Sunday, November 9, 2008

Nu går båden i vinterhi

Vi har haft den flotteste afslutning på sejlsæsonen, man kan tænke sig.
Man kan vente sig hvad som helst på den her årstid - vejrmæssigt altså - regn, slud, frost, sne storm, sol og sikkert meget mere. Alt sammen spændende på hver sin måde, men når vi skal sejle, kan jeg bedst lide stille vejr og sol, som vi havde i går.

Vi havde inviteret vores nye kollega - Ib - og hans kone Susanne på fisketur, deres første i Grønland. Jeg tror de fik fanget 12 torsk, selv om de brugte en del tid på fiskesnøre-udredning. Det var noget med en stor torsk - ja undskyld mig - der morede sig med at vikle sig ind i sidemandens fiskesnøre. Vi nåede at fange 25 torsk inden vi i fangstrusen kom til at tænke på, at dyrene jo også skal gøres rene. Nå, det er nu ikke så slemt, vi er efterhånden ret øvede udi fiskerensning. Christian fjerner indvoldene på stedet, til stor glæde for mågerne, som redder sig et nemt måltid på den måde. Finpudsningen venter vi med, til vi kommer hjem.
Jeg tror vi har torsk nok i fryseren vinteren over.

Det var første gang vi sejlede med det nye oliefyr. Vi fyrede godt nok mest for fuglene, fordi Christian ikke er helt færdig med installationen, men det virker. Og blev fingrene for kolde af at stå og rense fisk, var det fint at kunne varme dem i luftstrømmen fra det rør, som skal monteres, så luften ryger ned i kabinen. Til næste år bliver det godt.

Vi vendte næsen hjemad i lyset fra de sidste solstråler, som farvede de sneklædte fjelde lyserøde og lyseblå så man skulle tro, det var et eventyrlandskab, vi befandt os i. Det var en flot afslutning på sejlsæsonen.

I morgen tager jeg flyveren til Nuuk, jeg skal på et 3-dages kursus i pædagogik set i et internationalt perspektiv. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Som lærer kører det meget på output - jeg har brug for noget input også.

No comments: