Monday, December 14, 2009

Juleklip og -rengøring

Juleklip på Ati er en hyggelig, tilbagevendende del af forberedelserne til jul. Der bliver klippet og klistret i dyb koncentration af både store og små.
Duften af appelsiner, som i løbet af aftenen bliver gennemstukket af nelliker, julemusik, æbleskiver og kakao bidrager til den gode stemning.






Christian og Søren kommer fra Danmark den 22. december (jeg benytter enhver lejlighed til at krydse fingre for godt flyvevejr - selvfølgelig bliver der det). Sidste år overraskede Søren mig med at komme 14 dage før jul, hvilket betød, at han kom til at give en hånd med både ved madlavning og rengøring.
I år arbejder jeg på at få det meste fra hånden, inden han og Christian kommer. Således stod det på vinduespudsning i weekenden.
Nu kan man sige, at vinduespudsning ikke er noget at snakke om, meeen... man kan ikke bare pudse vinduer når det passer een. Jeg benyttede mig af muligheden fordi vi havde fønvind og plusgrader, ellers risikerer man her om vinteren at pudsekluden fryser fast til vinduerne. Jeg HAR prøvet at pjaske et vindue til med vand og så skulle skrabe det af som is.
Selv på et halvt år bliver vinduerne faktisk ikke beskidte udvendigt heroppe, hvis ellers mågerne kunne finde et andet sted til deres klatter.

No comments: