Tuesday, June 23, 2009

Selvstyre i Grønland

Det grønlandske folk fik selvstyre i søndags. Stort tillykke med det.

Store dele af den danske royale familie var med, da dronningen, på Grønlands Nationaldag den 21. juni, overrakte den nye landsstyreformand, Kuupik Kleist, det synlige bevis herfor.

Selvstyret betyder f.eks. at det grønlandske folk anerkendes som et selvstændigt folk og at grønlandsk bliver hovedsproget. Derudover betyder selvstyret også, at Grønland nu kan hjemtage de ansvarsområder, som stadigvæk hører under Danmark. Retten til undergrunden er her et kontroversielt område. Under Hjemmestyret var det sådan, at der fulgte penge med fra Danmark, hvis Grønland hjemtog et ansvarsområde. Sådan er det ikke mere. Nu skal det økonomiske grundlag skabes i Grønland. Der følger altså ikke automatisk penge med til at dække udgifterne ved de områder, grønlænderne vælger at hjemtage.

Som dansker i Grønland er det altid interessant at følge sprogdebatten i Grønland. Og det nye nu er altså, at grønlandsk bliver hovedsproget. Hvad kommer det til at betyde for mig og mit arbejde? De fleste politikere siger, at der ikke vil ske de store forandringer "sådan lige over natten".

Det er lidt paradoksalt så, at vi med valget her i starten af juni fik en både dansk- og engelsktalende landsstyreformand. Hans Enoksens image var netop, at han var grønlandsktalende og kun grønlandsktalende.

Jeg fulgte overgangen til selvstyre fra et TV i Danmark, og det var fantastisk at høre vores nye landsstyreformand stille op på BBC og fortælle om det nye selvstyre i Grønland. Han vil kunne skabe respekt om det grønlandske folk - også ude i verden.

Det MÅ være udtryk for tilfældige drengestreger at der var nogle drenge, der spyttede på Christian, da han cyklede hjem fra arbejde i søndags.

No comments: