"Familiebesøg"

Man kan ikke sige, familien overrender os.
Tværtimod.
Mens jeg nu er ved det emne, så vil jeg lige benytte lejligheden til at slå fast, at vi gerne ser flere besøgende heroppe, familie eller ej. Så sig endelig til, hvis nogen skulle få lyst til at kikke forbi. Selv om billetten kan synes lidt dyr - hvis man vel at mærke ikke er over 60 eller på anden måde pensionist, for så bliver prisen nemlig halveret - så hjælper det vel en del, at opholdet er gratis.

Stor var derfor også min forbavselse, da jeg i forrige uge pludselig hørte Grethes stemme inde i stuen. Altså Christians søster. Hendes stemme tager man ikke fejl af, selv med larm fra brusevand i ørerne. Inde i stuen gloede jeg fåret på fjernsynet, som stemmen kom ud af, indtil jeg havde forvisset mig om, at det nu også VAR Grethe. Men der var ingen tvivl mulig, damen i fjernsynet, som på det tidspunkt sendte DR P1, fortalte om sit liv i Bagdad og om flugten derfra sidst i halvfemserne.

Vi ringede selvfølgelig efterfølgende til Grethe for at sige, at vi havde hørt udsendelsen: Damen fra Bagdad, men hun anede ikke selv, at hun havde været på. Så jeg ved ikke, måske er det kun os, der har hørt hende. Hun har haft besøg af en journalist, sagde hun, men hun regnede ikke med, at han havde gjort sit arbejde færdigt, han skulle i hvert tilfælde komme tilbage. Det kan være det hænger sådan sammen, at han arbejder på en længere udsendelse med Grethe, som skal sendes senere, den vi hørte varede bare et kvarter.

Ellers må jeg desværre meddele, at vi ikke så isbjørne her omkring mens vi havde fast havis. Og nu er isen brudt op og fangerne har pakket deres grej sammen, temperaturen er steget til et mere normalt leje omkring 5 - 10 graders frost. Sammenlignet med sidste uge så føles vejret nu helt forårsagtigt.

Danskerne og vejret - i Grønland

Sådan ser der ud i dag, når vi kikker nordpå. Det er lige før vi kan gå over til fastlandet.
Jollerne må give op nu, men de store skibe har tilsyneladende ingen problemer. Vi så lige et af Royal Arctic Line's skibe sejle ud af havnen, baglæns godt nok. De kan sikkert ikke vende rundt inde i havnen nu på grund af is.



”Danskere snakker altid om vejret”, var der én der sagde en dag jeg var til kaffemik, selvfølgelig efter en lang palaver om det vejr, der nu var den dag.
Jamen, jamen….. vejret er da også vigtigt for vores livsudfoldelser, så derfor altid et godt indledende samtaleemne. Og enhver kan da regne ud, at specielt her i Grønland, hvor vi virkelig kan opleve ekstreme vejrforhold, da må der da være noget at snakke om.
Men nej! Ikke engang Qanoroq (Grønlands TV-Avis) benytter denne oplagte mulighed for at få lidt kød på udsendelserne, selv om det ind imellem kan være svært for redaktionen at udfylde den afsatte sendetid.

Nå, men den slags spidsformuleringer giver ind imellem anledning til at kikke lidt indad. Og når der er anledning til at gøre det igen nu, så er det selvfølgelig med den forgangne uges storm i Danmark i tankerne. Og det er her jeg mener, Qanoroq godt kunne få lidt inspiration fra DR TV. Længe inden stormen kommer, bruger nyhedsprogrammerne sendetid på at snakke om den; når den så endelig kommer, ofte knap så voldsom som spået, så trodser journalisterne gerne vejrgudernes rasen for at tage os, der sidder inde i vore varme stuer fordi der er udgangsforbud, med ud i den. Bagefter er der så effekterne, eller de udeblevne effekter, af stormen, vi bliver orienteret om. For ikke at snakke om vejrudsigten, som næsten har udviklet sig til et selvstændigt underholdningsprogram med vejrprofeten i hovedrollen.

Jeg må sige det, som det er: ekstreme vejrsituationer har ingen underholdningsværdi heroppe. F.eks. så har jeg ikke hørt noget i fjernsynet om, at vi skulle have isvinter i år. Ikke engang i vejrudsigten. Oplæseren, som vi ikke ser, men lytter til mens vi følger ham på kortet rundt i Grønland, lader sig bestemt ikke ophidse af, at kuldegraderne her i Maniitsoq i går var lige så lave som i det nordligste Grønland. 28 graders frost, havde vi, og i nat 30. Stemmens monotoni var den samme.

Det ER da ellers lidt af en vejrmæssig sensation vi står midt i. På flere måder. Det er 15 år siden, vinteren har været så kold, siger dem, der har erfaring. Det skulle man ellers ikke forvente, i en tid, hvor vi snakker global opvarmning og politikere lægger planer ud fra en opfattelse af, at temperaturen på globalt plan er stigende. F.eks. så får vi ikke en Fisker- og Fangerskole her i byen, som alt andet ellers taler for.
De ekstremt lave temperaturer betyder f.eks. at jollerne ikke kan komme på havet nu. I stedet for så vi her til morgen noget ude på isen, som JEG troede var en måge, der baskede lidt rundt, men som ved nærmere eftersyn i kikkerten viste sig at være en fanger, der stod og slog hul i isen. Det må være fint at sidde derude og vente på, at torskene skal bide på krogen i dag, solen skinner fra en skyfri himmel. Meeen, holder isen nu? Det gør den sikkert, jeg tror fangerne ved besked. Jeg har nu ikke lyst til at efterprøve påstanden lige med det samme.

Vores lakseleverandør, som er fanger, fortalte Christian i går, at han havde været på kommunen for at hente tilladelse til at skyde isbjørn. Normal ser vi ikke isbjørne her omkring. Men de kan komme sejlende hertil på isflager, og der er blevet skudt nogle få ude i nærheden af lossepladsen, hvor de normalt går i land for at finde føde. Men i år venter fangerne altså, at de kan komme, så det er med at være forberedt.

Når grønlændere ikke snakker så meget om vejret, er det bestemt ikke fordi det ikke påvirker hverdagen, tværtimod. Vejret bestemmer alt, men man indretter sig.

Godt at lossepladsen, eller dumpen, som den hedder her oppe, ligger et godt tykke uden for byen.

PS: Der er kommet et nyt ord ind i det danske sprog: ”Hjemmerøveri”. Det lyder lidt kedeligt.

Status tid

Louise havde helt tjek på sin undervisning, på trods af at Kunuunnguaq og jeg sad i et hjørne og observerede.

Louise har tidligere gennemført en uddannelse på ATI og hun fungerer nu som underviser på skolens kursusafdeling.

Kursisterne kommer fra fiskeindustrien i Grønland og Louise lærer dem bl.a. noget om hygiejne.






Her er et billede af havneindløbet, som det så ud i går.
Maniitsoq havn hører til den næstnordligste isfri havn med Sisimiut som den nordligste.
Men efter i år kan det godt være, der bliver rokket lidt ved den betegnelse. Vi hører, at isen giver problemer i Discobugten og at sejladsen til Sisimiut ikke kan gennemføres som planlagt. Jeg har altså heller ikke set så meget is her før. Alt efter hvilken vej vinden blæser, så ser det nogen dage ud som om isen når helt over til fastlandet.



Det er ellers ikke fordi tiden normalt føles lang, snarere tværtimod. Men januar måned kan godt trække tænder ud, hvilket skyldes 2 ting: for det første så er der det at dagenes længde på den tid af året knap nok egner sig til at man kan nå at indtage 3 hovedmåltider i løbet af en dag – det hele får mere stemning af natmad, som bestemt også er hyggeligt, især i juletiden. Det andet – og det gør mig næsten nostalgisk - er at vi får decemberlønnen udbetalt den sidste bankdag inden jul, i år den 21. december. Når dertil så lægges, at der er 31 dag i januar måned – puuu ha. Det er underligt, for det er ikke just et pengespørgsmål, i dag i hvert fald, men det minder mig altså om min læretid på Nordjyllands Revisionskontor, hvor vi også fik udbetalt løn før jul. Nu om dage arbejder bankerne også mellem jul og nytår, så i Danmark er den skik for længst død.

Nå, men før man ser sig om, så er det februar, og hvad nåede man så lige?

Vi har 2 ATX-klasser på skolen plus 2 hold procesteknikere. I år skulle den ene ATX-klasse i praktik (kan man vist kalde det) på HTX i Sisimiut. De skulle følge undervisningen deroppe i hele januar måned, for at de kunne få et indblik i, hvad det vil sige at gå på HTX. Måske kunne nogen få lyst til at starte deroppe efter sommerferien?

Så for mig, og også for Christian iøvrigt, har der været 4 timers undervisning mindre pr. uge og derfor mere tid til andre projekter som e-læring, pædagogisk vejledning, studievejledning, planlægning af intro-uge og den slags. Og vupti, så var de 15 elever tilbage igen her i torsdags, så fra på mandag kører vi efter det normale skema igen.

Bloggen her, og mailen selvfølgelig, giver gode muligheder for at følge med i, hvordan det går nogen af de elever, vi sender ud i verden. På den måde ved jeg, at Niels Henrik fik sit politiskilt i fredags, tillykke med det, og at Arnarulunnguaq er startet på sit andet semester i Tromsø, hun holder ud og tager sine udfordringer med oprejst pande og godt humør, flot. For ikke at tale om Louise, som gennemførte den praktiske prøve i torsdags, og derfor nu kan få papirer på at hun har forstand på at undervise.

Nede på fiskefabrikken går det vist også helt godt. Ifølge Christian så har produktionen i 2007 for første gang givet overskud, også selv om der har været vanskeligheder ind imellem. Lige nu sker der ganske vist ikke så meget dernede, men når der er gang i den, fryser de rensede fisk i blokke, de salter torsk til det spanske marked og de koger krabber, som vistnok går til Kina for at blive pillet ud af skallen for derefter at vende tilbage til det europæiske marked. Og endelig, så indhandler de stenbidder-rogn fra engang i marts/april måned. Tidligere var rogn-indhandling noget, der virkelig gav penge til fabrikken, men det har ændret sig, markedsprisen er faldet drastisk de senere år. En medvirkende årsag hertil er, at nogen har fundet ud af at det kan lade sig gøre at fremstille rogn af tang, og tang må jo så være billigere end den ægte vare siden det kan betale sig.

Men sådan er der jo så meget indenfor fødevareindustrien, der ikke er hvad det ser ud til at være.