Kulturelle arrangementer har det med at gå uden om Maniitsoq. Hvis danske kunstnere besøger Grønland, er det først og fremmest Nuuk, de besøger. Hvis de tager ud til andre byer på kysten vil det typisk være til Ilulissat i Nordgrønland, måske Sisimiut og eventuelt Sydgrønland.
Men så godt som aldrig til Maniitsoq.
Det samme gælder, for grønlandsk producerede teaterforestillinger. F.eks. så har
Den nordiske kulturfond NAPA i den tid jeg har været i Grønland finansieret flere film og teaterforestillinger, både for børn og voksne. For teaterforestillingernes vedkommende gælder det almindeligvis, at de bliver produceret og opført i Nuuk, hvorefter de så tager på turne på kysten, men også uden mellemlanding i Maniitsoq.
Det har irriteret mig, når jeg er blevet opmærksom på det. Og helt galt gik det, da jeg så, at filmen The Prize of the Pole ikke var en undtagelse fra denne praksis.
The Prize of the Pole er en dokumentarfilm, som handler om polareskimoen Robert Peary II, som rejser i sin berømte oldefar, nordpolsfareren Robert E. Peary’s fodspor.
Den gamle Robert Peary’s ønske om at være den første, der besejrede Nordpolen, gjorde, at han kom til Grønland adskillige gange i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk kom han her fast i en periode på 23 år. Et år tog han den 6-årige Minik, hans far og 4 andre voksne grønlændere med tilbage til New York. Museum of Natural History havde bedt ham tage én eskimo med tilbage – til videnskabelig undersøgelse, som de sagde. Peary havde på daværende tidspunkt allerede forsynet museet med bl.a. adskillige eskimokranier. En kæmpe meteorit lykkedes det ham også at få om bord og sejlet til New York.
Robert Peary II er altså en af de, i hvert fald kendte, efterkommere efter polarfarerens grønlandske familie, han havde også en amerikansk kone og datter. Det er Peary-familien, der er filmens tema, men Miniks historie løber gennem hele filmen som en rød tråd. Kun en af de voksne grønlændere, som Minik kom til Amerika sammen med, vendte tilbage til Grønland året efter, resten døde, heriblandt Miniks far; de kunne ikke tåle mødet med de fremmede og for dem ukendte sygdomme. Miniks far blev begravet og Minik selv blev adopteret af én af de ansatte på museet – mr. Wallash, så vidt jeg husker – som, udover sit arbejde på museet, havde en privat virksomhed lidt udenfor New York, hvor han præparerede skeletter, både fra dyr og mennesker, skulle det vise sig, for museet. Her endte Miniks far. Det var en attrap, der var blevet begravet i museumshaven, skelettet blev efter sigende udstillet på museet.
Der er skrevet flere bøger om Minik og hans historie, bl.a. ”Giv mig min far”, som slutter med at fortælle, at Miniks far blev udleveret fra museet i slutningen af 1990’erne og ført tilbage til Qaanaq, hvor han endelig blev begravet.
Jeg har brugt Miniks historie i undervisningen som eksempel på forrige århundredes menneskesyn, så det glædede mig meget, at den endelig blev filmatiseret. Men den blev selvfølgelig, havde jeg nær sagt, heller ikke vist i Maniitsoq. Ikke før jeg ringede til NAPA og brokkede mig.
For at gøre en lang historie kort, så fik vi lov til at låne filmen, mod at vi ville oplyse NAPA om, hvor mange der havde set filmen, og mod at forestillingerne skulle være gratis for alle.
Vi skulle så vise den søndag aften kl. 19.00 i forsamlingshuset. Jeg må sige, at jeg var noget spændt på, hvor mange der ville komme, da jeg, en halv time før forestillingen skulle begynde, gik ned til forsamlingshuset.
Og hvad møder jeg så der? En låst dør og mindst 25 mennesker, der venter på at komme ind. ”Shit”, tænkte jeg, ”der er nogen, der har glemt en aftale her”.
Men det var der heldigvis ikke. Stolene var klar til 120 tilskuere, sagde forsamlingshus-inspektøren, og nogle af vores elever var klar med kolde og varme drikke samt kager og popcorn i lange baner. (De skal tjene penge til en studietur).
Det tog 10 minutter at fylde salen – med 270 mennesker. Og der var lige så mange udenfor.
Vi viste filmen 2 gange samme aften – anden gang var der 220 mennesker i salen.
Det var fantastisk. Og kageboden fik udsolgt.
Tuesday, August 28, 2007
Friday, August 24, 2007
Jagttur til Kangerlussuaq
Det er altså ufatteligt at vejret kan skifte, som det har gjort fra i går til i dag. I går var det gråt og regnfuldt, og i dag klart solskin.
Når jeg lige undrer mig over vejret de her dage, så er det fordi Christian er på moskusjagt fra torsdag til søndag inde i Kangerlussuaq.
Vejret er afgørende for, om en jagttur kan gennemføres fordi jagtmarkerne, i det her tilfælde, ligger 6 – 8 timers sejlads nordpå. Det tegnede ellers godt i starten ugen, dog med udsigt til regn i løbet af weekenden, men Per, som er jagtselskabets erfarne jæger, beroligede med, at ”det regner anderledes” inde i fjorden, hvor de skulle ind. Han sagde, at regnen derinde ikke er vedvarende på samme måde, som den kan være her – så altså ingen grund til bekymring over vejret.
Sådan gik mandag, tirsdag og onsdag for Christian med at forberede båden med eftersyn og udskiftning af filtre og den slags, som skal være i orden, inden en længere tur, samtidig med at fabrikken havde tekniker fra Danmark, som skulle holdes i arbejde om dagen og socialiseres med om aftenen. Men det gik fint, blandt andet fordi ham fra Danmark besluttede sig for at tage morgenflyet hjem torsdag morgen i stedet for fredag morgen som planen oprindelig var – de reservedele, han skulle montere, kom ikke til tiden, og han SKULLE hjem fredag pga. et bryllup. Der var altså udsigt til, at Christian kunne gøre de sidste forberedelser i fred og ro torsdag formiddag – han manglede kun at tanke båden op og så hente de lange underbukser, som stod pakket derhjemme sammen med alt det andet varme tøj og proviant, som han skulle have med.
Jeg må lige forklare her, at der var ret mange, der skulle med på samme tur. Det er Per – vores forstander – som, sammen med folk fra et andet firma, har taget initiativ til turen. Ideen var, at hvis de var mange folk sammen, kunne de gå ind i fjeldet og finde moskusokserne og så jage dem ned til kysten for så at skyde dem der. Ellers foregår jagt almindeligvis på den måde, at jægerne kan gå op til flere timer ind i landet, før de finder og skyder dyr, som så skal BÆRES ned til båden. Det er en hård opgave. Så ideen med de mange mennesker er så at prøve at få dyrene til at gå ned til båden selv.
Gad vidst om moskusokserne hopper på den ide? Det vil vise sig.
Her fra skolen er det så Karsten, René, Per og Christian, der er taget af sted. Karsten og Per skal skyde med cameraer – Per skød 3 moskusokser derinde i starten af august, så han har kød nok, siger han – mens René og Christian har konventionelle våben med. Tirsdag aften mødtes de og aftalte, hvem der skulle have hvad med, så Christian havde derfor udstyr og proviant klar, lige til at køre ned ombord da han stod op, tidligt torsdag morgen, for at køre ham teknikeren i lufthavnen.
Jeg havde nu været vågen et par gange i løbet af natten hvor jeg kunne høre, at det blæste lidt og at det regnede, så det var med spænding vi kikkede ud af vinduet ved 06-tiden torsdag morgen – og konstaterede, at det regnede, blæste noget, og at fjeldene i øvrigt var indhyllet i dis så morgenflyet fra Nuuk sandsynligvis ikke ville kunne finde landingsbanen i Maniitsoq.
Men Christian fik afleveret Ivan, eller Kølemadsen, som han også hedder, i lufthavnen og var på fabrikken ved 07-tiden, som han plejer.
Jeg havde lovet Christian at stege fiskefrikadeller, som de kunne spise på vejen op, så det gik jeg i gang med, samtidig med at jeg holdt øje med bølgerne, som jeg syntes blev større og større. Men der var ingen ændringer i planerne, afsejling lige over middag, fandt jeg ud af, da jeg kom på arbejde. Her var Per allerede klar med fornuftigt jagttøj på, og René skulle lige gennemføre sine sidste timer inden frokost, også han iført præsentabelt, nyt jagttøj og med rygsækken pakket og klar til at tage af sted. Faktisk var alle klar til at tage af sted ved et-tiden, altså lidt tidligere end først aftalt, måske med tanke om at turen op ville vare længere end normalt, når vejret nu var, som det var.
Der er nemlig det ved fjorden ind til Kangerlussuaq, at strømmen er ret kraftig – indad når det går mod højvande, og udad når det går mod lavvande. Hvis strømmen er imod sejlretningen, kan det være sådan, at man næsten ikke kommer nogen vegne, siges der. Det udnytter en erfaren sejler som Per selvfølgelig ved at han planlægger turen, så han sejler ind med strømmen og ud med strømmen. Det går for det første hurtigere, men en vigtig ting er også, at det nedsætter brændstofforbruget, hvilket har stor betydning når der ikke er tankstationer på vejen.
Der ville altså være god fornuft i at komme af sted i god tid.
Min aftale med Christian var, at han skulle hente mig lidt før 12, så jeg lige kunne hjælpe med at slæbe alt om bord og køre bilen hjem bagefter. Så det var jeg klar til, da han ringede.
Der var bare sket det, at Ivan IKKE kom af sted til Danmark, flyet kunne ikke lande på grund af usigtbart vejr, så klokken blev omkring halv elleve, inden Christian var klar til at tanke båden op. Da han så kommer over til tanken, bliver han mødt af en besked fra tankpasseren om at han havde lukket tanken kl. 10 på grund af dårligt vejr. Gode råd var dyre, men normalt fungerer det sådan, at hvis nogen vil have brændstof uden for tankens åbningstid, så kan man ringe efter betjening, selvfølgelig mod et ekstragebyr. Så Christian ringede og nogen sagde, at der ville komme en tankpasser hurtigst muligt.
For mig ville ”hurtigst muligt” i den situation være noget med et kvarter eller en halv time, men det var først kl. 13.00, skulle det vise sig efter flere opringninger. Så da Christian ringede til mig lidt i 12 sad han altså stadigvæk nede i båden og ventede på afklaring om, hvornår der ville komme en tankpasser.
Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de tanker, der røg gennem hovedet på mig mens jeg ventede på, at tankpasseren skulle komme, og da han så endelig kom mens jeg ventede på, at han først skulle betjene en fiskekutter, som allerede lå derovre, da Christian kom, inden Christian fik fyldt tank og reservedunke. Han nåede lige et smut over på fabrikken, inden de kom af sted kl. 14.00.
Jeg så de 2 både, Pers og vores, hoppe og danse på bølgerne ud af havneindløbet, inden jeg kørte tilbage til skolen.
”Havneindløbet er altid det værste sted”, var min tanke, da jeg kørte hjem. ”Det bliver bedre, når de kommer ud på ”motorvejen””. Bølgerne brydes nemlig på en helt særlig måde lige ved havneindløbet.
Det er ikke sådan, at jeg vil give Per hele ansvaret for, at de tog af sted, selv om jeg synes, vejret var lidt for dårligt. Vi havde selvfølgelig, som de ansvarsbevidste sejlere vi er, kigget på vejrudsigten, og ifølge den skulle vinden lægge sig.
Det gjorde den også til aften. Og det holdt op med at regne.
Så allerede ved aftenstid i går var bølgerne faldet til ro igen, og her til morgen skinnede solen på en blikstille vandoverflade.
Så er det man forundres over naturens mange ansigter. Forklaringerne på, at ændringerne sker hurtigere end man skulle tro er, at der er forskel på bølger og dønninger. Det er vinden, der skaber bølger i overfladen af vandet, og så snart vinden lægger sig, forsvinder bølgerne også, mens dønninger er større bølgebevægelser. Der kan altså være både bølger og dønninger på samme tid, og de kan endda have modsatrettede bevægelser.
Spændt på at høre, hvordan turen derop er gået!
Forresten, Kølemadsen kom af sted i dag til morgen, så han når sit bryllup
Når jeg lige undrer mig over vejret de her dage, så er det fordi Christian er på moskusjagt fra torsdag til søndag inde i Kangerlussuaq.
Vejret er afgørende for, om en jagttur kan gennemføres fordi jagtmarkerne, i det her tilfælde, ligger 6 – 8 timers sejlads nordpå. Det tegnede ellers godt i starten ugen, dog med udsigt til regn i løbet af weekenden, men Per, som er jagtselskabets erfarne jæger, beroligede med, at ”det regner anderledes” inde i fjorden, hvor de skulle ind. Han sagde, at regnen derinde ikke er vedvarende på samme måde, som den kan være her – så altså ingen grund til bekymring over vejret.
Sådan gik mandag, tirsdag og onsdag for Christian med at forberede båden med eftersyn og udskiftning af filtre og den slags, som skal være i orden, inden en længere tur, samtidig med at fabrikken havde tekniker fra Danmark, som skulle holdes i arbejde om dagen og socialiseres med om aftenen. Men det gik fint, blandt andet fordi ham fra Danmark besluttede sig for at tage morgenflyet hjem torsdag morgen i stedet for fredag morgen som planen oprindelig var – de reservedele, han skulle montere, kom ikke til tiden, og han SKULLE hjem fredag pga. et bryllup. Der var altså udsigt til, at Christian kunne gøre de sidste forberedelser i fred og ro torsdag formiddag – han manglede kun at tanke båden op og så hente de lange underbukser, som stod pakket derhjemme sammen med alt det andet varme tøj og proviant, som han skulle have med.
Jeg må lige forklare her, at der var ret mange, der skulle med på samme tur. Det er Per – vores forstander – som, sammen med folk fra et andet firma, har taget initiativ til turen. Ideen var, at hvis de var mange folk sammen, kunne de gå ind i fjeldet og finde moskusokserne og så jage dem ned til kysten for så at skyde dem der. Ellers foregår jagt almindeligvis på den måde, at jægerne kan gå op til flere timer ind i landet, før de finder og skyder dyr, som så skal BÆRES ned til båden. Det er en hård opgave. Så ideen med de mange mennesker er så at prøve at få dyrene til at gå ned til båden selv.
Gad vidst om moskusokserne hopper på den ide? Det vil vise sig.
Her fra skolen er det så Karsten, René, Per og Christian, der er taget af sted. Karsten og Per skal skyde med cameraer – Per skød 3 moskusokser derinde i starten af august, så han har kød nok, siger han – mens René og Christian har konventionelle våben med. Tirsdag aften mødtes de og aftalte, hvem der skulle have hvad med, så Christian havde derfor udstyr og proviant klar, lige til at køre ned ombord da han stod op, tidligt torsdag morgen, for at køre ham teknikeren i lufthavnen.
Jeg havde nu været vågen et par gange i løbet af natten hvor jeg kunne høre, at det blæste lidt og at det regnede, så det var med spænding vi kikkede ud af vinduet ved 06-tiden torsdag morgen – og konstaterede, at det regnede, blæste noget, og at fjeldene i øvrigt var indhyllet i dis så morgenflyet fra Nuuk sandsynligvis ikke ville kunne finde landingsbanen i Maniitsoq.
Men Christian fik afleveret Ivan, eller Kølemadsen, som han også hedder, i lufthavnen og var på fabrikken ved 07-tiden, som han plejer.
Jeg havde lovet Christian at stege fiskefrikadeller, som de kunne spise på vejen op, så det gik jeg i gang med, samtidig med at jeg holdt øje med bølgerne, som jeg syntes blev større og større. Men der var ingen ændringer i planerne, afsejling lige over middag, fandt jeg ud af, da jeg kom på arbejde. Her var Per allerede klar med fornuftigt jagttøj på, og René skulle lige gennemføre sine sidste timer inden frokost, også han iført præsentabelt, nyt jagttøj og med rygsækken pakket og klar til at tage af sted. Faktisk var alle klar til at tage af sted ved et-tiden, altså lidt tidligere end først aftalt, måske med tanke om at turen op ville vare længere end normalt, når vejret nu var, som det var.
Der er nemlig det ved fjorden ind til Kangerlussuaq, at strømmen er ret kraftig – indad når det går mod højvande, og udad når det går mod lavvande. Hvis strømmen er imod sejlretningen, kan det være sådan, at man næsten ikke kommer nogen vegne, siges der. Det udnytter en erfaren sejler som Per selvfølgelig ved at han planlægger turen, så han sejler ind med strømmen og ud med strømmen. Det går for det første hurtigere, men en vigtig ting er også, at det nedsætter brændstofforbruget, hvilket har stor betydning når der ikke er tankstationer på vejen.
Der ville altså være god fornuft i at komme af sted i god tid.
Min aftale med Christian var, at han skulle hente mig lidt før 12, så jeg lige kunne hjælpe med at slæbe alt om bord og køre bilen hjem bagefter. Så det var jeg klar til, da han ringede.
Der var bare sket det, at Ivan IKKE kom af sted til Danmark, flyet kunne ikke lande på grund af usigtbart vejr, så klokken blev omkring halv elleve, inden Christian var klar til at tanke båden op. Da han så kommer over til tanken, bliver han mødt af en besked fra tankpasseren om at han havde lukket tanken kl. 10 på grund af dårligt vejr. Gode råd var dyre, men normalt fungerer det sådan, at hvis nogen vil have brændstof uden for tankens åbningstid, så kan man ringe efter betjening, selvfølgelig mod et ekstragebyr. Så Christian ringede og nogen sagde, at der ville komme en tankpasser hurtigst muligt.
For mig ville ”hurtigst muligt” i den situation være noget med et kvarter eller en halv time, men det var først kl. 13.00, skulle det vise sig efter flere opringninger. Så da Christian ringede til mig lidt i 12 sad han altså stadigvæk nede i båden og ventede på afklaring om, hvornår der ville komme en tankpasser.
Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de tanker, der røg gennem hovedet på mig mens jeg ventede på, at tankpasseren skulle komme, og da han så endelig kom mens jeg ventede på, at han først skulle betjene en fiskekutter, som allerede lå derovre, da Christian kom, inden Christian fik fyldt tank og reservedunke. Han nåede lige et smut over på fabrikken, inden de kom af sted kl. 14.00.
Jeg så de 2 både, Pers og vores, hoppe og danse på bølgerne ud af havneindløbet, inden jeg kørte tilbage til skolen.
”Havneindløbet er altid det værste sted”, var min tanke, da jeg kørte hjem. ”Det bliver bedre, når de kommer ud på ”motorvejen””. Bølgerne brydes nemlig på en helt særlig måde lige ved havneindløbet.
Det er ikke sådan, at jeg vil give Per hele ansvaret for, at de tog af sted, selv om jeg synes, vejret var lidt for dårligt. Vi havde selvfølgelig, som de ansvarsbevidste sejlere vi er, kigget på vejrudsigten, og ifølge den skulle vinden lægge sig.
Det gjorde den også til aften. Og det holdt op med at regne.
Så allerede ved aftenstid i går var bølgerne faldet til ro igen, og her til morgen skinnede solen på en blikstille vandoverflade.
Så er det man forundres over naturens mange ansigter. Forklaringerne på, at ændringerne sker hurtigere end man skulle tro er, at der er forskel på bølger og dønninger. Det er vinden, der skaber bølger i overfladen af vandet, og så snart vinden lægger sig, forsvinder bølgerne også, mens dønninger er større bølgebevægelser. Der kan altså være både bølger og dønninger på samme tid, og de kan endda have modsatrettede bevægelser.
Spændt på at høre, hvordan turen derop er gået!
Forresten, Kølemadsen kom af sted i dag til morgen, så han når sit bryllup
Sommerferie
Her er et billede fra vores dejlige ferie i Italien. Billedet viser udsigten fra Ravello, hvor vi boede i 8 dage, ned over bjergsiden og med Amalfikysten i den varmedisede baggrund.
Vi havde i det hele taget en god sommerferie, både i København, hos Søren, og i Nordjylland. Opholdet der var noget kortere i år end det har været de foregående år, især på grund af at vi brugte 10 dage på turen til Italien, men også fordi Christians ferie var 14 dage kortere end min. Men jeg synes alligevel vi kom vidt omkring mens vi var der, udover at jeg så min tandlæge hele 4 gange.
Nu er vi så tilbage i Maniitsoq, og i fuld gang med et nyt skoleår med nye elever, som vi skal til at lære at kende. Det bliver spændende.
Subscribe to:
Posts (Atom)