Årets julerengøring

Når vi kommer hen i slutningen af november, og når vi har fået Sørens rejseplan, plejer vi at disponere på den måde at weekenderne op til Søren kommer, står i rengøringens og madlavningens tegn. Alt - eller det meste - bliver vendt på hovedet, og der bliver støvsuget, vasket og bonet, selv i de yderste hjørner af lejligheden. Vi sylter rødbeder og flæsk, koger rødkål og laver leverpostej så det kan lugtes i hele trappeopgangen. Alt sammen selvfølgelig fordi vi glæder os til at holde juleferie - med eftertryk på ferie - sammen med Søren.

I år trak det lidt ud med rejseplanen. Så meget at jeg i svage øjeblikke nærmest fik lidt mavepine, for tænk hvis nu billetterne skulle blive udsolgt. Hvis jeg berørte emnet overfor Søren forsikrede han, at han havde tjek på det. "Det er 7. gang han skal holde jul heroppe, så han ved vel, hvornår det er tid at købe billet", tænkte jeg - og derefter "skulle det kikse, kan vi selvfølgelig se, om vi kan få billet et eller andet sted hen".

Nå, men endelig kom rejseplanen. Ankomst torsdag den 18. december og ferie helt til den 6. januar. "Så DET var overraskelsen, FORLÆNGET JULEFERIE, det var da hyggeligt", tænkte jeg.

Første weekend i december gik efter planen, vi fik lavet sylte - det er Christians afdeling - og kogt rødbeder. I løbet af ugen skulle vi ordne forskelligt og weekenden her den 13./14. december skulle lejligheden så have sin årlige make-over.

Det blev bare ikke til noget.

Sidste mandag var arbejdsdag, som for mig betyder 6 undervisningstimer, så jeg var færdig med timerne lidt over klokken 2. Derefter skulle jeg lige forberede undervisningen til tirsdag inden jeg kunne gå hjem. Og mens jeg, ganske intetanende, sidder og gør det, kommer Søren ind ad døren til vores kontor.

Spørg lige hvem der tabte underkæben.

Han kom altså mandag den 8. december. Christian fungerede som muldvarp, han havde hele tiden vidst, at Sørens billet var OK, og hans kommentarer til mine bekymringer var noget i retning af "jamen, når Søren siger, han har tjek på det, så passer det nok".

Søren ville give mig en ordentlig juleoverraskelse - og det fik han held til, må jeg sige.

Og rengøringen - tjaaah. Det bliver måske til jul næste år.

Alt andet juleri - bagning og den slags - har vi rigtig god tid til i år, især også fordi undervisningen sluttede i fredags og jeg kun skal på arbejde 3 dage mere inden den 5. januar og Christian kun skal ned på fabrikken for at tjekke, at alt kører som det skal.

Vi startede med at hente juletræ nede hos Pisiffiks julemand i går.

Julen er i hus her i Maniitsoq - må man sige.

Så er det snart jul

Jeg sidder på mit kontor her mandag den 1. december, dagen efter 1. søndag i advent. Dagens undervisning er til en side - 6 timer - vi har snakket om Aids, social arv, mønsterbrydere og hvad der ellers falder for i den sammenhæng, det er mørkt udenfor og adventslyset og stjernerne i vinduerne er tændte.

Julestemningen her på skolen starter hvert år med at alle samles til klippe-klistre-hygge onsdagen før advent. Derefter tager nisserne lige så stille magten over lokalerne og efterhånden som julen nærmer sig, kommer skolen til at minde en hel del om stuerne hos en vis kartoffelavler fra en gammel julekalender. Det er sådan julen skal være her på skolen og vores rengøringspersonale gør alt for holde fast i traditionerne. Men Karl - jeg lagde mærke til at du ikke var helt klar med at hænge stjerner i vinduerne. Der var ikke nogen i mit klasseværelse her til morgen.

Ifølge traditionerne skal stjernerne i vinduerne tændes den 1. søndag i advent kl.17, på samme tidspunkt som byens juletræ bliver tændt. Når man så går en tur søndag aften for at beundre de fantasifulde udsmykninger i byens vinduer må jeg med skam erkende, at kassen med julepynt - hjemme hos os - stadig står på loftet. Og det gør den tilsyneladende også hos indtil flere af mine kolleger, har jeg lagt mærke til.

Vi når det sikkert alt sammen, der er kun 14 dage til eleverne tager på juleferie - så får vi tid!!!

Her kommer lige et par billeder fra klipperiet i sidste uge:

Der var præmier til den der flettede den mindste julestjerne og til dem der fik lavet den længste guirlande.

Her til morgen tjekkede jeg lige dagens netaviser. De var stærkt præget af adventstekster og -billeder fra hele kysten. Masser af lys, gran, glade børn og julestemning fra weekendens julemarkeder og juletræstænding. Og hvem tror I der var frontfigur på det første billede fra julemarkedet i Narsaq?

Ahmed Akkari, med navns nævnelse og det hele.

Hverken jeg eller andre af mine kolleger har haft den ære at komme i avisen med billede og navns nævnelse selvom vi også har været til julemarked, hvert eneste år, og for mit vedkommende i 6.

Ahmed har ikke engang været lærer i Narsaq i et år.

Når jeg faktisk blev lidt harm over det, så var det måske mest fordi jeg startede dagen med at møde på arbejde med våde bukser og sand over det hele - ikke lige det mest smarte. Men det kommer sig af at vi har haft mega-tøvejr på det sidste. Med frost i jorden bliver vandet forvandlet til is, så vejen var totalt glaseret i morges. Det gik ellers fint med at komme ned af bakken. Eller fint? Det tog sin tid at famle sig langs husmure og parkerede biler ned til parkeringspladsen, hvor kommunens folk havde travlt med at strø grus. Det lykkedes mig at komme forbi dem uden at få en skovlfuld sand i hovedet, og jeg nåede ned på fast grund der hvor vejbanen efterhånden var bar. Bortset altså fra at vandet fossede ned.

Det gik galt nede ved den lille brugs.

Vandet samler sig altid dernede. Jeg skulle lige over på den anden side af vejen, kanten var glat, og ja... jeg blev smaskvåd og fuld af sand.