4. søndag i advent

Jeg sidder med en meget rød, lav morgensol i øjnene her hvor klokken er over 11. Jeg sidder og tager bestik af, hvad jeg mangler at få gjort inden Søren og Christian kommer på tirsdag.

Jeg HAR lavet sortebærsyltetøj, kogt rødkål og rødbeder, saltet flæsk og lavet rullepølse, rugbrødet står og hæver på radiatoren og de marinerede ørreder ligger i den første eddikelage.

Til hverdag kan jeg godt lide eksotiske retter og jeg går ikke af vejen for at prøve Alt for Damernes inspirerende opskrifter, hvis vi ellers kan skaffe ingredienserne.

Men julen skal der ikke eksperimenteres for meget med - i hvert fald hvad maden angår, så her kan Alt for Damerne mest være inspiration til fornyelser indenfor de søde sager.

Helt anderledes med Familie Journalen. Jeg fik nogle eksemplarer af Familie Journalen og Hjemmet fra min kollegas kone den anden dag - så derfor skal vi i år også have sildesalat og chokoladekager med palmin og corn flakes. Både kagerne og sildesalaten husker jeg som vældig eksotiske da min mor lavede dem.

Jeg er - igen - blevet bekræftet i at julemaden skal man ikke eksperimentere med. Det går galt, hvis man gør.

Som nu i går hvor jeg ville lave syltede valnødder til osten. Knække valnødder, varme dem i ovnen, lidt afskalning, koge dem i Leilas og Arnes dejlige hjemmelavede honning "indtil væden begynder at tykne" stod der i opskriften, som jeg fandt på nettet. Og hvad fik jeg så ud af det? Et glas kandiserede valnødder stivnet i noget som jeg vil kalde "hård nougat". Jeg tvivler på, vi kan få massen ud af glasset.

I dag skal jeg lave dej til brunkager og pebernødder, til julefest i sportshallen og spise andesteg på Hotel Heilmann Lyberth.

Juleafslutning

Juleafslutning på Realskolen i Aabybro fejrede vi - da jeg gik der - ved at vi først havde en time med vores klasselærer, og derefter en fælles komsammen i aulaen hvor vi sang julesalmer og forstanderen afsluttede med at sende os hjem med ønket om en glædelig jul. Elevernes bidrag til julestemningen bestod i, at vi pyntede vore borde efter bedste evner og lyst. Jeg husker især nogle fantastiske snelandskaber med piberenser-nisser på ski eller slæde ned ad faretruende bakker. Og så husker jeg nogle fantastiske guirlander af chenille (en sjældenhed den gang) som min klassekammerat havde med fordi hans far havde en fabrik i Skovsgård, hvor de lavede den slags. Timen med klasselæreren gik mest med at hun gik rundt og beundrede vore mesterværker.

Det er selvfølgelig fordi jeg nu selv er klasselærer og derfor er i den situation, at jeg skal holde sidste skoledag med min klasse. Og hvad gør man så som lærer anno 2009? Video selvfølgelig.

Jeg stod tidligt op tirsdag morgen og bagte boller inden jeg tog over på skolen og hentede eleverne hjem til morgenkaffe og altså nybagte boller. Derefter stod den så på Charles Dickens' film Christmas. Til mit forsvar vil jeg nævne, at vi lige har arbejdet med den Industrielle Revolution i historie, så filmen er absolut relevant i forhold til undervisningen.

De fleste af billederne er taget EFTER vi var færdige med at se film.

Her er lige dagens solopgang.

Juleklip og -rengøring

Juleklip på Ati er en hyggelig, tilbagevendende del af forberedelserne til jul. Der bliver klippet og klistret i dyb koncentration af både store og små.
Duften af appelsiner, som i løbet af aftenen bliver gennemstukket af nelliker, julemusik, æbleskiver og kakao bidrager til den gode stemning.

Christian og Søren kommer fra Danmark den 22. december (jeg benytter enhver lejlighed til at krydse fingre for godt flyvevejr - selvfølgelig bliver der det). Sidste år overraskede Søren mig med at komme 14 dage før jul, hvilket betød, at han kom til at give en hånd med både ved madlavning og rengøring.

I år arbejder jeg på at få det meste fra hånden, inden han og Christian kommer. Således stod det på vinduespudsning i weekenden.

Nu kan man sige, at vinduespudsning ikke er noget at snakke om, meeen... man kan ikke bare pudse vinduer når det passer een. Jeg benyttede mig af muligheden fordi vi havde fønvind og plusgrader, ellers risikerer man her om vinteren at pudsekluden fryser fast til vinduerne. Jeg HAR prøvet at pjaske et vindue til med vand og så skulle skrabe det af som is.

Selv på et halvt år bliver vinduerne faktisk ikke beskidte udvendigt heroppe, hvis ellers mågerne kunne finde et andet sted til deres klatter.

Maleriudstilling og julestemning

Hvis du kommer forbi Rundetårn her op til jul, så skulle du gå ind og se den maleriudstilling, de viser i øjeblikket. Gerda Nietzer har gjort sit bedste for at fange Grønlands sjæl på sit blomstersmykkede lærred. Udstillingen er åben og kører frem til den 3. januar. Hvis du ikke skulle nå det, kan du se hendes billeder på linket http://www.gerda-nietzer.dk/index.php?page=1.

Tivoli skulle også være et besøg værd her op til jul. Der er nisser på spil overalt og Restaurant Nimb serverer gedigne, ernæringsrigtige hotdogs, fortæller Søren og Christian.

Julestemningen er nu også ved at snige sig ind på os her i Maniitsoq. Butikkerne julepyntede næsten en måned før de plejer, og der skal tages hul på gløggen og æbleskiverne i eftermiddag. Og det er efterhånden lang tid siden naturen lod sig pynte. De sommergrå fjelde er nu dækket af et flot lag sne, så selv om det er ved at være mørkt en stor del af døgnet, så virker det ikke så voldsomt mørkt. Fjeldene kaster virkelig lys over mørketiden.

Psolus Chitonoides

På een af vore fisketure her i efteråret fangede jeg dette flotte eksemplar af en søpølse. På oversiden har den et skældet skjold, som et par steder ligner noget der minder om en hønserumpe. I vand åbner skjoldet sig der, og fine tråde, som ligner en blomst, kommer til syne. Men når man rører ved den, lukker den i, som man kan se på billedet.
Først troede jeg, at jeg havde bundbid, men det er helt sikkert fordi den har siddet suget godt fast til en sten, da min krog kom og forstyrrede den.

Vi tog den med hjem, hvor vi gav den husly i en spand saltvand så vi kunne få den fotograferet og artsbestemt.

Naturinstituttet i Nuuk siger, som jeg har sagt før, at det er en søpølse af slægten Psolus, højst sandsynligt Psolus Chitonoides. De kender ikke noget dansk navn for den, men foreslår skælsøpølse. Den skal være ret almindelig på klippebund langs Grønlands kyst, men den er ikke beskrevet i litteraturen.

Det er selvfølgelig forklaringen på, at det nærmeste vi selv kunne komme på at finde ud af, hvad det var for et dyr, var, at der findes lignende, men meget større eksemplarer langs Canadas vestkyst. På Wikipedia fandt min kollega beskrivelsen af Gumboot Chiton med det videnskabelige artsnavn Cryptochiton stelleri. Navnene minder da lidt om hinanden, så måske er de i familie.

Søpølsen er tilbage i sit rette element igen. Og nu er dette eksemplar i hvert fald omtalt på nettet.

Show it, don't tell it

Nogle forfattere kan skrive, så jeg bliver revet med af historien mens andre ikke formår at råbe mig op og det ender med at bogen ender, halvt læst, på natbordet uden at jeg sådan helt konkret kan definere, hvori forskellen består.

Fordi jeg synes, skriveteknik er spændende, men især fordi jeg underviser i dansk, har jeg op til flere bøger om emnet i min bogreol allerede. Alligevel måtte jeg også eje Thomas Oldrups ”22 tricks – om at skrive godt” fra 2007. Christian er i Danmark og vejrmeldingen for weekenden i Maniitsoq lød på sne, så det passede perfekt at jeg lige kunne nå at hente bogen på posthuset, inden det lukkede i går.

Dette blogindlæg skal nu ikke handle om skriveteknik, men når jeg fremhæver hans bog her er det fordi et af kapitlerne rammer lige ned i, hvor svær kommunikation mellem forskellige kulturer kan være. Jeg tænker her på både nationale, regionale og faglige kulturer.

Jeg skal prøve at forklare. Først vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg desværre kommer til at bruge et "dem-os"-sprog nogle steder i det følgende. Det er ikke fordi jeg ønsker at stille folk op over for hinanden som 2 skarpt adskilte grupper, men sådan har jeg fået historierne fortalt.

Hvis der opstår en konflikt på en arbejdsplads i Danmark, har vi en udpræget konfronterende måde at gribe sagen an på. ”Hvis jeg kommer til at sige eller gøre noget, der fornærmer nogen, så sig det til mig”, er en almindelig dansk måde at bede andre om at sige til, hvis der er noget, de er utilfredse med. Personligt kan JEG ind imellem undre mig over, hvad formålet med den fremgangsmåde er? Jeg forestillede mig nemlig at formålet måtte være at få krænkeren til at reflektere, og søge at undgå at krænke fremover. Ofte har jeg derimod oplevet, at DET ikke er tilfældet. - Det har selvfølgelig også en vis effekt på min sindstilstand at jeg får lejlighed til at give udtryk for mine frustrationer. Og i øvrigt, hvis folk så ikke ”siger til” – med ord forstås – så har de ingen ret til at være utilfredse, vi har jo bedt dem om – ja, netop, at sige direkte til os hvad der er galt.

Igennem mine 7 år som underviser har jeg lært, at den nonverbale kommunikation kan være lige så tydelig som den verbale. Det kan tage lidt tid at finde ud af, at et blik, et løftet øjenbryn, et smil kan betyde ”jeg er med, jeg forstår hvad du siger”. Jeg har eksempler på elever, som, gennem hele skoleåret har vist mig hvad de kan gennem skrift og nonverbal kommunikation. Først til den mundtlige eksamen har de vist, at de også behersker dansk i tale. For mig, som underviser i diskussionsfag, har det ind imellem været en pædagogisk udfordring.

Grønlændere benytter meget nonverbal kommunikation, det er også det indtryk jeg får fra mine grønlandske kolleger.

F. eks. er det helt almindeligt, at mænd tager hinanden i skridtet eller man ”niver” hinanden i bagdelen, hvis man vil lave sjov med folk. En kassekø i supermarkedet er et godt sted at dyrke denne sport. Det får nogen til at hoppe og andre til at grine. Og det behøver ikke give anledning til sure miner selv om ens mand går rundt og ”niver” andre damer bagi, det bliver forstået som en måde at lave sjov med hinanden på, og der ligger ikke seksuelle undertoner i det. Det foregår fra mand til mand eller fra mand til kvinde. Det skulle altså ikke være kvinder der bedriver den sport. Jeg har også hørt, at det ikke er alle grønlandske kvinder, der bryder sig om at blive "nevet". Det skal også siges, at i mine 7 år i Grønland har jeg aldrig lagt mærke til, at folk går rundt og tager på hinanden på den måde. Jeg har også fået at vide, at mænd kun bruger den måde at kommunikere på overfor folk, de kender godt.

Det er mere almindeligt at man bruger kropssprog i en konfliktsituation f.eks. Mange går, hvis der er noget, de ikke bryder sig om.

Trick 07 i Thomas Oldrups bog hedder: Show it, don’t tell it. Han bruger udsagnet i forbindelse med en skriveproces hvor han siger, at det er langt mere effektivt, hvis du kan få læseren til selv at danne sig de billeder og nå frem til den konklusion, du gerne vil have dem til end hvis du bare fortæller dem konklusionen.

Så vis det i stedet for at sige det.

Hans eksempler, først på tell, så på show:

””Min far blev meget sur, da jeg kom for sent hjem. ”

”Hvad fanden er det for en tid at komme hjem på?” hvislede min far. Han sad i køkkenet og trommede med fingrene på bordet.”

Måske vil det være en god ide for os danskere at tænke over, hvad det KAN betyde hvis en grønlænder går midt i en samtale. Måske er det at gå bare en anden måde ”at sige til” på.
Det jeg så kom til at tænke på, da jeg læste den førnævnte bog var, at vi måske er havnet i en kultur, hvor det er mere almindeligt ”at vise” end det er ”at sige”.

Min erfaring er i øvrigt, at nogen danskere bruger den "grønlandske model" og nogen grønlændere den "danske model".

Jeg skal have læst resten af bogen, der er helt sikkert noget, jeg kan bruge i undervisningen.

Tandlæge

Jeg er rigtig glad for mine nye tænder, de to kroner jeg fik lavet i sommer - forstås.

Nu er det ikke fordi jeg går og tænker på mine tænder til dagligt, men jeg bliver jævnligt mindet om, at tænder i vores alder KAN være en dyr affære. Mange jeg kender får lavet implantater, synes jeg, til rigtig mange penge. Sammenlignet med det var mit kroneprojekt overskueligt, også selv om jeg fravalgte svenske kroner.

Tandbehandling heroppe er gratis, og på mange måder mere enkel. Tandrensning, plombering eller udrykning. Dessa - som vi siger her - det er det. Skulle det gå så galt, at man ikke har flere tænder tilbage, og man derfor får brug for et gebis, så har det lange udsigter. Status lige nu er, at der er 8 års - OTTE ÅRS - ventetid, og der er 300, der står på venteliste bare her fra byen. Men så er gebisset altså også gratis.

Feriebilleder fra Ilulissat

Vi var i Ilulissat i sommer. Christian og jeg var der for nogle år siden - før Isfjorden kom på Verdensarvlisten og før Conni Hedegaards klimatopmøde-kampagne.

Jeg må sige, at byen virkelig tager imod sine gæster på en positiv og gæstfri måde. Man får opfattelsen af, at hele byen står sammen om at give sine turister en god oplevelse. Det afmærkede stisystem ud til Isfjorden er bare eet eksempel. Nogen kan måske synes, at afmærkningerne måske er FOR tydelige, men de tjener også til - ud over at vise turisterne vej selvfølgelig - at skåne naturen. Man er godt klar over, at turismens fremmarch i sidste ende kan ødelægge den natur, man ønsker at bevare og vise frem, derfor skal varderne også ses som et forsøg på at begrænse belastningen af naturen til stisystemet.

Sommerkonvallen eller vintergrønt, som blomsten herover også hedder, blomstrer sidst i juli. Vi fandt den på vores vej ud til Isfjorden. Jeg har aldrig set den hernede.

Et imponerende, men også et frygtindgydende syn.

Næsten hele rejseholdet - Per, Niki, Søren, Else og Christian - med Isfjorden i baggrunden.

Vi boede på Hotel Arctic. Hotellet har ellers helt normale hotelværelser, men derudover har de nogle 2-personers igloer, som ligger med direkte udsigt til Isfjordens munding. Der boede vi.

Vejret var flot, og vi nød meget at vi kunne sidde og drikke en kop kaffe ved bordet nede foran.

Man skal bare lige huske den særlige teknik, der er i den slags borde, hvor bænk og bord er ud i eet.

En eftermiddag hvor alle var bænket rundt om bordet, besluttede Else og Per sig SAMTIDIG, og uden forudgående kommunikation, for at de skulle rejse sig. Uheldigvis sad de på samme side, lige over for Søren og Christian, som, ved denne pludselige forskydning i vægtfordelingen, endte med benene i vejret.

Jeg kom til at tænke på vores tur til Ilulissat i dag fordi nogen af vores venner havde planlagt at de skulle besøge Ilulissat på vejen hjem. Storm og sne forhindrede dem i at komme af sted i går, og da de vistnok skal rejse til Danmark i morgen, så går deres tur nok i vasken. Ærgerligt for dem.

Zoologisk have - eller hvad?

Den anden dag gik jeg en unødig lang tur langs Søerne. Når jeg siger "unødig lang" er det fordi jeg ikke havde fået bykortet i tasken, hvorfor jeg kom til at gå langt forbi den vej, hvor jeg skulle dreje fra. Der var nu dejligt vejr og masser at kikke på, så det betød ingenting. Meeeen.... jeg var glad for, at Søren hentede mig så jeg slap for at gå hele vejen tilbage også.

Jeg passerede i hvert fald 3 børneinstitutioner på min vej. Hvis jeg skal beskrive mit indtryk af de 2 af dem, så var der en masse børn, på den udendørs legeplads, godt passet på af høje trådhegn, som gav børnene udsigt til søen og folk på vejen udenfor, og på den anden side også gav mig mulighed for at få indblik i, hvad nogle danske børnehavebørn laver en tirsdag eftermiddag med godt vejr.

Og de havde travlt med at kravle rundt på døde træstammer, stolper stillet på enden og den slags, hvis de ikke legede i den megastore sandkasse, som de små byhaver var omdannet til.

I Grønland er kommunen de senere år begyndt at indrette offentlige legepladser og i daginstitutionerne er der selvfølgelig også stakit omkring, men til daglig færdes mange børn i Grønland selvsikkert på fjeldsider, hustage, entreprenørmaskiner eller containere - legeredskaber findes overalt. En nyankommen dansker vil af og til fristes til at kalde børnenes leg for farlig, livsfarlig i nogle tilfælde, og se den som udtryk for forældrenes mangel på omsorg.

Jeg kan så sige, at man vænner sig til det.

Og det var måske derfor jeg kom til at tænke på dyrene i zoologisk have, da jeg gik forbi børnehaverne inde ved Søerne i tirsdags.

Selvstyre i Grønland

Det grønlandske folk fik selvstyre i søndags. Stort tillykke med det.

Store dele af den danske royale familie var med, da dronningen, på Grønlands Nationaldag den 21. juni, overrakte den nye landsstyreformand, Kuupik Kleist, det synlige bevis herfor.

Selvstyret betyder f.eks. at det grønlandske folk anerkendes som et selvstændigt folk og at grønlandsk bliver hovedsproget. Derudover betyder selvstyret også, at Grønland nu kan hjemtage de ansvarsområder, som stadigvæk hører under Danmark. Retten til undergrunden er her et kontroversielt område. Under Hjemmestyret var det sådan, at der fulgte penge med fra Danmark, hvis Grønland hjemtog et ansvarsområde. Sådan er det ikke mere. Nu skal det økonomiske grundlag skabes i Grønland. Der følger altså ikke automatisk penge med til at dække udgifterne ved de områder, grønlænderne vælger at hjemtage.

Som dansker i Grønland er det altid interessant at følge sprogdebatten i Grønland. Og det nye nu er altså, at grønlandsk bliver hovedsproget. Hvad kommer det til at betyde for mig og mit arbejde? De fleste politikere siger, at der ikke vil ske de store forandringer "sådan lige over natten".

Det er lidt paradoksalt så, at vi med valget her i starten af juni fik en både dansk- og engelsktalende landsstyreformand. Hans Enoksens image var netop, at han var grønlandsktalende og kun grønlandsktalende.

Jeg fulgte overgangen til selvstyre fra et TV i Danmark, og det var fantastisk at høre vores nye landsstyreformand stille op på BBC og fortælle om det nye selvstyre i Grønland. Han vil kunne skabe respekt om det grønlandske folk - også ude i verden.

Det MÅ være udtryk for tilfældige drengestreger at der var nogle drenge, der spyttede på Christian, da han cyklede hjem fra arbejde i søndags.

Fødselsdagsbillede

Min rynkede pande kommer af solen i øjnene.

Feriebilleder

Mine kolleger havde arrangeret grillparty i anledning af min fødselsdag. Det blev en rigtig dejlig aften - vejret, maden og hyggen var helt i top.

Vi startede dagen med morgenmad - og en masse dejlige fødselsdagsgaver - hos Britta og Erik. Derefter blev jeg fejret ved en brunch, som også var en farvelbrunch for Birte og Lisbeth, som rejser tilbage til Danmark her i slutningen af juni måned.

Lørdag var vi en tur inde ved bræen i Maniitsup Sermilia. Vi benyttede hullet i skyerne derinde til at rense de 17 torsk, som Britta og jeg fangede ude ved mundingen af fjorden.


Fredag gik eleverne på ATI på ferie.
Dagen bød på fælles morgenkaffe, uddeling af eksamensbeviser og lidt optræden - matematikeksamen udsat for ATX-faktor - og fællesspisning og musik om aftenen.
Om eftermiddagen nåede vi også at holde afstedsreception for Karl Berthel og René.

Onsdag havde vi matematikcensor og mad med over på fastlandet.
Jeg nåede lige at plukke muslinger nok til en gang fiskesuppe inden højvandet kom for tæt på.

Hvaler

Vi var ude og sige godnat til hvalerne i aftes.

Pukkelhvalerne spiser aftensmad ovre under Kistefjeldet.

De jagter krill, amasetter, torsk og stimefisk i det hele taget.

Så er det godnat. Når halen kommer op, varer det 10-20 minutter før vi ser den igen.

Pukkelhvalen bliver 12 - 15 meter lang, og den vejer 30 - 35 tons.

Når pukkelhvalen er omkring 2 år gammel, bliver den kønsmoden. Den er gravid i næsten et år, og den føder en unge, som er 4 - 5 meter lang.

Pukkelhvalen kan blive 30 år gammel.

Vi har glæde af pukkelhvalen her i Maniitsoq fra maj - august, da bliver vandet for koldt, og den tager i stedet for ned til de varme lande.

Storfangerne på fuglefjeld og til konfirmation

Der er torsk på krogen.

Her er et billede fra Sukkertoppen iskappe hvor den munder ud i Sermilinnguaq.

Rider på fuglefjeldet i Sermilinnguaq.

Flere rider.

Der var konfirmation i Maniitsoq den 7. juni. 6 drenge og 5 piger på vej fra den gamle kirke, hvor de mødtes med præsten, og sammen gik de 100 meter op til den nye kirke.

Alle drenge og alle piger, bortset fra 1, bar nationaldragter. Traditionen er, at konfirmanderne har nationaldragter på i kirken og i løbet af dagen, hvor alle går til kaffemik, og skifter til hvid kjole til familiemiddagen om aftenen.

Årets skriftlige eksamen

Det er søndag aften, klokken er ved at være ti, eller 22 for at der ikke skal være tvivl. Vi nyder aftensolens stråler i nakken, mætte, for vi har lige spist vores medbragte aftensmad og nydt et glas juice eller 2 til.

Vi kan høre de 14 torsk baske i baljen på agterdækket, og det selv om de har fået bugen skåret op og mågerne har spist deres indvolde til natmad.

Det var ellers ikke meningen vi skulle fange fisk i aften, vi skulle bare ud og nyde en stille aftentur og have lidt frisk luft efter at vi har tilbragt en hel søndag med at rette eksamensopgaver. Christian har forberedt eksamen i fysik og rettet matematikopgaver, og jeg har nydt læsningen af 34 danske stile. Årets eksamensstile er altid spændende læsning. Hvordan er de sammenlignet med tidligere års stile? Hvilke emner har de valgt at skrive om? Og hvad skriver de?

De kunne vælge mellem 4 emner: Studieafbrydelse, Kærlighed, Unge i verden og i Grønland og de kunne vælge at skrive en historie til et billede, som hedder Insomnia. Jeg har ikke lavet statistik på det endnu, men mange vælger den med studieafbrydelse, lidt færre vælger kærligheden og billedet, mens kun 2 valgte at skrive om unge.

Når så få vælger det sidste emne er det måske fordi de skal tage udgangspunkt i nogle tekster. Det kan synes svært for nogen. Studiefrafald kender alle til, og mange har selv prøvet at springe fra en påbegyndt uddannelse, så er det lettere at have en mening om det emne. For mig er det interessant at læse de stile, fordi vi på skolen – som på alle skoler i Grønland i øvrigt – gør et stort arbejde for at fastholde de elever, der starter hos os. Hjemmestyret giver store økonomiske tilskud til tiltag, der er rettet mod fastholdelse af elever. F.eks. får vi penge til en plejemorordning. Dvs. vi har ansat en person, som har til opgave at hjælpe og støtte de elever, der bor på kollegiet med at komme op om morgenen, købe ind og lave mad – eller lægge øre til, når hjemveen bliver for stor. For mange af vore elever er det første gang, de er væk hjemmefra, og de kan altså ikke lige smutte hjem i weekenden. Stilene kan ind imellem forklare, hvor de unge synes, problemerne er, og de kan også komme med ideer til, hvad skolen kan gøre for at løse dem. Mange stopper af personlige årsager – det kan være sygdom i familien, kæresteproblemer, graviditeter med efterfølgende abort eller manglende motivation i det hele taget. Selv om vi forsøger efter bedste evne, så er der altså mange der stopper i utide, omkring 20 i sidste skoleår.

Så vidt jeg kan læse i aviserne er frafald også et stort problem i Danmark.

De, der har valgt emnerne kærlighed og insomnia benytter tit lejligheden til at fortælle om deres eget liv, på godt og ondt. Det kan være en barndom med forældresvigt, alkoholmisbrug og anden misbrug, men det kan alligevel være positive historier forstået på den måde, at de er kommet igennem det og ud på den anden side. Nogen har været i behandling mens andre selv har magtet at komme videre.

Stilene i år var noget længere end de plejer at være, mens de sprogmæssigt svarer til tidligere års niveau. Nu gælder det den mundtlige eksamen onsdag, torsdag og fredag inden pinse. Der forventer jeg også bedre præstationer end jeg har set i løbet af skoleåret – sådan har det altid været.

Christian har startet motoren og vendt snuden hjemad – de 14 torsk skal renses inden vi skal i seng, så det er vist på tide.

Sidste skoledag

Blomster er noget særligt. Og buketter er det især her i byen hvor de fleste af den slags er af plastik.

Den buket jeg fik i går er noget ekstra særligt på flere måder, det er den historie, mit indlæg i dag skal handle om.

Tomme flasker er også noget særligt for mange. Har man et par tomme flasker, er der altid til et rundstykke sidst på måneden. Det er lige meget hvor man kommer hen, på kontorer, i klasselokaler og den slags, du finder næsten altid en samling tomme flasker et eller andet sted. I "min klasse", dem jeg er sammen med til samfundsfag, historie og dansk, har de haft tradition for at samle flasker i en pulje hvor meningen i hvert fald har været, at returpanten skulle gå til fester. Det har vist været tilfældet en enkelt gang. Lageret af flasker forsvandt i juleferien på samme måde som det også gjorde for et par måneder siden. Det er virkelig tillidsbrud hvis eleverne ikke kan have flasker til at stå uden at de bliver stjålet. Det bliver der snakket om.

I går havde vi så sidste skoledag. Spændende på mange måder men også lidt trist at skoleåret er slut nu hvor vi lige er blevet rigtig fortrolige med hinanden. Første time gik med småsludren om skoleåret over en håndværker med Nutella, men da anden time startede manglede der en del af eleverne. Underligt. Indtil det viste sig, at de havde været rundt i byens forretninger for at købe blomster til mig. Og Toblerone.

Jeg fik buketten med ordene "de er fra os alle sammen, vi har købt dem for vores tomme flasker".

Jeg blev utrolig glad for blomsterne, men det var virkelig det med flaskerne, der rørte.

Eksotiske gæster

Vi har haft en eksotisk dyreart på besøg på brædtet i denne uge. Et par af byens fangere har hentet 2 hvalrosser oppe i nærheden af Sisimiut.

Kødet er selvfølgelig blevet behørigt parteret og ligger til salg, og glæde for byens befolkning. Hovederne har - om man så må sige - været udstillet på et bord foran brædtet i nogle dage.

Dan nåede lige at fange dem med sit camera, mens de begge var iført hud og hår. Da jeg blev opmærksom på, at der var specialiteter på brædtet, fremstod det lille eksemplar kun som kranium.

Som billederne også viser, har byens befolkning - og hele skoleklasser - selvfølgelig lagt vejen om ad brædtet for at kikke nærmere på de eksotiske gæster.

Jagerpiloten

Vi skal omkring 30 år tilbage i tid, til egnen omkring Pandrup. Scenen er et klasselokale hvor læreren sidder overfor Peter og hans forældre. Peter er snart færdig med skolen, og det er hans fremtid, der er på programmet.
Læreren: ”Nå Peter, hvad har du så tænkt du gerne vil være?”
Peter: ”Jagerpilot.”
Dyb tavshed.
Læreren: ”Det er du ikke klog nok til Peter.”
Behøver jeg at sige, at Peter aldrig blev jagerpilot.
Selv den dag i dag er Peters interesse for jagerfly stadig levende.

Jeg hørte historien til en fest – og den er sand selvfølgelig – siden har den kørt rundt i mit hoved, selvfølgelig fordi jeg selv sidder i lærerens stol og også fungerer som studievejleder. Så er det jeg tænker: Hvad er klogskab? Peters lærer må have forstået ”klogskab” som noget, man skal være født med. Eller hvad? I Nudansk ordbog står der, at ordet ”klog” kan forstås som: intelligent, indsigtsfuld, begavet, kvik, fornuftig, genial,, vis, lærd, kyndig; og så kan man også være ”ikke rigtig klog”, men heldigvis kan man da ”blive klog af skade”.

Man kan selvfølgelig være født ”mentalt retarderet”. Men hvis man har været så heldig ikke at være det, så går jeg stærkt ind for den opfattelse, at det miljø, vi vokser op i, gør os til de mennesker vi er. Sociologiske undersøgelser viser netop, at mange børn viderefører forældres livsstil – heldigvis er det ikke en naturlov, nogen bliver mønsterbrydere. Det har især været interessant at finde ud af, om det at vi fik studiestøtte i Danmark betød, at børn fra mindre bemidlede hjem også fik videregående uddannelse. Formålet med studiestøtten VAR netop at sikre alle lige adgang til at tage videregående uddannelser. Nu – mange år senere – har det netop vist sig, at mangel på uddannelse ikke kun var et økonomisk spørgsmål.

Når jeg siger, at miljøet former os, så mener jeg forældre, familie, venner og skole ikke mindst. Og når læreren mener, Peter ikke er klog nok til at blive jagerpilot, så må han altså påtage sig en del af ansvaret. I hvert fald burde han have begrundet sit udsagn. Jeg tror, læreren forhindrede Danmark i at få en rigtig god jagerpilot. Personligt tror jeg, at Peter ville være gået gennem ild og vand for at få sin uddannelse, hvis han var blevet opmuntret – han skulle nok have tilegnet sig den viden, der skulle til.

Det er en rigtig god historie at tænke over, når man selv sidder som den person, der kan gøre en forskel for et ungt menneske. Især her i Grønland, hvor et barn, der vokser op i et miljø, hvor danske sprogfærdigheder ikke er en fordel, risikerer at få en forkert ”diagnose”.

En anden diskussion, som vi fører blandt lærere til daglig, er også, om vi skal ”vejlede eleverne ud” fordi vi ikke mener, de kan klare uddannelsen. Nogen mener, vi skal forhindre dem i at få det nederlag, det vil være at dumpe til eksamen, tjaaah. Jeg mener, vi fratager dem muligheden for selv at tage ansvar. Jeg ser det som min pligt, både som studievejleder og som lærer, at "løfte eleverne", i stedet for at "holde dem nede". Jeg håber også, det er det jeg gør i virkeligheden, men det er ikke altid til at vide. Sådan er der så meget.

Behøver jeg at sige, at Peter FIK en videregående uddannelse.
Og behøver jeg at sige, at hvis Christian havde rettet sig efter studievejlederen på Maskinmesterskolen, havde jeg måske ikke siddet her og haft en mening om studievejledning.

Jeg kan i øvrigt ikke huske, hvornår jeg sidst er gået hjem fra en fest ved en ny dags begyndelse.

Stemningsbilleder fra GM 2009 i Maniitsoq

GM blev skudt i gang i lørdags, med deltagere i alle aldre. Arrangørerne har - i hvert fald til nu - været utroligt heldige med vejret. Lørdagens og søndagens konkurrencer blev afviklet i høj sol og god stemning, mandag var hviledag, der sneede og blæste det, og i dag kunne konkurrencerne så fortsætte i formidabelt solskinsvejr.

Tilskuerne gjorde deres til at skabe en god stemning - som heppekor med tilråb, grydelåg og andet nødvendigt udstyr til den slags begivenheder.

ATI har 2 deltagere med i konkurrencerne, Sine og Per. De gør skolen ære ved at vinde både den ene og den anden slags medaljer.

I det hele taget bliver der vist uddelt mange medaljer.

En god søndag og reflektioner over den teknologiske udvikling på ATI

Jeg fangede lige et par snescootere i skolegården her sidst på søndag eftermiddag. Billederne viser for det første, at vejrgudernes vrede har lagt sig. I går og i dag har vi igen haft høj sol og dejligt stille vejr. For det næste giver de også et indtryk af de enorme mængder sne, vi fik i fredags.

Vi KAN da se ud af vinduerne stadigvæk.

Der er sket en vældig udvikling i løbet af de 7 år, vi har undervist på ATI.

IT har altid været en integreret del af undervisningen. I 2002 var der kun en enkelt af eleverne på holdene, der havde haft med IT at gøre, før de startede på skolen. Vi skulle starte helt fra bunden med at præsentere"mus", "curser" o.s.v. for eleverne ved skolestart.

I dag har op til flere deres egen bærbare med. VORES udfordring går nu på at holde igen så tele-regningen ikke ruinerer skolen. Vi har haft måneder med regninger omkring de 25.000 kr. Nyt udstyr skal sikre at det ikke kan lade sig gøre at sætte private computere til at downloade fra skolens internetforbindelse.

Lur mig, om den hindring ikke også kan brydes.

Jeg synes faktisk det er ærgerligt, at Tele Greenlands prispolitik forhindrer ATI, og andre uddannelsesinstitutioner i Grønland for den sags skyld, i at lade eleverne færdes frit på internettet. Vi betaler efter forbrug. 80 ører pr. mb. Og 2 gb, som een havde brugt den anden nat, kostede lige skolen 1.600 kr. Der er ingen skoler, der har råd til det i længden.

De studerende på universitetet klagede sidste år over, at der kun var penge på IT-kontoen til 1 kvartal.

Indtil nu har politikerne ikke taget uddannelsesstedernes krav om særordninger alvorligt.

Det jeg også lige vil vise er, at nu kommer nogle af vore elever med snescootere.

Det blå eksemplar herover koster den nette sum af 100.000 kr - ifølge Christian - men så får man også en maskine, der kan klare selv den stejleste fjeldtop, og et godt scoretrick. Læg lige mærke til rattet. Det er beregnet til at man kan stå op og køre.

Tycho Brahes-dag eller hvad?

Jeg tjekkede lige denne hjemmeside http://www.historie-online.dk/sjov/almanak/mar.htm for at undersøge, om det skulle være én af Tycho Brahes dage i dag – det er det ikke. Han har ellers mange, spredt ud over hele året. Alene i marts er dagene 1., 4., 14. og 15. marts Tycho Brahes-dage. Men altså ikke i dag.

Jeg må finde en anden forklaring på de begivenheder, jeg nu vil berette om.

Og her skal jeg lige indføje, at jeg udmærket ved, der er visse ting, man ikke spøger med. Sygdom, f.eks. Det ligger dybt i mig, og det har det gjort siden min barndom, at man ikke ”lyver sig syg” for at slippe for at gå i skole eller slippe for at gå på arbejde. Og man siger heller ikke ”jeg bliver aldrig syg”. Bryder man disse tabuer, bliver man helt sikkert ”straffet” på et senere tidspunkt – altså, hvis man så bliver syg, så er det simpelt hen ens egen skyld ”man kunne jo bare have ladet være med at spøge med det”.
Så det gør jeg bestemt ikke.

Men vejret skal man altså heller ikke spøge med, kan jeg forstå.

I går morges, på vej på arbejde, sagde jeg til Christian: ”Det er dog utroligt så lidt sne, der er føget ind i tunnellen i år, sammenlignet med sidste år”. Det skulle jeg aldrig have sagt.
Det har sneet og stormet siden i aftes, og i morges stod det hele stadig i ét så NU er der kommet sne i tunnelen. Også i den grad. Her hvor formiddagen snart er forbi, fyger det stadig derude og jeg har ikke hverken set eller hørt snerydningsmaskinerne. Mandskabet vurderer sikkert, at det er omsonst at gøre noget inden vinden lægger sig. Det kan jeg godt forstå.

Vi har ”betalt” for vores hovmodige udtalelser, skulle jeg hilse og sige.

På min opfordring har vi endelig fået en parabol, som er blevet midlertidigt monteret uden for vinduet i kontoret. ”Midlertidigt” forstået på den måde, at ledningen er ført ind gennem et åbentstående vindue. Det har fungeret fint i lang tid, blev det for koldt, hev vi bare stikket ud og lukkede vinduet. Men i aftes kom vi bagefter. Christian kunne ikke få stikket hevet ud, så han måtte lade vinduet så lidt åbent, og i stedet holde sneen ude ved at tætne sprækken med køkkenrulle.

Inden jeg gik på arbejde, tømte jeg tastaturet til Christians computer for vand, tørrede søerne på gulv og skrivebord op, og stoppede et par tørre viskestykker i vinduessprækken. Og da jeg kom over på skolen fór Christian forvirret rundt og ledte efter nøglen til snescooteren. Jeg er sikker på, han har tabt den i sneen i forbindelse med at motorhjælmen var ved at ryge fra ham, da han ville børste sne af motoren.

Så jeg skal i hvert fald ALDRIG spøge hverken med sygdom eller vejr!!!

Normalt passer folk deres dont - uanset vejret. Men i dag er det alligevel så slemt, at politiet fraråder al udkørsel i Nuuk på grund af storm. I Sisimiut står det ikke bedre til, der har de måttet aflyse dagens løb i Arctic Circle Race, som uheldigvis skulle starte netop i dag.

Karl Berthel har lige fundet nøglen til snescooteren, nu er det bare spændende om computeren virker, når vi kommer hjem.

Maniitsoq Skiklub

Ved første øjekast skulle man tro, at jeg bare har taget et billede af et orangefarvet reb. Men nej. Sådan forholder det sig ikke. Det er et billede af skiliften ude i Maniitsoq Skiklub, stedet hvor børn og voksne, den ene weekend efter den anden, står på slalomski.

Sådan her ser det ud, når den er i funktion. En snescooter forrest og en skiløber i hver løkke - og det går stærkt, skulle jeg hilse og sige.

Skiklubben er et dejligt udflugtsmål i weekenden - også selv om man ikke har til hensigt at kaste sig ud i kapløbet ned ad bakkerne. Der er varme i hytten og kaffe på kanden, hvis man trænger til det. Vi har drukket søndagseftermiddagskaffe derude nogle gange her på det sidste. Der er virkelig dejligt derude.

Jeg må lige vise mit manipulerede billede af den ene ski på snescooteren. Det er helt utroligt, hvad man kan gøre med helt uskyldige billeder i Photoshop.


Det er ikke mange billeder, vi har fra Christians fødselsdag, som jeg vist har sagt før. Heldigvis fik Allice taget et billede af de flotte lagkager, vi bød eleverne på. Jeg kan lige så godt indrømme det: de er købt hos bageren.

Selv om elever og kolleger gjorde deres bedste, så kunne vi altså ikke spise det hele. Det der blev tilbage, spredte glæde ovre på plejehjemmet.

Christians fødselsdag

Vi har haft ned til 20 graders frost i nogen tid nu. Det betyder is på vandet.

Ind imellem driller teknikken. Det var meningen, teksten skulle komme først og billederne bagefter, det ville ikke rigtig lykkes i dag, så nu kommer tekst og billeder i omvendt rækkefølge.

I sidste uge havde vi det jeg kalder "et provokerende godt vejr". Man SKAL bare ud i det. Skiene blev fundet frem og gnedet med voks der passer til temperaturer fra minus 8 - minus 15 grader.

Her er skihytten i baggrunden. Folk dyrker slalom derude i weekenden. Søren og jeg kørte på snescooter derud.

Min blog har jubilæum, så jeg lige. Dette er indlæg nr. 100.

Jubilæer giver som regel anledning til eftertanke, også dette.

Vi har gemt de breve vi fik fra venner, familie og især fra Søren i den periode vi boede i Tanzania. Breve er en sjældenhed nu om dage, og mails - tjaaa - man kan da tage en kopi, men det er ikke kun formen, der har ændret sig, jeg synes også indholdet har. Det er blevet mere "beskedagtigt" og kortfattet. Det gode ved bloggen er så, at vi nu og i fremtiden kan følge med i og huske, hvad vi SELV går og laver. Det er heller ikke så ringe.

Nå, men det var Christians fødselsdag, det skulle handle om.

Nu er han ikke den der DYRKER fødselsdage, snarere tværtimod. Men en 70-års een af slagsen gør indtryk. Vi havde aftalt at fejre den med fredagsøl til kollegerne på ATI fredag eftermiddag og "frokostmik" på dagen for venner og bekendte. Frokost sådan med røget laks, ørredsalat og -paté, rensdyrleverpostej og den slags.

Hvad Christian ikke vidste var, at Søren ville komme herop fredag eftermiddag så han kunne være med til fredagsøllen. Meeen... Air Greenland havde tekniske problemer lige den dag, så fredagen kom til at gå med næsen i mobiltelefonen og først klokken 9 om aftenen fik jeg besked om at han ville være her i løbet af lørdagen.

Puha - det var næsten FOR nervepirrende. Normalt er der nemlig ingen forbindelse herud om lørdagen, så der var faktisk mulighed for at Søren skulle holde fødselsdag inde i Sønderstrøm.

Sådan gik det heldigvis ikke.

Han kom med et ekstraordinært fly lørdag middag, tids nok til at være med til festlighederne. Lørdag aften havde vore kolleger arrangeret middag for Christian, det var rigtig hyggeligt med lakseruller, indbagt rypebryst og pandekager med is. Og der var gaver, en flot fiskekniv fra personalet på skolen og vin og snaps fra min familie. Kirsten havde allieret sig med Sine, som sørgede for indkøbet her i byen.

Der kom rigtig mange forbi om søndagen - med rigtig mange flotte gaver. Rygsæk, lampe, grillbestik, elkedel, brødrister og masser af vin og chokolade for at nævne nogen af dem. Jeg ved ikke, hvor mange gæster der var her i løbet af dagen, men jeg ved at vi havde 20 tallerkner i sving, og de blev vasket af flere gange.

Vi fik desværre ikke tage billeder, så ....

Søren havde en uges ferie, han rejste i går, og vi var så heldige med vejret. Sol fra morgen til aften - utallige ture i fjeldet, på snescooter og ski. Billederne ovenfor taler deres tydelige sprog.