Muslingesuppe

Hvidvinsdampet fisk er ikke noget vi har lavet. Vi har nærmest taget kraftig afstand bare fra tanken. Tilbage i 60'erne fik Christian nemlig en fisk, som havde været udsat for hvidvin, og det var synd, både for fisk og hvidvin. Det har vi så holdt os til i vores husholdning siden.

Så var det at Dan gjorde opmærksom på, at hvidvinsdampede blåmuslinger skulle være en delikatesse. "Så pyt, det må komme an på en prøve", tænkte vi og hev proppen af en halvdyr hvidvin her da vi skulle konservere efterårets høst af blåmuslinger. Og da vi nu havde ofret hvidvinen måtte suppen selvfølgelig anvendes til et fornuftigt formål, derfor endte det med, at vi spiste den mest fantastiske muslingesuppe tirsdag aften i sidste uge.

Vi plukkede muslingerne lørdagen før, tog dem med hjem og lod dem stå i rent vand et par dage. De er nemlig godt sandede. Inden tilberedningen blev de skyllet i flere hold vand, og hver gang kom der sand ud. Man skal her lige sikre sig, at muslingen lukker sig, når man rører ved skallen, gør den ikke det, skal den kasseres.

Så kom vi hvidvin i en gryde, 2-3 cm, varmede det op til kogepunktet, hældte en stor skål blåmuslinger i og låg på. 5 minutter tror jeg, så var de færdige, dvs. åbne. Her gælder det så, at hvis der er nogen, der ikke åbner sig, så skal de også kasseres. Men ellers op af gryden og ud af skallen hvorefter suppen sies (der er en del vand i muslingerne).

Ny gryde hvor smør, hakket løg, en håndfuld semi-tørrede tomater, lidt hvidløg og persille varmes til det bliver blankt. Ned med 1½ dl piskefløde og lidt mere, ca. 2 dl, af den siede suppe, rensede muslinger og frosne ærter efter behag.

Med nyt brød til er det en himmerigsmundfuld.