Årets første sne

Jeg mødte ham i morges, ham danskeren, som står overfor sin første vinter i Grønland, og som ikke lader sig gå på af 10 cm. sne med tendens til sjap.
Jeg skal sige med det samme, jeg ved ikke, hvem han er.
Men selv på lang afstand var jeg ikke i tvivl om, at det var en dansker på vej på arbejde, jeg havde foran mig, da jeg i morges gik ned ad bakken ovre på forlandet. Ikke fordi han hilste – jeg kender ham jo ikke – og heller ikke fordi hans udseende afslørede ham, godt pakket ind i vinterfrakke med hætte som han var.
Det var den måde, han bevægede sig gennem årets første sne, der afslørede hans herkomst. Som om sneen ikke eksisterede. Same procedure as always. Han gik målrettet og raskt ned ad bakken, i dyb tillid til, at de rigtige støvler ville holde ham på rette kurs.
Det er nu min opfattelse, at man bør afpasse farten efter forholdene, eller sagt med andre ord, nyfalden, klam sne er lumsk, især ned ad bakken, så det er bedre at tage den med ro, end det er at ende på rumpen, så man kommer til at døje med våde bukser den halve dag på arbejde.
Det kan godt være, jeg har tendens til at være en anelse FOR forsigtig (det vil Christian i hvert fald sige), når jeg færdes på de snebelagte veje. Jeg var i hvert fald i starten, nu ER jeg holdt op med at sige ”U” når jeg føler, fødderne skrider under mig. Christian brød sig ikke om det. Jeg måtte finde på noget andet, så det første år brugte jeg ”pensionistsøm”. Eller dvs. sportsforretningen solgte dem under navnet ”klatrepigge” så vidt jeg husker. Jeg havde det fint med associeringen til en sportsudøver, men jeg fjernede piggene prompte da der var én, der sagde: ”Nååå, du har nok fået pensionistsøm på dine sko”.
Så hellere rissikere liv og lemmer.
Christian har ikke de problemer. Han hører også til dem, der tror, at man kan gå med helt normal fart og med hænderne i lommen, selv om der ligger nysne over isen. Også selv om han ender med stængerne i vejret, jeg ved ikke hvor mange gange hver vinter. Han har faktisk præsteret at kure på rumpen det halve af vejen på arbejde – sådan lød det i hvert fald, da han fortalte om det.
Det har jeg aldrig set en grønlænder gøre, selv om det stadig kan undre mig, hvordan især grønlandske mænd kunne holde balancen, når de med store skridt og gummistøvler gik forbi mig ned ad bakken ovre hvor vi boede før.
Det jeg vil sige er, at vintersæsonen blev skudt ind i nat. Vi fik den første sne, og fjeldene er faktisk stadig hvide her godt over middag. Det skulle godt nok gerne forsvinde igen, for vi er ikke vinterklar. Vi har ikke plukket sortebær endnu, vejret har været dårligt i weekenderne, og vi skal have samlet mos og grene til julepynt.
Julepynten SKAL vi ud efter. Sortebærrene BEHØVER vi ikke, vi har stadig bær i fryseren fra sidste års høst.
Ham danskeren fra i morges kom heldigvis sikkert ned ad bakken.

Lidt lommefilosofi på en fredag morgen

Jeg har undervisningsfri om fredagen.
Det betyder, at jeg ikke skal møde klokken 8 og at jeg derfor kan høre P1. (Sendes via fjernsynet, når der ikke er fjernsynsudsendelser) I dag blev jeg grebet af at lytte til en kvindelig journalist, som har skrevet nogle artikler fra Uganda i Urban. Hun har bl.a. lavet et interview med en enlig mor til 6 børn, og hun fortalte, hvor svært det havde været at adskille følelser fra professionalisme, for, som hun sagde, ”da jeg forlod hendes hytte, var det svært at lade være med at spekulere på, hvor hun skulle få mad fra til børnenes næste måltid uden et socialt sikkerhedsnet.
På vej på arbejde havde jeg den ugandesiske kvinde med 6 sultne børn på nethinden, og jeg kom til at tænke på et par situationer, som gjorde et stort indtryk på mig, mens vi boede i Tanzania. Og jeg kom til at koble historierne til et møde, jeg lige har været til i Nuuk.
Så det her det kommer til at handle om innovation i skolesystemet og enlige mødre i Afrika. Sammenhængen er ikke indlysende, men fantasi kan bygge bro mellem hvad som helst.
Men det hele startede for en 3 uger siden.
Per forstander kom og spurgte – på den måde, som ledere spørger, når de ved, at de har ret til at lede og fordele arbejdet – om jeg ville være interesseret i at deltage i et møde, arrangeret af KIIP, Landsstyreområdet for kultur, uddannelse, forskning og Kirke og SIIP, Landsstyreområdet for erhverv, landbrug og Arbejde. Arbejdstitlen på mødet skulle være Innovation og iværksætteri i uddannelsessektoren og formålet med mødet var at give os som brancheskole, sammen med hele uddannelsessektoren og erhvervslivet i Grønland, lejlighed til at komme med input til nye studieordninger, således at der på sigt kan skabes en rød tråd gennem uddannelsessystemet som sikrer, at de mennesker vi er med til at producere, bliver innovative. I koalitionsaftalen fra maj 2007 står der således at: ”Vi skal på alle måder finde veje til at realisere et politisk og økonomisk selvbærende grønlandsk samfund”.
Politikerne mener nemlig, at innovative voksne er en forudsætning for et selvstændigt Grønland, eller sagt på en anden måde, innovatørerne skal være med til at finansiere det nuværende bloktilskud på 3 mia. kr.
Man kan næsten sige, at innovation skal redde Grønland ud af et politisk problem. Men innovation er i det hele taget kommet på dagsordenen – også uden for Grønland. Innovation er et nyt fag i de danske gymnasier, og bliver sikkert også tilbudt som fag på gymnasierne heroppe inden længe. Jeg har ikke sat mig ind i, hvilke overvejelser, der ligger bag indførelsen af faget i de danske gymnasier, men støtteordninger til iværksættere sender i hvert fald signaler om, at danske politikere også efterspørger innovatører.
Jeg har nydt godt af ATI’s efteruddannelsespolitik, så jeg er faktisk kvalificeret til at undervise i innovation på gymnasieniveau.
Og det var derfor, Per opfordrede mig til at deltage i mødet.
Så er det bare jeg tænker: ”Hvis det at producere innovatører er noget nyt, og noget, som politikerne mener, skolerne kan gøre, hvad er det så, skolerne har produceret indtil nu?
Som elev kunne man godt få den ide, at skolerne er til for elevernes skyld - nogen elever vil måske endda tro, at de er til for at genere dem. Men skolerne har altid spillet den samfundsmæssige rolle, som består i at forsyne samfundet med velkvalificerede borgere til at udføre de opgaver, samfundet skal have løst.
Måske er det sådan at et industrisamfund, som Vesteuropa er på vej væk fra at være, har brug for stabile autoritetstro og samvittighedsfulde mennesker, som møder til tiden og ellers gør, hvad de får besked på. Nu, hvor mange industriarbejdspladser er flyttet væk fra Vesteuropa, har vi måske slet ikke brug for de kvalifikationer mere. Det er måske derfor, at vi nu skal til at finde ud af, hvordan skolerne klæder eleverne på til at udfylde de pladser, informationssamfundets krav om nytænkning stiller til arbejdskraften. Og her er det måske ikke nok, bare at erklære den sorte skole for død, og i stedet indføre frit spil på alle hylder, som skolesystemet gjorde op gennem halvfjerdserne og fremefter.
Hvis skolerne skal producere innovatører, tror jeg, det er nødvendigt at se både på metode og indhold; jeg tror ikke, det er nok alene at sætte innovation på skoleskemaet som fag. I den grønlandske folkeskole har man allerede, i 2004 så vidt jeg husker, indført et begreb, som de kalder for ”Den gode skole” En af mødrene til ”Den gode skole” var med på mødet. Hendes beskrivelse af tankerne bag lød lovende. Desværre måtte hun indrømme, at folkeskolen i Grønland lider af en katastrofal mangel på kvalificerede lærere, så hun ventede spændt på en undersøgelse, som skulle vise, hvordan reformerne har slået igennem i praksis.
Når jeg så blander enlige, afrikanske mødre ind i det her, så er det fordi jeg har mødt en del, som har været ret innovative, eller hvad man nu skal kalde det, de har i hvert fald været gode til at overleve i et samfund uden socialt sikkerhedsnet.
Jeg skal give to eksempler:
Mama Mihoni skulle opereres i underlivet og manglede penge til at betale hospitalsregningen med. Jeg havde lige været gennem den samme operation og havde stor medfølelse med hendes situation. For mig, som på sin vis havde råd, kostede operationen ingenting, mens hun måtte lide mens hun forsøgte at skaffe penge til sin operation. Jeg husker vi gav et tilskud til mama Mihoni, men ofte måtte vi også sige nej til at hjælpe folk med penge til både det ene og det andet. Det gav en del samvittighedskvaler, især i begyndelsen, men vi kunne ikke hjælpe alle dem, der havde brug for det.
Senere spurgte jeg mama Mihoni om hvordan hun fik skaffet penge til operationen. ”Nååå..” sagde hun. Det havde hun gjort ved at sælge mango fra familiens frugtplantage, som lå lidt uden for byen. Jeg besøgte senere hendes families plantage – den var ikke helt lille. Hun var ikke så afhængig af mit økonomiske bidrag, som jeg først troede.
En anden gang hvor vi var på vej til Mwanza fra Kigoma kom vi til et sted, hvor en væltet lastbil spærrede vejen. Og langt som der var til civilisationen var der ikke udsigt til, at bilen blev fjernet lige med det første. Men det tog ikke mange minutter, før indtil flere kvinder havde etableret små boder med frugt og andre spiselige produkter. Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke ved, om de kvinder var enlige mødre, men jeg beundrer stadig det initiativ, som vi ofte mødte, som får folk til at overleve selv i situationer, som vi synes håbløse. Vi, der er født og opvokset i et velfærdssamfund, ser kun offentlig hjælp som svar på sociale problemer
Det er ikke sikkert, at den enlige, ugandesiske mor lige har en frugtplantage, hun kan hente hjælp i, men min erfaring siger mig, at hun har flere ressourcer end dem, der umiddelbart er synlige for os.
Men den historie sælger ikke så mange aviser.
Og det kan godt være, at mine eksempler ikke er udtryk for innovation i den forstand, som gymnasiet forstår innovation, men ét eller andet sted synes jeg i hvert fald, det er udtryk for opfindsomhed, når folk kan skabe et liv for dem selv under vilkår, som set med vore øjne kan forekomme håbløse.
Så var det bare jeg kom til at tænke på, om et velfærdssamfund i virkeligheden kan være med til at kvæle det innovative menneske?
Det var tanker, der fløj igennem mit hoved på vej til arbejde i morges.
Her i aften har vi fanget 8 rødfisk og 3 torsk, som nu ligger i fryseren – nej den ene torsk gør ikke, den er Christian i færd med at stege, mens jeg sidder og skriver.