Kunstudstilling på ATI

Billedet er malet af Maalia Kleist. Hun har gået i ATX C det sidste år.

Vi havde sidste skoledag i fredags.

I princippet havde vi normal undervisning .. jeg skriver med vilje "i princippet", for det kom måske mest til at handle om eksamenssnak, kager og is og aflevering af manglende rapporter og opgaver.

Vi har altid elever med kunstneriske evner på skolen. Mange synger og spiller og en del tegner og maler. Det benyttede vi os af og lavede en kunstudstilling som afslutning på skoleåret. Vi har før holdt udstilling af elevarbejder, men det særlige ved udstillingen i år var, at forstanderen deltog med nogle tuschtegninger og Najannguaq Jeremiassen viste sine tegninger, foruden altså at Maalia bidrog med malerier og flere litografier.

Maalia har gået på kunstskolen i Nuuk og hun har deltaget i flere udstillinger, f.eks. var et af hendes værker fra kunstskole-tiden udstillet på Islands Brygge i København sidste år.

I dansk har vi haft billedanalyse hvor vi har arbejdet med forskellige grønlandske kunstnere, f.eks. Akka Høegh, som har udsmykket kors og døbefont i vores kirke, og Karl Peter Andersen, som i øvrigt bor i Svenstrup. Men vi har også prøvet at forstå Michael Kviums malerier. Maalia siger, at hun føler sig meget inspireret af hans kunst. Det er ikke den værste inspiration, jeg så eet af hans billeder blev vurderet til ½ million.

Jeg har bestilt et billede i stil med det, jeg har lagt ind her på siden.

I øvrigt så har Karl Peter Andersen også flotte billeder til salg. Man kan finde dem på nettet ved at søge på hans navn.

Morgenvækning

Jeg vågnede ved et infernalsk spektakel her til morgen.
Som jeg måske har nævnt tidligere, så er der ellers ret stille, her hvor vi bor nu. Især om natten. Jeg skal jeg lige nævne, for forståelsens skyld, at vi ALTID, også om vinteren, sover med åbent soveværelsesvindue. Derfor kunne vi, mens vi boede i B500, altid følge med i natteravnenes færden til og fra byens eneste diskotek. Jeg tror, det var vældig hyggeligt for natteravnene selv - det lød i hvert fald ofte sådan, når de fandt på at slå sig ned på autoværnet neden for soveværelsesvinduet og grine hele den lyse nat væk – men ikke for os, der skulle på arbejde næste dag.
Nu sover vi så i frisk natteluft, som kommer ind gennem et vindue på størrelse med et koøje og et mellemstørrelse ovenlysvindue, som begge vender ud mod en blind vej et godt stykke uden for byens centrums-aktiviteter. Mens jeg er ved vinduerne, så må jeg lige nævne, at vinduer kan åbnes og lukkes for lyde udefra, men uanset de er åbne eller lukkede, så kan lyset ikke holdes ude. Her hjælper alene mørklægningsgardiner, ud over at størrelsen selvfølgelig også har betydning for den mængde lys, der kommer ind. Vi havde ikke mørke gardiner for panoramavinduerne i soveværelset i vores gamle lejlighed, for de ville forhindre én i at ligge i sengen og nyde en ny dags vejr. Jeg må indrømme, at jeg er ret godt tilfreds med, at Christian nu bliver nødt til at gå ned i stuen for at orientere sig om vejrsituationen.
Men tilbage til lydene.
Som du måske kan forstå, så er der ikke meget, der forstyrrer nattesøvnen nu. De eneste mennesker der har noget at gøre ude hos os, ud over beboerne selvfølgelig, er viceværten og skraldefolkene. De starter til gengæld også dagens arbejde tidligt.
Selv om de fleste vil sige, at der er stille ude på landet i Danmark, så er luften altid fyldt med lyde, af trafik i det fjerne, af blade der rasler i blæsten, eller, som nu på denne årstid, af fugle der synger morgen- eller aftensang.
Jeg husker en morgen sidste år, hvor vi overnattede hos Else og Per – til dem der ikke ved det, så bor Else og Per på landet, omkranset af en natur, som er et rigtigt eldorado for fugle – hvor vi blev vækket af et, for os sandt inferno af fuglesang, som strømmede ind til os gennem det åbne vindue. Når jeg kommer til at tænke på fuglesangen i Danmark, så er det fordi at lige i denne tid kan det faktisk ske, at vi vågner til fuglesang. Til snespurvens pirrr-rit pirrr-rit (ja, sådan står der altså i fuglebogen). Snespurven kommer til Grønland i april, hvor den yngler og ellers nyder tilværelsen fra sin rede i sprækkerne i fjeldet, hvis den ikke passer sit afkom eller flyver rundt og fornøjer os med sin sang. Allerede i august tager den af sted igen til sit vinterkvarter i det indre Nordamerika.
For resten – det var en flue, der havde forvildet sig ind af vores åbne vindue, der vækkede mig.

Forårsvitaminer

Kokleare.

Den kommer med små hvide blomster i løbet af 14 dage.

Her i Maniitsoq er det koklearen, ikke vintergækken, der titter frem af sneen, når solen begynder at få magt.
Jeg har i nogen tid spejdet efter den når jeg færdes rundt i byen. Det plejer altid at være på fjeldsiderne nede ved lystbådehavnen, på steder hvor solen kan varme stenene, de første viser sig. Og sådan er det også i år.
I går var den der så, godt klemt inde i sprækkerne i fjeldet og omsluttet af det grønneste mos, man kan tænke sig.
Ikke nok med, at planten kan være sund for sjælen ved at den vidner om, at vi er på vej mod de lyse tider. Man kan faktisk også spise planten. De gamle grønlændere fortæller, at den tidligere har været et vigtigt kosttilskud.
I Naturguide til Grønland kan man således også læse, at koklearen tidligere blev kaldt for skørbugsurt på grund af sit høje indhold af C-vitamin. De kødfulde blade blev brugt til at hindre eller helbrede skørbug.
Missionær Hveyssel, som boede i Maniitsoq i slutningen af 1780’erne, har åbenbart ikke været opmærksom på koklearens vitamindepot. I 1789 bad han om en afløser til sit embede, selv om han kun havde været i Grønland i 6 år og kontrakten lød på 10 år. Som en af årsagerne til at han gerne ville afløses før tiden, anførte han netop skørbug. I sin ansøgning skrev han, at det var normalt at han var plaget af skørbugssmerter om vinteren - det var de fleste missionærer - men smerterne forsvandt altid om sommeren. Det gjorde de bare ikke i sommeren 1789. Desuden var han også begyndt at tabe sine tænder, som vist ikke var for gode i forvejen, så han havde stort besvær med at spise det hårde brød (skibskiks), som han fik udleveret fra kolonibestyreren.
Mads Lidegaard fortæller om missionær Hveyssel i bogen Grønlands Historie. Der kan man også læse, at hvis missionærerne havde spist mere lokal proviant som mattak (hvalspæk) og sælkød, så kunne flere af dem være sluppet fra grønlandseventyret med livet i behold.
I dag får vi der bor heroppe i nærheden af polarcirklen masser af C-vitamin fra alskens eksotiske sydfrugter og grøntsager.
Derfor kan koklearen nu nøjes med at stå i sin sprække og fornøje mig, når jeg færdes rundt i byen.