Monday, September 28, 2009

Tandlæge

Jeg er rigtig glad for mine nye tænder, de to kroner jeg fik lavet i sommer - forstås.
Nu er det ikke fordi jeg går og tænker på mine tænder til dagligt, men jeg bliver jævnligt mindet om, at tænder i vores alder KAN være en dyr affære. Mange jeg kender får lavet implantater, synes jeg, til rigtig mange penge. Sammenlignet med det var mit kroneprojekt overskueligt, også selv om jeg fravalgte svenske kroner.
Tandbehandling heroppe er gratis, og på mange måder mere enkel. Tandrensning, plombering eller udrykning. Dessa - som vi siger her - det er det. Skulle det gå så galt, at man ikke har flere tænder tilbage, og man derfor får brug for et gebis, så har det lange udsigter. Status lige nu er, at der er 8 års - OTTE ÅRS - ventetid, og der er 300, der står på venteliste bare her fra byen. Men så er gebisset altså også gratis.

Sunday, September 27, 2009

Feriebilleder fra Ilulissat

Vi var i Ilulissat i sommer. Christian og jeg var der for nogle år siden - før Isfjorden kom på Verdensarvlisten og før Conni Hedegaards klimatopmøde-kampagne.
Jeg må sige, at byen virkelig tager imod sine gæster på en positiv og gæstfri måde. Man får opfattelsen af, at hele byen står sammen om at give sine turister en god oplevelse. Det afmærkede stisystem ud til Isfjorden er bare eet eksempel. Nogen kan måske synes, at afmærkningerne måske er FOR tydelige, men de tjener også til - ud over at vise turisterne vej selvfølgelig - at skåne naturen. Man er godt klar over, at turismens fremmarch i sidste ende kan ødelægge den natur, man ønsker at bevare og vise frem, derfor skal varderne også ses som et forsøg på at begrænse belastningen af naturen til stisystemet.


Sommerkonvallen eller vintergrønt, som blomsten herover også hedder, blomstrer sidst i juli. Vi fandt den på vores vej ud til Isfjorden. Jeg har aldrig set den hernede.

Et imponerende, men også et frygtindgydende syn.

Næsten hele rejseholdet - Per, Niki, Søren, Else og Christian - med Isfjorden i baggrunden.

Vi boede på Hotel Arctic. Hotellet har ellers helt normale hotelværelser, men derudover har de nogle 2-personers igloer, som ligger med direkte udsigt til Isfjordens munding. Der boede vi.
Vejret var flot, og vi nød meget at vi kunne sidde og drikke en kop kaffe ved bordet nede foran.
Man skal bare lige huske den særlige teknik, der er i den slags borde, hvor bænk og bord er ud i eet.
En eftermiddag hvor alle var bænket rundt om bordet, besluttede Else og Per sig SAMTIDIG, og uden forudgående kommunikation, for at de skulle rejse sig. Uheldigvis sad de på samme side, lige over for Søren og Christian, som, ved denne pludselige forskydning i vægtfordelingen, endte med benene i vejret.
Jeg kom til at tænke på vores tur til Ilulissat i dag fordi nogen af vores venner havde planlagt at de skulle besøge Ilulissat på vejen hjem. Storm og sne forhindrede dem i at komme af sted i går, og da de vistnok skal rejse til Danmark i morgen, så går deres tur nok i vasken. Ærgerligt for dem.