Show it, don't tell it

Nogle forfattere kan skrive, så jeg bliver revet med af historien mens andre ikke formår at råbe mig op og det ender med at bogen ender, halvt læst, på natbordet uden at jeg sådan helt konkret kan definere, hvori forskellen består.

Fordi jeg synes, skriveteknik er spændende, men især fordi jeg underviser i dansk, har jeg op til flere bøger om emnet i min bogreol allerede. Alligevel måtte jeg også eje Thomas Oldrups ”22 tricks – om at skrive godt” fra 2007. Christian er i Danmark og vejrmeldingen for weekenden i Maniitsoq lød på sne, så det passede perfekt at jeg lige kunne nå at hente bogen på posthuset, inden det lukkede i går.

Dette blogindlæg skal nu ikke handle om skriveteknik, men når jeg fremhæver hans bog her er det fordi et af kapitlerne rammer lige ned i, hvor svær kommunikation mellem forskellige kulturer kan være. Jeg tænker her på både nationale, regionale og faglige kulturer.

Jeg skal prøve at forklare. Først vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg desværre kommer til at bruge et "dem-os"-sprog nogle steder i det følgende. Det er ikke fordi jeg ønsker at stille folk op over for hinanden som 2 skarpt adskilte grupper, men sådan har jeg fået historierne fortalt.

Hvis der opstår en konflikt på en arbejdsplads i Danmark, har vi en udpræget konfronterende måde at gribe sagen an på. ”Hvis jeg kommer til at sige eller gøre noget, der fornærmer nogen, så sig det til mig”, er en almindelig dansk måde at bede andre om at sige til, hvis der er noget, de er utilfredse med. Personligt kan JEG ind imellem undre mig over, hvad formålet med den fremgangsmåde er? Jeg forestillede mig nemlig at formålet måtte være at få krænkeren til at reflektere, og søge at undgå at krænke fremover. Ofte har jeg derimod oplevet, at DET ikke er tilfældet. - Det har selvfølgelig også en vis effekt på min sindstilstand at jeg får lejlighed til at give udtryk for mine frustrationer. Og i øvrigt, hvis folk så ikke ”siger til” – med ord forstås – så har de ingen ret til at være utilfredse, vi har jo bedt dem om – ja, netop, at sige direkte til os hvad der er galt.

Igennem mine 7 år som underviser har jeg lært, at den nonverbale kommunikation kan være lige så tydelig som den verbale. Det kan tage lidt tid at finde ud af, at et blik, et løftet øjenbryn, et smil kan betyde ”jeg er med, jeg forstår hvad du siger”. Jeg har eksempler på elever, som, gennem hele skoleåret har vist mig hvad de kan gennem skrift og nonverbal kommunikation. Først til den mundtlige eksamen har de vist, at de også behersker dansk i tale. For mig, som underviser i diskussionsfag, har det ind imellem været en pædagogisk udfordring.

Grønlændere benytter meget nonverbal kommunikation, det er også det indtryk jeg får fra mine grønlandske kolleger.

F. eks. er det helt almindeligt, at mænd tager hinanden i skridtet eller man ”niver” hinanden i bagdelen, hvis man vil lave sjov med folk. En kassekø i supermarkedet er et godt sted at dyrke denne sport. Det får nogen til at hoppe og andre til at grine. Og det behøver ikke give anledning til sure miner selv om ens mand går rundt og ”niver” andre damer bagi, det bliver forstået som en måde at lave sjov med hinanden på, og der ligger ikke seksuelle undertoner i det. Det foregår fra mand til mand eller fra mand til kvinde. Det skulle altså ikke være kvinder der bedriver den sport. Jeg har også hørt, at det ikke er alle grønlandske kvinder, der bryder sig om at blive "nevet". Det skal også siges, at i mine 7 år i Grønland har jeg aldrig lagt mærke til, at folk går rundt og tager på hinanden på den måde. Jeg har også fået at vide, at mænd kun bruger den måde at kommunikere på overfor folk, de kender godt.

Det er mere almindeligt at man bruger kropssprog i en konfliktsituation f.eks. Mange går, hvis der er noget, de ikke bryder sig om.

Trick 07 i Thomas Oldrups bog hedder: Show it, don’t tell it. Han bruger udsagnet i forbindelse med en skriveproces hvor han siger, at det er langt mere effektivt, hvis du kan få læseren til selv at danne sig de billeder og nå frem til den konklusion, du gerne vil have dem til end hvis du bare fortæller dem konklusionen.

Så vis det i stedet for at sige det.

Hans eksempler, først på tell, så på show:

””Min far blev meget sur, da jeg kom for sent hjem. ”

”Hvad fanden er det for en tid at komme hjem på?” hvislede min far. Han sad i køkkenet og trommede med fingrene på bordet.”

Måske vil det være en god ide for os danskere at tænke over, hvad det KAN betyde hvis en grønlænder går midt i en samtale. Måske er det at gå bare en anden måde ”at sige til” på.
Det jeg så kom til at tænke på, da jeg læste den førnævnte bog var, at vi måske er havnet i en kultur, hvor det er mere almindeligt ”at vise” end det er ”at sige”.

Min erfaring er i øvrigt, at nogen danskere bruger den "grønlandske model" og nogen grønlændere den "danske model".

Jeg skal have læst resten af bogen, der er helt sikkert noget, jeg kan bruge i undervisningen.