nye indtryk, der skal formidles til familie og venner. Senere bliver der længere og længere mellem posten, og ind imellem begrænser den sig til udveksling af beskeder eller beviser på, at vi stadig eksisterer. Lidt sådan "der sker ikke noget særligt her"-opfattelsen.
Men nu skal jeg til at være blogger - og så kan du jo bare selv tjekke, om der sker noget heroppe, eller eventuelt genlæse gamle indslag.
Ideen om at lægge "breve" ud på en blog i stedet for at sende mails fødtes faktisk omkring jul. Lige på det tidspunkt hvor jeg var gået i gang med at finde billeder til årets julekort skete der det, at vi fik virus i systemet her på skolen.
"Nååå.." tænkte jeg til at starte med, "vi når det vel inden jul".
Men det gjorde vi altså ikke. For det første var det en ekstremt ondsindet virus, systemet havde pådraget sig, men dernæst besluttede skolen at opdatere netværket, når der nu alligevel var kage i den - og den systemansvarlige alligevel skulle fejre jul i byen.
Og ingen farveprinter, ingen julekort.
Så pyt, nu har du de flotte nissebilleder, jeg tog da der var julemarked i byen i starten af december, til gode til næste jul.
p.s.: Jeg mistede hele mit adressekartotek ved samme lejlighed. Postadresserne kan rekonstrueres uden særlige problemer, men jeg samler på mailadresser, skal du bare vide.