Grønland i grønlandske medier

Qaanaaq har været i mediernes søgelys her på det sidste. Karen Littauer, dansk kursusholder, filminstruktør og psykolog, har, i begyndelsen af maj måned, til et dansk medie udtalt, at børnene i Qaanaaq ”går for lud og koldt vand” mens forældrene forsumper i druk. Hendes udtalelse førte til, at landsstyret dagen efter indførte forbud mod salg af alkoholiske drikke i Qaanaq.
Sagen er ved at klinge ud i medierne heroppe nu. Men i en måned nu har Karen Littauers udtalelser været forsidestof i de grønlandske medier.
På mange måder er der langt mellem Grønland og Danmark. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at Karen Littauers udtalelser har ført til meget andet i Danmark end at nogen har fået deres fordomme om at grønlændere drikker bekræftet.
Derfor har jeg lyst til at nuancere historien lidt.
Men først lidt om Qaanaaq.
Byen blev grundlagt i 1953, på grund af USA’s udvidelse af sit antiluftskytsbatteri på Thule-basen. Den danske stat eksproprierede ganske enkelt thulefolkets oprindelige bosteds- og fangstterritorium, hvorfor 127 thuleboere i juni 1953, med få døgns varsel, måtte pakke deres ejendele og forlade deres boliger for at begive sig 150 km nordpå, til det vi i dag kender som Qaanaaq.
Thulefolket har i starten af 2000-tallet ført sag mod den danske stat med krav om, at de ville have deres bosteds- og fangstterritorier tilbage; kunne det ikke lade sig gøre, så ønskede de fuld erstatning for tab af indtægtsmuligheder som følge af forringede fangstmuligheder pga. tvangsflytningen. Fangernes erstatningskrav lød på 135 mio. kr. Sagen endte i det danske retssystem i 2003, hvor thulefolket fik tilkendt en mindre, økonomisk erstatning, som efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig. Derfor indgav repræsentanter for de tvangsflyttede, gennem organisationen Hingitaq 53, sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I 2006 besluttede Menneskerettighedsdomstolen at afvise sagen med den begrundelse, at på det tidspunkt, hvor thuleboerne måtte forlade deres hjem, altså i juni 1953, da var befolkningen i Grønland ikke beskyttet af den europæiske menneskerettighedskonvention fordi Danmark først skrev under på konventionen 3. september 1953. Domstolen lagde desuden vægt på, at der i 1953 blev skaffet erstatningsboliger på den nye boplads og at folk havde fået mad og redskaber stillet til rådighed. Og derudover blev der i 1985 bygget rigtige huse, og i 1997 anlagt en ny flyveplads.
Så vidt Menneskerettighedsdomstolen – hvad mon de nede i Strasbourg har tænkt at fangerbefolkningen skulle bruge en ny flyveplads til?
I 2005 boede der 640 mennesker i Qaanaaq by.
Det var lidt om de historiske vilkår for befolkningen i Qaanaaq.
Én af dem, der har svaret på Karen Littaurs anklager er borgmesteren i Qaanaaq.
Han er, mildt sagt, utilfreds med, at det er de danske medier, der sætter den politiske dagsorden i Grønland. Han har selv bedt Landsstyret om hjælp til at løse de sociale problemer, der findes i Qaanaaq, uden at vinde gehør. Og så nu, fordi et dansk medie begynder at interessere sig for de sociale problemer i Qaanaaq, så sker der noget. Fra den ene dag til den anden.
Borgmesteren lægger ikke skjul på, at der er sociale problemer i Qaanaaq og at et mindretal af befolkningen har store alkoholproblemer, men han mener ikke, det berettiger Karen Littauer til at sige, at hele byen sejler rundt i spiritus. Det borgmesteren er sur over er, at grønlandske politikere øjeblikkeligt reagerer på en dansk kvindes udtalelse, når de ikke engang reagerer på lokalpolitikernes bøn om hjælp til en kommune, som er kørt helt i knæ. Situationen er nemlig den, at fangerne i Qaanaaq-området her pr. 30. april mistede deres mulighed for at indhandle sælskind fordi Great Greenland, et hjemmestyre-ejet selskab, lukkede for indhandlingen. Der findes simpelt hen ikke noget erhvervsliv i byen. Borgmesteren har end ikke fået svar på sin henvendelse, der, som han selv siger, er en nødråb og handler om overlevelse, mens en, efter hans mening, useriøs udtalelse til en dansk avis straks får landspolitikerne op af stolene.
Et andet sted i samme avis kan man læse, at Atassut nu ønsker iværksat en undersøgelse af omfanget af omsorgssvigtede børn i Qaanaaq.
Så borgmesteren har ret, der sker noget, når Grønland kommer i de danske aviser.
Og det hele udspringer af et ungdomsteaterteaterprojekt.
Det er tilsyneladende det, folk i Qaanaaq indvilgede i at vær med i. Karen Littauer tilbød kommunen et ungdomsteaterprojekt, som hun selv finansierede gennem tilskud fra forskellige grønlandske og danske fonde. Senere er projektet blevet forvandlet til et projekt for dårligt stillede børn. Teaterprojektet er blevet filmet og Karen Littauer bruger videoklip fra teaterprojektet i sin foredragsvirksomhed. Det kan man se på hendes hjemmeside, hvor hun tilbyder foredraget ”Min fremtid – Projekter for dårligt stillede børn primært fra Grønland” formedelst 4.500 kr. For 6.500 kr. får man maskedans oveni.
I Karen Littauers ansøgningsskemaer til sponsorerne skrev hun, at hun ville filme projektforløbet – under etiske hensyn – således at de unge og sponsorerne kunne få et uddrag af vinterens oplevelser. Hun nævner ikke, at hun ville bruge videoklip til sin foredragsvirksomhed.
Og det er der, befolkningen i Qaanaaq føler sig snydt og bedraget.
Forældrene mener i øvrigt også, at børnene er blevet pålagt at fortælle om private ting – læs: gå bag forældrenes ryg, hvilket har medført, at flere børn og unge nu har brug for psykologbistand.
Karen Littaurs kommentar hertil er, at det havde de brug for i forvejen.
Hun siger i øvrigt nu, at hun fortryder den famøse mail, hun sendte til en journalist på DRs TV-avis. Den mail som satte gang i hele sagen.
Hun er bange for, at et planlagt projekt på Grønlands Østkyst må udskydes, simpelt hen fordi forældrene ikke vil lade deres børn deltage.
Lige nu har hun og hendes mand, Orto Ignatiussen, som hun arbejder sammen med, en retssag hængende over hovedet.
Folk i Qaanaaq ønsker oprejsning.
Og hvad så med de sociale problemer i Qaanaaq?
Som de fleste er enige i findes, men som er blevet lidt væk i forløbet.
Jeg håber, politikerne finder en løsning, som kan gavne dem, det især handler om, nemlig børnene. Foreløbig har jeg læst i aviserne, at socialchefen i byen siger, at børnene har fået det bedre efter at der er blevet indført forbud mod salg af alkohol.
Andre mener, at konfirmationssæsonen, som vi er ind i nu, har været lidt mat i Qaanaaq i år. De håber, forbudet snart bliver ophævet.
Jeg har ikke set nogen meldinger om, hvornår det kommer til at ske.