Jollehavnen.
Brættet ligger uden for billedet lige op ad trappen til venstre. Den store røde og gule bygning er sportshallen. Havnen er isfri nu, og det er den i øvrigt det meste af året. Kun hvis vi har temperaturer på minus 10 grader og derunder i en længere periode, fryser jollehavnen til.
Du kender det helt sikkert godt.
Man hører et stykke musik, og straks får man associationer til begivenheder eller stemninger, som måske ligger langt tilbage i historien. For mit vedkommende gælder det f.eks. arabisk musik. I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne besøgte vi, som nogen vil vide, Bagdad flere gange. Dengang var det sådan dernede, at der blev sendt arabisk musik på fjernsynet, når der ikke var udsendelser, og det vil sige hele dagen. På daværende tidspunkt fandt jeg det ret anstrengende og u-melodiøst at høre på, men hvis jeg tilfældigvis hører arabisk musik i dag, synes jeg næsten, det lyder godt – helt sikkert fordi det minder om mange gode oplevelser i Bagdad.
Det kan også være lugtesansen, der bringer minder. Grøntsagsmarkeder i Tanzania havde deres egen lugt. Da vi boede der, kunne man, hvis man blev opmærksom på den, finde på at sammenligne den med lugten af affald. Senere har jeg oplevet, at en dansk skraldespand i sommervarmen kan få mig til at længes efter de tanzanianske mamaers ”karibu sana” og deres eksotiske frugter og grøntsager.
Vores nye lejlighed her gør noget lignende ved Christian. Det har ikke noget med musik eller lugt at gøre, det er lejlighedens indretning og placering øverst i blokken, der minder Christian om broen på et skib – og det har han da noget ret i. Vinduerne i stuen vender mod nord og i køkkenet mod syd, og placeringen øverst oppe gør, at vi har frit udsyn til alt hvad der sker på vandet, præcis som man har på broen på et skib.
Det er rigtig dejligt med udsigten – ingen tvivl om det.
Men det er da et stort arbejde at holde øje med alt, hvad der rører sig derude. Farvandet her udenfor kaldes ”motorvejen”, og det siger sig selv hvad det betyder. Endnu kan vi dog overkomme at studere de fleste trafikanter nøje i kikkerten (først brugte vi den lille teaterkikkert, men vi har heldigvis fået hentet den store kikkert hjem fra båden, så nu kan vi også se, om fangerne fanger noget, når de ligger og fanger). Det bliver værre når lystsejlerne får bådene i vandet, så tror jeg, vi må holde op med at holde øje.
Det fungerer nemlig sådan, at fangerne har deres joller i vandet hele vinteren, og de tager selvfølgelig på havet lige så snart vejret tillader det. Det er dem, der sørger for frisk fisk på brættet både vinter og sommer.
Lystsejlerne, sådan nogen som os selv om vi også fanger sæl og fisk, har for de flestes vedkommende kun bådene i vandet fra 1. maj til omkring 1. november. Det har noget at gøre med, at bådebroerne bliver taget op om vinteren, og selvfølgelig også med at der er risiko for skader på bådene på grund af storm og is, hvis man lader dem blive i vandet.
Lige en lille sidebemærkning: Jeg er faktisk ret glad for, at vi går på søduelighedskursus. Det betyder nemlig, at vi kan stå stille og fredeligt og se på, som her den anden dag, at en fanger havde fået motorstop og sled med årerne for at komme i havn. På kurset har vi nemlig lært, at folk skal være i en akut livstruende situation, før redningsvæsenet tager sig af sagen. Og motorstop er ikke i sig selv livstruende, står der i bøgerne. Uden den viden kunne jeg godt forestille mig, at jeg af og til kunne komme i situationer hvor jeg ville føle, at jeg måtte gøre noget.
Ud over skibsfarten skal vi selvfølgelig også holde øje med dyrelivet på havet.
Vildænderne boltrer sig i vandet neden for vore vinduer. Jeg har aldrig før tænkt på, hvor længe vildænder kan være neddykkede, men i kikkerten kan vi nu følge deres færden både over og under vandet på nærmeste hold. De kan have hovedet under vand i ret lang tid.
I øvrigt venter vi, at hvalerne snart dukker op. Det plejer at være ved den her tid.
Heldigt at vi snart skal have båden i vandet, så vi kan komme i øjenhøjde med dem.
Så må andre overtage brovagten.
Du kender det helt sikkert godt.
Man hører et stykke musik, og straks får man associationer til begivenheder eller stemninger, som måske ligger langt tilbage i historien. For mit vedkommende gælder det f.eks. arabisk musik. I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne besøgte vi, som nogen vil vide, Bagdad flere gange. Dengang var det sådan dernede, at der blev sendt arabisk musik på fjernsynet, når der ikke var udsendelser, og det vil sige hele dagen. På daværende tidspunkt fandt jeg det ret anstrengende og u-melodiøst at høre på, men hvis jeg tilfældigvis hører arabisk musik i dag, synes jeg næsten, det lyder godt – helt sikkert fordi det minder om mange gode oplevelser i Bagdad.
Det kan også være lugtesansen, der bringer minder. Grøntsagsmarkeder i Tanzania havde deres egen lugt. Da vi boede der, kunne man, hvis man blev opmærksom på den, finde på at sammenligne den med lugten af affald. Senere har jeg oplevet, at en dansk skraldespand i sommervarmen kan få mig til at længes efter de tanzanianske mamaers ”karibu sana” og deres eksotiske frugter og grøntsager.
Vores nye lejlighed her gør noget lignende ved Christian. Det har ikke noget med musik eller lugt at gøre, det er lejlighedens indretning og placering øverst i blokken, der minder Christian om broen på et skib – og det har han da noget ret i. Vinduerne i stuen vender mod nord og i køkkenet mod syd, og placeringen øverst oppe gør, at vi har frit udsyn til alt hvad der sker på vandet, præcis som man har på broen på et skib.
Det er rigtig dejligt med udsigten – ingen tvivl om det.
Men det er da et stort arbejde at holde øje med alt, hvad der rører sig derude. Farvandet her udenfor kaldes ”motorvejen”, og det siger sig selv hvad det betyder. Endnu kan vi dog overkomme at studere de fleste trafikanter nøje i kikkerten (først brugte vi den lille teaterkikkert, men vi har heldigvis fået hentet den store kikkert hjem fra båden, så nu kan vi også se, om fangerne fanger noget, når de ligger og fanger). Det bliver værre når lystsejlerne får bådene i vandet, så tror jeg, vi må holde op med at holde øje.
Det fungerer nemlig sådan, at fangerne har deres joller i vandet hele vinteren, og de tager selvfølgelig på havet lige så snart vejret tillader det. Det er dem, der sørger for frisk fisk på brættet både vinter og sommer.
Lystsejlerne, sådan nogen som os selv om vi også fanger sæl og fisk, har for de flestes vedkommende kun bådene i vandet fra 1. maj til omkring 1. november. Det har noget at gøre med, at bådebroerne bliver taget op om vinteren, og selvfølgelig også med at der er risiko for skader på bådene på grund af storm og is, hvis man lader dem blive i vandet.
Lige en lille sidebemærkning: Jeg er faktisk ret glad for, at vi går på søduelighedskursus. Det betyder nemlig, at vi kan stå stille og fredeligt og se på, som her den anden dag, at en fanger havde fået motorstop og sled med årerne for at komme i havn. På kurset har vi nemlig lært, at folk skal være i en akut livstruende situation, før redningsvæsenet tager sig af sagen. Og motorstop er ikke i sig selv livstruende, står der i bøgerne. Uden den viden kunne jeg godt forestille mig, at jeg af og til kunne komme i situationer hvor jeg ville føle, at jeg måtte gøre noget.
Ud over skibsfarten skal vi selvfølgelig også holde øje med dyrelivet på havet.
Vildænderne boltrer sig i vandet neden for vore vinduer. Jeg har aldrig før tænkt på, hvor længe vildænder kan være neddykkede, men i kikkerten kan vi nu følge deres færden både over og under vandet på nærmeste hold. De kan have hovedet under vand i ret lang tid.
I øvrigt venter vi, at hvalerne snart dukker op. Det plejer at være ved den her tid.
Heldigt at vi snart skal have båden i vandet, så vi kan komme i øjenhøjde med dem.
Så må andre overtage brovagten.
No comments:
Post a Comment