Thursday, May 10, 2007

Morgenvækning

Jeg vågnede ved et infernalsk spektakel her til morgen.
Som jeg måske har nævnt tidligere, så er der ellers ret stille, her hvor vi bor nu. Især om natten. Jeg skal jeg lige nævne, for forståelsens skyld, at vi ALTID, også om vinteren, sover med åbent soveværelsesvindue. Derfor kunne vi, mens vi boede i B500, altid følge med i natteravnenes færden til og fra byens eneste diskotek. Jeg tror, det var vældig hyggeligt for natteravnene selv - det lød i hvert fald ofte sådan, når de fandt på at slå sig ned på autoværnet neden for soveværelsesvinduet og grine hele den lyse nat væk – men ikke for os, der skulle på arbejde næste dag.
Nu sover vi så i frisk natteluft, som kommer ind gennem et vindue på størrelse med et koøje og et mellemstørrelse ovenlysvindue, som begge vender ud mod en blind vej et godt stykke uden for byens centrums-aktiviteter. Mens jeg er ved vinduerne, så må jeg lige nævne, at vinduer kan åbnes og lukkes for lyde udefra, men uanset de er åbne eller lukkede, så kan lyset ikke holdes ude. Her hjælper alene mørklægningsgardiner, ud over at størrelsen selvfølgelig også har betydning for den mængde lys, der kommer ind. Vi havde ikke mørke gardiner for panoramavinduerne i soveværelset i vores gamle lejlighed, for de ville forhindre én i at ligge i sengen og nyde en ny dags vejr. Jeg må indrømme, at jeg er ret godt tilfreds med, at Christian nu bliver nødt til at gå ned i stuen for at orientere sig om vejrsituationen.
Men tilbage til lydene.
Som du måske kan forstå, så er der ikke meget, der forstyrrer nattesøvnen nu. De eneste mennesker der har noget at gøre ude hos os, ud over beboerne selvfølgelig, er viceværten og skraldefolkene. De starter til gengæld også dagens arbejde tidligt.
Selv om de fleste vil sige, at der er stille ude på landet i Danmark, så er luften altid fyldt med lyde, af trafik i det fjerne, af blade der rasler i blæsten, eller, som nu på denne årstid, af fugle der synger morgen- eller aftensang.
Jeg husker en morgen sidste år, hvor vi overnattede hos Else og Per – til dem der ikke ved det, så bor Else og Per på landet, omkranset af en natur, som er et rigtigt eldorado for fugle – hvor vi blev vækket af et, for os sandt inferno af fuglesang, som strømmede ind til os gennem det åbne vindue. Når jeg kommer til at tænke på fuglesangen i Danmark, så er det fordi at lige i denne tid kan det faktisk ske, at vi vågner til fuglesang. Til snespurvens pirrr-rit pirrr-rit (ja, sådan står der altså i fuglebogen). Snespurven kommer til Grønland i april, hvor den yngler og ellers nyder tilværelsen fra sin rede i sprækkerne i fjeldet, hvis den ikke passer sit afkom eller flyver rundt og fornøjer os med sin sang. Allerede i august tager den af sted igen til sit vinterkvarter i det indre Nordamerika.
For resten – det var en flue, der havde forvildet sig ind af vores åbne vindue, der vækkede mig.

No comments: