Saturday, January 5, 2008

Julegaver


For lige at følge lidt op på julen - som alt for hurtigt fik ende - så blev det, også i 2007, til mange dejlige julegaver.
Christian fik den Stetson, som han har drømt om, siden han i starten af halvfjerdserne selv købte en i USA, som han desværre måtte give væk fordi den var for lille. Den egner sig så ikke lige til det vintervejr, vi har lige i øjeblikket, men til sommer.....
Jeg fik det stormglas, som jeg for længe siden så ovre hos Marianne og siden, forgæves, har spurgt efter i diverse maritime butikker i Danmark. Siden jul har vi så haft klart og stille vejr, så væsken i glasset ligner vand. Den danner, når glasset varsler stormvejr, de flotteste bregneformede mønstre, uden at nogen kan forklare hvorfor. Marianne siger, det virker.
For lige at fremhæve en af Sørens gaver, så var vi ret heldige i år - det var vores 6. jul i Grønland, så han har snart alt i Grønlandsk kunsthåndværk - at finde noget, som vi ikke har kunnet købe tidligere, nemlig en plaid, lavet af grønlandsk uld. Selv om fåreholderne nede i Sydgrønland producerer en stor mængde kød, så har det indtil nu ikke været muligt at anvende al den uld, de har kunnet producere. Ulden bliver selvfølgelig brugt lokalt på den måde, at en del kvinder f.eks. producerer ting i filt, som sælges til turister, men størsteparten går op i røg - den bliver simpelt hen brændt, fordi det ikke kan betale sig at få den forarbejdet. I år har vi så, som noget nyt, kunnet købe plaider, lavet i Danmark, af grønlandsk uld. De er rigtig flotte, og varme. Vi har ikke kunnet købe dem her i byen, men jeg var heldig at få fat i 3 plaider, da jeg var i Nuuk i november. Det trælse er så, at det ser ud til at være en begrænset produktion, lageret var allerede tømt, da René dagen efter ville købe en, og butikkerne ved ikke, om der kommer flere.
Nu er det så tid til at fjerne sporene, kan man sige, vi skal lige have Hellig 3. Konger med, så skal stjernerne i vinduerne slukkes.

No comments: