Årets første sne

Jeg mødte ham i morges, ham danskeren, som står overfor sin første vinter i Grønland, og som ikke lader sig gå på af 10 cm. sne med tendens til sjap.
Jeg skal sige med det samme, jeg ved ikke, hvem han er.
Men selv på lang afstand var jeg ikke i tvivl om, at det var en dansker på vej på arbejde, jeg havde foran mig, da jeg i morges gik ned ad bakken ovre på forlandet. Ikke fordi han hilste – jeg kender ham jo ikke – og heller ikke fordi hans udseende afslørede ham, godt pakket ind i vinterfrakke med hætte som han var.
Det var den måde, han bevægede sig gennem årets første sne, der afslørede hans herkomst. Som om sneen ikke eksisterede. Same procedure as always. Han gik målrettet og raskt ned ad bakken, i dyb tillid til, at de rigtige støvler ville holde ham på rette kurs.
Det er nu min opfattelse, at man bør afpasse farten efter forholdene, eller sagt med andre ord, nyfalden, klam sne er lumsk, især ned ad bakken, så det er bedre at tage den med ro, end det er at ende på rumpen, så man kommer til at døje med våde bukser den halve dag på arbejde.
Det kan godt være, jeg har tendens til at være en anelse FOR forsigtig (det vil Christian i hvert fald sige), når jeg færdes på de snebelagte veje. Jeg var i hvert fald i starten, nu ER jeg holdt op med at sige ”U” når jeg føler, fødderne skrider under mig. Christian brød sig ikke om det. Jeg måtte finde på noget andet, så det første år brugte jeg ”pensionistsøm”. Eller dvs. sportsforretningen solgte dem under navnet ”klatrepigge” så vidt jeg husker. Jeg havde det fint med associeringen til en sportsudøver, men jeg fjernede piggene prompte da der var én, der sagde: ”Nååå, du har nok fået pensionistsøm på dine sko”.
Så hellere rissikere liv og lemmer.
Christian har ikke de problemer. Han hører også til dem, der tror, at man kan gå med helt normal fart og med hænderne i lommen, selv om der ligger nysne over isen. Også selv om han ender med stængerne i vejret, jeg ved ikke hvor mange gange hver vinter. Han har faktisk præsteret at kure på rumpen det halve af vejen på arbejde – sådan lød det i hvert fald, da han fortalte om det.
Det har jeg aldrig set en grønlænder gøre, selv om det stadig kan undre mig, hvordan især grønlandske mænd kunne holde balancen, når de med store skridt og gummistøvler gik forbi mig ned ad bakken ovre hvor vi boede før.
Det jeg vil sige er, at vintersæsonen blev skudt ind i nat. Vi fik den første sne, og fjeldene er faktisk stadig hvide her godt over middag. Det skulle godt nok gerne forsvinde igen, for vi er ikke vinterklar. Vi har ikke plukket sortebær endnu, vejret har været dårligt i weekenderne, og vi skal have samlet mos og grene til julepynt.
Julepynten SKAL vi ud efter. Sortebærrene BEHØVER vi ikke, vi har stadig bær i fryseren fra sidste års høst.
Ham danskeren fra i morges kom heldigvis sikkert ned ad bakken.