Sunday, May 4, 2008

Kost- og motionstyrrani

Birdie, bogey, bunker, par 5, eagle. Golfkendere vil vide, at det er udtryk, som stammer fra golfsporten. Jeg har aldrig haft en golfkølle i mine hænder, alligevel svirrer de nævnte udtryk rundt i mit hoved for øjeblikket. Forklaring følger.

Enhver ved – hvis man da ellers læser aviser og blade og ser TV – at visse madvarer og motion er sundt, ind imellem hører man ligefrem, at den rette kost og motion ordineres mod sygdomme. For at sige det rent ud, så er jeg efterhånden ved at være træt af alle de løftede pegefingre – eller måske er det bare mig, der efterhånden synes, at jeg ”synder”, hvis jeg f.eks. spiser et stykke kage eller ikke kommer op på 600 gram frugt og grønt om dagen.

Jeg har tænkt en del over det her på det sidste. F. eks. så går jeg ikke bare på arbejde eller andre steder hen alene for at komme fra A til B – nej da. Jeg ved nøjagtigt, at jeg har 1000 skridt på arbejde, 2000 hvis jeg skal ned til procesteknikerne den korte vej, og 500 mere hvis jeg tager den lange. Jeg har 2.500 skridt ned til butikkerne og så fremdeles. Jeg skal gå nogle ture, kan man jo nemt regne ud, for at komme op på de anbefalede 10.000 skridt pr. dag. Og det gør jeg jo heller ikke. Men det hjælper noget, hvis jeg går raskt til, svinger godt med armene og spænder i mave- og andre muskler samtidig, så får jeg ekstra meget gavn af turen, bilder jeg mig ind. Så er der madpakken - som selvfølgelig ikke må være pakket ind i staniol – groft brød, magert pålæg, frugt og grønt til mellemmåltider skyllet ned med mindst mindst 2 liter vand. Forestil jer, den dårlige samvittighed, man kan få, hvis nogen giver kage til kaffen, eller man har glemt sin madpakke og må hente fast food i Brugsen.

Det jeg bare vil sige er, at jeg synes vi bliver bombarderet fra alle sider med gode råd om, hvad vi skal spise og hvor meget vi skal motionere, for at leve et sundt liv. Man kan blive helt forvirret af det, i bedste fald. Som Margrethe på kontoret, der den anden dag forsigtigt spurgte: "Hvorfor er det, man helst skal undgå mælkeprodukter?" I værste fald må man plages af konstant dårlig samvittighed, for det er, for mig at se, ikke muligt at følge alle anbefalinger, hvis man også skal passe sit arbejde. Så er det, jeg lytter til min afdøde mors stemme. Hun gik faktisk meget op i, hvad hun mente, der var sundt. Hendes motto var: hvis du har lyst til en bestemt fødevare, så er det fordi din krop har brug for den. Det er da til at holde styr på. Og med hensyn til motion, så er det selvfølgelig også indlysende, at en vis mængde gør, at man får mere energi, i modsætning til hvis man bare slænger sig i sofaen.

Og det er så her, golfen kommer på banen. Ikke at vi har en golfbane her i byen, nej, men vi har købt et spil, så vi nu kan motionere foran fjernsynet. Jeg snakker om et Nintendo Wii spil.

Kamilla og René introducerede boxen for os til deres house warming party. Ud over golf kan man f.eks. spille bowling og tennis og man kan bokse. Og det er rigtig sjovt, både at øve for sig selv og spille sammen med andre. Og man kan nemlig sagtens få sved på panden af det.

Tennisspillet giver ikke de store problemer, det kender jeg. Anderledes er det med golf. Første gang jeg prøvede, anede jeg til sidst ikke, hvor bolden var henne i forhold til det hul, jeg skulle ramme. I dag gik jeg 3 huller og fik 1 under par, par, og 2 under par. Måske skulle jeg satse på golf, når vi kommer hjem. I mellemtiden kan jeg jo øve mig på reglerne.

2 comments:

Grønlandsposten said...

6 om dagen og masser af motion er sikkert nogle rigtig gode kostråd - bortset fra når man altså lige bor et sted hvor et æble eller en appelsin til tider koster 9,95 pr. stk., og hvor meterhøj sne og temperaturer under -20 ikke ligefrem indbyder til den daglige løbetur.

Er selv holdt op med at finde sunde og spændende madopskrifter, kan jo som regel alligevel kun få halvdelen af ingredienserne.

Og du får da masser af motion, ikke mindst til lattermusklerne - dem skal man også huske at træne, det er godt for det almene velvære ;-)

Anna Marie Knudsen said...

Jeg tror det er rigtig sundt at motionere lattermusklerne.