"Aaaav min mave", "aaaav min ryg", "aaaav mine ben". Sådan har det lydt på skolen i dag. De ømme lemmer stammer fra gårsdagens aktiviteter i sportshallen.
Spredt ud over skoleåret arrangerer vi nogle fællesaktiviteter, hvor elever, studerende og personale har mulighed for at være sammen uden for skolens faste rammer. Det kan være en fest med musik, juleaktiviteter selvfølgelig, fastelavnsfest, en idrætsdag som i går, eller det kan være en dag i fjeldet.
Vi har ikke selv lokaler til sportsaktiviteter, men så er det fint vi kan leje byens sportshal for en dag, dvs. vi havde den fra klokken 9 i går morges og til klokken 3 om eftermiddagen. Louise stod for arrangementet. I hvert fald så vidt jeg ved. Men alle bidrog til, at vi fik en festlig, sjov, grinagtig, og for mange også en hård dag ud af det. F.eks. havde Ulrik musikanlæg med, så der blev spillet musik og heppet i bedste "landsholds-håndbolds-stil".
Men for sådan lige at gennemgå programmet så startede dagen med lidt fælles opvarmning, sangkor (sangen, som jeg har nævnt ovenfor, er specielt lavet til mesterskaberne i indendørs fodbold for herrer, som blev afholdt her i byen i weekenden), et par stafetløb, trillebør og æg på ske, fodbold med engangskrus for øjnene, tovtrækning, høvdingebold og håndbold. Alt sammen nåede vi før frokost.
Bagefter var der fodbold på programmet. 6 hold, og alle skulle spille mod alle - som det vist hedder i fagsproget. Lærerne hold blev nr. 2. Jeg synes faktisk det var ret godt klaret på trods af at vi stillede med et svækket hold allerede fra starten, set i forhold til eleverne altså. Med svækket mener jeg, at der var 4 spillere på banen og 1 reserve. Jeg spillede reserve - heldigvis fik vi ingen skader på holdet, så jeg kunne blive på bænken. Indendørs fodbold egner sig ikke til briller med dobbelt styrke, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Egentlig var det heldigt, at vi ikke vandt. Førstepræmien var en middag til det vindende hold. Selvfølgelig med tanke på, at præmien kunne være et suplement til madbudgettet, ud over selvfølgelig at give anledning en hyggelig aften for eleverne, i hvert fald en del af dem. 2. og 3. præmier var kage til kaffen i dag. I øvrigt så stod C- klassen længe til at komme på sejrsskamlen, men det gik galt til sidst - de endte på en flot 4-plads. Trøstepræmien til dem var også kaffe og kage, så det styrkede vi os på i 7. time i eftermiddag.
Her drejer det sig om at komme først i mål med trillebøren. En stor udfordring for armmusklerne.
På billedet nedenunder kan vi se, at personalet vandt over eleverne i tovtrækning.
Til daglig går det heldigvis uden "tovtrækkeri".
Så - alt i alt en rigtig god dag fyldt med sejre og dramatik. Frokosten var vellykket og der blev brug for både støttebind, harpiks og isposer.
No comments:
Post a Comment