Forårsvitaminer

Kokleare.

Den kommer med små hvide blomster i løbet af 14 dage.

Her i Maniitsoq er det koklearen, ikke vintergækken, der titter frem af sneen, når solen begynder at få magt.
Jeg har i nogen tid spejdet efter den når jeg færdes rundt i byen. Det plejer altid at være på fjeldsiderne nede ved lystbådehavnen, på steder hvor solen kan varme stenene, de første viser sig. Og sådan er det også i år.
I går var den der så, godt klemt inde i sprækkerne i fjeldet og omsluttet af det grønneste mos, man kan tænke sig.
Ikke nok med, at planten kan være sund for sjælen ved at den vidner om, at vi er på vej mod de lyse tider. Man kan faktisk også spise planten. De gamle grønlændere fortæller, at den tidligere har været et vigtigt kosttilskud.
I Naturguide til Grønland kan man således også læse, at koklearen tidligere blev kaldt for skørbugsurt på grund af sit høje indhold af C-vitamin. De kødfulde blade blev brugt til at hindre eller helbrede skørbug.
Missionær Hveyssel, som boede i Maniitsoq i slutningen af 1780’erne, har åbenbart ikke været opmærksom på koklearens vitamindepot. I 1789 bad han om en afløser til sit embede, selv om han kun havde været i Grønland i 6 år og kontrakten lød på 10 år. Som en af årsagerne til at han gerne ville afløses før tiden, anførte han netop skørbug. I sin ansøgning skrev han, at det var normalt at han var plaget af skørbugssmerter om vinteren - det var de fleste missionærer - men smerterne forsvandt altid om sommeren. Det gjorde de bare ikke i sommeren 1789. Desuden var han også begyndt at tabe sine tænder, som vist ikke var for gode i forvejen, så han havde stort besvær med at spise det hårde brød (skibskiks), som han fik udleveret fra kolonibestyreren.
Mads Lidegaard fortæller om missionær Hveyssel i bogen Grønlands Historie. Der kan man også læse, at hvis missionærerne havde spist mere lokal proviant som mattak (hvalspæk) og sælkød, så kunne flere af dem være sluppet fra grønlandseventyret med livet i behold.
I dag får vi der bor heroppe i nærheden af polarcirklen masser af C-vitamin fra alskens eksotiske sydfrugter og grøntsager.
Derfor kan koklearen nu nøjes med at stå i sin sprække og fornøje mig, når jeg færdes rundt i byen.