Årets julerengøring

Når vi kommer hen i slutningen af november, og når vi har fået Sørens rejseplan, plejer vi at disponere på den måde at weekenderne op til Søren kommer, står i rengøringens og madlavningens tegn. Alt - eller det meste - bliver vendt på hovedet, og der bliver støvsuget, vasket og bonet, selv i de yderste hjørner af lejligheden. Vi sylter rødbeder og flæsk, koger rødkål og laver leverpostej så det kan lugtes i hele trappeopgangen. Alt sammen selvfølgelig fordi vi glæder os til at holde juleferie - med eftertryk på ferie - sammen med Søren.

I år trak det lidt ud med rejseplanen. Så meget at jeg i svage øjeblikke nærmest fik lidt mavepine, for tænk hvis nu billetterne skulle blive udsolgt. Hvis jeg berørte emnet overfor Søren forsikrede han, at han havde tjek på det. "Det er 7. gang han skal holde jul heroppe, så han ved vel, hvornår det er tid at købe billet", tænkte jeg - og derefter "skulle det kikse, kan vi selvfølgelig se, om vi kan få billet et eller andet sted hen".

Nå, men endelig kom rejseplanen. Ankomst torsdag den 18. december og ferie helt til den 6. januar. "Så DET var overraskelsen, FORLÆNGET JULEFERIE, det var da hyggeligt", tænkte jeg.

Første weekend i december gik efter planen, vi fik lavet sylte - det er Christians afdeling - og kogt rødbeder. I løbet af ugen skulle vi ordne forskelligt og weekenden her den 13./14. december skulle lejligheden så have sin årlige make-over.

Det blev bare ikke til noget.

Sidste mandag var arbejdsdag, som for mig betyder 6 undervisningstimer, så jeg var færdig med timerne lidt over klokken 2. Derefter skulle jeg lige forberede undervisningen til tirsdag inden jeg kunne gå hjem. Og mens jeg, ganske intetanende, sidder og gør det, kommer Søren ind ad døren til vores kontor.

Spørg lige hvem der tabte underkæben.

Han kom altså mandag den 8. december. Christian fungerede som muldvarp, han havde hele tiden vidst, at Sørens billet var OK, og hans kommentarer til mine bekymringer var noget i retning af "jamen, når Søren siger, han har tjek på det, så passer det nok".

Søren ville give mig en ordentlig juleoverraskelse - og det fik han held til, må jeg sige.

Og rengøringen - tjaaah. Det bliver måske til jul næste år.

Alt andet juleri - bagning og den slags - har vi rigtig god tid til i år, især også fordi undervisningen sluttede i fredags og jeg kun skal på arbejde 3 dage mere inden den 5. januar og Christian kun skal ned på fabrikken for at tjekke, at alt kører som det skal.

Vi startede med at hente juletræ nede hos Pisiffiks julemand i går.

Julen er i hus her i Maniitsoq - må man sige.

Så er det snart jul

Jeg sidder på mit kontor her mandag den 1. december, dagen efter 1. søndag i advent. Dagens undervisning er til en side - 6 timer - vi har snakket om Aids, social arv, mønsterbrydere og hvad der ellers falder for i den sammenhæng, det er mørkt udenfor og adventslyset og stjernerne i vinduerne er tændte.

Julestemningen her på skolen starter hvert år med at alle samles til klippe-klistre-hygge onsdagen før advent. Derefter tager nisserne lige så stille magten over lokalerne og efterhånden som julen nærmer sig, kommer skolen til at minde en hel del om stuerne hos en vis kartoffelavler fra en gammel julekalender. Det er sådan julen skal være her på skolen og vores rengøringspersonale gør alt for holde fast i traditionerne. Men Karl - jeg lagde mærke til at du ikke var helt klar med at hænge stjerner i vinduerne. Der var ikke nogen i mit klasseværelse her til morgen.

Ifølge traditionerne skal stjernerne i vinduerne tændes den 1. søndag i advent kl.17, på samme tidspunkt som byens juletræ bliver tændt. Når man så går en tur søndag aften for at beundre de fantasifulde udsmykninger i byens vinduer må jeg med skam erkende, at kassen med julepynt - hjemme hos os - stadig står på loftet. Og det gør den tilsyneladende også hos indtil flere af mine kolleger, har jeg lagt mærke til.

Vi når det sikkert alt sammen, der er kun 14 dage til eleverne tager på juleferie - så får vi tid!!!

Her kommer lige et par billeder fra klipperiet i sidste uge:

Der var præmier til den der flettede den mindste julestjerne og til dem der fik lavet den længste guirlande.

Her til morgen tjekkede jeg lige dagens netaviser. De var stærkt præget af adventstekster og -billeder fra hele kysten. Masser af lys, gran, glade børn og julestemning fra weekendens julemarkeder og juletræstænding. Og hvem tror I der var frontfigur på det første billede fra julemarkedet i Narsaq?

Ahmed Akkari, med navns nævnelse og det hele.

Hverken jeg eller andre af mine kolleger har haft den ære at komme i avisen med billede og navns nævnelse selvom vi også har været til julemarked, hvert eneste år, og for mit vedkommende i 6.

Ahmed har ikke engang været lærer i Narsaq i et år.

Når jeg faktisk blev lidt harm over det, så var det måske mest fordi jeg startede dagen med at møde på arbejde med våde bukser og sand over det hele - ikke lige det mest smarte. Men det kommer sig af at vi har haft mega-tøvejr på det sidste. Med frost i jorden bliver vandet forvandlet til is, så vejen var totalt glaseret i morges. Det gik ellers fint med at komme ned af bakken. Eller fint? Det tog sin tid at famle sig langs husmure og parkerede biler ned til parkeringspladsen, hvor kommunens folk havde travlt med at strø grus. Det lykkedes mig at komme forbi dem uden at få en skovlfuld sand i hovedet, og jeg nåede ned på fast grund der hvor vejbanen efterhånden var bar. Bortset altså fra at vandet fossede ned.

Det gik galt nede ved den lille brugs.

Vandet samler sig altid dernede. Jeg skulle lige over på den anden side af vejen, kanten var glat, og ja... jeg blev smaskvåd og fuld af sand.

Kursus i Nuuk

I sidste uge var jeg, som jeg har nævnt tidligere, på kursus i Nuuk. Kurset hed: Klasserummet set i et internationalt perspektiv og i en globaliseret verden. Det varede 3 dage - tirsdag, onsdag og torsdag - så det var ned med fly mandag eftermiddag og hjem fredag morgen, kun en time forsinket på grund af tekniske problemer. Vi var 10 deltagere på kurset hvoraf de fleste kom fra Nuuk. Selve kurset var spændende i sig selv, vi hørte om Bologna-traktat og Pisa-undersøgelser, og formålene med den slags, men det er mindst lige så inspirerende at komme ud og møde andre undervisere og høre om deres arbejde og erfaringer. Hvad gør de på andre uddannelsessteder
for at mindske frafald blandt eleverne, f.eks.?

Så er der jo det med butikkerne i Nuuk. Dernede har de mange spændende ting, som vi ikke kan få her i byen - bøger, eksotiske teer og teposer, god chokolade. Så hvad kom jeg hjem med? Kalktabletter og hårchampo fra Matas, 1 stk. sort sælskind, som jeg garanteret alligevel ikke kan nænne at klippe i stykker til benvarmere, rensdyrspegepølse, teposer, skisokker der ikke ligner Christians, lækker chokolade til jul, og så også lige et par bøger. Det var sådan lige det jeg manglede. Faktisk var det også min plan at besøge rammeværkstedet, der har de masser af malerier og plakater og den slags. Jeg mangler et "sofastykke", synes jeg. Men jeg var for sent på den, der var allerede lukket, da jeg kom derned.
"Så pyt", tænkte jeg, "så går jeg over i kulturhuset og drikker en cafelatte og ser den maleriudstilling, der skulle være derovre".

Gerda Nietzer og Kristian Mainz havde lavet en fællesudstilling af malerier og fotografier med motiver fra Sydgrønland. Gerda Nietzer udstillede malerier af blomster mens Kristian Mainz udstillede fotografier af de landskaber, blomsterne vokser i. Jeg faldt pladask for malerierne. Heldigvis - må jeg vist sige - var der ingen til stede så jeg kunne ikke købe, og næste dag, da jeg fik tid til at gå derned igen, var de alle pakket ned i kasser, færdige til at sende til Danmark.

Meeeen...

Jeg har fundet Gerda Nietzer på nettet: http://www.gerda-nietzer.dk/index.php?page=1
De malerier, der var med på udstillingen i Katuaq, kan jeg ikke finde på hendes hjemmeside, men stilen er den samme.
Malerierne fra Grønland skal vises på en udstilling i Rundetårn i december 2009, stod der i brochuren.

Jeg var heldig jeg kom hjem fredag morgen, det første fly efter fredag landede først i Maniitsoq i går, onsdag. Vi har haft sne og blæst og temperaturer, som har svinget omkring frysepunktet. Især temperaturen har været et problem for vi har ikke afisningsudstyr i de mindre lufthavne på kysten. 5 ekstra dage i Nuuk ville have været lige i overkanten, også selv om kost og logi ville være på Air Greenlands regning. Vi læste i nyhederne, at der var 300 passagerer, der var strandet rundt om i landet.

Gummibådtræk

Christian får lige ordet for en kort bemærkning:

Jeg vil lige fortælle dig, at hele dagen har vi haft storm, slud og sne, så det har ikke været udevejr.
Jeg kom pludselig efter at jeg helt havde glemt gummibåden, den lå stadig nede ved broerne, jeg havde planlagt at få den op med Karls hjælp. Men på grund af ændring af tidspunkt for optagning af båd gik det i fisk, og jeg glemte det.
Så besluttede vi, på trods af vejret, at gå ned for at tage den op og slæbe den over på fabrikken.
Vi fulgtes af derned. Mie stod og ventede til jeg havde fået båden, som var fuld af sne, op på broen. Hvorefter jeg kunne slæbe den i sneen hen til porten. Mie hjalp med at få den ud til vejen, hvor vi kunne slæbe den på sneen.
Det gik fint. Jeg bandt tovet om livet og Mie hjalp til da den var ret tung at slæbe. Efterhånden begyndte den at blive meget tung at slæbe, men det kunne jo være sneen som var tung.
Det sidste stykke foran fabrikken var der en del sne, og vi kunne næste ikke slæbe den. Jeg var ved at tabe pusten, men omsider - efter et umenneskelig slæb - nåede jeg døren, hvor jeg skulle have båden ind. Der opdagede jeg, at Mie slet ikke havde hjulpet det sidste lange stykke hvor der var meget sne, hun gik bare og nød følelsen at være gennemblødt.
Men båden kom ind gennem døren ved Mies hjælp.
Til dem der ved hvad det er, så har jeg for resten lige lavet chapatis , som er superlækre.
Ellers har vi haft en god lørdag, og det var skønt at være ude en tur på trods af vejret.
Efter det må hun vist nøjes med en lille julegave.

Nu går båden i vinterhi

Vi har haft den flotteste afslutning på sejlsæsonen, man kan tænke sig.
Man kan vente sig hvad som helst på den her årstid - vejrmæssigt altså - regn, slud, frost, sne storm, sol og sikkert meget mere. Alt sammen spændende på hver sin måde, men når vi skal sejle, kan jeg bedst lide stille vejr og sol, som vi havde i går.

Vi havde inviteret vores nye kollega - Ib - og hans kone Susanne på fisketur, deres første i Grønland. Jeg tror de fik fanget 12 torsk, selv om de brugte en del tid på fiskesnøre-udredning. Det var noget med en stor torsk - ja undskyld mig - der morede sig med at vikle sig ind i sidemandens fiskesnøre. Vi nåede at fange 25 torsk inden vi i fangstrusen kom til at tænke på, at dyrene jo også skal gøres rene. Nå, det er nu ikke så slemt, vi er efterhånden ret øvede udi fiskerensning. Christian fjerner indvoldene på stedet, til stor glæde for mågerne, som redder sig et nemt måltid på den måde. Finpudsningen venter vi med, til vi kommer hjem.
Jeg tror vi har torsk nok i fryseren vinteren over.

Det var første gang vi sejlede med det nye oliefyr. Vi fyrede godt nok mest for fuglene, fordi Christian ikke er helt færdig med installationen, men det virker. Og blev fingrene for kolde af at stå og rense fisk, var det fint at kunne varme dem i luftstrømmen fra det rør, som skal monteres, så luften ryger ned i kabinen. Til næste år bliver det godt.

Vi vendte næsen hjemad i lyset fra de sidste solstråler, som farvede de sneklædte fjelde lyserøde og lyseblå så man skulle tro, det var et eventyrlandskab, vi befandt os i. Det var en flot afslutning på sejlsæsonen.

I morgen tager jeg flyveren til Nuuk, jeg skal på et 3-dages kursus i pædagogik set i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Som lærer kører det meget på output - jeg har brug for noget input også.

Flash backs til gode minder

Det sker tit, at jeg oplever noget, der giver flash back til begivenheder, der har været stuvet godt af vejen i hukommelsen.

F.eks. så har Christian - efter lange og dybe overvejelser - besluttet sig for at anskaffe et oliefyr til båden. Apparatet har været et tilbagevendende tema hvert år på denne tid, men i år tog han så den alvorlige beslutning at købe det. Nu må du ikke tro, at vi slet ikke har haft varme i båden tidligere - det har vi skam - men der er den hage ved det, at det kun kan producere varme, når vi sejler. Jo hurtigere vi sejler, jo mere varme i kabyssen. Der er bare det ved det, at vi ikke opholder os i kabyssen, når vi sejler. Den udnytter vi mest, når vi ligger stille, vi sidder ofte dernede og spiser, f.eks., og - ja - uden motoren kørende, ingen varme.

Vores varmeproblem minder mig om Ole og Robertha, vores gode venner fra Kigoma. Da de engang skulle køre i bil hele vejen fra det sydlige Afrika til Danmark havde de anskaffet en kaffemaskine, som var beregnet til at bruge i bilen, en opfindelse, som var helt ny den gang. Der var bare den ulempe ved det, viste det sig, at hvis bilen skulle producere strøm nok til at lave kaffe med, skulle de køre fuld fart i bilen. Idyllen ved kaffen gik lidt fløjten på den måde, sagde de senere.

Lige nu laver jeg flødeost. Det står og luner på komfuret mens jeg sidder og skriver, og minder mig om Lenes fetaosteproduktion i Hjallerup, men især om vores forsøg med at lave ost af langtidsholdbart mælk heroppe. Det gik ikke. Signe forsøger sig de her dage med pulvermælk, jeg har glemt at spørge til, hvordan det går.

Vi kan købe flotte pærer i butikkerne. Synet af dem får mine tænder til at løbe i vand ved tanken om Lailas pæretærter - måske skulle jeg gemme nogen, det kunne være hun kunne tage opskriften med, når hun og Arne kommer på besøg til sommer. Jeg må hellere tjekke med hende.

Vi fik et dejligt tykt lag sne sidste nat. Det var derfor rigtig dejligt at gå på arbejde i morges, alt var flot hvidt, og dejligt stille. Christian er altid så omsorgsfuld når vi følges ad om vinteren. Han er bekymret for, om jeg overser de glatte steder på vejen, der hvor der er is under sneen, glatte pletter efter sneskovlen og den slags. Omsorgen går på hele tiden at holde mig orienteret om, hvor der er specielt godt at gå og hvor jeg skal passe særligt på. Det er jeg rigtig glad for, for det betyder, at jeg kommer på arbejde om morgenen uden at ligne en snemand. Som Christian f.eks gjorde her til morgen. Han havde helt glemt, at børnene havde lavet en dejlig lang glidebane lige ved indkørslen til skolen (ned af bakken). Sneen sletter som bekendt alle spor, og Christian kom først i tanke om glidebanen, da han lå på den - med arme og ben ud til alle verdenshjørner.

Det var der, jeg kom i tanke om tegnefilmen hvor bambi kommer på glatis, jeg tror vi plejer at se den i fjernsynet ved juletid. Og det er der ikke længe til.

Halloween

Der er Halloween-fest på skolen i aften. Da jeg gik hjem her i eftermiddag, var der fuld gang i forberedelserne. Margrethe og Kathrine havde købt ind af alt, hvad der hører en ordentlig Halloween-aften til og eleverne havde travlt med at stille musikinstrumenter op og friske den pynt i klasseværelserne op, som vi lavede til spøgelsesaftenen i sidste uge.
Billederne herunder stammer derfra. Et gennemgående tema hele skoleåret igennem går ud på at undersøge, hvad historien bag vore skikke og traditioner er. Derfor skulle vi selvfølgelig også finde ud af, hvor skikken med at lave græskarlygter stammer fra.
På http://www.historie-online.dk/ kan man læse om de fleste danske helligdage og der kan man se, at skikken har rod i et irsk sagn, som er kommet til Danmark via USA. Sagnet handler om Stingy Jack, som i vor tid er blevet til Jack of the Lantern. I levende live omgikkes Jack Fanden - de lavede faktisk aftaler om, at Fanden skulle lade være med at kræve Jacks sjæl i hele 10 år - men Jack døde uheldigvis alligevel. Jack henvendte sig så ved Himmerigets port, men her blev han afvist på grund af ukristelig livsførelse. Da han derefter henvendte sig i Helvede, ville man heller ikke tage ham ind her på grund af den aftale, han havde lavet med Fanden. Fanden gav dog Jack et lille stykke brændende kul, som kunne lyse for ham på vejen tilbage til jorden. Dette glødende kulstykke lagde Jack i en roe, og ved lyset fra roen må han nu - ifølge sagnet -vandre hvileløst rundt mellem himmel og jord. Derfra græskarlygterne.

Vi tog altså forskud på Halloween med en spøgelsesaften på skolen i sidste uge. Her kan du se et par stykker af de flotte græskarlygter, der blev lavet. Og ja - vi importerer græskar fra Danmark for at lave lygter af dem.

Lygterne har stået i klasseværelset de sidste 8 dage, så nu ser de rigtig uhyggelige ud - indskrumpede og og halvtørre af varmen fra rummet og af lysene indeni. Jeg tror kun de er halvt så store i dag som de er på billederne.

Vi havde inviteret en præst, som efter sigende er specialist i at fortælle spøgelseshistorier, til at komme og sprede gys og uhygge. Det lykkedes meget godt, der var i hvert fald ingen, der faldt i søvn, selv om mange af eleverne lå på gulvet.. i næsten mørke, som du kan se nedenunder.

Det sker faktisk af og til at nogen kommer og fortæller, at de ovre på kollegiet har fortalt spøgelseshistorier for hinanden den halve nat - og det siges også, at der er spøgelser på 3. sal på kollegiet. Så Halloween er en ny tradition, som falder i rigtig god jord her i Grønland.

Opfattelsen er selvfølgelig, kan man næsten sige, at skikken er amerikansk. Det er også derfra vi har den i den form, vi kender. Men som så mange andre traditioner går rødderne meget længere tilbage.

De førkristne keltere fejrede Samhain, en slags nytårsfest, omkring 1. november. Da så de kristne missionærer ville omvende kelterne til kristendommen udstedte pave Gregor den Første i 601 et edikt, som sagde, at missionærerne skulle kristne de hedenske skikke i stedet for at forbyde dem. Hvis nogen tilbad et træ, ville det være bedre at kristne træet end at fælde det. På den måde blev Allehelgensdag, (den 31.10) den dag hvor den katolske kirke fejrede de helgener, der ikke havde deres egen dag, slået sammen med den keltiske nytårsfest Samhain.

Det trick kunne Hans Egede have lært noget af. Han skaffede sig mange uvenner ved at forbyde gamle, grønlandske traditioner, og i stedet indføre kristne skikke.

Sørens fødselsdag

Vi hejser flaget i dag for det er Sørens fødselsdag.

Selv om vi ikke er sammen med ham i Danmark og derfor ikke kan kræse om ham med livretter og fødselsdagskage, så forpligter det alligevel når ens søn har fødselsdag - i Grønland forstås. Enhver grønlandsk mor med respekt for sig selv vil, også selv om hendes voksne søn ikke bor hjemme mere, fejre dagen med kaffemik.

Så derfor står vi gerne op MEGET tidligt og bager boller til den leverpostej, som vi lavede i går. Det kommer Karl Bertel og henter så det er klar til formiddagskaffen på skolen lidt i 10.

Heldigvis - jeg mener for at Karl Bertel kommer og henter provianten - det stormer en pelikan udenfor, det er tøvejr og glat ad p... til.

Bageuret ringer ....

Atuarfik Kilaaseeraq 50 år

Vores folkeskole fejrede sin 50 års fødselsdag i fredags med stort kaffemik for byens borgere.

Som billederne herunder viser, havde eleverne gjort deres til at gøre dagen festlig.

Her har nogen af dem lavet en flot model af skolen. Der går 472 elever på skolen for øjeblikket, siger Karen, som underviser dernede.
Her er en fløj af skolen set udefra. Jeg sidder med en debat om selvstyre i ørerne, den kører i fjernsynet nedenunder. Der hører jeg Demokraterne sige, at Grønland på landsbasis har et reparationsefterslæb på skoleområdet på 1,3 mia. kr. Vores skole har absolut brug for renovering.
Der var kaffe og masser af kager til alle i skolens festligt udsmykkede aula.
Nogle elever havde lavet logoer fra det meste af byens erhvervsliv. I forgrunden kan du se hele 2 eksemplarer af ATI's logo.
Da folkeskolen blev bygget - i slutningen af 50'erne - var den en del af G-50, dvs. den strategi for Grønlands fremtid, som blev vedtaget i 1951. Strategien gik ud på at åbne Grønland for verden, eller sagt på en anden måde, gøre Grønland til en del af verdensøkonomien. Og det var selvfølgelig fiskeindustrien, der skulle bære udviklingen. Så der blev sat et kæmpe byggeprojekt i gang flere steder på kysten. Folk flyttede væk fra bygderne ind til fabriksbyerne, hvor der skød den ene boligblok op efter den anden - og derfor selvfølgelig også skoler. Vi har faktisk også en del boligblokke fra den tid, som trænger voldsomt til renovering.

Nogen siger, at grønlænderne lærte at tygge amerikansk tyggegummi og bære nylonstrømper under 2. verdenskrig, de ønskede ikke at blive isolerede igen, da krigen var slut og forbindelsen til Danmark blev genoptaget.

Politisk set skete der det i 1951, at Grønland fik status som et dansk amt på lige fod med andre danske amter. Grønlændere og danskere blev ligeværdige, sagde politikerne dengang.

Lige nu diskuterer politikerne nede i stuen, om Grønland skal have selvstyre til næste år. Det gør de, fordi vi skal have folkeafstemning om det den 25. november. Politikerne siger ja, bortset fra Demokraterne, som siger at Selvstyrekommissionens Betænkning, som den ser ud nu, er for dårlig. Det er min opfattelse, at den politiske propaganda mest taler til vælgernes følelser - grønlændere vil blive anerkendt som et selvstændigt folk - mere end fornuften.

Jeg savner stadig en god forklaring på forskellen mellem Hjemmestyre, som vi har nu, og Selvstyre, som vi skal stemme om. Selvstyre går ud på at de ansvarsområder, som nu hører under Danmark, og som derfor også financieres udenom bloktilskudet, f.eks. politi, retsvæsen, udenrigspolitik og råstoffer, skal hjemtages til Grønland, og altså også financieres af Grønland.

Nogen er selvfølgelig bekymrede for, som de ekstra udgifter vil få en negativ indflydelse på levestandarden i Grønland. Politikerne kunne i eftermiddag berolige den nervøse del af befolkningen med, at dette ikke ville ske, for de grønlandske politikere bestemmer selv, hvornår de ønsker at hjemtage flere ansvarsområder. Som repræsentanterne for Siumut, IA og Atassut var enige om: "Det bliver først når vi mener, Grønlands økonomi kan bære de ekstra udgifter, sagsområderne medfører".

Det politikerne satser på i dag er ikke fisk, som i 50'erne - den industri er flyttet til Kina - men råstoffer fra undergrunden, herunder bl.a. olie. Repræsentanten fra Råstofdirektoratet sagde dog, at Grønland tidligst vil komme til at tjene penge på olie i 2020'erne ... hvis altså alt går vel.

I øvrigt er Selvstyre ikke det samme som Selvstændighed.

Så blev det vinter

Det er sjovt - den kommer bag på os hvert år - vinteren.

De fleste dage følges Christian og jeg ad over på skolen om morgenen. Vi skal begge to have morgentimer, bortset fra tirsdag og fredag. De to dage skal jeg først have timer op ad dagen. Så i morges gjorde Christian sig klar til at gå - alene - med regnslag og livrem udenpå fordi erfaringen har vist, at regnslaget ellers ikke yder megen beskyttelse i blæsevejr.
"Nå" tænkte jeg, "det er nok regnvejr i dag", det har vi haft en del af her i efteråret.
Da det blev lyst kunne jeg godt se, at der var en anelse hvidt udenfor - og det sneede.
Min påklædning - små sko og tynd jakke - var lige så passende som Christians skulle det vise sig, da jeg kom ned på vejen. Jeg kan vist lige så godt overgive mig til støvler og dynejakke.

Grønlændere, både børn og voksne, glæder sig altid til vinteren. "Alt bliver så dejlig lyst, når fjeldenes farve skifter fra gråsort til hvid" siger de voksne, og børnene jublede da jeg gik forbi børnehaven. Temona, vores rengøringsdame, fik ligefrem lys i øjnene da hun fortalte om hvordan hun som barn altid blev helt ellevild, når hun vågnede op til den første dag med sne. Så skulle hun ud, og hun havde ikke tid til at få tøj på først.

Vinteren har selvfølgelig været på vej et stykke tid. Søerne på vej ud til lufthavnen er frosset til så de kan bære børnene, og i går faldt et kæmpestort stykke af fjeldet ude ved lufthavnen, sikkert forårsaget af vand og frost. Det landede lige ved siden af vejen. Heldigvis skete der ingen skade ved det, pu-ha, de siger det er en klods på omkring 3 meters højde.

Muslingesuppe

Hvidvinsdampet fisk er ikke noget vi har lavet. Vi har nærmest taget kraftig afstand bare fra tanken. Tilbage i 60'erne fik Christian nemlig en fisk, som havde været udsat for hvidvin, og det var synd, både for fisk og hvidvin. Det har vi så holdt os til i vores husholdning siden.

Så var det at Dan gjorde opmærksom på, at hvidvinsdampede blåmuslinger skulle være en delikatesse. "Så pyt, det må komme an på en prøve", tænkte vi og hev proppen af en halvdyr hvidvin her da vi skulle konservere efterårets høst af blåmuslinger. Og da vi nu havde ofret hvidvinen måtte suppen selvfølgelig anvendes til et fornuftigt formål, derfor endte det med, at vi spiste den mest fantastiske muslingesuppe tirsdag aften i sidste uge.

Vi plukkede muslingerne lørdagen før, tog dem med hjem og lod dem stå i rent vand et par dage. De er nemlig godt sandede. Inden tilberedningen blev de skyllet i flere hold vand, og hver gang kom der sand ud. Man skal her lige sikre sig, at muslingen lukker sig, når man rører ved skallen, gør den ikke det, skal den kasseres.

Så kom vi hvidvin i en gryde, 2-3 cm, varmede det op til kogepunktet, hældte en stor skål blåmuslinger i og låg på. 5 minutter tror jeg, så var de færdige, dvs. åbne. Her gælder det så, at hvis der er nogen, der ikke åbner sig, så skal de også kasseres. Men ellers op af gryden og ud af skallen hvorefter suppen sies (der er en del vand i muslingerne).

Ny gryde hvor smør, hakket løg, en håndfuld semi-tørrede tomater, lidt hvidløg og persille varmes til det bliver blankt. Ned med 1½ dl piskefløde og lidt mere, ca. 2 dl, af den siede suppe, rensede muslinger og frosne ærter efter behag.

Med nyt brød til er det en himmerigsmundfuld.

Siden sidst

Endelig kom jeg ind på min blog!!

Først gik der tid med en del andre gøremål, og da jeg så endelig skulle i gang med at blogge igen, kunne jeg ikke logge mig på. Gorm har lige løst mit problem. Han mente, jeg skulle have mit Java opdateret, men det så det alligevel ikke ud til da han ville gøre det. Bagefter virkede siden alligevel, så det var dejligt.

Men tilbage til arbejdet.

De sidste år har vi kørt et introduktionsforløb for eleverne, hvor de har arbejdet med et bestemt tema over nogle dage. Først var det noget med sund mad og motion og sidste år var det tobak vi beskæftigede os med. I år havde vi så valgt at inddrage hele skolen, dvs. både studerende og personale, og så havde vi hyret nogle dygtige folk fra Danmark, som kunne noget med konfliktløsning, til at køre et introforløb over 4 dage. Ikke fordi vi havde nogle særlige konflikter, vi skulle have løst, men mere for at gøre os alle i stand til at løfte de opgaver, en skole nu engang skal løse. Vi fik lært eleverne at kende på en sjov måde - startede med dans i gården om morgenen - og vi fik snakket om de problemer, eleverne kan have når de skal starte på en ny skole. For mig har det været lettere at komme i gang med undervisningen i år, og det virker som om klasserne fungerer godt sammen allerede nu. Andre år har vi brugt hele efterårssemesteret til at lære hinanden at kende - "pisse territorier af" kunne jeg også kalde det.

Så langt så godt.

Men så fik Karsten job i Danmark og det var selvfølgelig dejligt for ham, men nu mangler vi en kemi- og matematiklærer. Per fik dog hurtigt ansat en ny lærer, 2 faktisk. Den ene skal starte til november - og den anden skulle være kommet i går .... Vi har altså ikke så gode erfaringer med nyansættelser. Det startede sidste år, hvor vi havde ansat en ny lærer til skolestart. Han rejste tilbage til Danmark efter 1 dag i Maniitsoq. Siden, dvs. her i foråret, ansatte Per 2 lærere, som først sagde ja, men senere sprang fra igen - dog inden de nåede at rejse herop.

Ham der skulle være kommet i går blev desværre syg, så han ikke kunne rejse - håber da han kommer på et senere tidspunkt.

Vi holdt afskedsparty for Karsten i Kangersluarsuq, en nedlagt bygd ovre på fastlandet. Vejret var fantastisk, som disse billeder også viser.

Her er vi i gang med at forberede en sen frokost mens vi spejder efter bagtroppen. Sine og Dan havde timer, de skulle være færdige med, inden de kunne sejle hjemmefra.

Nedenunder er Per i gang med at stege rensdyrbøffer.

Karsten valgte at spise indendørs, i den gamle kirke. Han brød sig ikke om de små fluer udenfor - og der var iøvrigt også rensdyrkød nok...

Nedenunder er det kirkebygningen set udefra. Menigheden talte omkring 60 personer, da bygden var beboet. Kommunen bruger nu lokaliteterne som lejerskole, men alle og enhver kan bare slå sig ned og lade som om de er hjemme.

Her er Margrethe i gang med at koge thevand.

Mens nogen plukker sortebær.

Her er det Gert, Louise og Christian der får sig en sludder og en Faxe Kondi på de varme sten.

Gorm og Christian fik også tjekket udenomsfaciliteterne. Her er det vist dasset, der bliver synet.

Kathrine sendte Karsten af sted med maner. Den gamle klokke fungerer stadig.

Jeg skal lige tilføje, at vi fik en spandfuld sortebær med hjem. Christian går helt amok, når han kommer ud med bærplukkeren. De var altså også fine derovre, især dem han fandt på skrænten ned mod vandet.

Håber iøvrigt Karsten har det godt nede i Næstved.

Så er ferien slut

Vi var i Qorqut forrige lørdag. Dernede er der en elv, som vrimler med særligt flotte ørreder. På billedet praler Christian af dagens fangst. Meeen, ret skal være ret, vi var flere om at fange dem. Christian fangede nok 12-14 stykker af dem, og jeg fangede 3 - det sidste husker jeg tydeligt.
Vi havde en rigtig dejlig dag i Qorqut. Vi, 3 både med 8 passagerer, sejlede hjemmefra kl. 07.00 om morgenen og havde en fin tur nedad, 1½ times sejlads i flot vejr. Vi drak morgenkaffe i myggefrit område, dvs. om bord på bådene, derefter gik vi i land og vandrede en god halv time op ad en elv før vi fandt et godt fiskested. Her slog vi os ned, og nogen fordrev de næste 4-5 timer med fiskeri, mens andre røg og stegte fisk, som vi nød med medbragte salater og andre delikatesser.
Sidst på eftermiddagen havde vi fanget de fisk, vi kunne bære ned til båden, så vi pakkede sammen og gjorde klar til at sejle hjem.

Hjemturen kom til at taget noget længere tid end udturen. Billedet herover viser René og hans passager i skumsprøjt. Vi diskuterer stadigvæk hvor høje bølgerne var på det her sted - 3 meter er der nogen, der siger. Hvis der er nogen, der har lyst til at læse om hjemturen set ud fra Renés synsvinkel, så får I lige adressen her.

Billedet af Christian her er fra fuglefjorden i går. Der var vandet anderledes fredeligt.

Der var masser af fugle i de små lejligheder. Vi havde en rigtig dejlig dag i fuglefjorden. Vi var 5 både af sted med mange af vore kolleger og 4 danske gæster, der holder kursus på skolen de her dage. Vi tog hjemmefra i lidt små-gråvejr, men solen brød igennem skyerne, og vi kunne se den ene fjeldtop dukke frem af tågedisen efter den anden mens vi lå inde i bunden af fjorden og spiste frokost. Nogen sejlede ind og rørte - næsten, i hvert fald - ved indlandsisen, mens vi var et par stykker, der syntes, det var helt fint at se den fra båden. På vejen op og hjem så vi hvaler indtil flere gange, men jeg kan ikke finde dem på de billeder, jeg tog - desværre. Jeg slår min lid til Dan og hans telelinse. Vi fangede lige nogle torsk på vejen hjem, og da de var gjort i stand og vi havde spist stegt torsk, var vi mere end klar til at gå i seng.

Nu står den så på kursus - i dag og de næste 3 dage. Det tegner spændende.

Ferierejse

Jeg ER kommet til København.
Vi kom af sted fra Maniitsoq tirsdag eftermiddag - til Kangerlussuaq kun. Der måtte vi blive til torsdag morgen, hvor Air Greenland havde ombooket os til en SAS-afgang.
Så ferien i år kom altså til at starte med et par dage på Air Greenlands regning, heri også en 6 timers tur ind til indlandsisen - ikke værst endda.
Jeg nåede mit møde i fredags, og det kursus jeg skulle have været på onsdag og torsdag, har jeg fået udsat, så der er ingen skade sket. Og nu starter det fine sommervejr,

Tågen lettede ikke

Normalt forsøger jeg at holde et sobert sprog på bloggen, men i dag kunne jeg godt få lyst til at finde ord som shit og f... frem.
Jeg vil alligevel holde mig til den blødere danske besværgelse: Pokkers... eller bare øv..øv..øv (altså unden "r" foran "og nøgler" bagefter).

Hvis jeg er heldig, så kommer jeg til Danmark torsdag.

Her i juni måned døjer vi ind imellem med natte- og morgentåge. Og lige i går morges lå tågen, eller havgusen, og bølgede frem og tilbage. Kikkede vi 1 vej, så det ud som det klarede op, kikkede vi en anden, blev tågen bare tættere og tættere. Det stod på lige i morgentimerne, hvor vores fly skulle lande fra Nuuk. Vi kunne bare stå nede på jorden og høre flyet cirkle rundt et par gange, før piloten besluttede sig til, at der skulle vi blive, mens han fløj videre til Kangerlussuaq. Øv...

Vi flyver derind nu i eftermiddag, med udsigt til først at komme videre til København på torsdag. Øv...

Og Søren venter i København!

Granatfjeldet i sommerdragt og ferie

Oftest forbinder man Grønland med sne og is. Men lige her omkring midsommer er fjeldene blomsterklædte. Vi tog på fotosafari ovre på Granatfjeldet i går sammen Dan og Gorm. På afstand virker fjeldene golde, men kommer man nærmere. er der masser af blomster, som disse billeder viser.

Hvad mon Christian finder i rygsækken?

De hvide blomster er grønlandspost. Bladene høster vi i august og bruger dem som krydderurter, når vi laver lammesteg f.eks.

Den gule blomst herover er rosenrod. Den indeholder helsebringende stoffer.

Gederamsen på billedet herover er Grønlands nationalblomst.

Men ferien er startet, og jeg flyver til København i morgen tidlig, kufferten står pakket og klar. Jeg skal på kursus og til et møde i denne uge, men ellers vil jeg kikke lidt på København sammen med Søren. Skulle nogen få lyst til at besøge os derovre, så kunne det være rigtig hyggeligt ...

Det er højsæson på fiskefabrikken, så Christian følger først efter den 4. juli. Derefter planlægger vi en tur ud i det danske land - I hører fra os.

God sommer.

Dimission

Her er lige et par billeder fra dimissionsfesten den 13. juni.

Så er der serveret.

Det her er ATX B.

Og her er ATX A.

Og her er det så øverst fra venstre Karsten, Dan, Sine, mig og René.

Forklaringen på, at en del af skolens ellers seriøse lærerstab optræder med korkproppe-overskæg og i den grønlandske nationaldragt til mænd er den, at Karsten og René havde skrevet en lille sketch - De fire grønlandske mænd (frit efter Monty Python) - som blev opført efter morgenkaffen.

Hvaler, idyl og jordrystelser

Vi tog lige en aftentur på vandet i går. Christian opdagede, at der var hvaler i farvandet neden for vinduet mens han sad og snakkede med Søren i telefonen. Vi kom ikke helt tæt på dem, men halen er nu også flot.

Mens vi cirklede rundt og spejdede efter, hvor den næste blåst ville vise sig, kunne vi nyde synet af polarlomviernes elegante flugt hen over vandoverfladen.

Vejret viser sig virkelig fra den pæne side de her dage. Jeg skulle have fat i en bopælsattest (virker som identifikation og sygesikringsbevis) nede på kommunekontoret, det brugte jeg som anledning til at komme ud og få sol i ansigtet.

Alting bliver nu anderledes i solskin. Også forberedelserne til nationaldagen i morgen. Ovre ved Pisiffik lå flaskedrengen og samlede cigaretskod op under trapperisten - eller lå han også bare og nød det gode vejr? De orange kedeldragter - kommunalarbejderne - havde travlt med at feje i tunnellen og andre steder. Een af dem var endda blevet nydeligt klippet, lagde jeg mærke til. Rundt om vores egen blok er der i nattens løb blevet fejet og sat til side. Og fejemaskiner ordner vejene, så vi efterhånden er fri for at gå og slæbe sand op i lejligheden.

Det er ren idyl at færdes rundt i byen lige i øjeblikket. Byen bliver faktisk gjort ren hvert år op til nationaldagen, men det bliver nu sjovere med godt vejr.

I den stemning kan det virke, som om intet kan rokke den grønlandske klippe, meeen...

Mens jeg stod og lavede morgenkaffe den anden dag blev jeg pludselig opmærksom på en underlig klirrende lyd. Efter nøje undersøgelser viste det sig, at det var tallerkenstabelen, der stod og klirrede inde i køkkenskabet. Nåååå .. var min reaktion ... det må være ventilationsanlæget, der får huset til at ryste. Inde i stuen opdagede jeg, at mine bloklys stod og vibrerede på aluminiumsfadet. Så meget syntes jeg godt nok ikke, vi plejer at være påvirket af det ventilationsanlæg.

Christian og andre mener, det måtte være jordrystelser, der fik vores indbo til at danse can can. Det var heldigvis faldet til ro igen, da jeg kom hjem fra arbejde, så nu ånder alt fred igen.

Ib Suit

Sine tog nogle flotte billeder af Ibs hytte.

Se lige, hvad mit camera også kan

Jeg har ikke taget sååå.. mange billeder på det sidste. Cameraet hvæsede af mig, når jeg forsøgte. Der kom også en besked til mig på skærmen, men den var væk igen inden jeg fik brillerne stillet i fokus-position så jeg kunne se, hvad der stod. Jeg slukkede og tændte - det hjalp ikke. I tiden omkring skoleafslutningen havde jeg ikke rigtig lyst til at eksperimentere med camera og læse brugsanvisninger - så jeg tog billeder, og HVER gang den samme hvæselyd, men jeg trykkede bare af og tænkte: "De kan jo altid slettes igen, hvis det går rent galt".

Det var først i mandags, jeg fandt brugsanvisningen. Og jeg ved nu, at jeg kan tage 16 billeder på et splitsekund - uden at aktivere udløserknappen mere end een gang. En funktion, som skal være særlig velegnet til ting, der bevæger sig - hurtigt.

På det første billede kan I se, hvad der kom ud af det, da jeg fotograferede vores procesteknikere i færd med at sælge leverpostej nede i Brugsen. Det andet er trappen ovre ved Ib Suit.

Jeg skal afprøve teknikken under mere kontrollerede former ved lejlighed. Måske vil den være god til hvaler. De er kommet nu - langt om længe.

Fødselsdag

Her kommer lige et par billeder fra min fødselsdag.

Min tillid til vejrguderne blev sat på en hård prøve op til den 14. I op til flere år har jeg været heldig med vejret - læs sejlvejr - men i år var jeg godt nok ved at tro, at det ville svigte. Vi havde plask regnvejr i dagene op til, men så, lørdag morgen, lysnede det heldigvis, og havet lagde sig pænt til ro. Eller det vil sige delvist. Inde i fjorden var vandet glat som et stuegulv, som billedet viser, meeen... turen over til fjorden.... Camilla og René fik vist en del saltvand i hovedet.



Vi kom 4 både af sted over til Ib Suit, som ligger ovre i Svinebugten. Kirsten og Lene og Ole vil vide, hvor det er. Og Søren selvfølgelig. Vi havde spurgt Ib, om vi måtte slå os ned ovre ved hans hytte. Ikke at der er ejendomsret til klipperne, men alligevel. Og det var faktisk heldigt, for på grund af regnen var jorden RET våd, så vi slog os ned på hans terasse med krabber, røget laks og tilbehør.

Bagefter tændte vi op i grillen til moskuskød og pølser.

Det holdt tørvejr, og solen varmede os af og til på sin vej ned. På vej hjem ved midnatstid fik den vandet til at flimre og fjeldtoppene til at lyse.

Vintervejr

Det er fredag den 30. maj... og vi har SNESTORM. Jeg er udmærket klar over, at datoen står som overskrift over hvert indlæg, men jeg bliver altså nødt til at pointere, at det ER den 30. maj i dag, især overfor mig selv, man skulle nemlig ikke tro det, når man kikker ud af vinduet.

De sidste dage har jeg ellers gået og glædet mig over, at de små hvide blomster endelig ER begyndt at titte frem i sprækkerne i fjeldet. Det var ved at være sommer - lige indtil vi vågnede i morges til forblæst vasketøj, der var snoet 20 gange omkring tøjsnoren, og sne på vinduerne.

Men pyt - jeg skal forberede eksamen til på mandag, så det kommer weekenden til at gå med. Det værste er, at censor sidder i Sisimiut. Han er godt nok her fra byen, men han har været censor i Sisimiut den her uge, og skal efter planen komme hjem i morgen. Det håber jeg så, der bliver flyvevejr til.

Jeg tror alligevel, jeg lige vil lufte tanken for forstanderen om, at der kan blive brug for en plan B.

Boligmarkedet

Mange har hørt om ejer-til lejer-ordningen, som især nogle politikere har haft stor fordel af.

Men ved du, hvad en præ-vacant bolig er? Et eller andet sted kan man selvfølgelig regne ud, hvad ordene betyder. Jeg har altid været klar over, at boligmarkedet her i Grønland opererer med noget, de kalder vacantboliger, men først i går hørte jeg, at der også findes en præ-udgave.

Heroppe hænger job og bolig på mange måder sammen. Hvis jeg siger mit job på ATI op, skal jeg også flytte fra min lejlighed, dvs. jeg kan ikke bare finde et andet job her i byen uden at jeg også skal skifte lejlighed - i teorien i hvert fald. Skolen har - som andre virksomheder - en pulje af lejligheder i det landsdækkende boligselskab INI, jeg mener det er 11. Så derfor, når der bliver ansat en ny lærer på skolen, kommer vedkommende automatisk først på ventelisten. Jeg husker ikke, nogen har ventet på lejlighed her.

Men i Nuuk - uha, uha. Boligsituationen der gør, at mange opgiver jobbet. Det var lige ved at ske for en folkeskolelærer her fra byen, som flyttede til andet job i Nuuk i oktober sidste år. Hun blev så træt af at bo i møbleret lejlighed og uden sine private ting, at hun kraftigt overvejede at sige op. Heldigvis fik hun for 1½ måned siden tilladelse til at få sine egne møbler ud af containeren, så nu har hun det godt igen.

I går spiste jeg frokost sammen med en biologilærer fra Nuuk - hun er censor for Sine - hun beklagede tabet af en kollega, som, efter 1 år i vacantbolig, har givet op og rejser tilbage til Danmark her til sommerferien. Det var hende som fortalte, at mange starter i en præ-vacant bolig. Boligmangelen skulle være særlig slem nu, fordi INI har taget en blok ud af markedet - den var simpelt hen for medtaget til at reparere og den er nu overladt til et nedbrydningsfirma.

De personlige gener ved at undvære bøger og den slags er indlysende, men økonomisk set er vacant-systemet en guldgrube for nogen, fordi det er arbejdsgiveren, der skal betale huslejen. Først når man har fået sin egen lejlighed, overtager man selv betalingen - så det er 3 - 6.000 kr. ekstra om måneden.

Men prøv lige at tænke på, hvad det koster samfundet! En præ-vacant bolig kan sammenlignes med et hotelværelse, og prisen er derefter, dvs. den koster 600 kr. om dagen. Vacantboliger kan koste helt op til 20.000 om måneden - for selvfølgelig er det efterspørgslen, der bestemmer prisen. Efter sigende skulle der ligefrem være nogen, der flytter ud af sin INI-bolig og lejer den ud som vacantbolig - en god forretning, hvis man kan finde husly et andet sted.

På en måde så forstår jeg det ikke helt. Hvis der er en vacantbolig - så ER der da en bolig. Hvorfor kan folk så ikke bare leje den på normale vilkår? Samfundet ville spare en hulens masse penge, både til lejeudgifter og til rekruttering. Det kunne være interessant at undersøge, hvem der tjener på systemet.

Vi betaler godt 6.000 kr. i husleje og varme for vores 3-rums lejlighed, som man kalder det her.

Ejerbolig er ikke særlig udbredt heroppe, så vi slipper for spekulationer over faldende huspriser og den slags genvordigheder, som præger det danske boligmarked i øjeblikket.

Folkeskolen i Maniitsoq

Man kan måske sige, at overskriften lægger lidt op til, at der nu skal komme en generel udtalelse om folkeskolen her i byen - det gør der ikke.

Men jeg synes folkeskolen i Grønland i det hele taget fortjener lidt oprejsning. Og her skal jeg med det samme sige, at det kendskab jeg havde til denne institution indtil sidste søndag udelukkende stammede fra diverse medier, danske såvel som grønlandske. Og det kan man ikke sige, man bliver i godt humør af. Mangel på uddannede lærere.... - nej, problemerne vil jeg ikke gå i detaljer med her, de er uendelige, og jeg er sikker på I også har læst om dem i Danmark.

Men så var det, at folkeskolen her i byen kom til at mangle en censor i dansk til deres 11. klasser, 2 udvidede klasser og 1 almen klasse. Derfor troppede jeg op nede på Atuarfik Kilaaseeraq mandag morgen, MEGET spændt på at møde nogle levende folkeskoleelever, så jeg ved selvsyn kunne få et indtryk af, HVOR sløjt det i virkeligheden stod til - i hvert fald med danskkundskaberne.

Og altså.... jeg ved det udmærket godt.... jeg underviser i det... "HUSK NU" siger jeg til eleverne, "MEDIERNE INTERESSERER SIG OFTEST KUN FOR DE DÅRLIGE EKSEMPLER, DET GIVER DE BEDSTE HISTORIER".

Hvis du ikke allerede har gættet det, så kan jeg bare sige, at mine negative forventninger SELVFØLGELIG blev gjort til skamme. Heldigvis. Alle mødte til eksamen, velforberedte og veltalende, mange fik gode karakterer, enkelte fik dårlige, anderledes kan det ikke være. De 4 dage jeg var censor på folkeskolen var en sand fornøjelse, ikke mindst fordi jeg blev mindet om, hvad det er for et stof, fordomme består af. Og jeg har fået et rigtig godt eksempel, som jeg kan hive frem næste gang, jeg skal forklare hvad begrebet "fordomme" dækker over. Super... for at bruge et af Sørens udtryk.

Fredag havde jeg selv 3 elever til eksamen i historie, det gik også flot. Og sådan er det jo heldigvis: inden længe husker jeg kun deres flotte eksamensresultater, ikke alt det hverdags-bøvl jeg havde med at få dem op om morgenen, få dem til at læse lektier, forsømmelse o.s.v. o.s.v.

Jeg kan så måske undre mig lidt over, hvor de opvakte unge mennesker går hen, når de forlader skolesystemet - det kunne være dejligt, hvis vi også mødte dem som politikere, f.eks. Men måske er det dem, der flygter fra Grønland? Der er immervæk 17.000 grønlændere i Danmark, og - det ved jeg udmærket godt - de er ikke sociale tabere allesammen , selv om medierne gør deres til at nogen kunne tro det.

Besøg af Lene og en ting mindre at huske på

I aften er jeg sluppe af med 1 af tidens åg - og det mens jeg sad og så "Ha det godt" på KNR.

De, der har læst mit tidligere indlæg, kunne måske finde på at tænke: "Hvorfor ser hun det program, når nu hun synes, det er så irriterende, fordi det har en negativ påvirkning på hendes samvittighed"? Til det kan jeg kun svare: "Vi har kun 1 kanal, og programmet sendes lige på det tidspunkt, hvor jeg gerne slapper af efter arbejdsdagen", i aften har jeg lært, at det kaldes at powernappe, på godt dansk.

Nå, men mens jeg sad der og slappede af var Lene lige pludselig i stuen hos os. Min søster Kirstens datter, Lene. Hun arbejder på en virksomhed, som producerer vandsenge, og i den her sammenhæng optrådte hun som ha-det-godt-testpilot, hun skulle sove middagssøvn på arbejde. Eller powernappe. Men det er altså det samme, som Christian gør, når han kommer hjem fra arbejde, og som jeg hjælper med, hvis det har været en lang dag på arbejde.

Og så er det slet ikke nødvendigt at drikke 2 eller 3 liter vand, som de fleste går og siger. Man skal bare drikke, når man føler tørst. Det er da til at huske.

Forårsblomster og pinse på arbejde

Det her billede er tage kl. 01.30 for et par dage siden. Vi er ved at gå ind i den tid på året, hvor det kan være helt fantastisk at sejle om natten. Lyset er magisk og vandet er ofte spejlblankt, og der er ikke andre ude på den tid.

Jeg sad lige og surfede i billederne fra sidste år, og blev pludselig opmærksom på, at forårsblomsterne lader vente på sig i år. Dette billede er taget den 10. maj sidste år. På nuværende tidspunkt er der ikke tegn på blomster nogen steder. Sneen trækker sig ganske vist mere og mere tilbage, men det eneste liv jeg kunne finde i sprækkerne i fjeldet i går var nogle meget små grønne mospuder - det HAR været et koldt forår.

Båden kom i vandet i fredags. Christian nåede lige at få installeret batterier og skiftet olie de steder, det skal gøres, inden Qalulerivik kom og hentede den her på vinterpladsen uden for skolen fredag eftermiddag. Vi var lige ude og vende en lille tur i aftes - men ikke noget med at dyppe langlinen i vandet overhovedet, vi har stadig fisk i fryseren fra sidste år. Vejret var ellers flot hele dagen - sol fra en skyfri himmel - men Christian havde en reparatør på fiskefabrikken, så han måtte være i nærheden. Og det skal han iøvrigt være hele pinsen. Jeg benytter så lige muligheden for at få nogen af mine eksamensforberedelser fra hånden. Det går lidt nemmere, når der ikke er undervisning, der skal passes samtidig.

Vi har kun en uges undervisning tilbage nu - fredag er sidste skoledag. Så kommer det til at gå slag i slag, først skriftlig eksamen i matematik og dansk, og derefter de mundtlige. Jeg skal gøre klar til 1 skriftlig eksamen i dansk og 3 mundtlige eksamener: dansk, samfundsfag og historie. Derudover skal jeg for første gang være censor nede på folkeskolen - det gælder afgangsprøverne i dansk for 10. og 11. klasserne samt aftenskolens voksenhold. 4 dage med MANGE elever hver dag. Det bliver spændende.

Jeg må vist hellere komme i gang.

Kost- og motionstyrrani

Birdie, bogey, bunker, par 5, eagle. Golfkendere vil vide, at det er udtryk, som stammer fra golfsporten. Jeg har aldrig haft en golfkølle i mine hænder, alligevel svirrer de nævnte udtryk rundt i mit hoved for øjeblikket. Forklaring følger.

Enhver ved – hvis man da ellers læser aviser og blade og ser TV – at visse madvarer og motion er sundt, ind imellem hører man ligefrem, at den rette kost og motion ordineres mod sygdomme. For at sige det rent ud, så er jeg efterhånden ved at være træt af alle de løftede pegefingre – eller måske er det bare mig, der efterhånden synes, at jeg ”synder”, hvis jeg f.eks. spiser et stykke kage eller ikke kommer op på 600 gram frugt og grønt om dagen.

Jeg har tænkt en del over det her på det sidste. F. eks. så går jeg ikke bare på arbejde eller andre steder hen alene for at komme fra A til B – nej da. Jeg ved nøjagtigt, at jeg har 1000 skridt på arbejde, 2000 hvis jeg skal ned til procesteknikerne den korte vej, og 500 mere hvis jeg tager den lange. Jeg har 2.500 skridt ned til butikkerne og så fremdeles. Jeg skal gå nogle ture, kan man jo nemt regne ud, for at komme op på de anbefalede 10.000 skridt pr. dag. Og det gør jeg jo heller ikke. Men det hjælper noget, hvis jeg går raskt til, svinger godt med armene og spænder i mave- og andre muskler samtidig, så får jeg ekstra meget gavn af turen, bilder jeg mig ind. Så er der madpakken - som selvfølgelig ikke må være pakket ind i staniol – groft brød, magert pålæg, frugt og grønt til mellemmåltider skyllet ned med mindst mindst 2 liter vand. Forestil jer, den dårlige samvittighed, man kan få, hvis nogen giver kage til kaffen, eller man har glemt sin madpakke og må hente fast food i Brugsen.

Det jeg bare vil sige er, at jeg synes vi bliver bombarderet fra alle sider med gode råd om, hvad vi skal spise og hvor meget vi skal motionere, for at leve et sundt liv. Man kan blive helt forvirret af det, i bedste fald. Som Margrethe på kontoret, der den anden dag forsigtigt spurgte: "Hvorfor er det, man helst skal undgå mælkeprodukter?" I værste fald må man plages af konstant dårlig samvittighed, for det er, for mig at se, ikke muligt at følge alle anbefalinger, hvis man også skal passe sit arbejde. Så er det, jeg lytter til min afdøde mors stemme. Hun gik faktisk meget op i, hvad hun mente, der var sundt. Hendes motto var: hvis du har lyst til en bestemt fødevare, så er det fordi din krop har brug for den. Det er da til at holde styr på. Og med hensyn til motion, så er det selvfølgelig også indlysende, at en vis mængde gør, at man får mere energi, i modsætning til hvis man bare slænger sig i sofaen.

Og det er så her, golfen kommer på banen. Ikke at vi har en golfbane her i byen, nej, men vi har købt et spil, så vi nu kan motionere foran fjernsynet. Jeg snakker om et Nintendo Wii spil.

Kamilla og René introducerede boxen for os til deres house warming party. Ud over golf kan man f.eks. spille bowling og tennis og man kan bokse. Og det er rigtig sjovt, både at øve for sig selv og spille sammen med andre. Og man kan nemlig sagtens få sved på panden af det.

Tennisspillet giver ikke de store problemer, det kender jeg. Anderledes er det med golf. Første gang jeg prøvede, anede jeg til sidst ikke, hvor bolden var henne i forhold til det hul, jeg skulle ramme. I dag gik jeg 3 huller og fik 1 under par, par, og 2 under par. Måske skulle jeg satse på golf, når vi kommer hjem. I mellemtiden kan jeg jo øve mig på reglerne.

Forår, bøvl og velkommen til ny kollega

De blå tønder i jollerne nede i jollehavnen varsler forår. De betyder nemlig at indhandlingen af stenbiderrogn er startet.

Almindeligvis siger man, at 1. april er sæsonstart, men i år måtte vi helt hen i midten af april, før de første jollefiskere trodsede kulde og isflager for at jagte den - på denne årstid - eftertragte stenbiderhun. Nu, hvor vi jo stærkt nærmer os 1. maj, og foråret har bidt sig rigtig fast, er fiskeriet i fuld gang.

Et andet sikkert forårstegn er, at bådebroerne er kommet i vandet. Billedet er taget for næsten 14 dage siden, så hvis man går derned i dag, ligger der allerede en del både fortøjret dernede.

Vejret her på det sidste har været rigtig godt, i dag sner det så lige, så det rykker i båd-folket efter at komme ud og få luft i håret - det har været en lang vinter bundet til fastlandet.

Så er det dejligt, at der har været nogle småprojekter, man kunne gå og tumle med.

EDB-udstyr f.eks.

På arbejdet har jeg indført en ny rubrik i mit indberetningsskema, som jeg kalder BØVL. Jeg ved ikke, hvor Per posterer de timer, jeg opgiver i den rubrik, men min hensigt er mest at gøre opmærksom på, at vores udstyr VIRKELIG giver anledning til meget bøvl, og at det koster meget arbejdstid, når kopimaskinen strejker, computeren skaber sig og og ... Jeg skal nok undlade at gå mere i detaljer, bare sige, at det hele startede da vi fik virus i systemet for MEGET lang tid siden.

Så er det edder... træls, når der også går ged i den derhjemme. Den historie skal heller ikke pensles ud i detaljer, vi HAR FÅET ny computer og vi HAR FÅET e-banken, mailen o.s.v til at virke igen. Det eneste der er tilbage, inden den gamle maskine ryger ud er, at min bogdatabase stadig gemmer sig et eller andet sted i den. Nå ja, så var det lige printeren stod af i fredags.

Og så siger man, at teknikken letter arbejdet - hvis arbejde? Det kunne jeg godt lide at vide.

Det gode ved alt det er, at vi lige har fået en ny kollega her på ATI - Gorm, som skal have ansvaret for skolens EDB-udstyr. Han kommer fra en stilling hos Tele Greenland - hos os er jeg sikker på, han ikke kommer til at mangle opgaver lige med det første. Og skulle han komme til at mangle noget at få tiden til at gå med, kan vi jo altid invitere ham hjem.

Det er ellers svært at få besat de ledige stillinger heroppe - ikke bare hos os, men over hele Grønland. F. eks. kan man læse i aviserne, at folkeskolen mangler mindst 400 kvalificerede lærere.