The Prize of the Pole

Kulturelle arrangementer har det med at gå uden om Maniitsoq. Hvis danske kunstnere besøger Grønland, er det først og fremmest Nuuk, de besøger. Hvis de tager ud til andre byer på kysten vil det typisk være til Ilulissat i Nordgrønland, måske Sisimiut og eventuelt Sydgrønland.
Men så godt som aldrig til Maniitsoq.
Det samme gælder, for grønlandsk producerede teaterforestillinger. F.eks. så har
Den nordiske kulturfond NAPA i den tid jeg har været i Grønland finansieret flere film og teaterforestillinger, både for børn og voksne. For teaterforestillingernes vedkommende gælder det almindeligvis, at de bliver produceret og opført i Nuuk, hvorefter de så tager på turne på kysten, men også uden mellemlanding i Maniitsoq.
Det har irriteret mig, når jeg er blevet opmærksom på det. Og helt galt gik det, da jeg så, at filmen The Prize of the Pole ikke var en undtagelse fra denne praksis.
The Prize of the Pole er en dokumentarfilm, som handler om polareskimoen Robert Peary II, som rejser i sin berømte oldefar, nordpolsfareren Robert E. Peary’s fodspor.
Den gamle Robert Peary’s ønske om at være den første, der besejrede Nordpolen, gjorde, at han kom til Grønland adskillige gange i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk kom han her fast i en periode på 23 år. Et år tog han den 6-årige Minik, hans far og 4 andre voksne grønlændere med tilbage til New York. Museum of Natural History havde bedt ham tage én eskimo med tilbage – til videnskabelig undersøgelse, som de sagde. Peary havde på daværende tidspunkt allerede forsynet museet med bl.a. adskillige eskimokranier. En kæmpe meteorit lykkedes det ham også at få om bord og sejlet til New York.
Robert Peary II er altså en af de, i hvert fald kendte, efterkommere efter polarfarerens grønlandske familie, han havde også en amerikansk kone og datter. Det er Peary-familien, der er filmens tema, men Miniks historie løber gennem hele filmen som en rød tråd. Kun en af de voksne grønlændere, som Minik kom til Amerika sammen med, vendte tilbage til Grønland året efter, resten døde, heriblandt Miniks far; de kunne ikke tåle mødet med de fremmede og for dem ukendte sygdomme. Miniks far blev begravet og Minik selv blev adopteret af én af de ansatte på museet – mr. Wallash, så vidt jeg husker – som, udover sit arbejde på museet, havde en privat virksomhed lidt udenfor New York, hvor han præparerede skeletter, både fra dyr og mennesker, skulle det vise sig, for museet. Her endte Miniks far. Det var en attrap, der var blevet begravet i museumshaven, skelettet blev efter sigende udstillet på museet.
Der er skrevet flere bøger om Minik og hans historie, bl.a. ”Giv mig min far”, som slutter med at fortælle, at Miniks far blev udleveret fra museet i slutningen af 1990’erne og ført tilbage til Qaanaq, hvor han endelig blev begravet.
Jeg har brugt Miniks historie i undervisningen som eksempel på forrige århundredes menneskesyn, så det glædede mig meget, at den endelig blev filmatiseret. Men den blev selvfølgelig, havde jeg nær sagt, heller ikke vist i Maniitsoq. Ikke før jeg ringede til NAPA og brokkede mig.
For at gøre en lang historie kort, så fik vi lov til at låne filmen, mod at vi ville oplyse NAPA om, hvor mange der havde set filmen, og mod at forestillingerne skulle være gratis for alle.
Vi skulle så vise den søndag aften kl. 19.00 i forsamlingshuset. Jeg må sige, at jeg var noget spændt på, hvor mange der ville komme, da jeg, en halv time før forestillingen skulle begynde, gik ned til forsamlingshuset.
Og hvad møder jeg så der? En låst dør og mindst 25 mennesker, der venter på at komme ind. ”Shit”, tænkte jeg, ”der er nogen, der har glemt en aftale her”.
Men det var der heldigvis ikke. Stolene var klar til 120 tilskuere, sagde forsamlingshus-inspektøren, og nogle af vores elever var klar med kolde og varme drikke samt kager og popcorn i lange baner. (De skal tjene penge til en studietur).
Det tog 10 minutter at fylde salen – med 270 mennesker. Og der var lige så mange udenfor.
Vi viste filmen 2 gange samme aften – anden gang var der 220 mennesker i salen.
Det var fantastisk. Og kageboden fik udsolgt.