Friday, December 18, 2009

Juleafslutning

Juleafslutning på Realskolen i Aabybro fejrede vi - da jeg gik der - ved at vi først havde en time med vores klasselærer, og derefter en fælles komsammen i aulaen hvor vi sang julesalmer og forstanderen afsluttede med at sende os hjem med ønket om en glædelig jul. Elevernes bidrag til julestemningen bestod i, at vi pyntede vore borde efter bedste evner og lyst. Jeg husker især nogle fantastiske snelandskaber med piberenser-nisser på ski eller slæde ned ad faretruende bakker. Og så husker jeg nogle fantastiske guirlander af chenille (en sjældenhed den gang) som min klassekammerat havde med fordi hans far havde en fabrik i Skovsgård, hvor de lavede den slags. Timen med klasselæreren gik mest med at hun gik rundt og beundrede vore mesterværker.

Det er selvfølgelig fordi jeg nu selv er klasselærer og derfor er i den situation, at jeg skal holde sidste skoledag med min klasse. Og hvad gør man så som lærer anno 2009? Video selvfølgelig.

Jeg stod tidligt op tirsdag morgen og bagte boller inden jeg tog over på skolen og hentede eleverne hjem til morgenkaffe og altså nybagte boller. Derefter stod den så på Charles Dickens' film Christmas. Til mit forsvar vil jeg nævne, at vi lige har arbejdet med den Industrielle Revolution i historie, så filmen er absolut relevant i forhold til undervisningen.

De fleste af billederne er taget EFTER vi var færdige med at se film.



Her er lige dagens solopgang.

No comments: