Lillejuleaften

Så kan man vist godt tillade sig at slappe lidt af foran fjernsynet. De har Kaptajn Karlsen på programmet.

Jeg tror, vi er færdig med juleforberedelserne for denne gang. I dag har vi kogt flæsk og pølse til grønkålene - og risengrød. Søren har bagt pebernødder efter bedstemor Doris' opskrift, den med ekstra peber i så de smager af noget. Og han har sørget for, at vi fik lys i adventskransen og æbleskiver og glög til aftensmad.

Jeg har eksperimenteret med udendørs lysestager, lavet af vand. Altså jeg sætter en spand vand udenfor, det fryser til og når jeg sørger for at slå hul i toppen med jævne mellemrum og hælder det sidste vand ud, så ender jeg med at have den flotteste, glasklare lysestage - eller hvad man nu vil kalde det - det er en isterning med hul i. I går så vi, at underboen var i gang med at lave en af blåt vand, det inspirerede os til at anvende den brugte rødbedeeddike til at lave en rød lysestage. Det fungerede også fint, bortset fra at mine tæer blev røde, hver gang jeg bankede hul i toppen. Jeg tror også vi skal sørge for at få den ind inden det bliver tøvejr, ellers tror jeg, underboernes vasketøj risikerer at blive rødt.

Christian har, som I kan se på billedet, sat juletræet til optøning. I morgen ligner det et helt almindeligt juletræ, selv om det har ligget i et stramt net og været dybfrosset den sidste måned - mindst.

Anden, som vi fik i julegave sammen med vin og andre gode sager fra Fiskefabrikken, ligger også til optøning - så vi er klar til at holde jul.

Julemandens hat

På den her tid af året kan man, hvis man er heldig, få julemandens hat at se.

Jeg har ikke set den endnu i år.

Det her er den solopgang, Søren og jeg fulgte med i, mens vi nød vores morgenkaffe ... nååå ja ... formiddagskaffe måske, klokken var vist over ti.

Julemandens hat er mere rød. Jeg håber, vi får den at se.

Julegæster den 20.12

Det er nu ikke fordi de har drukket for meget snaps, Søren og Christian er skæve, det var mig der stod lidt ubekvemt oppe i reolen, da jeg tog billedet.

Søren nåede heldigvis frem, så han kunne være med til julefrokosten. Han havde perfekt rejsevejr i tirsdags, men teknikken drillede Air Greenland så han fik en overnatning i Nuuk og kom derfor først til Maniitsoq onsdag middag.

Signe, Per og Karl fik en plads i de dybe stole, eller på første klasse, ifølge Karl. Signe og Karl, ham til højre, er ikke gift, men de bor sammen, og de har 2 mindreårige børn. De kommer fra Diskoøen og flyttede her til Maniitsoq for ½ år siden, fordi Signe skulle starte på vores procesteknikeruddannelse. Hun har tidligere været frisør, men fik "noget med den ene skulder" om måtte derfor sadle om. Karl er nu handyman på ATI og altid god for en kvik bemærkning, også selv om det er tidligt om morgenen. Før de kom herned til Maniitsoq arbejdede han 15 år som ufaglært tømrer. Sidste år afslog han et tilbud om at blive voksenlærling, men det vender han måske tilbage til en dag, siger han.
Jeg synes, det er dejligt at vi, trods alt, ser solen i 2-3 timer på den her tid af året, men Signe savner sin hjemby Qasiennguit - tror nok det er stavet rigtigt - som ligger nord for polarcirklen, specielt her ved juletid, for deroppe kan de da se alle julelysene i vinduerne hele døgnet rundt.

Vi havde inviteret alle vore kolleger fra ATI til julefrokost i torsdags, dem der ikke var taget på juleferie, forstås.

For lige at tage en præsentationsrunde så er det fra venstre, i sort trøje, Kristian, Beathe, i stribet bluse, Margrethe, Katrine, Charlotte, Heidi og Temona, de sidste med ryggen til. Karl er gift med Charlotte. Han var tidligere pedel på ATI, men kører nu store maskiner nede i olivinminen og hun gør rent hos os. Beathe gik på pension for et par år siden, men hun har været oldfrue ovre på skolen i mange år, også før ATI flyttede ind i de tidligere GTO-bygninger. (Grønlands Tekniske Organisation). Tidligere boede hun ovre i B500, der hvor vi også boede, men hendes lejlighed brændte, mens hun var i Danmark på ferie og havde lånt sin lejlighed ud til sin søn, som røg i sengen, og hun bor nu i lejligheden under os. Margrethe er kontorleder og Katrine, som altid kan finde noget at grine ad, blev udlært som kontorassistent i foråret. Vi har iøvrigt lige fået en ny kontorelev, som ikke kunne være med til festen fordi hun skulle til Qaanaq for at holde jul med sin familie. Heidi og Temona gør også rent på skolen.

Ingen skole uden lærere, skulle man synes, men de var allerede taget på juleferie. Flere er taget til Danmark - håber de nyder julen dernede, også selv om de må døje med mildere temperaturer, en dem vi har heroppe for tiden.

Her er der da heldigvis vejr til at lufte den nye snescooter.

Julegave fra ATI

Der fulgte ikke nogen brugsanvisning med ... måske er der noget, Christian har misforstået.

ATI's årlige julefrokost løb af stabelen i lørdags.

ATI arrangerer fælles morgenkaffe med elever og personale den sidste skoledag inden jul, i år den 14. december. Tidligere år har personalet brugt resten af dagen til at stege og brase, og så har vi så holdt julefrokost sådan fra hen sidst på eftermiddagen, når maden var færdig. - Det har altid været hyggeligt. -

Men i år skulle det være anderledes, så vi bestemte, at vi ville holde frokosten på hotellet i stedet. Ingen madlavning, og nok det vigtigste for nogen, ingen oprydning bagefter. Lettelser kan man sige, men ingen havde tænkt på, at julegaverne skulle slæbes først ned på hotellet, og bagefter hjem igen.

Jeg tror slet ikke, Sine havde tænkt over det, da hun købte sin julegave til Katrine. Af hensyn til dem, der ikke kender grønlandsk tradition med hensyn til julegaver må jeg lige indskyde, at det foregår ved at kontorpersonalet i god tid inden jul går rundt med en pose med alle navne i. Der trækker vi et navn på en person, som vi så skal købe julegave til. Dvs. alle køber og alle får 1 julegave. Og Julemanden er giveren, står der på mærkesedlerne.

Den dag vi trak navne, gjorde Katrine det klart, at hun ønskede sig en 37 tommer fladskærm. Det hørte Sine, som altså skulle købe gave til Katrine, så hun susede selvfølgelig ned til butikken og fik emballagen fra en fladskærm, som hun så brugte til at pakke en halskæde ind i, og et par pakker kopipapir også.

Pakken kunne lige nøjagtig være i bagagerummet på taxaen.

Skolens julegave til personalet dette år var en oppustelig kontorstol. Den ligner et overdimensioneret yver, men den er faktisk rigtig god at sidde på, eller ligge på hvis man har tabt noget på gulvet, ifølge Christian.

Det blev en rigtig hyggelig julefrokost med julesang og pakkespil og et diasshow, som René og Karsten stod for. Og jeg tror bestemt, Katrine blev glad for sin halskæde.

Jeg har ladet mig fortælle, at mange familier bruger samme tradition med hensyn til julegaver, ellers ville gavegivningen blive en uoverskuelig udgift eftersom der kan være mange medlemmer i en familie.

Søren skal - skulle - komme i dag. Han har lige ringet fra Kangerlusuaq, han får en overnatning i Nuuk inden han kommer til Maniitsoq i morgen tidlig. Det er ikke vejret, der driller, men noget med forsinkelser eller sådan noget.

Nå, så når vi også at få støvsuget i soveværelset, inden han kommer.

Naturens julepynt

Det er ved at gå op for os, at det snart er jul.

De første af vores elever tog med kystbåden sydpå i aftes. Vi har ellers først juleafslutning på fredag, den 14. december, men her er det infrastrukturen, og vejret, der bestemmer, så derfor måtte vi altså sende 5 elever af sted i aftes.

Byen er efterhånden også ved at være godt pyntet - på billedet her er det elværkets julelys, der prøver at stjæle opmærksomheden fra de flotte istapper.

Julemarked

Vore procesteknikere havde en stand på årets julemarked. Her er det Per, der får sig en sludder med Mariane og smagsprøver, ser det ud til.

Procesteknikerne har de sidste par måneder produceret røgede ørreder, hellefisk og laks for folk i byen og til at sælge på julemarkedet. Til lejligheden havde de også lavet karameller og bagt boller og andet godt.

Håber de får overskud. Det skal nemlig bruges til deres studietur til Island her til foråret.

Hvem kunne ikke tænke sig at komme hjem med en ordentlig bjørn?

Efter min opfattelse var tombolagevinsterne nu mere håndterlige i gamle dage.

Nisser var der også. Her af fineste slags med sælpels og moskushår.

Desværre var der ikke mange adventskranse, det var der sidste år, så jeg må i gang med noget selv.
Julemarkedet er som regel det sted, lokale kunstnere og flittige strikkedamer sælger ud af årets produktioner. Man kan købe hvad som helst syet af sælskind, puder, futsko, vanter og sågar slips, og der er smykker og pynt til hjemmet i både moskushorn, rensdyr, tænder fra diverse dyr og fedtsten.
En del bruger faktisk også lejligheden til at få ryddet op i klædeskabe og på boghylder, ja og sågar også i deres børns legetøj.

Som sagt fik jeg ikke nogen adventskrans i år. Det var - heldigvis - heller ikke mig, der vandt isbjørnen - men jeg købte lidt fisk og et par nisser. Og så skal jeg ud og betale en hat i sælskind og 2 smykker med grønlandske sten i morgen - for godt nok handles der med rede penge på julemarkedet, men de sælger også på kredit.

Borgmesterbesøg

Det nye alderdomshjem i Maniitsoq.

Maniitsoq Kommune skal lægges sammen med Sisimiut kommune med udgangen af 2008. Som det er nu, er der 18 kommuner i Grønland; efter kommunesammenlægningerne vil der være 4 store kommuner, nemlig: Nordkommunen, Midtkommunen (nuværende Maniitsoq og Sisimiut kommuner), Nuuk Kommune og Sydkommunen.

En overgang var en sammenlægning med Nuuk på tale, men imod den mulighed talte frygten for, at "alt ville komme til at foregå i Nuuk" og at Maniitsoqs status som by ville forsvinde. Så vi skal lægges sammen med Sisimiut.

Som det er nu bor der 3.453 mennesker i Maniitsoq Kommune, heraf 2.785 i byen Maniitsoq. Kommunen består derudover af 3 bygder, hvoraf Napasoq, med sine 99 indbyggere, er den mindste. Sisimiut Kommune har 6.231 indbyggere, hvoraf 5.427 bor i byen Sisimiut. Kangerlussuaq, Sdr. Strømfjord, med sine 544 indbyggere har bygdestatus og hører til Sisimiut Kommune.

Så i stedet for at konkurrere med Grønlands største by om fremtidig byudvikling skal vi nu konkurrere med Grønlands næststørste by, Sisimiut.

I den anledning inviterede samfundsfags-holdet borgmester Søren Lybert her fra kommunen til at fortælle noget om, hvordan politikerne ser fremtiden for Maniitsoq by. Bliver byen et interessant sted at bo for unge fremover? Det var deres hovedspørgsmål.

Derfor havde vi fredag den 16. november dækket op til kaffe og diskussion.

Der er 5 elever, der har valgt samfundsfag i år. Et lille, overskueligt og intenst hold. De skulle selv sørge for at være forberedt, med spørgsmål og modtagelse af borgmesteren, fordi jeg var på kursus i Nuuk i dagene op til besøget. Det gjorde de flot. Da jeg kom, var alle klar, borgmesteren med en masse notater og eleverne med spørgsmål og notatpapir, så det var bare om at komme igang.

Borgmesteren havde fået temaet på forhånd, men han valgte at starte med at fortælle noget om, hvad kommunen bruger sine penge på. Rigtig godt. Politik i praksis. F.eks. sagde han, at kommunen bruger 41,5 mio. kr. på socialområdet, et beløb, som han sagde: "desværre har været stigende gennem årene". Ud af dette beløb går ca. 7 mio. kr. til anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet. Kommunen ønsker at satse mere på forebyggelse fremover, derfor har den etableret et familiecenter her i 2007. Generelt kunne han sige, at lokalpolitikerne er meget opmærksomme på de store sociale problemer, kommunen kæmper med - apropos diskussionen om de sociale problemer i Grønland.

Ovennævnte tal skal ses i sammenhæng med at budgettet for 2007 lyder på 166 mio. kr., heraf går de 153 mio. til driftsudgifter og ca. 11 mio. kr. til anlægsudgifter. Og her kommer vi så til alderdomshjemmet. Fordi det har nemlig slugt de fleste af anlægsudgifterne de sidste 2-3 år og kommer også til det i 2008.

Men borgmesteren lovede, at fremtidige investeringer ville komme de unge til gode.

Måske får Grønland et aluminiumsværk i 2014, eller deromkring. Placeringen af værket er bl.a. afhængig af etablering af et vandkraftværk og gode havneforhold. De 3 ideelle placeringer, der er i konkurrence nu er Maniitsoq, Sisimiut og Nuuk. Afgørelsen skal falde i 2008, og Søren Lybert arbejder intenst på at få værket til Maniitsoq.

Skulle det ske, vil der højst sandsynligt ikke være risiko for, at Maniitsoq kommer til at ende som en bygd i Midtkommunen. Og så skulle der vel også blive råd til en svømmehal og andre ting, som de unge ellers måtte ønske sig.

Stormen har lagt sig

Fuldmånen på vej op ved 2-tiden her i eftermiddag, mens solen stadig forgylder de snedækkede fjelde.

Så kom ikke og sig, der er mørkt i Grønland.

Vejret har bare været fantastisk i dag. Man fornemmer rigtig, at folk nyder de blidere vinde efter 5 dages stormvejr. Man kan se det på aktiviteten på vandet. Joller, fiskekuttere og fragtskibe stævnede i alle retninger i går morges, og her i dag knirker byens tørresnore i frosten, overbebyrdet af vasketøj i alle farver.

Vi benyttede det gode vejr til at pakke båden ind i den største presenning, Christian kunne finde i hele byen. Hvert år beslutter vi, at båden skal gøres vinterklar inden vinteren, dvs. sneen lægger sig og frosten bider sig fast, men det lykkes sjældent. Vind og vejr og arbejde gør som regel, at vi får det gjort her sidst i november. Men det var fint vejr til det i eftermiddag, også selv om det blæste lidt lige mens vi skulle have den kæmpe pressenning bugseret op over båden og bundet fast. Vi har fået tildelt en parkeringsplads fra kommunen ovre ved skolen, så det er nemt at holde øje med at presenningen bliver hvor den skal i løbet af vinteren.

Man kan ikke bare stille sin båd, hvor man har lyst til det. Kommunen har defineret flere bådpladser forskellige steder i byen, og hvert år skal man bekræfte, at man stadig vil have den plads, man nu har fået tildelt, hvis man altså vil det. Og bruger man ikke pladsen, fjerner de simpelt hen bådstativ og alt, hvad der måtte ligge af efterladenskaber, og kører det på lossepladsen. Jeg har hørt flere, som har været ude for at lede efter bådstativer.

Nå, det bliver ikke før til foråret, vi ser Christians den gode lommekniv igen, den han vandt i pakkespil sidste år til jul og som han altid har med, når han er ude at sejle. Forhåbentlig kommer den til syne når sneen smelter, ligesom alle de andre efterladenskaber, vinteren dækker over.

Søren ringede lige.

Snerydning

Jeg læste i en dansk avis for nylig, at snerydning i weekenden er noget, der hører fortiden til. Så vidt jeg husker har den service længe været mangelfuld i yderdistrikterne.

Jeg kom til at tænke på det i morges, da jeg nærmest klamrende mig til autoværnet forsøgte at stå fast ned ad bakken ovre på forlandet.

Skal man møde på arbejde kl. 8, kan man godt være sikker på, at sneplovene har ryddet vejen, hvis det har sneet forstås. Og jeg beundrer virkelig dem, der kører sneplov, de er rigtig dygtige til at skrabe sneen af, så der kun ligger et helt fast, jævnt lag tilbage. Der er ikke en ujævnhed tilbage. Og de kommer helt ud til kanten af vejen, helt ud til autoværnet. Og det er selvfølgelig fornuftigt nok, for jo mere plads er der til det næste sne, der falder.

Men det gør det altså risikabelt at være fodgænger.

Kun hvis man går helt op ad autoværnet kan det lade sig gøre at finde lidt efterladt grus eller blød sne og andre ujævnheder, som kan forhindre en eventuel rutschetur. Ellers kan man kun håbe på, at biltrafikken ikke har jævnet sporene fra gummigedens snekæder helt ud.

På grund af blæsevejr var det specielt vanskeligt at holde sig på benene i morges. Blæsevejr er nu også en misvisende betegnelse. Det var stormvejr. Ind imellem kunne jeg nærmest læne mig op ad vinden, og af og til måtte jeg simpelt hen standse op og vende siden til - her er overfladen trods alt ikke så stor – for at undgå at blive blæst omkuld. René fortalte, at han var nødt til at træde hårdt i pedalerne for at komme ned ad bakken på cykel.

Vi har faktisk haft kraftigt stormvejr i rigtig mange dage nu. Så kraftig, at det forstyrrede min nattesøvn inden jeg fandt ud af, at ørepropper kunne tage den værste klapren fra tagplader og forsatsvinduer. Mandag aften blev larmen så slem, at jeg måtte have fat i viceværten. Det lød som om der stod en på taget med en lufthammer. Ikke fordi viceværten kunne stoppe larmen på det tidspunkt, men så kunne han da i det mindste høre, at der er en tagplade, der sidder løs.

Nå, på en måde er jeg lidt heldig. Jeg skulle have været til uddannelsesmesse i Qaqortoq, men vi kunne ikke få billetter. Ærgerligt selvfølgelig, men som vejret har været, var jeg ikke kommet af sted alligevel.

Stormvejret er på en måde også skyld i, at vi skal have risengrød til aften.

Jeg læser i avisen, at skibstrafikken er forsinket – så forstår man bedre, hvorfor hylderne, især i grøntafdelingen, er ved at være tomme.

Mht. snerydning så kan man jo håbe på en mild vinter i Danmark.

Leverpostej og birkes

Der er 2 opskrifter, jeg altid bliver bedt om. Det er opskriften på leverpostej og opskriften på birkes. Når de er aktuelle igen, er det fordi Sørens fødselsdag nærmer sig, og fordi det betyder, at jeg skal give - ikke kage, men brød til formiddagskaffen. Og igen er der så nogen, der beder om opskrifter. Nu lægger jeg dem ud her på bloggen, så behøver jeg ikke slæbe min leverpostejsplettede opskriftsbog med på arbejde fremover.

Jeg fik opskriften på leverpostej af Jytte, vores nabo da vi var nygifte, da jeg arbejde på at blive en god husmor. Og det er et par dage siden. Det betyder, at nogle måske vil mene, at der er for meget fedt i leverpostejen, men det kan man jo bare selv lave om på. I den oprindelige opskrift var mængden af lever og spæk ens, jeg fjerner lidt af spækket, når jeg laver leverpostej i dag, som det fremgår af opskriften. Normalt bruger jeg også letmælk, men i den her udgave, som er baseret på moskusokselever, har jeg erstattet lidt af mælken med piskefløde for at sikre, at leverpostejen ikke bliver for tør.

Opskriften er beregnet på svinelever, men den har været brugt på afrikansk antilopelever, og nu også grønlandsk rensdyrlever og moskusokselever, med lige stort held.

Men opskriften er altså:

Leverpostej af moskusokselever:
600 g lever, godt udvandet for blodrester
400 g spæk, f.eks. fedtlaget fra en kamsteg
3 mellemstørrelse løg

Du skal hakke lever, spæk og løg 1 gang
Derefter skal du lave en opbagning af følgende:

100 g smør smeltes, heri røres
100 g mel. Når blandingen er fri for klumper skal du blande med
5 dl mælk
1 dl piskefløde

Når opbagning koger igennem skal du tage den af varmen og tilsætte
4 æg
2½ spsk. salt
2½ tsk. peber

Æggene skal røres i 1 ad gangen.
Derefter blandes kød med opbagning og hældes i forme, som du bager i ovnen i vandbad. Bagetiden afhænger af formene, så du må prøve dig frem.

Min birkesopskrift er en Amo-opskrift, som stammer tilbage fra samme periode i mit liv. Min svigermor gjorde mig opmærksom på den; hun serverer også stadigvæk nybagte birkes til festlige lejligheder.

Nemme (det står der i opskriften) tebirkes (16 stk.)
300 g hvedemel
100 g smør
en knivspids sukker
1 æg
1 dl kold mælk
50 g gær eller 1 brev tørgær
½ tsk salt

Pynt: sammenpisket æg, æggestrygelse, som det hed, og birkes

Gæren opløses i den kolde mælk.
Derefter blander du de øvrige ingredienser til en ensartet dej. Dejen skal ikke forhæve.
Du ruller dejen ud til en firkant, så godt du kan strække den, ca. 20x50 cm.
Nu skal du pensle overfladen med noget af det sammenpiskede æg, og derefter skal du folde dejen i 3 lag.
Den sammenlagte dej vender du nu med bunden i vejret, hvorefter du skærer den ud i 12 - 16 stykker efter behag.
Du pensler nu overfladen med æg og drysser med birkes.
Stykkerne hæver tildækket, til de har fået dobbelt størrelse.
Bages ved 200 grader i ca. 12 minutter - eller til de er pænt lysebrune.

Velbekomme.

Ploggere bå panen og mere sprog

Abrobos brugen af ordet "ikke", så må jeg sige, at Michaels erfaringer med brugen af "ikke" fra sygehusverdenen må være endnu mere forvirrende, end de behøver være indenfor min verden, som jo er undervisning. Jeg risikerer tog kun at fejlfordolke, Michael kan i værste fald risikere at fejlbehandle.

Og til min tidligere kollega i Norge: sortebær, eller resterne af dem, møder vi kun som mørklilla mågeklatter nu. Det er snart en måned siden, frosten gjorde dem pløde og sblattede og uegnede til blukning.

Mens jeg er ved det, så skal jeg lige sige til dortheivalo i Sisimiut, at du gav os en ny ide til, hvordan man kan tage skind af dorsk. Vi har ikke brøvet den endnu - det pliver til næste år først - vi kan nemlig ikke have flere dorsk i fryseren.

Det jeg lige vil sige er, at det er sbændende, både at få kommentarer til min egen plog og at læse andres.

Måske er du plevet lidt forvirret af at læse ovenstående. Jeg brøver pare at illustrere en anden ting, som kan give sbroglige misforståelser, nemlig at t og d, p og b, g og k i nogle situationer byttes om, når de udtales efter grønlandske udtaleregler, altså t udtales som d og omvendt, og så fremdeles.

Det tog lidt tid i starten at finde ud af, hvad eleverne mente, når de kom ind på kontoret og spurgte efter, om "bær" var der. Først tænkte jeg: "Hvorfor tror de, vi har bær på kontoret?" Efterhånden gik det op for mig, at det var Per, de spurgte efter.

I skriftlige opgaver kan misforståelsen også vise sig. F.eks. i et projekt, vi havde lige i starten jeg var heroppe, hvor nogle elever skulle beskrive den grønlandske nationaldrag, og een af dem så begynder at snakke om mønsteret på graven, hvor jeg tænkte: "hvorfor begynder hun nu at blande "grave" ind i det her? Hun har da helt misforstået opgaven". Det var sådan set bare mig, der lige skulle lære de grønlandske udtaleregler at gende.

Hvad kan der ikke komme ud af de forskellige udtalemåder? bh-værdier, pærpare bc-ere, og mange flere, som jeg har klemt nu.

Brugen af "ikke" på dansk volder kvaler

I dag skulle jeg igen tænke mig om. Jeg spurgte en elev: "Har du ikke lavet din hjemmeopgave?"
"Jo", svarede hun.
Betyder det så, at hun har lavet den, eller betyder det, at hun ikke har lavet den?

Hvis jeg siger til en dansker: "Vil du ikke med ud at sejle i eftermiddag?" og vedkommende svarer: "ja", så betyder det, at vedkommende gerne vil med ud at sejle. Hvis vedkommende svarer: "nej", så betyder det, at vedkommende ikke vil med ud at sejle.
I min vildfarelse troede jeg, indtil jeg kom til Grønland, at det ikke kunne være anderledes.
Jeg er uvidende om, hvor mange gange, jeg har stillet et spørgsmål til en grønlænder med "ikke" i sætningen, og hvor jeg har misforstået svaret, jeg ved bare, at jeg op til flere gange har troet, at jeg havde en aftale om et eller andet, hvor det så har vist sig, at det havde jeg nok ikke alligevel.

For nu at gå tilbage til det ovennævnte eksempel, så svarede hun nemlig "jo" til, at hun IKKE havde lavet sin hjemmeopgave. Havde hun derimod svaret "nej" havde det betydet, at det ikke var rigtigt, at hun ikke havde lavet sin hjemmeopgave (to minusser gi'r som bekendt også plus), men at hun netop HAVDE lavet den. Jeg tror da, det går fint med forståelsen efterhånden, men det hænder ofte, jeg lige må tænke over et svar. Det bedste er faktisk, og det prøver jeg på, helt at undgå at bruge "ikke" i spørgende sætninger. Problemet er nemlig også, at nogle grønlændere bruger den danske måde at svare på, mens især de, som ikke bruger dansk så meget, bruger den grønlandske. Kunsten består så i at finde ud af, hvem der bruger hvad.

Vi har en del elever, som ikke har været vant til at bruge dansk til daglig (her på skolen underviser vi på dansk). De har haft dansk i folkeskolen, men det er trods alt ikke det samme som at kunne tale sproget, for slet ikke at tale om at bruge det, når ens kammerater hører på det. Så der sidder altså en del i hver klasse, som kun sjældent tager ordet. Alligevel har det hvert år til eksamen i dansk vist sig, at de sagtens kan tale dansk, når det SKAL være. Med årene har jeg faktisk også lært at kommunikere med de tavse elever, efterhånden som jeg fandt ud af, hvordan mange grønlændere kommunikerer nonverbalt. De bruger nemlig mimik i stedet for ord. Et løftet øjenbryn betyder, at de er med og at de har forstået, hvad jeg siger mens sammenknebne øjne betyder det modsatte. Fra nogen er øjenkontakt svar nok og når folk fra Sydgrønland spidser munden og trækker vejret dybt ind, betyder det "ja".

Sprog og kommunikation mellem forskellige nationaliteter er bestemt ikke bare et spørgsmål om ord, der skal oversættes.

Så husk, hvis jeg bliver tavs og løfter øjenbrynet, så er det ikke fordi jeg hverken er sur eller mistænksom, det er fordi jeg taler grønlandsk.

Blåmuslinger

Her er et udsnit af blåmuslingehøsten.

Jeg svor ellers, da vi kom herop, at vi aldrig mere skulle have 2 300 liters kummefrysere, som vi havde haft i Danmark.
Og hvad er der så sket?
Vi har godt nok ikke 2 300 liters, men vi har 1 400 liters, og den er så propfuld, så der dårligt er plads til de blåmuslinger, vi hentede i søndags.

Problemet er lidt, at hvis vi køber f.eks. laks i brugsen, så er der størst sandsynlighed for, at de kommer fra et lakseopdræt i Norge, og de kan på ingen måde klare sig med de laks, der bliver fanget i farvandene her omkring Grønland. Torsk og ørreder vil vi helst selv fange, selv om disse fiskearter kan købes på brættet (eller pinden, som Gunner sagde), når der er sæson. Rensdyr og moskusokse kan købes frossen i brugsen, men det er hundedyrt, dyrere end importeret oksekød fra Danmark eller lam fra New Zealand, så det har vi almindeligvis købt fra jægerne eller på brættet her i jagtsæsonen, og lagt det ned i fryseren til fiskene – bortset fra i år, hvor Christian har været på jagt selv. Så er der endelig sortebær og grønlandspost, som også skal plukkes i sæsonen og fryses ned, fordi det ikke er muligt at købe disse fortræffelige grønlandske produkter i butikkerne.
Efteråret går faktisk med at samle forråd.
Der bliver faktisk lidt krise, hvis vejret er så dårligt i weekenderne, at vi ikke kan komme ud at sejle. F.eks. har vi ikke fået plukket sortebær i år, fordi det var dårligt vejr den weekend, hvor det var meningen at vi skulle det, og ugen efter kom der sne og frost, som gør, at bærrene bliver bløde og smadrede, når vi rører ved dem. Men pyt, heldigvis har vi stadig mindst 6 kg. tilbage fra sidste år.
Det VAR ellers lige ved at gå i vasken med muslingerne i år.
Vi plukker dem ovre på en stor ø i nærheden af fastlandet. Mariane, som er én af vore elever, hendes familie har en hytte derovre. Sidste år var vi på tur derover, og fandt ud af, at der var rigtig mange muslinger lige i nærheden af deres hytte, fordi de rigtige forhold var til stede, dvs. flad sand- og stenbund, som kommer til syne ved lavvande, og en masse tang. Mariane sagde godt nok, at vi bare selv kunne sejle over og plukke muslinger, altså uden hun var med, men for det første kan vi ikke finde hytten, og for det næste synes vi også, det er sin sag at gå i land ved en fremmed hytte og plukke "deres" muslinger.
Grønlænderne har et andet forhold til ejendomsret end det, vi kender fra Danmark.
Døren til hytterne låser de, ifølge gammel tradition, aldrig. Det skal være sådan,, at folk kan komme ind, hvis de skulle blive fanget af dårligt vejr. Der er også altid mad i hytterne af samme grund. Det eneste man skal er, at man skal efterlade hytten i samme stand, som man fandt den og ellers sørge for, at det man har brugt, bliver erstattet. Og grunden tilhører ikke den, der har hytten, som vores sommerhusgrunde gør (de sætter i hvert fald stakit omkring så andre ikke kommer for tæt på), her kan man gå i land hvor som helst, også selv om der er en hytte i nærheden. Selv ved private huse i byerne ser vi sjældent den markering af territorium, som vi er vant til fra Danmark.
Så altså, selv om Mariane havde sagt, vi bare kunne sejle derover, så ville vi gerne have hende med. Og det skulle så være her i søndags, hvor Christian var med Per på jagt i Fiskefjorden.
Rene og Camilla sejlede i deres båd og Sine og jeg sammen med Mariane, hendes søn og en hund, som Sine er barnepige på, i skolejollen.
Der er det smarte ved skolejollen, sammenlignet med vores båd, at den kan gå længere ind til kysten. Vi kaster som regel anker lidt væk fra kysten, for at undgå at støde på skær, og sejler så det sidste stykke ind til kysten i vores gummibåd. Men det behøvede vi ikke i søndags. Mariane er selvfølgelig stedkendt, så hun vidste, hvor vi skulle sejle ind – det eneste, som ingen af os tænkte over, var at tidevandet gik mod lavvande. Så i den tid det tog os 4 mennesker og en hund at stige af med frokostkurv og spande til muslinger var vandstanden faldet så meget, at vi ikke kunne få båden fri af skærene, og få den lagt for udhal.
Vi havde simpelt hen fået båden parkeret på land.
Det skete der sådan set heller ikke noget ved.
Det der bare var NOGET træls var, at vi nu måtte blive derovre til det næsten blev højvande. Og det gjorde det ikke før ved 22-tiden om aftenen.
Nå, men jeg havde heldigvis min mobiltelefon med, så fra en bakketop fik jeg ringet til Karen, som bor i samme blok som os, og hun lovede at give Christian besked om, hvor jeg var henne, hvis han skulle komme hjem før mig. Så det var bare med at nyde det.
Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag. Solen skinnede, og vi havde masser af tid til at plukke muslinger, da det blev lavvande, og Sine fik plukket en del sortebær, inden det begyndte at mørkne.
Hen på eftermiddagen kom Regine og hendes mand (medejere af hytten). De skulle hente noget maling, de ikke havde fået brugt, hjem inden vinter – bare sådan en hurtig eftermiddagstur. Men inden de fik set sig om, og selvfølgelig fordi der også lige skulle snakkes lidt, var de også fanget af lavvandet. Ikke at de satte båden på land, som vi havde gjort, for de er selvfølgelig også stedkendte, men de skulle over et skær, som det normalt er muligt at sejle hen over selv ved lavvande. Men det kunne de bare ikke i søndags, fordi det var lige omkring fuldmåne, hvor vandstanden falder ekstra meget ved lavvande.
Rene og Camilla tog af sted ved 18-tiden, mens det stadig var lyst, og det var det også ved 18.30-tiden, hvor Regine og hendes mand endelig kunne komme af sted. Vi tændte et par ekstra fyrfadslys og tog en kop kaffe og noget medbragt mad inden vi gik ned til båden noget før klokken 20.00. Vi kunne stadigvæk se ved det svindende dagslys på det tidspunkt, men vi kunne også se, at det ville tage mindst en time mere, inden jollen ville være flydende.
Mens vi står der og danner os et overblik over situationen, kom Marianes far og lillesøster os til undsætning. Regine havde fortalt dem om vores problemer.
De ekstra kræfter gjorde, at vi fik jollen vippet så meget, at den kom fri af skæret, og vi kom en time før hjem, end vi ellers ville have gjort.
Vi havde en rigtig flot tur hjem, Marianes stedkendte far foran, og månelys ind agtenfra. Med vilje ville vi ikke sejle på det tidspunkt, men når det ikke kunne være anderledes, var det en flot oplevelse.
Christian og Per var hjemme lidt før os, de havde 4 rensdyr med, og Karen havde hamburgerryg og grøntsager klar, da vi kom hjem, selv om hun havde seneskedehindebetændelse og derfor kom til at tabe en flaske rødvin på gulvet, så den splintredes.
Der blev 1,5 kg rensede muslinger ud af det, og de kunne lige være i fryseren.
Når jeg tidligere skrev, at muslingerne var lige ved at gå i vasken, så var det, fordi tanken havde lukket for salg af benzin før vi havde beregnet det. Vi SKULLE have haft benzin på begge både, men efter mange overvejelser blev vi enige om, at vi havde nok i tankene.
Sine rammede en pæl gennem vores bekymringer da hun foreslog, at hvis vi ikke var fremme ved hytten, inden vi havde brugt halvdelen af det benzin, vi havde, så kunne vi bare vende om. Værre kunne det ikke gå.

Muslingerne er rigtig gode i fiskesuppe, eller bare varme, med smeltet persille- og hvidløgssmør over, til et stykke brød.

Årets første sne

Jeg mødte ham i morges, ham danskeren, som står overfor sin første vinter i Grønland, og som ikke lader sig gå på af 10 cm. sne med tendens til sjap.
Jeg skal sige med det samme, jeg ved ikke, hvem han er.
Men selv på lang afstand var jeg ikke i tvivl om, at det var en dansker på vej på arbejde, jeg havde foran mig, da jeg i morges gik ned ad bakken ovre på forlandet. Ikke fordi han hilste – jeg kender ham jo ikke – og heller ikke fordi hans udseende afslørede ham, godt pakket ind i vinterfrakke med hætte som han var.
Det var den måde, han bevægede sig gennem årets første sne, der afslørede hans herkomst. Som om sneen ikke eksisterede. Same procedure as always. Han gik målrettet og raskt ned ad bakken, i dyb tillid til, at de rigtige støvler ville holde ham på rette kurs.
Det er nu min opfattelse, at man bør afpasse farten efter forholdene, eller sagt med andre ord, nyfalden, klam sne er lumsk, især ned ad bakken, så det er bedre at tage den med ro, end det er at ende på rumpen, så man kommer til at døje med våde bukser den halve dag på arbejde.
Det kan godt være, jeg har tendens til at være en anelse FOR forsigtig (det vil Christian i hvert fald sige), når jeg færdes på de snebelagte veje. Jeg var i hvert fald i starten, nu ER jeg holdt op med at sige ”U” når jeg føler, fødderne skrider under mig. Christian brød sig ikke om det. Jeg måtte finde på noget andet, så det første år brugte jeg ”pensionistsøm”. Eller dvs. sportsforretningen solgte dem under navnet ”klatrepigge” så vidt jeg husker. Jeg havde det fint med associeringen til en sportsudøver, men jeg fjernede piggene prompte da der var én, der sagde: ”Nååå, du har nok fået pensionistsøm på dine sko”.
Så hellere rissikere liv og lemmer.
Christian har ikke de problemer. Han hører også til dem, der tror, at man kan gå med helt normal fart og med hænderne i lommen, selv om der ligger nysne over isen. Også selv om han ender med stængerne i vejret, jeg ved ikke hvor mange gange hver vinter. Han har faktisk præsteret at kure på rumpen det halve af vejen på arbejde – sådan lød det i hvert fald, da han fortalte om det.
Det har jeg aldrig set en grønlænder gøre, selv om det stadig kan undre mig, hvordan især grønlandske mænd kunne holde balancen, når de med store skridt og gummistøvler gik forbi mig ned ad bakken ovre hvor vi boede før.
Det jeg vil sige er, at vintersæsonen blev skudt ind i nat. Vi fik den første sne, og fjeldene er faktisk stadig hvide her godt over middag. Det skulle godt nok gerne forsvinde igen, for vi er ikke vinterklar. Vi har ikke plukket sortebær endnu, vejret har været dårligt i weekenderne, og vi skal have samlet mos og grene til julepynt.
Julepynten SKAL vi ud efter. Sortebærrene BEHØVER vi ikke, vi har stadig bær i fryseren fra sidste års høst.
Ham danskeren fra i morges kom heldigvis sikkert ned ad bakken.

Lidt lommefilosofi på en fredag morgen

Jeg har undervisningsfri om fredagen.
Det betyder, at jeg ikke skal møde klokken 8 og at jeg derfor kan høre P1. (Sendes via fjernsynet, når der ikke er fjernsynsudsendelser) I dag blev jeg grebet af at lytte til en kvindelig journalist, som har skrevet nogle artikler fra Uganda i Urban. Hun har bl.a. lavet et interview med en enlig mor til 6 børn, og hun fortalte, hvor svært det havde været at adskille følelser fra professionalisme, for, som hun sagde, ”da jeg forlod hendes hytte, var det svært at lade være med at spekulere på, hvor hun skulle få mad fra til børnenes næste måltid uden et socialt sikkerhedsnet.
På vej på arbejde havde jeg den ugandesiske kvinde med 6 sultne børn på nethinden, og jeg kom til at tænke på et par situationer, som gjorde et stort indtryk på mig, mens vi boede i Tanzania. Og jeg kom til at koble historierne til et møde, jeg lige har været til i Nuuk.
Så det her det kommer til at handle om innovation i skolesystemet og enlige mødre i Afrika. Sammenhængen er ikke indlysende, men fantasi kan bygge bro mellem hvad som helst.
Men det hele startede for en 3 uger siden.
Per forstander kom og spurgte – på den måde, som ledere spørger, når de ved, at de har ret til at lede og fordele arbejdet – om jeg ville være interesseret i at deltage i et møde, arrangeret af KIIP, Landsstyreområdet for kultur, uddannelse, forskning og Kirke og SIIP, Landsstyreområdet for erhverv, landbrug og Arbejde. Arbejdstitlen på mødet skulle være Innovation og iværksætteri i uddannelsessektoren og formålet med mødet var at give os som brancheskole, sammen med hele uddannelsessektoren og erhvervslivet i Grønland, lejlighed til at komme med input til nye studieordninger, således at der på sigt kan skabes en rød tråd gennem uddannelsessystemet som sikrer, at de mennesker vi er med til at producere, bliver innovative. I koalitionsaftalen fra maj 2007 står der således at: ”Vi skal på alle måder finde veje til at realisere et politisk og økonomisk selvbærende grønlandsk samfund”.
Politikerne mener nemlig, at innovative voksne er en forudsætning for et selvstændigt Grønland, eller sagt på en anden måde, innovatørerne skal være med til at finansiere det nuværende bloktilskud på 3 mia. kr.
Man kan næsten sige, at innovation skal redde Grønland ud af et politisk problem. Men innovation er i det hele taget kommet på dagsordenen – også uden for Grønland. Innovation er et nyt fag i de danske gymnasier, og bliver sikkert også tilbudt som fag på gymnasierne heroppe inden længe. Jeg har ikke sat mig ind i, hvilke overvejelser, der ligger bag indførelsen af faget i de danske gymnasier, men støtteordninger til iværksættere sender i hvert fald signaler om, at danske politikere også efterspørger innovatører.
Jeg har nydt godt af ATI’s efteruddannelsespolitik, så jeg er faktisk kvalificeret til at undervise i innovation på gymnasieniveau.
Og det var derfor, Per opfordrede mig til at deltage i mødet.
Så er det bare jeg tænker: ”Hvis det at producere innovatører er noget nyt, og noget, som politikerne mener, skolerne kan gøre, hvad er det så, skolerne har produceret indtil nu?
Som elev kunne man godt få den ide, at skolerne er til for elevernes skyld - nogen elever vil måske endda tro, at de er til for at genere dem. Men skolerne har altid spillet den samfundsmæssige rolle, som består i at forsyne samfundet med velkvalificerede borgere til at udføre de opgaver, samfundet skal have løst.
Måske er det sådan at et industrisamfund, som Vesteuropa er på vej væk fra at være, har brug for stabile autoritetstro og samvittighedsfulde mennesker, som møder til tiden og ellers gør, hvad de får besked på. Nu, hvor mange industriarbejdspladser er flyttet væk fra Vesteuropa, har vi måske slet ikke brug for de kvalifikationer mere. Det er måske derfor, at vi nu skal til at finde ud af, hvordan skolerne klæder eleverne på til at udfylde de pladser, informationssamfundets krav om nytænkning stiller til arbejdskraften. Og her er det måske ikke nok, bare at erklære den sorte skole for død, og i stedet indføre frit spil på alle hylder, som skolesystemet gjorde op gennem halvfjerdserne og fremefter.
Hvis skolerne skal producere innovatører, tror jeg, det er nødvendigt at se både på metode og indhold; jeg tror ikke, det er nok alene at sætte innovation på skoleskemaet som fag. I den grønlandske folkeskole har man allerede, i 2004 så vidt jeg husker, indført et begreb, som de kalder for ”Den gode skole” En af mødrene til ”Den gode skole” var med på mødet. Hendes beskrivelse af tankerne bag lød lovende. Desværre måtte hun indrømme, at folkeskolen i Grønland lider af en katastrofal mangel på kvalificerede lærere, så hun ventede spændt på en undersøgelse, som skulle vise, hvordan reformerne har slået igennem i praksis.
Når jeg så blander enlige, afrikanske mødre ind i det her, så er det fordi jeg har mødt en del, som har været ret innovative, eller hvad man nu skal kalde det, de har i hvert fald været gode til at overleve i et samfund uden socialt sikkerhedsnet.
Jeg skal give to eksempler:
Mama Mihoni skulle opereres i underlivet og manglede penge til at betale hospitalsregningen med. Jeg havde lige været gennem den samme operation og havde stor medfølelse med hendes situation. For mig, som på sin vis havde råd, kostede operationen ingenting, mens hun måtte lide mens hun forsøgte at skaffe penge til sin operation. Jeg husker vi gav et tilskud til mama Mihoni, men ofte måtte vi også sige nej til at hjælpe folk med penge til både det ene og det andet. Det gav en del samvittighedskvaler, især i begyndelsen, men vi kunne ikke hjælpe alle dem, der havde brug for det.
Senere spurgte jeg mama Mihoni om hvordan hun fik skaffet penge til operationen. ”Nååå..” sagde hun. Det havde hun gjort ved at sælge mango fra familiens frugtplantage, som lå lidt uden for byen. Jeg besøgte senere hendes families plantage – den var ikke helt lille. Hun var ikke så afhængig af mit økonomiske bidrag, som jeg først troede.
En anden gang hvor vi var på vej til Mwanza fra Kigoma kom vi til et sted, hvor en væltet lastbil spærrede vejen. Og langt som der var til civilisationen var der ikke udsigt til, at bilen blev fjernet lige med det første. Men det tog ikke mange minutter, før indtil flere kvinder havde etableret små boder med frugt og andre spiselige produkter. Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke ved, om de kvinder var enlige mødre, men jeg beundrer stadig det initiativ, som vi ofte mødte, som får folk til at overleve selv i situationer, som vi synes håbløse. Vi, der er født og opvokset i et velfærdssamfund, ser kun offentlig hjælp som svar på sociale problemer
Det er ikke sikkert, at den enlige, ugandesiske mor lige har en frugtplantage, hun kan hente hjælp i, men min erfaring siger mig, at hun har flere ressourcer end dem, der umiddelbart er synlige for os.
Men den historie sælger ikke så mange aviser.
Og det kan godt være, at mine eksempler ikke er udtryk for innovation i den forstand, som gymnasiet forstår innovation, men ét eller andet sted synes jeg i hvert fald, det er udtryk for opfindsomhed, når folk kan skabe et liv for dem selv under vilkår, som set med vore øjne kan forekomme håbløse.
Så var det bare jeg kom til at tænke på, om et velfærdssamfund i virkeligheden kan være med til at kvæle det innovative menneske?
Det var tanker, der fløj igennem mit hoved på vej til arbejde i morges.
Her i aften har vi fanget 8 rødfisk og 3 torsk, som nu ligger i fryseren – nej den ene torsk gør ikke, den er Christian i færd med at stege, mens jeg sidder og skriver.

The Prize of the Pole

Kulturelle arrangementer har det med at gå uden om Maniitsoq. Hvis danske kunstnere besøger Grønland, er det først og fremmest Nuuk, de besøger. Hvis de tager ud til andre byer på kysten vil det typisk være til Ilulissat i Nordgrønland, måske Sisimiut og eventuelt Sydgrønland.
Men så godt som aldrig til Maniitsoq.
Det samme gælder, for grønlandsk producerede teaterforestillinger. F.eks. så har
Den nordiske kulturfond NAPA i den tid jeg har været i Grønland finansieret flere film og teaterforestillinger, både for børn og voksne. For teaterforestillingernes vedkommende gælder det almindeligvis, at de bliver produceret og opført i Nuuk, hvorefter de så tager på turne på kysten, men også uden mellemlanding i Maniitsoq.
Det har irriteret mig, når jeg er blevet opmærksom på det. Og helt galt gik det, da jeg så, at filmen The Prize of the Pole ikke var en undtagelse fra denne praksis.
The Prize of the Pole er en dokumentarfilm, som handler om polareskimoen Robert Peary II, som rejser i sin berømte oldefar, nordpolsfareren Robert E. Peary’s fodspor.
Den gamle Robert Peary’s ønske om at være den første, der besejrede Nordpolen, gjorde, at han kom til Grønland adskillige gange i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Faktisk kom han her fast i en periode på 23 år. Et år tog han den 6-årige Minik, hans far og 4 andre voksne grønlændere med tilbage til New York. Museum of Natural History havde bedt ham tage én eskimo med tilbage – til videnskabelig undersøgelse, som de sagde. Peary havde på daværende tidspunkt allerede forsynet museet med bl.a. adskillige eskimokranier. En kæmpe meteorit lykkedes det ham også at få om bord og sejlet til New York.
Robert Peary II er altså en af de, i hvert fald kendte, efterkommere efter polarfarerens grønlandske familie, han havde også en amerikansk kone og datter. Det er Peary-familien, der er filmens tema, men Miniks historie løber gennem hele filmen som en rød tråd. Kun en af de voksne grønlændere, som Minik kom til Amerika sammen med, vendte tilbage til Grønland året efter, resten døde, heriblandt Miniks far; de kunne ikke tåle mødet med de fremmede og for dem ukendte sygdomme. Miniks far blev begravet og Minik selv blev adopteret af én af de ansatte på museet – mr. Wallash, så vidt jeg husker – som, udover sit arbejde på museet, havde en privat virksomhed lidt udenfor New York, hvor han præparerede skeletter, både fra dyr og mennesker, skulle det vise sig, for museet. Her endte Miniks far. Det var en attrap, der var blevet begravet i museumshaven, skelettet blev efter sigende udstillet på museet.
Der er skrevet flere bøger om Minik og hans historie, bl.a. ”Giv mig min far”, som slutter med at fortælle, at Miniks far blev udleveret fra museet i slutningen af 1990’erne og ført tilbage til Qaanaq, hvor han endelig blev begravet.
Jeg har brugt Miniks historie i undervisningen som eksempel på forrige århundredes menneskesyn, så det glædede mig meget, at den endelig blev filmatiseret. Men den blev selvfølgelig, havde jeg nær sagt, heller ikke vist i Maniitsoq. Ikke før jeg ringede til NAPA og brokkede mig.
For at gøre en lang historie kort, så fik vi lov til at låne filmen, mod at vi ville oplyse NAPA om, hvor mange der havde set filmen, og mod at forestillingerne skulle være gratis for alle.
Vi skulle så vise den søndag aften kl. 19.00 i forsamlingshuset. Jeg må sige, at jeg var noget spændt på, hvor mange der ville komme, da jeg, en halv time før forestillingen skulle begynde, gik ned til forsamlingshuset.
Og hvad møder jeg så der? En låst dør og mindst 25 mennesker, der venter på at komme ind. ”Shit”, tænkte jeg, ”der er nogen, der har glemt en aftale her”.
Men det var der heldigvis ikke. Stolene var klar til 120 tilskuere, sagde forsamlingshus-inspektøren, og nogle af vores elever var klar med kolde og varme drikke samt kager og popcorn i lange baner. (De skal tjene penge til en studietur).
Det tog 10 minutter at fylde salen – med 270 mennesker. Og der var lige så mange udenfor.
Vi viste filmen 2 gange samme aften – anden gang var der 220 mennesker i salen.
Det var fantastisk. Og kageboden fik udsolgt.

Jagttur til Kangerlussuaq

Det er altså ufatteligt at vejret kan skifte, som det har gjort fra i går til i dag. I går var det gråt og regnfuldt, og i dag klart solskin.
Når jeg lige undrer mig over vejret de her dage, så er det fordi Christian er på moskusjagt fra torsdag til søndag inde i Kangerlussuaq.
Vejret er afgørende for, om en jagttur kan gennemføres fordi jagtmarkerne, i det her tilfælde, ligger 6 – 8 timers sejlads nordpå. Det tegnede ellers godt i starten ugen, dog med udsigt til regn i løbet af weekenden, men Per, som er jagtselskabets erfarne jæger, beroligede med, at ”det regner anderledes” inde i fjorden, hvor de skulle ind. Han sagde, at regnen derinde ikke er vedvarende på samme måde, som den kan være her – så altså ingen grund til bekymring over vejret.
Sådan gik mandag, tirsdag og onsdag for Christian med at forberede båden med eftersyn og udskiftning af filtre og den slags, som skal være i orden, inden en længere tur, samtidig med at fabrikken havde tekniker fra Danmark, som skulle holdes i arbejde om dagen og socialiseres med om aftenen. Men det gik fint, blandt andet fordi ham fra Danmark besluttede sig for at tage morgenflyet hjem torsdag morgen i stedet for fredag morgen som planen oprindelig var – de reservedele, han skulle montere, kom ikke til tiden, og han SKULLE hjem fredag pga. et bryllup. Der var altså udsigt til, at Christian kunne gøre de sidste forberedelser i fred og ro torsdag formiddag – han manglede kun at tanke båden op og så hente de lange underbukser, som stod pakket derhjemme sammen med alt det andet varme tøj og proviant, som han skulle have med.
Jeg må lige forklare her, at der var ret mange, der skulle med på samme tur. Det er Per – vores forstander – som, sammen med folk fra et andet firma, har taget initiativ til turen. Ideen var, at hvis de var mange folk sammen, kunne de gå ind i fjeldet og finde moskusokserne og så jage dem ned til kysten for så at skyde dem der. Ellers foregår jagt almindeligvis på den måde, at jægerne kan gå op til flere timer ind i landet, før de finder og skyder dyr, som så skal BÆRES ned til båden. Det er en hård opgave. Så ideen med de mange mennesker er så at prøve at få dyrene til at gå ned til båden selv.
Gad vidst om moskusokserne hopper på den ide? Det vil vise sig.
Her fra skolen er det så Karsten, René, Per og Christian, der er taget af sted. Karsten og Per skal skyde med cameraer – Per skød 3 moskusokser derinde i starten af august, så han har kød nok, siger han – mens René og Christian har konventionelle våben med. Tirsdag aften mødtes de og aftalte, hvem der skulle have hvad med, så Christian havde derfor udstyr og proviant klar, lige til at køre ned ombord da han stod op, tidligt torsdag morgen, for at køre ham teknikeren i lufthavnen.
Jeg havde nu været vågen et par gange i løbet af natten hvor jeg kunne høre, at det blæste lidt og at det regnede, så det var med spænding vi kikkede ud af vinduet ved 06-tiden torsdag morgen – og konstaterede, at det regnede, blæste noget, og at fjeldene i øvrigt var indhyllet i dis så morgenflyet fra Nuuk sandsynligvis ikke ville kunne finde landingsbanen i Maniitsoq.
Men Christian fik afleveret Ivan, eller Kølemadsen, som han også hedder, i lufthavnen og var på fabrikken ved 07-tiden, som han plejer.
Jeg havde lovet Christian at stege fiskefrikadeller, som de kunne spise på vejen op, så det gik jeg i gang med, samtidig med at jeg holdt øje med bølgerne, som jeg syntes blev større og større. Men der var ingen ændringer i planerne, afsejling lige over middag, fandt jeg ud af, da jeg kom på arbejde. Her var Per allerede klar med fornuftigt jagttøj på, og René skulle lige gennemføre sine sidste timer inden frokost, også han iført præsentabelt, nyt jagttøj og med rygsækken pakket og klar til at tage af sted. Faktisk var alle klar til at tage af sted ved et-tiden, altså lidt tidligere end først aftalt, måske med tanke om at turen op ville vare længere end normalt, når vejret nu var, som det var.
Der er nemlig det ved fjorden ind til Kangerlussuaq, at strømmen er ret kraftig – indad når det går mod højvande, og udad når det går mod lavvande. Hvis strømmen er imod sejlretningen, kan det være sådan, at man næsten ikke kommer nogen vegne, siges der. Det udnytter en erfaren sejler som Per selvfølgelig ved at han planlægger turen, så han sejler ind med strømmen og ud med strømmen. Det går for det første hurtigere, men en vigtig ting er også, at det nedsætter brændstofforbruget, hvilket har stor betydning når der ikke er tankstationer på vejen.
Der ville altså være god fornuft i at komme af sted i god tid.
Min aftale med Christian var, at han skulle hente mig lidt før 12, så jeg lige kunne hjælpe med at slæbe alt om bord og køre bilen hjem bagefter. Så det var jeg klar til, da han ringede.
Der var bare sket det, at Ivan IKKE kom af sted til Danmark, flyet kunne ikke lande på grund af usigtbart vejr, så klokken blev omkring halv elleve, inden Christian var klar til at tanke båden op. Da han så kommer over til tanken, bliver han mødt af en besked fra tankpasseren om at han havde lukket tanken kl. 10 på grund af dårligt vejr. Gode råd var dyre, men normalt fungerer det sådan, at hvis nogen vil have brændstof uden for tankens åbningstid, så kan man ringe efter betjening, selvfølgelig mod et ekstragebyr. Så Christian ringede og nogen sagde, at der ville komme en tankpasser hurtigst muligt.
For mig ville ”hurtigst muligt” i den situation være noget med et kvarter eller en halv time, men det var først kl. 13.00, skulle det vise sig efter flere opringninger. Så da Christian ringede til mig lidt i 12 sad han altså stadigvæk nede i båden og ventede på afklaring om, hvornår der ville komme en tankpasser.
Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de tanker, der røg gennem hovedet på mig mens jeg ventede på, at tankpasseren skulle komme, og da han så endelig kom mens jeg ventede på, at han først skulle betjene en fiskekutter, som allerede lå derovre, da Christian kom, inden Christian fik fyldt tank og reservedunke. Han nåede lige et smut over på fabrikken, inden de kom af sted kl. 14.00.
Jeg så de 2 både, Pers og vores, hoppe og danse på bølgerne ud af havneindløbet, inden jeg kørte tilbage til skolen.
”Havneindløbet er altid det værste sted”, var min tanke, da jeg kørte hjem. ”Det bliver bedre, når de kommer ud på ”motorvejen””. Bølgerne brydes nemlig på en helt særlig måde lige ved havneindløbet.
Det er ikke sådan, at jeg vil give Per hele ansvaret for, at de tog af sted, selv om jeg synes, vejret var lidt for dårligt. Vi havde selvfølgelig, som de ansvarsbevidste sejlere vi er, kigget på vejrudsigten, og ifølge den skulle vinden lægge sig.
Det gjorde den også til aften. Og det holdt op med at regne.
Så allerede ved aftenstid i går var bølgerne faldet til ro igen, og her til morgen skinnede solen på en blikstille vandoverflade.
Så er det man forundres over naturens mange ansigter. Forklaringerne på, at ændringerne sker hurtigere end man skulle tro er, at der er forskel på bølger og dønninger. Det er vinden, der skaber bølger i overfladen af vandet, og så snart vinden lægger sig, forsvinder bølgerne også, mens dønninger er større bølgebevægelser. Der kan altså være både bølger og dønninger på samme tid, og de kan endda have modsatrettede bevægelser.
Spændt på at høre, hvordan turen derop er gået!
Forresten, Kølemadsen kom af sted i dag til morgen, så han når sit bryllup

Sommerferie

Her er et billede fra vores dejlige ferie i Italien. Billedet viser udsigten fra Ravello, hvor vi boede i 8 dage, ned over bjergsiden og med Amalfikysten i den varmedisede baggrund.

Vi havde i det hele taget en god sommerferie, både i København, hos Søren, og i Nordjylland. Opholdet der var noget kortere i år end det har været de foregående år, især på grund af at vi brugte 10 dage på turen til Italien, men også fordi Christians ferie var 14 dage kortere end min. Men jeg synes alligevel vi kom vidt omkring mens vi var der, udover at jeg så min tandlæge hele 4 gange.

Nu er vi så tilbage i Maniitsoq, og i fuld gang med et nyt skoleår med nye elever, som vi skal til at lære at kende. Det bliver spændende.

Sct. Hans

Mange danske traditioner er blevet overført til Grønland, men fejringen af Sankt Hans aften er ikke én af dem, ikke her i byen i hvert fald.

De år, vi har været her på denne aften, har vi, hvis vejret har tilladt det, grillet sammen med kolleger. I år havde vi ingen særlige planer, vi benyttede lørdagens fine sejlvejr til en tur ind i en fjord for at se efter sæler og torsk (fik et par torsk på krogen men så ingen sæler).

I år var der så nogle ihærdige danske børnefamilier, som påtog sig det ansvar at markere den danske midsommerfest på stranden neden for vores blok. Nu er det ikke lige til at finde egnet materiale til et bål og pinde til snobrød i et land, hvor træer, i hvert fald i det meste af landet, er en sjældenhed.

Hvad gør man så?

Jo, en kvik dansk politimand med kone og 2 små børn sørger selvfølgelig for at lave en aftale med den entreprenør, der bygger nyt plejehjem i byen, om at han gerne må tage det nødvendige antal paller til et passende bål. Så vi havde ingen kvaler med at se det værdifulde tørre træ futte af på rekordfart. Og pinde til snobrød. Man har vel fantasi, så en gardinstang af træ fra byggemarkedet var udset til at fungere som pilekvist.

Gardinstængerne overlevede denne Sct. Hans. Der kom for mange "andre" børn, tror jeg, så det var ligesom det private arrangement blev til et offentligt.

Det kan jo være, at det er fordi der ikke er så meget træ i Grønland, at Sct. Hans ikke rigtig har slået an heroppe. Det kan også være fordi grønlænderne fejrer nationaldag den 21. juni. Det er også mere en grønlandsk festdag.

Hovedrengøring

Jeg sidder, næsten musealene, på kontoret, med P1 i øret og lytter til ”Ud med sproget”. Nu ved jeg hvorfor Jammerbugten hedder som den gør – det er fordi det tilbage i tiden var et jammerligt, farligt, sted at besejle.

Det er ferietid på skolen. Forstanderen sidder på sit kontor, der er en enkelt kontordame på kontoret og jeg er den eneste lærer, der ikke er på kursus eller ferie. Men rengøringsdamerne er på arbejde. Der bliver gjort hovedrent over hele huset. Det betyder, at vi på skift har været lidt hjemløse eftersom vores kontorer er blevet endevendt, men det er rigtig dejligt at få frisket op omkring sig. Det giver også anledning til at rydde op i skuffer og skabe og gennemse de dynger, der bliver akkumuleret i løbet af et skoleår, så nu sidder jeg altså her, ved et ryddet skrivebord og bøger på rækker i reolerne, og lytter til P1, næsten klar til at starte på min ferie.

Jeg skal lige hjem og pakke kuffert, jeg tager af sted i morgen tidlig. Christian har stadig travlt på fiskefabrikken så han kommer ikke til Danmark før den 13. juli.

Jeg glæder mig til at komme hjem og se Sørens nye lejlighed.

Duelighed

Så har vi afsluttet vinterens kurser i betjening af VHF-radio og i kortlæsning og retningslinier for sikkerhed til søs. Den 13. juni var vi til teoretisk prøve hvor vi skulle vise, at vi kan udstikke kurser på et søkort og at vi kender de maritime færdselsregler og lyssignaler. På min fødselsdag, den 14. juni, var vi så til den praktiske prøve. Den gik ud på at demonstrere, at vi kan sejle efter kompas og at vi kan håndtere en "mand-over-bord"-situation. Det sidste handler om at samle en person op, der er faldet i vandet, UDEN at påsejle vedkommende - overkommeligt i stille vejr, men det begyndte at blæse lidt, så da de sidste skulle prøve, måtte der flere forsøg til.

Vi bestod alle 6, dvs. Morten, foran til højre, Tobias, nr. 3 fra venstre, Sine, René, Christian og jeg. Det er Kunuunnguaq, yderst til venstre, der har haft maset med at overbevise, især mændene, om, at søvejsreglerne ikke står til diskussion. På et tidspunkt, hvor de må have været uden for pædagogisk rækkevidde, foreslog han den mulighed, at de selv kunne udgive en ny lærebog, hvis de var utilfredse med den, vi brugte. Vi har lært meget af Kunnuunnguaq, også om pædagogik. Det er faktisk sundt, når man selv underviser, at prøve at være i elevens sted. Den sidste på billedet er Peter Lybert, yderst til højre. Han var censor og stillede modigt sin båd til disposition for os.

Uanset at der ikke kræves særlige forudsætninger for at sejle i de grønlandske farvande og uanset at vi ikke til daglig har brug for at afsætte "gissede steder" og beregne "ankomsttidspunkter" og den slags, så giver det en vis tryghed at vide, hvad man skal gøre, hvis uheldet skulle være ude. Tager vi båden med til Danmark, stiller myndighederne der krav om, at man skal have bestået Duelighedsprøven for at vi må sejle i de danske farvande. Men det må vi så gerne nu.

Noget helt andet er, at vi nu kan leje en båd, hvis vi skulle få lyst til det. Jeg så i et sejlerblad, at mange lejer båd og sejler rundt mellem de Vestindiske øer - eneste krav til lejeren er, at vedkommende har et duelighedsbevis.

Måske skulle man overveje at tage derned på ferie.

Jeg tænker bare på, om det er godt med to kaptajner på det samme skib.

Manddomsprøven

Vi er midt i konfirmationstiden.
Der er konfirmation i Kangaamiut, Maniitsoq kommunes største bygd, i dag.
Vejret er desværre ikke med konfirmanderne, det blæser med en styrke, der grænser til storm, hvilket i sig selv er galt nok for dem, der skal sejle derop i private både; men hvad værre er: det regner. Regnvejr er det værste, grønlændere ved, når der skal være fest, fordi regn ikke er godt for den grønlandske nationaldragt, f.eks. så egner støvlerne sig ikke til at holde vand ude. Her i byen huskes julen 2001 stadig som den jul, hvor det var umuligt at bære nationaldragt til gudstjenesten 1. juledag, netop på grund af regnvejr.

I forbindelse med at det er konfirmationstid kom jeg til at tænke på en oplevelse, vi havde i begyndelsen vi var heroppe. Nogen kender den sikkert godt, men I får den alligevel også her:

"MANDDOMSPRØVEN

St. Bededags aften kunne vi ikke falde i søvn. Da den første ”fredagsfilm” var færdig, omkring 23.30, følte vi ikke trang til at sove, så vi besluttede at snuppe den næste film også. Den var jo så selvsagt først færdig da klokken var over 1, men det var vi ikke blevet mere søvnige af. Problemet var, at det, efter vores opfattelse, var alt for lyst til at sove.

Så i stedet for at kæmpe med at falde i søvn besluttede vi at gå en tur. Som sagt var det jo nærmest dagslys, og vi skulle ikke nødvendigvis tidligt op næste morgen, fordi det var lørdag, så vi ville gå en tur gennem den nat-stille by ned til bådehavnen og nyde udsigten ud over havet.

Men … knap havde vi rundet det første sving før vi hørte en taxa nærme sig i rasende fart. Det fik os til at trække godt ud i vejsiden, for taxachaufføren kunne måske tro, at der ikke var fodgængere i byen på den tid af natten. Normalt er det faktisk fodgængere, der har ”forkørselsret” her i byen. Børn leger på gader og veje, og de fleste går over vejen uden at kikke sig for, i sikker forvisning om at de biler, der eventuelt måtte komme, holder tilbage. En følge, selvfølgelig, af at der ikke er så mange biler i byen. Nå, men lige idet taxaen passerede os bagfra var der nogen der skreg og råbte op, så jeg i hvert fald blev godt forskrækket. Gud ske lov var det ikke taxaen, der forulykkede, den var bare fuld af unge mennesker, der hang ud af vinduerne, og morede sig med at råbe efter sagesløse fodgængere som os. Deres alder og påklædning, hvide anorakker, sagde mig, at det højst sandsynligt var konfirmander. Der havde nemlig været konfirmation i byen, den første af 3, St. Bededag.

Nå, tænkte jeg, de er nok på vej hjem fra konfirmationsfest. Jeg havde hørt, at konfirmation bliver fejret med kaffemik om eftermiddagen, hvor folk kan gå rundt og besøge de familier, der har konfirmation, og spisning for den nærmeste familie om aftenen. Og så tænkte jeg, at konfirmanderne måske havde deres egne traditioner, når de officielle fester var overstået. Og at det så måtte være dem, konfirmanderne var på vej hjem fra. Men inden vi var kommet op af grøften efter forskrækkelsen kom taxaen tilbage, stadig i rasende fart, og stadig med de unge hængende ud af alle vinduer. Denne gang blev jeg ikke helt så forskrækket da de, igen lige idet de passerede os, satte i med at skrige og råbe.

For at gøre historien kort så var der først 2, senere 3 taxaer fyldt med unge mennesker, der kørte ræs gennem byens ellers nat-stille gader, jeg tror i over en halv time. Så vores fredelige gåtur endte med at vi måtte bevæge os rundt langs byens autoværn eller klippesider hele tiden opmærksom på, hvor taxaerne nu befandt sig i byen. Men vi fik indblik i, hvordan nogle af de unge her i byen får afløb for deres lyst til at udfordre skæbnen i sommersæsonen. Om vinteren kører de nemlig ræs på snescootere rundt i byens gader eller i fjeldet, hvor de enten kører om kap op og ned af fjeldsiderne eller udfordrer hinanden ved at afprøve, hvem der tør køre længst ud på de tilfrosne fjorde. Flere snescootere er endt på fjordbunden af den grund, siges der.

En herboende dansk politimand har senere fortalt os, at det med at taxaerne kører ræs med bilen fyldt med unge mennesker er en almindelig anerkendt tradition, som bliver praktiseret af konfirmander i forbindelse med konfirmationen. På samme måde som vi i Danmark bestiller selskabslokaler til konfirmation i god tid for at få de lokaler, vi går efter, så bestiller de unge her taxa til dette natteræs op til et helt år i forvejen. Det handler nemlig om at få den flotteste og den hurtigste taxa. Og eftersom politiet kun har tilkaldevagt, som politimanden sagde, så får denne tradition lov til at fortsætte uforstyrret, hvis der ikke er nogen, der direkte melder dem til politiet. Nå ja, kunne man sige, konfirmanderne her i byen har heller ikke muligheder for at tage andre steder hen og holde blå mandag. Med bus til Hamborg f.eks.

I øvrigt kendes traditionen også andre steder i Grønland. I Sisimiut, f.eks., har den været kendt i mange år, i samme form som her i byen, mens konfirmanderne ude i bygderne, hvor vejnettet ikke egner sig til formålet, har sejlet om kap i motorbåde i stedet for at køre om kap i taxaer (her i byen er der ca. 15 km asfaltvej). Og prisen for de natlige udskejelser: Jeg ved ikke, hvad den er for dette års konfirmander, men jeg har ladet mig fortælle, at en konfirmand for et par år siden gav 1.100 kr. for 5 timers natlig taxakørsel. Så havde han også bagsædet for sig selv.

I øvrigt så var det fuldmåne den aften. Den stod ude over havet, kun godt og vel fri af horisonten, kæmpestor, og orangefarvet på en måde der mindede om flammer fra et bål, og som kontrast til en klar blå havoverflade, som næsten ikke kunne skilles fra en lige så blå himmel.

Selvfølgelig lå det digitale kamera hjemme – på den anden side var farveoplevelsen så intens, at vi sent vil glemme det. Og en digital gengivelse ville alligevel heller ikke yde sceneriet den fulde retfærdighed.

Vi havde iøvrigt ingen problemer med at falde i søvn, da vi endelig kom i seng."

Min fødselsdagsmorgen

Jeg fik fødselsdagsmail fra Hanne og familien i Sønderjylland her til morgen. Jeg må indrømme, at lige da jeg åbnede mailen troede jeg, der var noget i vejen med vores computer - den tikkede lidt underligt.

Jeg startede med at kigge oppe og nede - og så, med rumpen i vejret for at tjekke ledninger, brød Poul Dissing ud i "Se hvilken morgenstund..." Den mystiske tikken var optakten til nummeret.

Hvordan kunne du vide, Hanne, at stemningen i Poul Dissings tekst passer perfekt til den morgenstemning, jeg stod op til i dag?

Vi har haft tåget og diset vejr med regn ind imellem i rigtig lang tid efterhånden - 14 dage mindst. Men det klarede op i løbet af i går, og da jeg tjekkede vejrudsigten i går eftermiddag kunne jeg se, at der ville være fuld sol natten til i dag og i formiddag med. Det var derfor virkelig fantastisk at stå op til den udsigt I ser på billedet, og som vi nyder fra spisekrogen. Vejret var så fantastisk, at Christian mente, jeg burde starte dagen med at gå udenfor for at mærke luften - han havde været tidligt oppe for at samle havemøbler, et fint cafeárrangement med 2 stole og et lille rundt bord, til vores udeplads, viste det sig. Vi kunne godt have drukket morgenkaffe derude her kl. 06 i morges, hvis vi havde haft lidt mere end morgenkåbe på.

Pligten kalder, så Christian er gået på arbejde. Vi burde være ude at sejle i det gode vejr, men det gode vejr betyder altså også, at fiskerne er på vandet, og at der bliver indhandlet fisk nede på fabrikken, og at teknikken dernede følgelig skal fungere, så Christian har faktisk noget travlt i øjeblikket. Han sagde lige, at der er omkring 35 mennesker beskæftiget dernede. Det er krabber og torsk, de indhandler.

Læg i øvrigt mærke til det røde sømærke, I kan se over taget på blokken, det kaldes en båke. Fordi den er firkantet, skal den holdes om bagbord, når man er for indgående. Andre båker har en kegle på toppen, de skal holdes om styrbord, når man er for indgående. I øvrigt er de nummererede, så man kan bruge dem til at finde ud af, hvor man er - hvis man altså ikke ved det i forvejen.

Iøvrigt har vi bestået vores VHF-kursus, så nu må vi kalde kystradiostationer og sådan noget. Og i aftes bestod vi teoridelen (der hvor man lærer om søsikkerhed og at udstikke kurser i søkort) til duelighedsprøven. Nu mangler vi lige den praktiske del (der hvor vi skal håndtere "mand overbord"situationer og vise, at vi kan styre efter kompas) - den del skal foregå i eftermiddag.

Der er bare det ved det, at vi skal sejle i en totalt fremmed båd, ret stor iøvrigt, og vejret har ikke givet os muligheder for at øve.

Så skulle I i morgen høre om en bro, der er blevet påsejlet i Maniitsoq, er det sikkert een af os, der har klumret i det. Vi er 6, der skal til prøve.

Grønland i grønlandske medier

Qaanaaq har været i mediernes søgelys her på det sidste. Karen Littauer, dansk kursusholder, filminstruktør og psykolog, har, i begyndelsen af maj måned, til et dansk medie udtalt, at børnene i Qaanaaq ”går for lud og koldt vand” mens forældrene forsumper i druk. Hendes udtalelse førte til, at landsstyret dagen efter indførte forbud mod salg af alkoholiske drikke i Qaanaq.
Sagen er ved at klinge ud i medierne heroppe nu. Men i en måned nu har Karen Littauers udtalelser været forsidestof i de grønlandske medier.
På mange måder er der langt mellem Grønland og Danmark. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at Karen Littauers udtalelser har ført til meget andet i Danmark end at nogen har fået deres fordomme om at grønlændere drikker bekræftet.
Derfor har jeg lyst til at nuancere historien lidt.
Men først lidt om Qaanaaq.
Byen blev grundlagt i 1953, på grund af USA’s udvidelse af sit antiluftskytsbatteri på Thule-basen. Den danske stat eksproprierede ganske enkelt thulefolkets oprindelige bosteds- og fangstterritorium, hvorfor 127 thuleboere i juni 1953, med få døgns varsel, måtte pakke deres ejendele og forlade deres boliger for at begive sig 150 km nordpå, til det vi i dag kender som Qaanaaq.
Thulefolket har i starten af 2000-tallet ført sag mod den danske stat med krav om, at de ville have deres bosteds- og fangstterritorier tilbage; kunne det ikke lade sig gøre, så ønskede de fuld erstatning for tab af indtægtsmuligheder som følge af forringede fangstmuligheder pga. tvangsflytningen. Fangernes erstatningskrav lød på 135 mio. kr. Sagen endte i det danske retssystem i 2003, hvor thulefolket fik tilkendt en mindre, økonomisk erstatning, som efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig. Derfor indgav repræsentanter for de tvangsflyttede, gennem organisationen Hingitaq 53, sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I 2006 besluttede Menneskerettighedsdomstolen at afvise sagen med den begrundelse, at på det tidspunkt, hvor thuleboerne måtte forlade deres hjem, altså i juni 1953, da var befolkningen i Grønland ikke beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention fordi Danmark først skrev under på konventionen 3. september 1953. Domstolen lagde desuden vægt på, at der i 1953 blev skaffet erstatningsboliger på den nye boplads og at folk havde fået mad og redskaber stillet til rådighed. Og derudover blev der i 1985 bygget rigtige huse, og i 1997 anlagt en ny flyveplads.
Så vidt Menneskerettighedsdomstolen – hvad mon de nede i Strasbourg har tænkt at fangerbefolkningen skulle bruge en ny flyveplads til?
I 2005 boede der 640 mennesker i Qaanaaq by.
Det var lidt om de historiske vilkår for befolkningen i Qaanaaq.
Én af dem, der har svaret på Karen Littaurs anklager er borgmesteren i Qaanaaq.
Han er, mildt sagt, utilfreds med, at det er de danske medier, der sætter den politiske dagsorden i Grønland. Han har selv bedt Landsstyret om hjælp til at løse de sociale problemer, der findes i Qaanaaq, uden at vinde gehør. Og så nu, fordi et dansk medie begynder at interessere sig for de sociale problemer i Qaanaaq, så sker der noget. Fra den ene dag til den anden.
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at der er sociale problemer i Qaanaaq og at et mindretal af befolkningen har store alkoholproblemer, men han mener ikke, det berettiger Karen Littauer til at sige, at hele byen sejler rundt i spiritus. Det borgmesteren er sur over er, at grønlandske politikere øjeblikkeligt reagerer på en dansk kvindes udtalelse, når de ikke engang reagerer på lokalpolitikernes bøn om hjælp til en kommune, som er kørt helt i knæ. Situationen er nemlig den, at fangerne i Qaanaaq-området her pr. 30. april mistede deres mulighed for at indhandle sælskind fordi Great Greenland, et hjemmestyre-ejet selskab, lukkede for indhandlingen. Der findes simpelt hen ikke noget erhvervsliv i byen. Borgmesteren har end ikke fået svar på sin henvendelse, der, som han selv siger, er en nødråb og handler om overlevelse, mens en, efter hans mening, useriøs udtalelse til en dansk avis straks får landspolitikerne op af stolene.
Et andet sted i samme avis kan man læse, at Atassut nu ønsker iværksat en undersøgelse af omfanget af omsorgssvigtede børn i Qaanaaq.
Så borgmesteren har ret, der sker noget, når Grønland kommer i de danske aviser.
Og det hele udspringer af et ungdomsteaterteaterprojekt.
Det er tilsyneladende det, folk i Qaanaaq indvilgede i at vær med i. Karen Littauer tilbød kommunen et ungdomsteaterprojekt, som hun selv finansierede gennem tilskud fra forskellige grønlandske og danske fonde. Senere er projektet blevet forvandlet til et projekt for dårligt stillede børn. Teaterprojektet er blevet filmet og Karen Littauer bruger videoklip fra teaterprojektet i sin foredragsvirksomhed. Det kan man se på hendes hjemmeside, hvor hun tilbyder foredraget ”Min fremtid – Projekter for dårligt stillede børn primært fra Grønland” formedelst 4.500 kr. For 6.500 kr. får man maskedans oveni.
I Karen Littauers ansøgningsskemaer til sponsorerne skrev hun, at hun ville filme projektforløbet – under etiske hensyn – således at de unge og sponsorerne kunne få et uddrag af vinterens oplevelser. Hun nævner ikke, at hun ville bruge videoklip til sin foredragsvirksomhed.
Og det er der, befolkningen i Qaanaaq føler sig snydt og bedraget.
Forældrene mener i øvrigt også, at børnene er blevet pålagt at fortælle om private ting – læs: gå bag forældrenes ryg, hvilket har medført, at flere børn og unge nu har brug for psykologbistand.
Karen Littaurs kommentar hertil er, at det havde de brug for i forvejen.
Hun siger i øvrigt nu, at hun fortryder den famøse mail, hun sendte til en journalist på DRs TV-avis. Den mail som satte gang i hele sagen.
Hun er bange for, at et planlagt projekt på Grønlands Østkyst må udskydes, simpelt hen fordi forældrene ikke vil lade deres børn deltage.
Lige nu har hun og hendes mand, Orto Ignatiussen, som hun arbejder sammen med, en retssag hængende over hovedet.
Folk i Qaanaaq ønsker oprejsning.
Og hvad så med de sociale problemer i Qaanaaq?
Som de fleste er enige i findes, men som er blevet lidt væk i forløbet.
Jeg håber, politikerne finder en løsning, som kan gavne dem, det især handler om, nemlig børnene. Foreløbig har jeg læst i aviserne, at socialchefen i byen siger, at børnene har fået det bedre efter at der er blevet indført forbud mod salg af alkohol.
Andre mener, at konfirmationssæsonen, som vi er ind i nu, har været lidt mat i Qaanaaq i år. De håber, forbudet snart bliver ophævet.
Jeg har ikke set nogen meldinger om, hvornår det kommer til at ske.

Kunstudstilling på ATI

Billedet er malet af Maalia Kleist. Hun har gået i ATX C det sidste år.

Vi havde sidste skoledag i fredags.

I princippet havde vi normal undervisning .. jeg skriver med vilje "i princippet", for det kom måske mest til at handle om eksamenssnak, kager og is og aflevering af manglende rapporter og opgaver.

Vi har altid elever med kunstneriske evner på skolen. Mange synger og spiller og en del tegner og maler. Det benyttede vi os af og lavede en kunstudstilling som afslutning på skoleåret. Vi har før holdt udstilling af elevarbejder, men det særlige ved udstillingen i år var, at forstanderen deltog med nogle tuschtegninger og Najannguaq Jeremiassen viste sine tegninger, foruden altså at Maalia bidrog med malerier og flere litografier.

Maalia har gået på kunstskolen i Nuuk og hun har deltaget i flere udstillinger, f.eks. var et af hendes værker fra kunstskole-tiden udstillet på Islands Brygge i København sidste år.

I dansk har vi haft billedanalyse hvor vi har arbejdet med forskellige grønlandske kunstnere, f.eks. Akka Høegh, som har udsmykket kors og døbefont i vores kirke, og Karl Peter Andersen, som i øvrigt bor i Svenstrup. Men vi har også prøvet at forstå Michael Kviums malerier. Maalia siger, at hun føler sig meget inspireret af hans kunst. Det er ikke den værste inspiration, jeg så eet af hans billeder blev vurderet til ½ million.

Jeg har bestilt et billede i stil med det, jeg har lagt ind her på siden.

I øvrigt så har Karl Peter Andersen også flotte billeder til salg. Man kan finde dem på nettet ved at søge på hans navn.

Morgenvækning

Jeg vågnede ved et infernalsk spektakel her til morgen.
Som jeg måske har nævnt tidligere, så er der ellers ret stille, her hvor vi bor nu. Især om natten. Jeg skal jeg lige nævne, for forståelsens skyld, at vi ALTID, også om vinteren, sover med åbent soveværelsesvindue. Derfor kunne vi, mens vi boede i B500, altid følge med i natteravnenes færden til og fra byens eneste diskotek. Jeg tror, det var vældig hyggeligt for natteravnene selv - det lød i hvert fald ofte sådan, når de fandt på at slå sig ned på autoværnet neden for soveværelsesvinduet og grine hele den lyse nat væk – men ikke for os, der skulle på arbejde næste dag.
Nu sover vi så i frisk natteluft, som kommer ind gennem et vindue på størrelse med et koøje og et mellemstørrelse ovenlysvindue, som begge vender ud mod en blind vej et godt stykke uden for byens centrums-aktiviteter. Mens jeg er ved vinduerne, så må jeg lige nævne, at vinduer kan åbnes og lukkes for lyde udefra, men uanset de er åbne eller lukkede, så kan lyset ikke holdes ude. Her hjælper alene mørklægningsgardiner, ud over at størrelsen selvfølgelig også har betydning for den mængde lys, der kommer ind. Vi havde ikke mørke gardiner for panoramavinduerne i soveværelset i vores gamle lejlighed, for de ville forhindre én i at ligge i sengen og nyde en ny dags vejr. Jeg må indrømme, at jeg er ret godt tilfreds med, at Christian nu bliver nødt til at gå ned i stuen for at orientere sig om vejrsituationen.
Men tilbage til lydene.
Som du måske kan forstå, så er der ikke meget, der forstyrrer nattesøvnen nu. De eneste mennesker der har noget at gøre ude hos os, ud over beboerne selvfølgelig, er viceværten og skraldefolkene. De starter til gengæld også dagens arbejde tidligt.
Selv om de fleste vil sige, at der er stille ude på landet i Danmark, så er luften altid fyldt med lyde, af trafik i det fjerne, af blade der rasler i blæsten, eller, som nu på denne årstid, af fugle der synger morgen- eller aftensang.
Jeg husker en morgen sidste år, hvor vi overnattede hos Else og Per – til dem der ikke ved det, så bor Else og Per på landet, omkranset af en natur, som er et rigtigt eldorado for fugle – hvor vi blev vækket af et, for os sandt inferno af fuglesang, som strømmede ind til os gennem det åbne vindue. Når jeg kommer til at tænke på fuglesangen i Danmark, så er det fordi at lige i denne tid kan det faktisk ske, at vi vågner til fuglesang. Til snespurvens pirrr-rit pirrr-rit (ja, sådan står der altså i fuglebogen). Snespurven kommer til Grønland i april, hvor den yngler og ellers nyder tilværelsen fra sin rede i sprækkerne i fjeldet, hvis den ikke passer sit afkom eller flyver rundt og fornøjer os med sin sang. Allerede i august tager den af sted igen til sit vinterkvarter i det indre Nordamerika.
For resten – det var en flue, der havde forvildet sig ind af vores åbne vindue, der vækkede mig.

Forårsvitaminer

Kokleare.

Den kommer med små hvide blomster i løbet af 14 dage.

Her i Maniitsoq er det koklearen, ikke vintergækken, der titter frem af sneen, når solen begynder at få magt.
Jeg har i nogen tid spejdet efter den når jeg færdes rundt i byen. Det plejer altid at være på fjeldsiderne nede ved lystbådehavnen, på steder hvor solen kan varme stenene, de første viser sig. Og sådan er det også i år.
I går var den der så, godt klemt inde i sprækkerne i fjeldet og omsluttet af det grønneste mos, man kan tænke sig.
Ikke nok med, at planten kan være sund for sjælen ved at den vidner om, at vi er på vej mod de lyse tider. Man kan faktisk også spise planten. De gamle grønlændere fortæller, at den tidligere har været et vigtigt kosttilskud.
I Naturguide til Grønland kan man således også læse, at koklearen tidligere blev kaldt for skørbugsurt på grund af sit høje indhold af C-vitamin. De kødfulde blade blev brugt til at hindre eller helbrede skørbug.
Missionær Hveyssel, som boede i Maniitsoq i slutningen af 1780’erne, har åbenbart ikke været opmærksom på koklearens vitamindepot. I 1789 bad han om en afløser til sit embede, selv om han kun havde været i Grønland i 6 år og kontrakten lød på 10 år. Som en af årsagerne til at han gerne ville afløses før tiden, anførte han netop skørbug. I sin ansøgning skrev han, at det var normalt at han var plaget af skørbugssmerter om vinteren - det var de fleste missionærer - men smerterne forsvandt altid om sommeren. Det gjorde de bare ikke i sommeren 1789. Desuden var han også begyndt at tabe sine tænder, som vist ikke var for gode i forvejen, så han havde stort besvær med at spise det hårde brød (skibskiks), som han fik udleveret fra kolonibestyreren.
Mads Lidegaard fortæller om missionær Hveyssel i bogen Grønlands Historie. Der kan man også læse, at hvis missionærerne havde spist mere lokal proviant som mattak (hvalspæk) og sælkød, så kunne flere af dem være sluppet fra grønlandseventyret med livet i behold.
I dag får vi der bor heroppe i nærheden af polarcirklen masser af C-vitamin fra alskens eksotiske sydfrugter og grøntsager.
Derfor kan koklearen nu nøjes med at stå i sin sprække og fornøje mig, når jeg færdes rundt i byen.

Brovagten

Jollehavnen.

Brættet ligger uden for billedet lige op ad trappen til venstre. Den store røde og gule bygning er sportshallen. Havnen er isfri nu, og det er den i øvrigt det meste af året. Kun hvis vi har temperaturer på minus 10 grader og derunder i en længere periode, fryser jollehavnen til.

Du kender det helt sikkert godt.
Man hører et stykke musik, og straks får man associationer til begivenheder eller stemninger, som måske ligger langt tilbage i historien. For mit vedkommende gælder det f.eks. arabisk musik. I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne besøgte vi, som nogen vil vide, Bagdad flere gange. Dengang var det sådan dernede, at der blev sendt arabisk musik på fjernsynet, når der ikke var udsendelser, og det vil sige hele dagen. På daværende tidspunkt fandt jeg det ret anstrengende og u-melodiøst at høre på, men hvis jeg tilfældigvis hører arabisk musik i dag, synes jeg næsten, det lyder godt – helt sikkert fordi det minder om mange gode oplevelser i Bagdad.
Det kan også være lugtesansen, der bringer minder. Grøntsagsmarkeder i Tanzania havde deres egen lugt. Da vi boede der, kunne man, hvis man blev opmærksom på den, finde på at sammenligne den med lugten af affald. Senere har jeg oplevet, at en dansk skraldespand i sommervarmen kan få mig til at længes efter de tanzanianske mamaers ”karibu sana” og deres eksotiske frugter og grøntsager.
Vores nye lejlighed her gør noget lignende ved Christian. Det har ikke noget med musik eller lugt at gøre, det er lejlighedens indretning og placering øverst i blokken, der minder Christian om broen på et skib – og det har han da noget ret i. Vinduerne i stuen vender mod nord og i køkkenet mod syd, og placeringen øverst oppe gør, at vi har frit udsyn til alt hvad der sker på vandet, præcis som man har på broen på et skib.
Det er rigtig dejligt med udsigten – ingen tvivl om det.
Men det er da et stort arbejde at holde øje med alt, hvad der rører sig derude. Farvandet her udenfor kaldes ”motorvejen”, og det siger sig selv hvad det betyder. Endnu kan vi dog overkomme at studere de fleste trafikanter nøje i kikkerten (først brugte vi den lille teaterkikkert, men vi har heldigvis fået hentet den store kikkert hjem fra båden, så nu kan vi også se, om fangerne fanger noget, når de ligger og fanger). Det bliver værre når lystsejlerne får bådene i vandet, så tror jeg, vi må holde op med at holde øje.
Det fungerer nemlig sådan, at fangerne har deres joller i vandet hele vinteren, og de tager selvfølgelig på havet lige så snart vejret tillader det. Det er dem, der sørger for frisk fisk på brættet både vinter og sommer.
Lystsejlerne, sådan nogen som os selv om vi også fanger sæl og fisk, har for de flestes vedkommende kun bådene i vandet fra 1. maj til omkring 1. november. Det har noget at gøre med, at bådebroerne bliver taget op om vinteren, og selvfølgelig også med at der er risiko for skader på bådene på grund af storm og is, hvis man lader dem blive i vandet.
Lige en lille sidebemærkning: Jeg er faktisk ret glad for, at vi går på søduelighedskursus. Det betyder nemlig, at vi kan stå stille og fredeligt og se på, som her den anden dag, at en fanger havde fået motorstop og sled med årerne for at komme i havn. På kurset har vi nemlig lært, at folk skal være i en akut livstruende situation, før redningsvæsenet tager sig af sagen. Og motorstop er ikke i sig selv livstruende, står der i bøgerne. Uden den viden kunne jeg godt forestille mig, at jeg af og til kunne komme i situationer hvor jeg ville føle, at jeg måtte gøre noget.
Ud over skibsfarten skal vi selvfølgelig også holde øje med dyrelivet på havet.
Vildænderne boltrer sig i vandet neden for vore vinduer. Jeg har aldrig før tænkt på, hvor længe vildænder kan være neddykkede, men i kikkerten kan vi nu følge deres færden både over og under vandet på nærmeste hold. De kan have hovedet under vand i ret lang tid.
I øvrigt venter vi, at hvalerne snart dukker op. Det plejer at være ved den her tid.
Heldigt at vi snart skal have båden i vandet, så vi kan komme i øjenhøjde med dem.
Så må andre overtage brovagten.